Kilder
Kildeintroduktion:
Den 17. april 1782 blev Forordning anlangende de fornødne hjælpemidler til de blandt almuen opkommende smitsomme sygdommes helbredelse og at forekomme deres videre udbredelse udstedt. Danmarkshistorien rummer mange lovbestemmelser og administrative tiltag mod smitsomme sygdomme, og forordningen fra 1782 er blandt dem. Loven udmærker sig ved sin generelle karakter, der betød, at den kunne tages i anvendelse, når som helst en epidemi med fx kopper eller plettyfus fik et truende omfang. Forordningen havde kun gyldighed for almuen på landet, men endnu i 1700-tallet udgjorde landbefolkningen ca. 80 % af alle indbyggere i Danmark.
Forordningen kan betragtes som et led i de centrale myndigheders bestræbelser på at styrke den befolkningsmæssige og økonomiske vækst på landet, og den er dermed et supplement til de landboreformer, der blev gennemført i slutningen af 1700-tallet.
Da forordningen blev til, havde Danmark – især landområderne – et meget begrænset antal læger. For en stor del af befolkningen var der derfor langt til den nærmeste læge, der ofte var embedslæge (fysikus eller provinskirurg/distriktskirurg). Derimod havde man tæt kontakt til sognepræsten, der havde mange administrative funktioner og generelt var mellemled mellem lokalbefolkningen og de overordnede myndigheder. Herredsfogeden/birkedommeren, der både var politimester og underretsdommer, spillede også en vigtig rolle i landsognene. Det samme gjaldt godsejeren, da langt den største del af landbefolkningen hørte under kronen eller et privat gods.
Forordningen stillede derfor krav om, at en bonde, der fik kendskab til epidemisk sygdom, skulle kontakte præsten, som havde pligt til at give meddelelsen videre til bl.a. godsejeren. Først herefter blev embedslægen tilkaldt. Han eller en anden eksamineret læge skulle da straks begive sig ud til de syge for at yde hjælp. Forordningen nævner intet om, hvad dette kunne bestå i, men åreladning og andre udrensende kure var endnu langt op i 1800-tallet nogle af de mest anvendte lægelige metoder.
Derimod er forordningen meget specifik, når det drejer sig om foranstaltninger til begrænsning af smitten, fx forbud mod sammenkomster i smitteramte landsbyer, forsigtighed ved begravelser og evt. indespærring af befængte gårde og landsbyer.
Forordningen var tænkt som en permanent bestemmelse, og den blev også først ophævet i 1888, da den blev erstattet af den langt mere detaljerede Lov om Foranstaltninger imod Udbredelse af smitsomme Sygdomme (Lov nr. 78 af 20. april 1888). I forbindelse med koleraepidemien i 1853 skete der dog en lempelse af nogle af kravene ved begravelser, men kun under denne epidemi og kun i København.
Nogle af medicinalberetningerne (lægernes årsberetninger) fra midten af 1800-tallet viser dog, at forordningen fra 1782 indimellem blev udsat for en del kritik. Nogle læger beklagede, at der aldrig var lavet tilsvarende ordninger for byerne, mens andre fandt bestemmelserne ineffektive. Bønderne ventede nemlig ofte for længe med at indberette en epidemi, og nogle præster tøvede med at videregive deres viden, indtil de var sikre på, at der var noget galt. Så når lægen endelig blev bragt på banen, kunne situationen være helt ude af kontrol.
Det virkelige problem for lægerne var imidlertid, at de sjældent kunne gøre andet end at give råd om fornuftig diæt, frisk luft og renlighed. Bakterier og vira blev først opdaget i slutningen af 1800-tallet. Og de lægelige metoder, der var baseret på denne viden, tilhører i det store og hele tiden efter 1900.
Kildeintroduktionen og transskriptionen af lovteksten er udarbejdet af seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Jørgen Mikkelsen.
Forordning anlangende de fornødne hjælpemidler til de blandt almuen opkommende smitsomme sygdommes helbredelse og at forekomme deres videre udbredelse som den er gengivet i Kongelige Forordninger og Aabne Breve, 17. april 1782.
Forordning[1] anlangende de fornødne hjælpemidler til de blandt almuen opkommende smitsomme sygdommes helbredelse og at forekomme deres videre udbredelse
Christiansborg Slot den 17. april 1782.
Vi Christian den syvende, af Guds nåde konge til Danmark og Norge, de venders og goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, gør alle vitterligt:
At, som vi har bragt i erfaring, hvorledes almuen på landet udi vort rige Danmark, når nogen smitsom sygdom iblandt den indfalder, dels enten slet ikke betjener sig af, eller dog ej på den rette måde og med den nødvendige diæt anvender de tjenlige lægemidler, som foreskrives de syge, og ved hvis hjælp den største del iblandt disse, når tillige hos dem blev holdt renligt og luftigt, kunne helbredes, dels lige så lidet bruger den fornødne forsigtighed til at forekomme[2] deslige smitsomme sygdommes videre udbredelse, da tværtimod uvedkommende, som ikke til de syges pleje behøves, ubesindigen indfinder sig hos disse og således ofte pådrager sig og andre en smitte, som de havde kunnet og burde undgå;
så, endskønt vi ikke påtvivler, at jo vedkommende jordegodsejere, enhver for sit gods, såvel som de offentlige stiftelsers og det beneficerede gods'[3] af os beskikkede forsvar, for så vidt samme angår, drager i deslige tilfælde tilbørlig omsorg for de dem undergivne bønders vel, ligesom sådant i almindelighed påligger enhver husfader for sit hus’ folk, så vidt han dertil har råd og lejlighed,
ville vi dog til at lette denne de vedkommendes omhu og til såvel at befordre landalmuens helbredelse, når den af deslige sygdomme angribes, som og at forekomme sådan smittes videre udbredelse, for fremtiden allernådigst have anordnet og befalet, ligesom vi og hermed befaler og anordner:
1.
Når nogen blandt almuen på landet bliver syg, enten af blodgang,[4] sprinkler[5] eller nogen anden sådan farlig sygdom, som udbreder sig videre blandt husets folk og således erfares at være smitsom, skal den bonde, i hvis hus sygdommen således har ytret sig - eller i hans forfald: hans folk eller nærmeste naboer - staks anmelde det for sognepræsten,
som derefter, næst[6] at formå husets folk til den omhyggeligste og forsigtigste forholdsmåde, ufortøvet beretter det til de syges husbond,[7] eller, dersom disse ingen har, da til deres nærmeste forsvar,[8] på det, at de fornødne hjælpemidler i tide kunne forskaffes dem efter omstændighederne, enten på egen, deres husbondes eller andre vedkommendes bekostning.
2.
Så snart jordegodsejeren, amtmanden eller bondens nærmeste forsvar således er underrettet om sygdommen, lader han straks hente til de syge enten stiftets landfysikus eller distriktets provinsialkirurg,[9] som på forlangende uopholdeligen bør indfinde sig - eller og en anden duelig, eksamineret læge, som dertil godvilligen er at formå - for at undersøge sygdommen og foreskrive de fornødne lægemidler derimod.
3.
Når landfysikus således, efter at være tilkaldt enten straks af de syges husbond og forsvar eller og af provinsialkirurgen eller hvilken anden læge, som først har betjent de syge og bør være pligtige, når de finder kendetegn til en særdeles smitsom sygdom, da straks at anmelde det for hin,[10] erfarer ved egen undersøgelse, at sygdommen virkelig er farlig og anstikkende,
da bør han efter bedste indsigt føje de tjenligste anstalter til at hindre smittens udbredelse og til de syges helbredelse såvel ved lægemidler som ved særdeles forskrifter, passende til stedets og folkenes omstændigheder i henseende til diæten, renligheden, de syges afsondring osv., om hvilket alt han bør give såvel den først antagne læge, når nogen sådan i forvejen er tilkaldt, som og de syge selv og andre vedkommende såsom sognepræsten, der ved tjenlige formaninger og alvorlige påmindelser bør søge at understøtte lægens forskrifter på det kraftigste, degnen eller hvo[11] som ellers - i mangel af en læge - er at formå til at påtage sig det fornødne, jævnlige tilsyn med de syge, en fuldstændig og fattelig underretning.
4.
I lige måde bør landfysikus, så snart han ved undersøgelse har bemærket nogen sådan smitsom sygdom og dens særdeles beskaffenhed, derom straks gøre nøjagtig indberetning til Collegium Medicum[12] og indhente sammes rådførsel, ligesom han siden flittig bør indberette epidemiens gang, aftagelse, tilvækst og usædvanlige tilfælde samt til den ende jævnlig rejse til de befængte steder og have opsyn med foranstaltningerne til sygdommens helbredelse og standsning, såvel som med den lægemåde, som andre læger derimod bruger, med videre.
5.
Ligesom de, der opholder sig i huset hos de syge og til disses pleje behøves, omhyggeligt bør påse, at lægemidlerne bruges på den rette måde, og at landfysikus' eller den antagne læges øvrige forskrifter nøjagtigt følges,
så betydes[13] det og byens øvrige beboere og andre omkringboende alvorligt, at ingen uvedkommende må indfinde sig hos de syge, i hvilken henseende sognepræsten tillige, såvel ved offentlige som ved særdeles formaninger, alvorligt bør foreholde[14] og indskærpe vedkommende deres pligter.
Sørgestuer bør imidlertid aldeles være forbudt, og alle andre almuens sammenkomster i den befængte by så meget muligt indskrænkes.
6.
De, som dør af deslige smitsomme sygdomme, skulle begraves inden 48 timer efter deres død med det samme tøj, hvori de er bortdøde, og i kister, som indvendigt er begede eller tjærede, og bør de nedgraves 4 alen[15] under jorden. Ved deslige jordefærd må ingen ligfølge tillades, men alene så mange folk komme sammen, som til at bortbære og begrave liget nødvendigt behøves.
7.
Ved disse foranstaltninger og ved de forholdsregler, som af lægerne i ethvert enkelt tilfælde omstændeligt foreskrives, når samme af øvrigheden, jordegodsejerne og alle andre vedkommende med tilbørlig iver overholdes, således som sagens vigtighed det udkræver, påtvivler vi ikke, at de fleste smitsomme sygdomme blandt almuen under den højestes[16] bistand ville vorde[17] standset og deres farlige følger afværget,
men dersom i et eller andet enkelt tilfælde al herudi anvendt omhyggelighed ikke skulle befindes tilstrækkelig til at standse en sådan farlig smitsom sygdoms videre udbredelse, da bliver, når landfysikus anser det uomgængeligt fornødent, indespærring af den befængte gård eller by at foranstalte på den tjenligste og efter omstændighederne mindst besværlige måde - dog at sådant tillige ufortøvet indberettes af landfysikus til Collegium Medicum og af amtmanden til vort Danske Kancelli, som derefter - ifølge omstændighederne og fysikus' samt Collegium Medicums forslag - nærmere foranstalter, hvor længe indespærringen bør vedvare, og hvorledes dermed skal forholdes.
8.
Til rejser udi foranførte tilfælde bør landfysikus og distriktskirurgen forskaffes fri befordring, enten af vedkommende godsers bønder uden betaling eller og af vognmandslavene i købstæderne, som byfogederne[18] foranstalter, imod at derover indsendes til amtmanden behørigt attesterede regninger.
9.
Endelig har også fysici og provinsialkirurger udi deslige tilfælde på forlangende at forskaffe fra nærmeste apotek de nødvendige lægemidler for de syge imod attesteret regning fra apoteket, som til amtmanden indleveres.
Og bliver derefter deslige bekostninger såvel på frit udleverede medikamenter som og på lægernes befordringskab (de alene undtaget, som medgår på at standse en sygdom, som på hoved- og sædegårde[19] måtte udbryde, i hvilket fald bekostningerne af hovedgårdsejeren selv bør udredes) at bestride af amtets samtlige bøndergods, såvel selvejer- og fæste- som beneficeret gods, hvorpå summen lignes efter hartkorn.[20]
Hvorefter de vedkommende sig allerunderdanigst har at rette. Thi byder og befaler vi hermed vore grever, stiftsbefalingsmænd, friherrer, biskopper, landsdommere, præsidenter, borgmestre og råd, fogeder og alle andre, som denne vores forordning under vort kancellisegl tilskikket vorder, at de den på behørige steder til alles efterretning straks lader læse og forkynde.
Givet på vort slot Christiansborg udi vores kongelige residensstad København den 17de april 1782.
Under vor kongelige hånd og signet
Christian R.
O. Thott
Luxdorph P. Aagaard
Ordforklaringer m.m.
[1] Forordning: En forordning var under enevælden (1660-1849) betegnelsen for de af kongen udstedte love og retsforskrifter. Betegnelsen blev anvendt om de vigtigere love, der var af større omfang, eller om vigtigere genstande. De kongelige forordninger blev trykt og bekendtgjort, og de var en del af den kongelige lovgivning ligesom anordninger, reskripter og plakater.
[2] Her: hindre, hæmme.
[3] Gods, der var tillagt en embedsmand som ekstra indtægtskilde – f.eks. præstegårdsjorde.
[4] Dysenteri.
[5] Plettyfus.
[6] Her: straks efter.
[7] Her: den godsejer, under hvem bonden var fæster.
[8] Her: nærmeste overordnede myndighed.
[9] Der var kun få læger i Danmark i slutningen af 1700-tallet. De ca. 10 overordnede embedslæger, der typisk dækkede et stift, hed fysikus (flertal: fysici), mens de underordnede embedslæger, der som regel havde en købstad med tilhørende opland som dækningsområde, blev benævnt som provins(ial)kirurger.
[10] Ordet ”hin” referer her til fysikus.
[11] Hvem.
[12] Den centrale sundhedsmyndighed i København.
[13] Her: indskærpes.
[14] Påpege, gøre opmærksom på.
[15] Dvs. ca. 2½ meter, idet en alen på dette tidspunkt var 62,814 cm.
[16] Guds.
[17] Blive.
[18] Hver købstad havde en byfoged, som udførte dommer- og politimesterfunktionerne og i nogle tilfælde også kommunale administrative opgaver i byen.
[19] Dvs. herregårde.
[20] Hver gård var vurderet til et bestemt antal hartkorn, der var et udtryk for en kombination af jordens areal og bonitet. Hartkornstallet dannede grundlag or beskatning på landet.