Hvad var kopper?

Kopper var en stærk smitsom sygdom, som spredte sig til andre mennesker med indåndingsluften eller gennem inficeret tøj eller sengelinned. Efter ti dages inkubationstid kom der hovedpine og feber, og på sygdommens fjerdedag bredte sig røde prikker i ansigtet, på arme og ben og på resten af kroppen. Prikkerne udviklede sig til pusfyldte blærer, kopper, som kløede og efterhånden tørrede ind til skorper, som faldt af og gav grimme ar. Koppeudslettet kunne blive så voldsomt, at store hudpartier blev afstødt med fare for andre livsfarlige infektioner i de blotlagte hudområder. Sygdommen kaldtes også for ”småpokker” som det engelske smallpox, mens ”store pokker”, great pox, var syfilis. Sygdommen skyldtes et virus, variola virus, som i dag officielt kun findes i to laboratorier i henholdsvis USA og Rusland.

Kopper har sin årsag i et 0,0003 millimeter stort virus, som her er afbildet på et elektronmikroskopisk billede. Til forskel fra de fleste andre epidemiske virus, som gør mennesker syge, kan det humane koppevirus kun formere sig i mennesket. Det er årsagen til, at sygdommen i dag er udryddet som den første infektionssygdom nogensinde. Andre virus som f.eks. influenzavirus er naturligt forekommende i en række dyrearter som f.eks. vilde fugle og er derfor umulige at udrydde. Fra: Wikimedia Commons

Forekomst af kopper tilbage til oldtiden

Kopper hærgede angiveligt i oldtidens Egypten, Asien og Europa, men der eksisterer få troværdige beskrivelser af sygdommen. DNA-studier viser, at koppesygdom fandtes i Nordeuropa fra 600-tallet og i Danmark omkring 900, hvor rester af koppevirus er fundet i en tand fra en 30-årig mand på Sjælland. Koppevirus havde i den periode vanskelige kår, fordi Danmark var tyndt befolket, hvilket betød, at virusset hurtigt havde smittet alle og derfor døde ud, fordi der ingen raske individer fandtes at bosætte sig i.

Det moderne koppevirus begyndte for alvor at plage Europas befolkning i 1500-tallet, hvor tusindvis af byer var skudt op på kontinentet. Det finmaskede net af byer og veje skabte rig mulighed for, at koppevirus kunne rejse med mennesker fra bymarked til bymarked og fra landsdel til landsdel. Virusset rejste også med europæiske opdagelsesrejsende til Mellemamerika, hvor kopperne medførte massedød i Inkariget og hos aztekerne.

Koppernes dødelighed kunne måle sig med pestens og var ved nogle epidemier så høj som 25-50 %. Med pestens forsvinden fra Europa i 1700-tallet blev kopperne den største epidemiske trussel i Europa, hvor det anslås, at omkring 50 millioner europæere gik til på grund af sygdommen.

Koppernes udbredelse i det danske kongerige før 1800

Der var enkeltstående koppeepidemier i hele det danske kongerige i 1500- og 1600-tallet, men vi ved ikke så meget om dem. I 1700-tallet cirkulerede kopperne i alle egne af Danmark og medførte epidemier med høje dødstal med 5-10 års mellemrum. I 1750’erne rasede tre epidemier i København, hvor mere end tusind børn døde hver gang.

Kopperne ramte med den største dødelighed, når befolkningen ikke havde været i berøring med sygdommen i årtier, således at ingen var immune over for sygdommen. Det skete i Island i 1707-09, hvor epidemien dræbte 18.000 ud af 50.000 islændinge. Det gentog sig et par årtier senere, hvor den dansk-norske præst Hans Egede (1686-1758) koloniserede Grønland. I 1733 medbragte et skib fra København koppesygen, der udryddede over halvdelen af grønlænderne, som boede i og omkring Godthaab, i dag Nuuk.

Husråd ved koppesygdom

Den medicinske fagkundskab forsøgte på forskellige måder at behandle koppesygdommen. Håndbogen Anviisning for Landmanden fra 1798 anbefalede hyldete og syrlige frugter som kirsebær og æbler ved milde tilfælde. Ved alvorlige tilfælde drejede behandlingen sig om at understøtte koppeudslettet på huden, så sygdomsstoffet kom ud af kroppen, for eksempel med lunkne bade og varme omslag vædet med gulerodssuppe. Dengang kendte lægevidenskaben intet til usynlige virus. Hos mindre børn kunne forældrene også indbinde hænderne, så de ikke kløede udslættet til blods og skabte grimme ar.

Kopperne kunne vansire ansigtet og var en hyppig årsag til blindhed. Her fotografi af yngre kvinde, som var hårdt ramt af sygdommen ved en mindre epidemi i København i 1894. Fra: Medicinsk Museion, Københavns Universitet

Koppeinokulation – vaccinationens forløber

I begyndelsen af 1700-tallet kom koppeinokulation til Europa. Med et rids i huden med en nål inficeredes børn med pus fra milde tilfælde af sygdommen. Den senere kokoppe-vaccination fra slutningen af 1700-tallet skete på samme måde, men her stammede det betændte pus fra kokopper, hvilket var mindre farligt.

I 1710’erne rapporterede flere europæiske læger om koppeinokulation, som var en folkemedicinsk skik, der blev praktiseret i Konstantinopel (i dag Istanbul). Den engelske forfatter Mary Wortley Montagu (1689-1762), som var gift med den britiske ambassadør i Konstantinopel, skabte for alvor opmærksomhed om den nye behandling. Hun lod begge sine børn inokulere og skrev en artikel om den nye forebyggelse i 1721.

I 1755 begyndte flere læger i København at koppeinokulere. Samme år oprettede styret en koppeinokulationsanstalt, som tilbød inokulation af børn, ligesom læger i Jylland og Norge forsøgte sig med den nye metode. Indsatsen kulminerede i 1760, hvor den kongelige livlæge Christian Johan Berger (1724-1789) inokulerede den 11-årige kronprins Christian (født 1749, regent 1766-1808) med en lille dosis koppematerie i huden. Behandlingen lykkedes, og hans huslærer skrev: ”Jeg føler den mest rene og fuldstændige glæde”, fordi tronarvingen nu var sikret mod de livsfarlige kopper.

Koppeinokulation slog dog aldrig igennem. Koppeinokulationsanstalten lukkede i København efter fem år, hvor omkring 50 børn var blev inokuleret. Den genåbnede fra 1770 til 1783, hvor kun 400 blev inokuleret på 13 år. Koppeinokulation var et fremskridt, fordi barnet i de fleste tilfælde fik et mildt sygdomstilfælde, der ofte gav livslang beskyttelse. Men i enkelte tilfælde fik barnet et alvorligt koppetilfælde og døde, hvilket var et stort problem, fordi det var et rask barn, som fik en behandling af en autoriseret læge.

Koppeinokulationen betød dog, at danske læger fik øvet sig på en teknik, der senere skulle bane vejen for et stort gennembrud i dansk og europæisk epidemibekæmpelse.

Koppevaccination opfindes og spredes i Europa

Den engelske læge Edward Jenner (1749-1823) inokulerede selv børn i sin praksis, da han i 1770’erne nedsatte sig som læge i Sydengland. Han lagde mærke til, at malkepiger og malkedrenge, som fik udslæt på hænderne efter malkning af en koppesyg ko, blev modstandsdygtige over for menneskekopper. I 1796 inokulerede han derfor en otteårig dreng med pus fra en malkepiges betændte hånd. Drengen fik koppelignende blærer på inokulationsstedet og viste sig at være blevet modstandsdygtig over for menneskekopper. Jenner kaldte den nye form for inokulation for ”vaccination”, som kommer af det latinske ord vacca, som betyder ko. Jenner var meddelsom og udgav i 1798 en pædagogisk bog, som med 28 illustrationer forklarede den nye teknik, og spredte derved den nye behandling i Europa.

Lægen eller præsten dyppede en lille skarp kniv i vaccinationsvæsken og skar en revne i personens hud, så vaccinen kom ind i kroppen. Efter nogle dage sås en blære, som bristede og efterlod et ar på skulderen. Vaccinationslancet fra 1800-tallet med skaft og skruehylster af elfenben. Foto og genstand: Steno Museet, Aarhus Universitet

Vaccinationskommissionen fra 1801

I Danmark tiltrak den nye vaccinationsteknik sig stor opmærksomhed, hvor et medicinsk tidsskrift i 1798 bragte en notits med den profetiske titel ”Koppers udrydning”.  Efter flere mislykkede forsøg lykkedes det i 1801 professor Frederik Chr. Winsløw (1752-1811) at fremkalde en vaccinationsreaktion hos to af fem børn ved hjælp af indtørret kokoppematerie, som en dansk præst havde bragt til Danmark fra Jenner.

Samme år nedsatte styret en vaccinationskommission, som skulle organisere brugen af den nye forebyggelse. Flere læger begyndte at vaccinere, og efter ét år rapporterede kommissionen, at materien fra Jenner havde vaccineret 7.000 personer i det danske kongerige.

Det var dog primært borgerskabet, som tog den nye behandling til sig, og ikke almuen. Bønderne var skeptiske og udeblev, når en distriktslæge annoncerede gratis vaccination.  Kommissionen inddrog derfor andre vaccinatorer i det forebyggende arbejde, som i 1803 omfattede 36 præster, enkelte skolelærere og byfogeder. Det førte til en fordobling af nyvaccinerede.

En vaccinationsanstalt i København sørgede også for, at indtørrede skorper fra koppevaccinerede blev sendt med skib til Vestindien, Tranquebar, Island og andre afsides egne af det danske kongerige for at udbrede vaccinationen.

Vaccinationsattester fra 1810

I 1808 udbrød endnu en dødelig epidemi i København med 43 døde. Som konsekvens ønskede lægerne i Vaccinationskommissionen tvungen vaccination af alle børn inden toårsalderen. Det accepterede styret ikke, men det sendte alligevel et klart signal til alle borgere med vedtagelsen af en Vaccinationsforordning fra 1810. Alle borgere skulle nu fremvise en vaccinationsattest ved skolestart og vielse. Dermed blev det rigtig besværligt at undgå vaccination, og forordningen var utvivlsomt en succes. Allerede i 1811 og 1812 var der ingen koppedøde, og i 1820 havde København været forskånet for kopper i ti år.

Lægevidenskaben havde for første gang tændt et lys i epidemibekæmpelsen. Vaccinationsprojektet i Danmark lykkedes, fordi læger og myndigheder inviterede til et bredt samarbejde med især sognepræster, der oplyste, motiverede og vaccinerede menigheden. På det juridiske område udviklede myndighederne en strategi med lige dele pisk og gulerod.

Det var ikke alle, som ville lade sig vaccinere. Det enevældige styre bestemte i 1810, at en vaccinationsattest skulle fremvises ved skolestart og ved vielse hos præsten. Her ses en ”Koekoppe-Indpodnings-Attest” fra distriktslæge Knud Harder, som bevidner, at han har vaccineret halvandet år gamle Christopher Nielsen i Kerteminde på Fyn i september 1820. Han har også undersøgt barnet syv dage senere for at sikre sig, at vaccinen har virket og fremkaldt en blære på huden. Fra: Steno Museet, Aarhus Universitet

Kopperne forsvinder fra Danmark

Kopperne aftog, men de forsvandt ikke. I 1824 blev København ramt af en voldsom koppeepidemi, og større epidemier brød ud helt op til 1870’erne, hvor Aalborg, Fyn og København igen blev ramt af epidemier med flere hundrede døde børn.

Vaccinationsforordningen blev strammet i 1871 og påbød, at alle børn skulle vaccineres inden det fyldte ottende år. Overtrædelse af loven kostede en bøde til forældrene. Fra 1885 til 1924 aftog koppepidemierne, og i gennemsnit døde en dansker hvert andet år af kopper. Fra 1924 til 1969 døde ingen af kopper.

Selv om vaccinationer bekæmpede kopper effektivt, forsvandt kopperne først rigtigt i slutningen af 1800-tallet. Her ses et kort over koppeepidemier i 1870, hvor der var epidemiudbrud omkring Aalborg, ved Randers, på Fyn og i København. Fra: Johannes Møller: Essai des maladies épidémiques au Danemark, 1876

Den allersidste koppepatient

I 1970 blev en norsk medicinstuderende indlagt på Blegdamshospitalet i København med høj feber og udslæt over hele kroppen. Nordmanden var ankommet fra Afghanistan til Skodsborg Badesanatorium, hvor hans kæreste boede, og var efterfølgende til fest på Kampsax Kollegiet nord for København. Efter tre dages indlæggelse slog myndighederne alarm. Den 22-årige nordmand havde kopper. Stadslægen, Sundhedsstyrelsen, Seruminstituttet og Indenrigsministeriet blev involveret i det farlige smitteudbrud. Alle primærkontakter, dvs. enhver, som havde opholdt sig i samme rum som nordmanden, skulle identificeres, isoleres og vaccineres hurtigst muligt. Politiet hjalp til med at gennemgå og interviewe beboere på kollegium og badesanatorium. I løbet af den næste uge blev 589 studerende og hospitalspersonale isoleret på Blegdamshospitalet og i en nærliggende teltlejr. Masseisolationen blev en succes, fordi ingen blev smittet.

Tilstanden for den norske patient blev dog kritisk, fordi han afstødte størstedelen af sin hud, og han døde efter 25 dages indlæggelse med nyresvigt og til sidst hjertesvigt.

Tre år tidligere, i 1967, havde WHO lanceret et globalt program med massevaccination i hele verden. Den sidste kendte patient fik kopper i Uganda i 1977, og i 1980 erklærede WHO sygdommen for udryddet som den første epidemiske sygdom i historien.

Der er dog det men, at koppevirus som nævnt stadig eksisterer i mindst to laboratorier. I de forkerte hænder vil mikroorganismen kunne anvendes til biologisk krigsførelse.

Sygeplejerske med isolationsdragt og podningsglas i hånden foran bygning med smitteudsatte på Blegdamshospitalet i september 1970. Fra: Dansk Medicinskhistorisk Årbog 2005, s. 128