Den Sorte Død i Europa

Pesten ramte Europas befolkning med en sådan hast og kraft, at den i middelalderens kristne opfattelse af verden kunne være Guds straf for menneskets synder. Den italienske forfatter Giovanni Boccacio fortæller i forordet til værket Dekameron fra ca. 1350, der er en samtidig beskrivelse af det første pestangreb i Firenze, at sygdommen sprang fra menneske til menneske som en ild og slog raske folk ihjel i løbet af tre dage. En anden forklaring på pesten i samtiden var, at jøderne skulle have forgiftet vandet i brøndene. Det førte til jødeforfølgelser flere steder i Vesteuropa.

Fordi pesten ramte så voldsomt, og fordi man ikke kendte til sygdommen, var det vanskeligt for myndighederne at følge med. Det var f.eks. en umulig opgave at registrere de tusindvis af døde, der flere steder i Europa endte i massegrave på såkaldte pestkirkegårde.

Folk begraver de døde under pestens hærgen i den belgiske by Tournai. Illustration i et samtidigt håndskrift, der i dag befinder sig i Bibliothèque royale de Belgique. Fra: Wikimedia Commons

For historikerne betyder det, at kildematerialet til pesten er sporadisk. Imidlertid er der i England et forholdsvist stort både skriftligt og arkæologisk kildemateriale om den første pest omkring 1350. Tallene derfra antyder, at Den Sorte Død formentlig har krævet 35-40 % af Englands befolkning som ofre. Pesten hærgede ikke kun Europa én gang, men vendte tilbage periodevist over de næste 400 år.

Undersøgelser af de efterfølgende sygdomsudbrud i 1300-tallet viser, at det i særdeleshed var børn og unge mennesker, der blev ramt. I svenske kilder omtaltes et pestangreb i 1360 endda som ”Barnedøden”. Det betød, at der kom nogle unaturlige huller i befolkningens demografiske sammensætning. At det især var børn og unge, der døde i de følgende epidemier, tyder i øvrigt på, at folk, der havde overlevet tidligere epidemier, kan have udviklet en immunitet over for sygdommen.

Pesten i Danmark

Kirken havde et system, hvor man kunne betale præsterne for at bede for ens sjæl efter døden. Og registreringen af antallet af sjælemesser i domkirkerne er en af de bedste kildegrupper til pesten i Danmark. I netop 1350 steg antallet af registrerede sjælemesser og dermed dødsnotitser. Eksempelvis voksede antallet af sjælemesser ved domkirken i Ribe fra ca. 1 om året til 17 om året.

Også andre kilder kan belyse omfanget af sygdommen. Bl.a. beretter Sjællandske Krønike, et samtidigt historisk værk, om stor dødelighed i landet, og i 1354 eftergav kong Valdemar Atterdag al dødsstraf, sikkert på grund af befolkningsmangel i landet.

Siden det første udbrud i midten af 1300-tallet vendte pesten tilbage med mellemrum. Eksempelvis var der i Danmark i løbet af 1300-tallets anden halvdel yderligere fire pestudbrud, og i løbet af 1400-tallet var der ca. ni i landet. Pesten fik dog næppe så voldsomme konsekvenser som første gang, bl.a. fordi man efterhånden blev bedre til at imødegå epidemier med karantæne. Den sidste pestepidemi ramte Danmark i 1711.

Pestens konsekvenser i Danmark

Det er ikke til at sige nøjagtigt, hvordan de første pestudbrud påvirkede befolkningstallet i Danmark, men i kildematerialet fra slutningen af 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet nævnes såkaldte ødegårde, dvs. ubeboede bondegårde hvis jorde enten blev dyrket af naboerne, eller som slet ikke blev dyrket. Disse må ses som et tegn på et fald i befolkningstallet, der især var forårsaget af pesten. I visse egne ser det ligeledes ud til, at en hel del kirker blev nedlagt som følge af den demografiske nedgang.

Også i byerne ramte pesten hårdt. Flere breve gør det klart, at gejstlige institutioner i byerne led under pesten. Eksempelvis fortæller et brev fra 1355, at et kloster i Odense manglede munke efter pestens hærgen. I byer som København, Roskilde og Ribe fortæller kilderne, at der var øde huse og grunde, nok fordi der ikke var mennesker til at fylde dem ud.

Faktisk synes pesten at have været så hårdt et slag mod de danske byer, at den urbanisering landet havde oplevet tidligere i middelalderen gik i stå – i hvert fald for en tid. Måske ramte den særligt hårdt i byerne, der jo indgik i internationale netværk, som sygdommen spredtes i, og hvor folk boede tæt ved hinanden.

Med tiden blev pesten dog også en fordel for dem, der overlevede. Eksempelvis kunne bønderne kræve en højere betaling for deres arbejdskraft, da godsejerne måtte konkurrere herom.

En latinsk indskrift i Aarhus Domkirke vidner om pestens hærgen i 1480'erne. Indskriften lyder i dansk oversættelse: “Efter Kristi fødsel af den rene jomfru 1487 år fuldendte den berømte biskop Ejler af Aarhus dette værk, da den voldsomme pest rasede.” Foto: Per Rasmussen