Kilder
Kildeintroduktion:
Den færøske politiker Jóannes Patursson (1866-1946) udgav i 1903 bogen Færøsk Politik om forholdet mellem Danmark og Færøerne. Bogen, der var skrevet på dansk og hovedsageligt henvendte sig til danske politikere, hentede argumenter for færøsk selvstyre fra historiske forhold. I dette uddrag af bogen kritiserer Patursson - som den første færøske politiker - den måde, som Færøerne var kommet under Grundloven på i 1850.
I begyndelsen af det 20. århundrede fik Færøerne sine første politiske partier, Samhørighedspartiet og Selvstyrepartiet. Jóannes Patursson var færøsk folketingsrepræsentant fra 1901 til 1906, da han tabte folketingsmandatet til Oliver Effersøe (1863-1933). Effersøe var en af hovedmændene bag etableringen af Samhørighedspartiet i 1906, der overordnet ønskede fortsat tilknytning til Danmark. Jóannes Patursson var hovedmanden bag etableringen af Selvstyrepartiet i 1909, der ønskede større beføjelser, lovgivende myndighed og skattebevillingsret til Lagtinget i særlige færøske forhold.
Mens Jóannes Paturson var i Danmark researchede han i Folketingets arkiver og udgav sit politiske manifest, der fik titlen Færøsk Politik. Bogen argumenterede for færøsk hjemmestyre i det danske rige og blev det ideologiske grundlag for Selvstyrepartiet.
[…]
Den Gang Stænderforsamlingerne indførtes, udnævntes der et kongeligt Medlem til at møde i Østifternes Forsamling[1] paa Færøernes Vegne. En saadan Repræsentation ansaa Færingerne sig imidlertid ikke tjente med og ansøgte derfor i 1846 om Oprettelse af et Folketing paa Færøerne. Paa den grundlovgivende Rigsdag vare Færøerne ogsaa kun repræsenterede ved et kongevalgt Medlem og havde saaledes ligesaalidt som Island nogen direkte Medvirkning ved Grundlovens Givelse.
_______
Færingernes Andragende om Indførelse af et Kommunalvæsen og Oprettelsen af et Folketing paa Øerne.
Til Stænderforsamlingen i Roskilde indkom der i 1846 ved det kongevalgte Medlem Hunderup et Andragende[2] fra en Del Beboere paa Færøerne om Indførelsen af en Folkerepræsentation paa Færøerne.
[Patursson gengiver på dette sted hele færingernes anmodning fra 1846, samt de efterfølgende forhandlinger, som kan læses her]
[...]
Foranstaaende Andragende viser, at der hos Færingerne har været en Trang til Stede til at indrette deres Repræsentation paa lignende Maade som sket var for Islands Vedkommende. Færingerne søgte nemlig ikke om at opnaa Indflydelse i Østiternes Stænderforsamling gennem folkevalgte Medlemmer, men fremsatte Ønsket om en egen Organisation paa selve Øerne.
Skøndt bemeldte Andragende, bifaldtes af Stænderkomiteen, som derom gjorde Indstilling til Kongen, blev Sagen imidlertid henlagt, og Færøerne fik først i 1852 efter at baade Grundloven og Loven om Rigsdagsvalgene paa Færøerne var udkomne, sit Lagting.
Det er formentlig ingen Tvivl underkastet, at disse vigtige Loves Rækkefølge var mindre heldig. Gennem Stænderinstitutionen og den grundlovgivende Forsamling havde det egentlige Danmarks Indbyggere været repræsenterede ved folkevalgte Medlemmer; efter 1843 vare Islænderne gennem Altinget ligeledes repræsenterede ved folkevalgte Medlemmer, medens derimod Færingerne i denne for Forfatningens Grundlæggelse saa vigtige Tid savnede al folkelig Repræsentation.
Grundloven blev gjort gældende for Færøerne paa en Tid, hvor disse endnu vare blottede endog for alle kommunale Indretninger og Indbyggerne ved Monopolhandelens Baand desuden i høj Grad hæmmede i Udøvelsen af deres frie Næringsvirksomhed[3].
Paa den grundlovgivende Rigsdag havde Kongen udnævnt et Medlem til at repræsentere Færøerne, men ved den færøske Valglovs Udarbejdelse beholdt Øerne endog ikke denne anomale Repræsentation. Da denne saare vigtige Lov var til Behandling, fandtes intet Medlem i Rigsdagen, som paa nogen Maade repræsenterede Færøeme, ligesom Loven heller ikke blev fremlagt for nogen folkelig Repræsentation paa Færøerne, saa at Færingerne selv kunde udtale sig om dens Anvendelighed.
Det er først efter at disse Love, til hvis Udarbejdelse Færingerne have savnet enhver folkelig Stemme, have bestemt Færøernes statsretlige og repræsentative Stilling, at Færingerne gennem folkevalgte Medlemmer opnaa Sæde i Rigsdagen og Færingernes Ønsker fra 1846 om en egen Repræsentation gennemføres, om end i en alt andet end den af Andragerne foreslaaede frisindede og folkelige Form.
Ordforklaringer m.m.
[1] Østifternes Forsamling: Stænderforsamlingen i Roskilde.
[2] Andragende: anmodning.
[3] Næringsvirksomhed: erhverv.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
