Hvad er tuberkulose?

Tuberkulose forårsages af bakterien Mycobacterium tuberculosis, som hyppigt angriber lungerne og smitter gennem udåndingsluften fra syg til rask. Sygdommen udvikler sig ofte langsomt, og i begyndelsen af 1900-tallet levede danskere i gennemsnit syv år med sygdommen. Ved fremskreden sygdom er symptomerne træthed, feber og vægttab. På grund af vægttabet kaldtes sygdommen for tæring eller svindsot. Brystsyge og lungesot var andre betegnelser på grund af de hyppigt angrebne lunger og ophostning af blod, som er det legendariske tegn på tuberkulose i film, teater og opera.

En overset folkesygdom

Det offentlige sundhedsvæsen havde i 1800-tallet været optaget af akutte epidemiske sygdomme som kopper, kolera og tyfus. De blev bekæmpet ved hjælp af epidemilove og anmeldelsespligt for læger, men tuberkulosen, som nogle mente var arvelig, var ikke på lægernes epidemilister.

Derfor opfordrede Den danske Lægeforening i 1895 myndighederne til at tage hånd om den oversete folkesygdom. Det var ”bydende nødvendigt”, fordi hver syvende voksen døde af sygdommen, uden at staten gjorde noget. Det skulle være lovpligtigt for læger at anmelde sygdommen, og der skulle bygges sanatorier til behandling af sygdommen.

Danmark var et af de lande, som havde den højeste tuberkulosedødelighed i Europa i anden halvdel af 1800-tallet. Hver syvende voksen døde af sygdommen, som indgik i romaner, skuespil og malerkunst. Her ses Ejnar Nielsens maleri af en bleg, afmagret pige, som sygdommen er ved at fortære. Fra: Statens Museum for Kunst, ’Den syge pige’, 1896. SMK Open

Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse

På Hotel Phønix i København blev Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse stiftet i januar 1901. De 200 fremmødte talte en bred kreds af rigsdagsmedlemmer, kommunalpolitikere og læger. Det var et privat initiativ, som havde opbakning fra partiet Venstre, mens Socialdemokratiet protesterede, fordi partiet opfattede sygdomsbekæmpelse som en statslig opgave. Medlemmerne strømmede til den nye forening, som i 1902 havde 20.000 medlemmer, der hver ydede 2 kr. i bidrag pr. år. Formuen voksede hurtigt, og i 1903 kunne foreningen indvie tre nybyggede tuberkulosesanatorier: Silkeborg Sanatorium for 139 mandlige patienter og to sanatorier i Ry og Haslev for 48 kvinder.

De tætte bånd mellem Nationalforeningen og regeringspartiet Venstre førte til nedsættelsen af en tuberkulosekommission og to banebrydende tuberkuloselove i 1905. Loven forpligtede staten til at yde 75 % statsstøtte til behandlingen af tuberkulosesyge på statsanerkendte sanatorier og hospitaler. Statens udgifter til tuberkulose blev mangedoblet i de følgende år, og et omfattende arbejde med at bygge tuberkulosehospitaler og sanatorier gik i gang. Dermed blev tuberkulosesagen til et privat-statsligt initiativ, som udviklede sig til den største opgave for det danske sundhedsvæsen i første halvdel af 1900-tallet.

FILMKLIP, Danmark på Film: Tuberkulosesanatorium ved Kolding Fjord 

På tuberkulosesanatorierne var flere timers frisk luft hver dag, også kaldet ”luftkuren”, obligatorisk. Sanatoriekuren foregik efter et nøje planlagt skema, som indbefattede hvile, god ernæring og bevægelse. Her er et klip fra tuberkulosesanatoriet i Kolding, hvor børn også kom i behandling. Klik på billedet for at se filmklippet på danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut

Kampen mod smitten

Opdagelsen af sygdomsfremkaldende bakterier i slutningen af 1800-tallet fik afgørende betydning for tuberkulosebekæmpelsen. Lægevidenskaben havde udpeget en fælles fjende, som skulle bekæmpes på flere fronter. På sanatoriet mikroskoperede lægen patientens spyt, som afgjorde, om en patient havde aktiv tuberkulose i lungerne eller var helbredt. I det offentlige rum drejede indsatsen sig om spytteriet. Dyreforsøg havde vist, at inficeret menneskespyt kunne smitte marsvin. Således gik Nationalforeningen forrest i kampen mod det populære spytteri, som foregik på gader, i ventesale og jernbanekupéer. Mange hjem havde også spytbakker ved siden af børnenes legetøj på gulvet. Så her var en folkeskik, som ikke kunne forenes med den nye viden om bakteriernes færden i det ophostede slim fra lungerne.

Nationalforeningen ville have myndighederne til at forbyde spytning på fortove og fik arkitekt Thorvald Bindesbøll (1846-1908) til at designe emaljeskiltet ”Spyt ikke på fortovet”, som dukkede op i landets byer fra 1913. På sanatorierne fik patienterne udleveret små blå flasker med vippelåg til inderlommen eller dametasken, så de kunne opsamle deres farlige spyt. Den ændrede personlige hygiejne gjorde spytteriet umoralsk og ulækkert.

Den hygiejniske opdragelse af befolkningen foregik med skilte i sporvogne, i kirker, på hoteller og på gader. Dette emaljeskilt med Nationalforeningens røde symbol er designet af arkitekten Thorvald Bindesbøll og dukkede op i landets byer omkring 1913. Foto: Steno Museets samlinger, Aarhus Universitet

Nadverkommissionen

Spyttet på læberne blev også genstand for en hed debat inden for folkekirken. En skovrider kaldte i et brev til Kirkeministeriet brugen af den fælles alterkalk under nadveren for en ”sundhedsfarlig” og ”modbydelig uskik i kirken”. Ved datterens konfirmation i 1899 havde hans familie fået plads efter en tuberkulosesyg familie og sat læberne til samme bæger som den syge familie. Anklagerne om den smittefarlige nadver nåede medierne i 1903, hvorefter Kirkeministeriet nedsatte en nadverkommission, som foreslog brugen af enkeltbægre som alternativ til den fælles alterkalk. Forslaget vakte modstand i kirkelige kredse, og først seks år senere blev enkeltbægre tilladt ved lov - hvis ti borgere rettede ønske om det til menighedsrådet.

Hjælp til fattige og sårbare familier

Det var ikke uden grund, at tuberkulose i det medicinske miljø undertiden blev kaldt for en ”fattigmandssygdom”. Selv om den ramte alle sociale lag, var sygdommen langt hyppigere hos arbejderfamilier og andre mindre bemidlede samfundsgrupper. Det viste statistikken: 11 ud af 10.000 voksne fra overklassen døde af sygdommen omkring 1905, mens 25 ud 10.000 voksne fra arbejderklassen døde på samme tidspunkt. Derfor gik Nationalforeningens årlige indsamling i høj grad til sårbare familier. I 1910 hjalp foreningen knapt 400 familier med 1000 børn, hvor særligt børnene skulle værnes mod smitte. Det drejede sig om udlevering af senge, så raske børn ikke skulle sove med syge familiemedlemmer. Eller ansættelse af en hushjælp, så moren kunne forlade børneflokken og tage på sanatorieophold. Eller hjælp til leje af bedre boliger, så et sygt familiemedlem kunne sove for sig selv. Den sociale indsats blev indskrevet i reviderede tuberkuloselove og modvirkede i nogen grad, at sygdommen blev til en klassemarkør som fx i USA, hvor sygdommen i højere grad blev associeret med fattige mennesker.

Høstblomstdagen var en nøglebegivenhed for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. I hele landet solgtes en kunstig blomst af ståltråd og pergament og indbragte foreningen en betydelig kapital, som gik til byggeri af sanatorier og en social indsats over for trængende familier med tuberkulosesyge. Sidstnævnte fik penge til leje af en bedre bolig, hushjælp eller en seng til den smittede. Her høstblomster og papirbånd til indsamlingsbøsser fra 1960’erne, hvor de sidste høstblomstindsamlinger foregik. Foto: Steno Museets samlinger, Aarhus Universitet

Selvransagelse ved 25-års jubilæum

Ved Nationalforeningens 25-års jubilæum i 1926 var det tid til selvransagelse. Professor Knud Faber (1862-1956), som havde været en hovedkraft i foreningen, reflekterede over, om indsatsen havde været pengene værd. Danmark havde fået 29 sanatorier og

34 hospitaler eller hospitalsafdelinger for tuberkulose. Dødeligheden var halveret siden 1900, hvilket svarede til tre tusinde færre dødsfald hvert år. Lige så mange danskere mistede dog stadig livet, og hver uge blev der fundet 80 nye smittetilfælde. ”Det er familiesmitten, der dominerer hele spørgsmålet om sygdommens bekæmpelse”, forklarede Faber og tilføjede, at der på trods af bedre boliger stadig var ”fortvivlende forhold” i mange fattige hjem. Tuberkulosen ville først forsvinde, når sundhedsvæsenet med sikkerhed kunne opspore og helbrede hvert eneste tilfælde. Efter 25 års indsats var konklusionen, at sanatorier og tuberkulosehospitaler ikke kunne få bugt med samfundssmitten.

Tuberkulosestationer og vaccine

Tuberkulosestationerne blev det nye redskab i sygdomsbekæmpelsen. Idéen var at bedrive aktiv smitteopsporing. Stationerne arrangerede hjemmebesøg af sygeplejersker hos smittede, hvor hele familien blev undersøgt, og de organiserede kontaktopsporinger til andre uden for familien. Sygeplejerskerne instruerede også familierne i den rette hygiejne. Raske børn og børnebørn skulle ikke lægge sig op i sengen til den syge mor eller bedstemor. Smittede skulle drikke af eget glas og bruge eget bestik.

Den nye centralmyndighed, Sundhedsstyrelsen, organiserede i 1930’erne og 1940’erne et netværk af mere end 30 tuberkulosestationer i hele landet. Her kunne borgere få gennemlyst lungerne med røntgen for at se, om der var tuberkler, dvs. små svulster, og få mikroskoperet spyttet for tuberkulosebakterier. Tuberkulosebekæmpelsen havde ydermere fået to nye værktøjer i 1930’erne: en vaccine, kaldet ”calmettevaccine”, efter den franske læge Albert Calmette (1863-1933), og en ”tuberkulintest”, som kunne påvise, om folk havde været smittet med tuberkulose.

Med ”rækkeundersøgelser” på skoler og virksomheder kunne 80 personer gennemlyses i timen. Her en situation fra 1941, hvor røntgenapparatet er påsat en smalfilmsoptager, som gemte røntgenbilledet af lungerne i miniformat. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv

Smitteskræk og udstødelse

Kampen mod ”Danmarks farligste sygdom”, som den blev kaldt, ændrede danskernes forhold til smitte.  Sygdommen var i 1900-tallets første årtier alle vegne, og en tuberkulosesyg levede flere år med sygdommen. Indsatsen drejede sig om at passe på andre end sig selv. Smittezonen var udvidet og inkluderede støvet i hjørnet, sengetøjet, spisesituationen og den tætpakkede sporvogn. Tuberkuloselovene angav regler for fællesskabet. Lærere, præster, jordemødre og sygeplejersker skulle ved ansættelse fremvise en smittefrihedsattest fra lægen, og allerede ansatte kunne afskediges med pension, hvis de var smittede. Børn, som havde tuberkulose, skulle undervises hjemme eller i særlige tuberkuloseklasser. Det er ikke overraskende, at lægerne oplevede en tiltagende ”smitteangst” og ”smitteskræk” i befolkningen.

Smittefrygten medførte også skam og udstødelse. Sygeplejersken Ruth Kodal (1930-2018) var som ung tjenestepige i Esbjerg og erindrede, at hun følte sig ”stemplet”, da hun flyttede sin faste fridag for at gå til kontrol på tuberkulosestationen. Husets frue sagde efterfølgende, at ”Min mand og jeg kan ikke bruge Dem længere”, selv om Ruth var erklæret helbredt for sin tuberkulose. På private arbejdspladser følte arbejdsgivere sig presset til at fyre en ansat, fordi kollegerne protesterede mod at arbejde sammen med én, som havde haft tuberkulose. Her var lægens attest om smittefrihed ikke altid nok til at modvirke smitteforskrækkelsen hos arbejdskammeraterne.

Kvægtuberkulose og pasteuriseret mælk

I 1880’erne viste den danske dyrlæge Bernhard Bang (1848-1932), at tuberkulose i yveret hos malkekvæg gav tuberkulosebakterier i mælken. Det medførte en mangeårig indsats mod tuberkulose hos kvæget, mens den rå, ubehandlede mælk blev ved med at brødføde den danske befolkning. I samme periode var det almindeligt med såkaldte mælkeepidemier, der spredte sygdomme som difteri og skarlagensfeber, fordi en mejerist havde inficeret mælken.

Det var først i 1930’erne, at Statens Seruminstitut dokumenterede i en omfattende national undersøgelse, at hvert fjerde tilfælde af tuberkulose hos danskere kom fra kvæg. Det var et overraskende højt tal, som ikke blot var en trussel mod folkesundheden, men også mod den danske landbrugseksport til Storbritannien. Fra 1941 skulle dansk mælk derfor ”pasteuriseres”, dvs. opvarmes til 72 grader i 15 sekunder, for at forhindre smitte fra dyr til menneske.

I 1940’erne blev det også muligt at helbrede tuberkulose med lægemidlet streptomycin, hvis virksomme stof blev udvundet fra en bakterie kaldet Streptomyces griseus.

Laveste dødelighed i verden

I 1950’erne kulminerede tuberkulosestationernes indsats, hvor mere end en million danskere blev undersøgt og 400.000 vaccineret. I samme periode havde Danmark verdens laveste tuberkulosedødelighed i verden, hvilket betød, at de første sanatorier blev lukket på grund af tomme senge.

Hvorfor forsvandt tuberkulosen?

Det var et samspil af mange faktorer, som i løbet af årtier gjorde tuberkulosen til en sjælden sygdom i Danmark. Det drejede sig om en bedre ernæringstilstand og bedre leveforhold for danskerne generelt. Vigtigt var også tuberkulosestationernes diagnostik og instruktion af smittede familier i hygiejne, ligesom landbrugets varmebehandling af mælken også bidrog til faldet i antal smittede. Endelig spillede medicinske behandlinger som vaccination og antibiotika også en rolle. Det er summen af disse forhold, som gør, at tuberkulosen stadig er vidt udbredt i fattige lande med dårlige levevilkår og et ressourcesvagt sundhedsvæsen.

Tuberkulose i dag

I de sidste 20 år er antallet af tuberkulosetilfælde i Danmark halveret fra omkring 500 til 200 om året. De fleste tilfælde forekommer blandt indvandrere, flygtninge og turister fra områder med udbredt tuberkulose. Tuberkulose er i dag den smitsomme sygdom, som slår flest mennesker ihjel i verden, dvs. mere end en million årlige dødsfald, som er koncentreret i ressourcesvage regioner som Grønland, Afrika, Asien og Østeuropa.