Hvad er byldepest?

Sygdommen begynder med kulderystelser, hovedpine og høj feber. Efter nogle dage kommer der smerter i armhulen eller lysken, hvor betændte knuder på størrelse med en valnød får huden til at bule ud — deraf navnet byldepest. Nogle hoster blod op fra lungerne og får lungepest, fordi bakterierne først breder sig i lungerne. Huden får sorte pletter, inden døden indfinder sig efter få eller flere dage.

Omkring 1900 fandt lægevidenskaben årsagen, som er bakterien Yersinia pestis, og dens finurlige smittevej ved hjælp af lopper, som først bider en syg rotte og derefter et menneske. Forskerne diskuterer stadig om den historiske pest er den samme som den nutidige pest, fordi smitten tilsyneladende vandrede fra menneske til menneske ved de historiske pestangreb. DNA-studier af skeletter fra historiske pestgrave har frembragt DNA-sekvenser, som er identiske med DNA fra nutidige pestbakterier, så der er ingen tvivl om, at pestbakterien i en eller anden form var på spil ved flere af de historiske pestepidemier.

Byldepesten spreder sig fra Østersøområdet

I perioden fra midten af 1300- til 1600-tallet var udbrud af pest en konstant trussel for borgere og magthavere. Den livsfarlige infektionssygdom vendte tilbage til Danmark igen og igen, og landet blev ramt af pestepidemier hvert 10.-20. år i perioden. Danmark havde i 1705 været fri for pest i 50 år, da den dødelige infektionssygdom igen nærmede sig fra øst. I begyndelsen af 1700-tallet blev Polen hårdt ramt af tilbagevendende pestepidemier, som spredtes til nabolandene i Østersøregionen. I 1709 nåede pesten til den polske by Danzig, i dag Gdańsk, ved Østersøen, som var en af Danmarks vigtigste handelspartnere. Da dødstallet nåede op over 200 om dagen, forbød de danske myndigheder den 16. august 1709 al handel med byen. Et karantæneberedskab i Danmark blev iværksat, så skibe fra Østersøen blev dirigeret til seks forskellige karantænestationer, som var placeret på små øer i de danske farvande. Blokaden af søtrafikken var relativt effektiv og medvirkede til, at Danmark var fri for pest i mere end et år.

I begyndelsen af 1700-tallet, hvor Den Store Nordiske Krig blev udkæmpet, udbrød en voldsom epidemi med byldepest i området omkring Østersøen. Polen blev hårdt ramt af pesten, og bl.a. den vigtige handelsby Danzig, blev ramt i foråret 1709, hvorefter den smitsomme epidemi spredte sig i Baltikum, Finland og Sverige. Pesten nåede til Nordsjælland omkring december 1710, hvorefter smitten blev spredt i Østsjælland og fra 21. maj 1711 i København. Norge blev ikke ramt af pestepidemien. Kort: udarbejdet af danmarkshistorien.dk på baggrund af oplysninger fra Karl-Erik Frandsens ’The Last Plague in the Baltic Region 1709-1713 (2010).

Pesten bryder ud i Nordsjælland   

I efteråret 1710 opstod flere mistænkelige sygdomstilfælde i fiskerlejet Lappen nord for Helsingør. Kongens administration sendte flere læger til byen for at undersøge, om det kunne være pest. Der fandtes dengang ingen smittetest, så lægernes diagnose byggede på observationer af patienternes symptomer. I slutningen af november 1710 var seks personer døde inden for kort tid, men lægerne var ikke enige om dødsårsagen, og nogle mistænkte, at det kunne være plettyfus. Knap en måned senere - lige inden jul - var flere blevet syge og døde pludseligt. Lægernes tvivl blev fejet af bordet, da patienterne nu havde de typiske symptomer på pest: hævede kirtler i armhuler og lyske, sorte pletter på huden og død inden for få dage. I et par måneder svingede dødstallene mellem nul og fem om dagen, og de ansatte pestlæger forsøgte på bedste vis at isolere de syge. Lappen blev afspærret i håbet om at stoppe smitten, men alligevel nåede pesten til den nærliggende købstad Helsingør og de omkringliggende sogne.

Helsingør rammes af epidemien

Fra omkring december 1710 og i løbet af vinteren 1711 spredte pestepidemien sig i Helsingør og de omkringliggende landsbyer. I slutningen af maj 1711 var dødstallene så høje, at myndighederne besluttede, at Helsingør skulle isoleres, og der blev derfor etableret et grænseværn af soldater rundt om byen i forsøget på at inddæmme smitten. Byens sundhedskommission beordrede, at alle huse skulle røges dagligt for at dæmpe smitteudbredelsen. De syge blev isoleret, og pestbefængte huse blev mærket med et stort hvidt kors. En pestkirkegård blev anlagt. De, som fik lægehjælp, fik smurt trækplastre med hudirriterende sennep på de smertende bylder, så de kunne modne, punkteres og udtømmes for det syge pus — men lige meget hjalp det. Antallet af daglige begravelser fortsatte med at stige fra fem i maj til over 20 i juli, hvor epidemien kulminerede. Da epidemien ebbede ud i efteråret 1711, var 1800 af byens 3000 borgere døde. Antallet af både voksne og børn var mere end halveret. Over 200 huse stod tomme, og fiskerbåde lå tøjrede i havnen uden mandskab.

Pestepidemien når til København

I København dukkede det første tilfælde af byldepest op i slutningen af maj 1711. Det var en 15-årig dreng, som havde sneget sig ud af Helsingør, og som døde to dage senere. Flere andre i drengens hus i Lille Grønnegade døde, hvorefter myndighederne fik fragtet husets 17 beboere til karantænestationen på øen Saltholm i Øresund, men da var det for sent. Epidemien bredte sig hastigt i den tætbefolkede by bag Københavns volde.

Myndighedernes forsøg på at bekæmpe smitten

Den 7. juli nedsatte kongen en sundhedskommission, som skulle varetage bekæmpelsen af pesten i hovedstaden. Medlemmerne talte to medicinske professorer, Sjællands biskop, politimesteren og flere indflydelsesrige embedsmænd, som understregede kommissionens store ansvar og nødvendigheden af, at kommissionen havde direkte adgang til militær, ordensmagt, bystyre, kirken og den medicinske fagkundskab. Krisesituationen krævede en samlet og koordineret indsats.

Sundhedskommissionen holdt møder to gange dagligt og organiserede pestberedskabet med en række hastelove, som løbende kom under epidemien. Lovene opstillede regler for isolation af syge, begravelser og håndtering af pestdødes sengetøj og tøj, som blev opfattet som en hovedårsag til smittespredningen. Derfor skulle huse med pestdøde forsegles, røges, og beklædningsgenstande brændes. Smittespredningen skulle mindskes ved at forhindre tiggeri i gaderne og ved overvågning af huse, hvor syge skulle isoleres i 14 dage. To pestlazaretter blev oprettet ved Søerne uden for hovedstadens volde, og aktiviteten på kirkegårdene i Københavns fem sogne eksploderede. Dødstallene nåede i august op på over 100 om dagen og over 200 om dagen i september. Der var mangel på kister, og prisen på kirkegårdsjord steg.

De kongelige forordninger understregede også troens vigtighed. De åndelige midler mod pesten var ligeså vigtige som de jordiske lægemidler. Antallet af daglige synder i København var stort, hvorfor alle borgere skulle tage sig i agt og bede om Guds barmhjertighed. Alle præster skulle også bede inderlige bønner fra prædikestolen og forhåbentlig mildne Guds vrede.

Det medicinske Fakultet ved Københavns Universitet havde i 1709 udgivet en vejledning mod pesten. Ud over bystyrets regler for isolation af syge, kunne den enkelte også forebygge pesten ved rense luften for farlige dunster. Vejledningen opfordrede til røgning med enebærtræ og ophængning af en pose med rygepulver af den bitre zedoaria rod, som det også var godt at indsnuse. Livsstilen var vigtig. Fede, røgede spiser og hidsige drikke som brændevin skulle undgås. Man skulle sove godt om natten og undgå sindsbevægelser som vrede, bekymringer eller frygt, der kunne dæmpes ved at have tillid til Gud og bevare et muntert sind. Til den pestsyge anbefalede vejledningen sveddrivende midler, bræk- og afføringsmidler. Vejledningen angav prisen på de enkelte lægemidler for at forhindre prisstigninger, ligesom den angav enkle og billige recepter til den fattige og mere avancerede og dyre recepter til de velhavende borgere.

Pestepidemien i København i 1711 er her skildret på et historisk træsnit fra 1800-tallet, der viser, hvordan de pestsyge blev kørt væk. Pesten på Sjælland i 1710 og 1711 blev den sidste gang, at sygdommen ramte Danmark. Fra: Medicinsk Museion, Københavns Universitet

Pesten aftager i efteråret 1711

Efter seks måneders undtagelsestilstand i 1711 var godt 25.000 af Københavns ca. 60.000 indbyggere døde.

Præsten Hans Mesler (1683-1747) ankom i slutningen af oktober 1711 til den kriseramte hovedstad. I sin dagbog skrev han om de chokerende høje dødstal og erindrede: ”På en del huse var vinduer og døre tillukkede. Husene stod tomme og øde, hvide og sorte kors malede på dørene. […] Det var ligeledes et fælt syn på gaderne at se, hvordan pestvognene kørte af sted med de døde mennesker og førte dem ud til de indrettede kirkegårde nu uden for Østerport.”

Epidemien toppede i september og aftog i årets sidste måneder. Den 2. april 1712 åbnede Københavns porte for normal trafik, og Frederik 4. besluttede, at den 29. april skulle være national bededag for at takke Gud for pestens forsvinden fra det danske rige.

Overordnet set blev hovedstaden samt det nordlige og østlige Sjælland voldsomt ramt af pestepidemien 1710-1711, mens mindre byer som fx Herfølge på Østsjælland kun oplevede mindre udbrud. Pesten kom ikke længere vestpå end til Roskilde, således at Fyn og Jylland gik fri. Epidemien på Sjællande i 1710-1711 blev den sidste gang, at pesten rasede i Danmark.