Hvad er COVID-19?

COVID-19 er en luftvejssygdom med f.eks. feber, hoste og hovedpine, som i nogle tilfælde kan føre til lungebetændelse, lungesvigt og andre alvorlige symptomer. Sygdommen skyldes en coronavirus, der hedder SARS-CoV-2. Virus overføres hyppigst luftbårent fra person til person og forebygges med personlig hygiejne og vaccination. COVID-19 skabte i 2020-2022 en national undtagelsestilstand i Danmark, hvor knap 8.000 danskere døde af den smitsomme sygdom. I 2020 til 2023 kategoriserede Verdenssundhedsorganisationen COVID-19 som en ”global sundhedskrise”, en pandemi, der medførte knapt syv millioner registrerede dødsfald på verdensplan. SARS-CoV-2 var en ny coronavirus, som aldrig var set før i dyr eller mennesker. Derfor var der ingen modstandsdygtighed i menneskekroppen og resultatet var en global epidemi.

Pandemiens vej til Danmark

De første syge af COVID-19 var knap 50 kinesere, som i slutningen af 2019 besøgte Huanan Seafood Market i storbyen Wuhan i Kina. Her blev levende dyr solgt og slagtet for at blive spist. Nogle af dyrene har sandsynligvis været inficeret med SARS-CoV-2, hvormed vådmarkedet overførte den smitsomme virus til mennesker. De inficerede dyr på vådmarkedet kan have været smittet af flagermus, som er den naturlige dyrevært for coronavirus. I Sydøstasien er 5-10 % af flagermus inficeret med coronavirus.

Den 23. januar 2020 fløj to smittede kinesere til Rom, hvorfra virus vandrede til Norditalien og dræbte tusinder i løbet af få måneder. I februar kom virus med danske skiturister fra Alperne til Danmark, hvor Serum Instituttet 26. februar diagnosticerede den første danske patient.

Første nedlukning af Danmark i marts 2020

”Det, jeg vil sige i aften, vil komme til at få store konsekvenser for alle danskere”, forklarede statsminister Mette Frederiksen på et hasteindkaldt pressemøde den 11. marts 2020. På blot tre dage var smitten med coronavirus tidoblet i Danmark. Der var over 500 smittede. Statsministeren fortsatte: ”Italien er lukket ned. På hospitaler mangler der respiratorer og personale. Det er ikke et skræmmebillede. Det er virkeligheden i et land, de fleste af os kender”.

Forud lå en dramatisk dag, som var begyndt med et videomøde i EU, hvor de europæiske sundhedsministre havde lyttet til deres italienske ministerkollega, som fortalte, hvordan den nye coronavirus havde medført en katastrofe i sundhedsvæsenet. Han opfordrede indtrængende sine europæiske kolleger til at handle, før det var for sent. Flere områder i Norditalien var lukket ned, men for langsomt, og smitten var ude af kontrol.

Statsministeren beskrev herefter den forestående nedlukning af landet. Næste dag skulle alle skoleelever og studerende blive hjemme. Offentligt ansatte, som ikke varetog kritiske funktioner, skulle arbejde hjemme. Alle indendørs kulturinstitutioner blev lukket og private arbejdsgivere blev kraftigt opfordret til, at de lod flest mulige medarbejdere arbejde hjemme. Få eksperter havde forudset, at indgrebet ville blive så monumentalt og omfattende, men det skulle regeringen efterfølgende få ros for. Sundhedsminister Magnus Heunicke sagde senere om stemningen efter mødet: ”Folk stod med tårer i øjnene. Det var jo point of no return”. Dagen efter vedtog Folketinget en hastelov, som overdrog al magt fra landets fem regioner til sundhedsminister Magnus Heunicke, dvs. at ministeren kunne iværksætte et hvilket som helst tiltag uden at rådføre sig med Folketingets partier. Denne indgribende epidemilov kom senere i politisk modvind og blev ændret.

Sundhedsministerens røde og grønne kurver fra den spanske syge

På pressemødet 11. marts understregede sundhedsminister Magnus Heunicke situationens alvor: ”Vi er ved foden af epidemien, coronavirus er sået i vores samfund”. Han viste en planche med en rød og en grøn kurve. Danmark var lige nu på den røde stejle kurve, som på kort tid ville føre til en himmelflugt i antallet af smittede. To dage tidligere havde Serum Instituttet regnet på et ”italiensk” forløb i Danmark, som ville kræve over 700 respiratorer og endnu flere intensivpladser på hospitalerne. Et ukontrolleret forløb risikerede at bringe det danske sundhedsvæsen i knæ.

Den røde og grønne kurve for smittespredning. Fra: Steno Museet, Aarhus Universitet

Sundhedsministerens to kurver viste nogle dyrekøbte erfaringer fra den spanske syge i 1918, nemlig udviklingen af smitte i de amerikanske byer Philadelphia (rød) og St. Louis (grøn). I St. Louis greb bystyret hurtigt ind, da den spanske syge bredte sig på en lokal kaserne. Efter to dage lukkede alle skoler, kirker og forlystelser, og større forsamlinger blev forbudt. I Philadelphia foretog myndighederne sig ingenting, da sygdommen brød ud på en flådebase i byen. Her fastholdt bystyret en planlagt militærparade, som fejrede USA's krigsdeltagelse i 1. verdenskrig. 200.000 borgere var forsamlet i gaderne for at hylde soldaterne. Tre dage senere eksploderede smittetallene i Philadelphia, hvor dødstallene endte med at være syv gange højere end i St. Louis.

Selv om situationen aldrig blev ”italiensk” eller som i Philadelphia, var sundhedsvæsenet hårdt presset i de første måneder af epidemien, hvor dødstallet var oppe på 20 om dagen. Der var voldsom mangel på mundbind, visirer, engangskitler og håndsprit, som pludselig steg voldsomt i pris. Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfonden trådte til og finansierede en nødproduktion af sprit, mens Mærsk organiserede en flybro, som fragtede 500.000 masker og 170.000 beskyttelsesdragter fra Kina til Danmark.

Krisekommunikation og hverdagssprog

Epidemier har siden pesten i middelalderen været samfundsbegivenheder, hvor smittespredningen er tæt forbundet med den enkelte borgers adfærd. Derfor foregik myndighedernes kommunikation til danskerne på alle platforme, dvs. med tv, radio, aviser, sociale medier og plakater. Antallet af vejledninger til borgere, erhverv og institutioner på Sundhedsstyrelsens hjemmeside voksede hurtigt til over hundrede. Efter få uger forelå vejledninger på engelsk, arabisk, urdu, tyrkisk og somali. I februar 2021 fandtes der vejledninger på 15 sprog.

Myndighedernes hovedbudskaber drejede sig ved epidemiens begyndelse om at holde afstand, bruge håndhygiejne og hoste i ærmet. Senere fulgte opfordringer til at lade sig smitteteste, vaccinere og bruge mundbind. Befolkningen ville også gerne orienteres. Pressemøderne i marts 2020 havde op til 2,9 millioner seere og slog alle rekorder for en nyhedsudsendelse.

Den forandrede hverdag krøb ind i hverdagssproget med udtryk som albuehilsen, smittetryk, superspreder og videomøde. Senere fulgte udtryk som kviktest, hudsult, drive-in-gudstjeneste, virusfornægtere og coronatræthed. Dansk Sprognævn kårede i 2020 ”samfundssind” som årets ord. Coronakrisen havde genoplivet det gamle ord, som statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) havde brugt op til udbruddet af 2. verdenskrig for at bede befolkningen om at udvise ansvarlighed og fællesskabsfølelse.

På DR og øvrige medier fik epidemien stor opmærksomhed. På alle platforme figurerede daglige opdateringer om smittetal, døde, indlagte og antal vaccinerede. Selv dronning Margrethe indgik i nyhedsstrømmen og holdt tale til hele befolkningen under den første nedlukning. Foto: Morten A. Skydsgaard.

Smittetest, coronapas og databasen MiBa

I april 2020 skød de første 16 hvide telte op forskellige steder i Danmark. Teltene var en vigtig del af regeringens strategi om at tilbyde gratis smittetest til alle borgere i Danmark. Testcenter Danmark håndterede på det tidspunkt 2.000 smittetest pr. dag. Et år senere fandtes 160 teststeder med en daglig kapacitet på en halv million smittetest. Intet land i verden kom i nærheden af Danmarks mulighed for at teste 10 % af befolkningen på et døgn. Dermed kunne sundhedsmyndighederne følge smittetrykket sogn for sogn i hele Danmark.

En vigtig forudsætning for den ambitiøse teststrategi var Serum Instituttets mikrobiologiske database MiBa. Den fik sit gennembrud under COVID-19, fordi den flere gange dagligt sendte automails til myndigheder, politikere og sundhedseksperter med data i realtid om epidemien og dens udvikling i hele landet. Dens detaljerede informationer om epidemien medvirkede til, at politikerne rettidigt kunne træffe beslutning om de to store nationale nedlukninger og den lige så resolutte ophævelse af alle restriktioner 1. februar 2022.

Flere europæiske lande havde papirbaserede indberetninger af epidemidata, som betød, at smittetallene var en eller to uger gamle, før myndighederne havde et samlet overblik over smittetallene på en given dag.

Det digitaliserede smitteberedskab muliggjorde også indførelsen af et ”coronapas”, som i efteråret 2021 blev adgangsbillet til et socialt liv. Coronapasset kunne hentes på mobiltelefonen og krævede en negativ smittetest inden for de sidste tre døgn eller vaccination mod COVID-19. Et gyldigt coronapas blev et krav på offentlige arbejdspladser, ved togrejser, biografture og deltagelse i andre dele af kulturlivet. Coronapasset blev også et krav på en række danske virksomheder som fx Arla Foods, Grundfos og Novo Nordisk.

Testberedskabet kostede omkring 60 millioner kr. om dagen i 2021, hvilket løb op i et tocifret milliardbeløb. De mere end 100 millioner tests blev efterfølgende debatteret af sundhedseksperter og politiske partier. Kritikerne fremhævede, at COVID-19-epidemiens første og anden bølge primært kom under kontrol på grund af nedlukninger af samfundet og adfærdsregler for alle samfundsborgere. Forsvarerne af det fulde testberedskab fremhævede, at den finmaskede smitteovervågning var afgørende for myndighedernes mulighed for at styre genåbningen af samfundet. Befolkningens mulighed for at blive testet var også en væsentlig motivation for at gå i isolation og melde afbud til et familiearrangement.

Coronapasset var ikke en ny opfindelse. Allerede i 1400-tallet forlangte norditalienske bystater som fx Venedig et ”sundhedspas” af rejsende, som ønskede at passere bymuren. Dengang dokumenterede et sundhedspas, at den rejsende ikke kom fra et område med pest.

Minkfarme som ”virusfabrikker”

Epidemien tog en ny drejning i sommeren 2020. Fødevarestyrelsen fandt over 10.000 smittede mink på tre minkfarme i Nordjylland. Hjemmeværnet sørgede for, at de tre besætninger blev slået i ihjel i store containere, der var indrettet som gaskamre. Det er en almindelig procedure ved udbrud af epidemier i dyrebesætninger. Serum Instituttets viruseksperter var bekymrede, fordi smitte fra mennesket havde spredt sig til mink, hvor coronavirus var muteret til en ny virusvariant og derefter vandret tilbage til mennesket og havde spredt sig i Nordjylland. Serum Instituttet kunne ved hjælp af DNA-analyse af de indkomne smitteprøver følge den nordjyske minkvirusvariants udbredelse langs en busrute fra Frederikshavn til Bornholm, hvor nye personer var blevet smittet.

Bekymringen var alvorlig, fordi Danmark var verdens største minkproducent med 1.000 minkfarme og 15 millioner mink. I de følgende tre måneder bredte coronavirus sig til knapt 300 farme, og 4000 danskere blev smittet med minkvirusvarianter, hvormed den danske minkbestand havde udviklet sig til en urovækkende ”virusfabrik”, som minkavlere og Fødevarestyrelsen ikke havde kontrol over. Smittespredningen blev ikke mindre af, at nogle minkavlere skjulte smitte på deres minkfarm ved at indsende prøver fra raske dyr, som de havde liggende i en dybfryser.

På et pressemøde i Statsministeriet 4. november forklarede Serum Instituttets faglige direktør Kåre Mølbak: ”Det er vigtigt at forstå, at worst case-scenariet er, at vi har en pandemi, der starter forfra igen med udgangspunkt i Danmark.” Serum Instituttet vurderede, at der var risiko for, at minkene producerede virusvarianter, som vaccinen ikke kunne beskytte imod. Samtidig var det uacceptabelt, at fem millioner danskere skulle gøre alt for at undgå og håndtere smitte, når landet samtidig husede tre gange så mange mink, der var uden for kontrol. På baggrund af Serum Instituttets risikovurdering besluttede regeringen samme dag, at samtlige 15 millioner mink i Danmark skulle aflives. Idéen om at aflive alle mink i Danmark havde på det tidspunkt rumsteret i et par måneder hos myndighederne.

Forløbet omkring regeringens minkbeslutning fik navnet ”minkgate” og gav politisk uro. Oppositionspartierne beskyldte regeringen for magtfuldkommenhed, fordi den på få dage havde truffet en vidtgående beslutning om at nedlukke et landbrugserhverv uden at rådføre sig med Folketingets partier. Beslutningen medførte også højlydte protester fra befolkningen. Landmænd organiserede demonstrationer i Aarhus og København, hvor 800 traktorer kørte i kortege gennem byerne. Et borgerforslag om at stille statsministeren for en rigsret fik på tre uger de nødvendige 50.000 støtter.

Borgere, politikere og sundhedseksperter kritiserede centraliseringen af magten i den vedtagne hastelov fra marts 2020. Den havde muliggjort den hurtige beslutning om at nedlægge minkerhvervet. Regeringens minkbeslutning førte til en ændring af epidemiloven, som pålagde Sundhedsministeriet demokratisk kontrol fra 1. marts 2021. Nye tiltag mod epidemien skulle herefter foreslås af en epidemikommission. Tiltagene skulle godkendes af et epidemiudvalg, som repræsenterede Folketingets partier.

Verdensrekord i vaccineudvikling

En måned efter epidemiens udbrud offentliggjorde Kina den genetiske kode for den nye coronavirus. To måneder senere udviklede bl.a. forskere på Serum Instituttet en forsøgsvaccine, som viste sig at beskytte mod COVID-19 i dyreforsøg. Det var en ny type vaccine fra 1990’erne kaldet ”genetisk vaccine”. Lignende forsøg med vacciner mod COVID-19 blev lavet i snesevis af laboratorier verden over. Udviklingen gik så hurtigt, at de første danske patienter blev vaccineret i julen 2020. I sommeren 2021 havde tre ud af fire danskere fået deres første vaccinationsstik. Det var verdensrekord i både vaccineudvikling og vaccineudrulning og et vidnesbyrd om teknologien og naturvidenskabens kraft i den moderne epidemibekæmpelse. Danskerne havde fået flokimmunitet uden at have været syge, hvilket ændrede spillereglerne for epidemiens sidste fase. Den danske statsminister kaldte vaccinerne for et ”supervåben”.

Danskerne blev vaccineret med tre forskellige vacciner i begyndelsen, men Sundhedsstyrelsen måtte trække den ene, firmaet Astra Zenecas vaccine, tilbage, fordi den i sjældne tilfælde gav alvorlige bivirkninger i form af blodpropper. Vaccinernes bivirkninger nærede også en vis vaccinemodstand, som var repræsenteret ved Facebook-grupper, enkeltpersoner og foreninger, som spredte vaccineskeptisk materiale. Modstanden ændrede ikke nævneværdigt ved danskernes opbakning til vaccinen. I 2023 var 90 % af den voksne befolkning vaccineret.

Epidemiens sociale slagside

Epidemier har altid ramt sårbare og udsatte samfundsgrupper hårdere. Derfor var det ikke helt almindeligt, at Nordsjællandske kommuner som fx Gentofte havde de højeste smittetal i begyndelsen af epidemien. Årsagen var, at flere af Gentoftes velstillede borgere havde været på skiferie i det epidemiramte Norditalien. Senere var det bl.a. kommuner på Vestegnen, som havde de højeste smittetal, hvilket gav debat.

Nogle politiske partier som fx Socialdemokratiet og Nye Borgerlige bemærkede, at borgere fra Vestegnen ikke udviste samfundssind, fordi de ikke tog myndighedernes opfordringer alvorligt. Professor i indvandrermedicin Morten Sodemann pegede i stedet på, at socialt mindre velstillede ofte bor tættere i lejligheder og dermed lettere smittes af andre familiemedlemmer. De er også hyppigere ansat i servicejobs som chauffører, tjenere, plejehjems- og sosuassistenter, som har et højt antal daglige kontakter og derfor er mere udsatte for smitte end en hjemmearbejdende akademiker. Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm var mere løsningsorienteret og meldte sig som vaccinator i Ishøj, mens borgmester Ole Bjørstorp gav godkendelse til et ekstra testcenter i kommunen.

Boligforholdenes betydning for sygeligheden går som en rød tråd gennem epidemihistorien. I 1800-tallet ramte koleraen hårdest og med højest dødelighed i byernes fattigkvarterer, hvor befolkningen boede tæt i små boliger. Det samme gentog sig i 1900-tallets bekæmpelse af tuberkulosen. Dengang var sygdommen hyppigere i lavindkomst-familier, som boede i et- eller toværelseslejligheder med flere børn, og hvor hvert familiemedlem ikke nødvendigvis havde sig egen seng.

Henvisning til testcenteret ved Aarhus Universitetshospital. 

Udmattelse og Men in Black

Maskepåbud, forsamlingsforbud og andre indskrænkninger af hverdagslivet førte til offentlige protester i december 2020. Facebook-gruppen ”Men in Black, Denmark” opstod og fik 25.000 medlemmer i løbet af en måned. Men in Black var en løst organiseret gruppe af personer og holdninger, som var kritiske over for regeringens epidemiberedskab. Gruppen stod bag flere opsigtsvækkende demonstrationer i København, Aarhus og Aalborg i de følgende måneder. Flere af deltagerne bar sorte hættetrøjer og mundbind, råbte slagord som ”Frihed for Danmark”, tændte romerlys og bar skilte med ”Epidemiloven er diktatur”.

Deltagerne protesterede bl.a. mod tvungen brug af mundbind og forbud mod at besøge ældre familiemedlemmer på plejehjem. I januar udviklede to demonstrationer i København sig til en fysisk konfrontation med politiet, som anholdt flere demonstranter for at kaste sten og kanonslag mod politiet. En dukke, der forestillede Mette Frederiksen, blev afbrændt i en lysmast. Efterfølgende fik flere demonstranter hårde straffe for vold og truende adfærd mod statsministeren. Dommene faldt efter en tilføjelse til straffeloven, som gav dobbelt straf for kriminalitet knyttet til coronaepidemien. Ankesagerne frafaldt dobbeltstraffen og forkortede fængselsdommene.

Protestaktioner mod staters indgreb under epidemier var ikke et nyt fænomen. I 1800-tallet medførte koleraen folkeoptøjer i flere lande, og under den spanske syge demonstrerede organisationen Anti-Mask League mod maskepåbuddet i San Francisco. Men in Blacks demonstrationer og konfrontationer med ordensmagten var dog uden historisk fortilfælde i Danmark. Protesterne kom efter et udmattende år med restriktioner, som var en tryghed for nogle, mens andre oplevede dem som et jerngreb, der krænkede den individuelle frihed.

Målinger på samfundssind og empowerment af befolkningen

De to store nedlukninger af samfundet under COVID-19 var et af danmarkshistoriens største sociale eksperimenter. Ved epidemiens begyndelse donerede Carlsbergfondet 25 millioner kroner til samfundsforskere ved Aarhus Universitet, som skulle måle befolkningens sindstilstand under epidemien. Projektet ”HOPE – How Democracies Cope with Covid-19” fulgte uge for uge befolkningens opbakning til myndighedernes indgreb i hverdagen i syv europæiske lande og USA. Hermed fik danske politikere og forskere værdifuld information om understrømme og bølgegang i folkehavet.

HOPE-projektet viste, at danskerne var den befolkning, som havde størst tillid til myndighederne og politikerne. Under den første nedlukning bakkede over 80 % af befolkningen op om ”den nødvendige politik” under covid-19-epidemien. Tallene fra USA, Sverige og Frankrig var hhv. 58 %, 55 % og 33 %. Under den langvarige 2. nedlukning i foråret 2021 faldt opbakningen til 70 %, men den var stadig høj i forhold til andre lande.

En af forklaringerne på danskernes udbredte tillid til myndighederne kaldes for ”empowerment” eller handlekompetence. Empowerment drejer sig om, at politikere og myndigheder uddelegerer ansvar og handlekompetence til befolkningen. Det betød under epidemien, at danskerne kunne gå frit rundt, fordi myndighederne havde tillid til, at borgerne lod sig isolere, hvis de var syge, og overholdt forsamlingsforbud og afstandsregler. I lande som Spanien og Frankrig var befolkningen i husarrest. Myndighedernes kommunikation var også karakteriseret ved gennemsigtighed, hvilket bl.a. betød, at de åbent erkendte, at den ene vaccine fra AstraZeneca havde vist sig at have en sjælden, men meget alvorlig bivirkning, som betød, at de måtte trække den tilbage. Historisk set har myndigheder og befolkning været gode til at samarbejde, når voldsomme epidemiudbrud har hjemsøgt Danmark.

Epidemiens tre bølger i Danmark

COVID-19 kom i tre epidemiske bølger i årene 2020-2022. Første bølge fra marts til midten af maj 2020 gav 11.000 bekræftede smittede og 550 døde. Bølgen blev ikke så voldsom på grund af den omfattende nedlukning af samfundet.

Den anden bølge, som toppede fra december 2020 til april 2021, medførte 130.000 bekræftede smittede og 1550 døde. Samfundet lukkede ned for anden gang med digital undervisning af skoleelever, lukning af storcentre, restauranter og butikker. Forsamlingsforbuddet var nede på fem personer i de første måneder.

Den tredje bølge, som for alvor begyndte i december 2021 og varede til begyndelsen af april 2022, medførte knapt tre millioner bekræftede smittede og 2750 døde. Bølgen var drevet af to forskellige virusvarianter: først dominerede den mere farlige deltavariant i december, hvorefter det mere ufarlige og meget smitsomme omikron udkonkurrerede deltavarianten i januar.

Udviklingen i antallet af smittede og hospitalsindlagte blev nøje fulgt af Statens Serum Institut, som regnede på, hvordan tredje bølge ville belaste hospitalsvæsenet, hvis smitten løb hen over landet. Vurderingen var, at den forholdsvis ufarlige omikronvirus og en befolkning, hvor 3,5 millioner var vaccineret tre gange, ikke ville overbelaste vores hospitalsvæsen. Derfor indstillede Serum Instituttet og epidemikommissionen i slutningen af januar 2022 til regeringen, at COVID-19 ikke længere skulle kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.

Det var en stor overraskelse, og Danmark ophævede som det første land i Europa alle restriktioner med følgende ord fra statsministeren: ”I aften kan vi begynde at sænke skuldrene og begynde at finde smilet rigtigt frem igen […] Vi står her med en utrolig god nyhed – vi kan nu fjerne de sidste coronarestriktioner i Danmark. Fra den 1. februar, om ganske få dage, så vil Danmark igen være åbent, helt åbent.”

Hvordan gik epidemibekæmpelsen i Danmark?

Danmark var et af de lande i verden, hvor epidemibekæmpelsen lykkedes bedst. Dødeligheden var to til tre gange lavere end i andre vestlige lande som fx Rumænien og USA. Årsagerne var politisk mod til at lukke samfundet hurtigt ned, inddragelse af befolkningen i epidemiberedskabet og et avanceret teknologisk smitteberedskab.

Grundlaget var et velfungerende sundhedsvæsen med lige adgang til smittetests og behandling. Politikere, myndigheder, sundhedsvæsen og befolkning var på en to år lang overlevelsestur, som ingen kendte slutningen på ved epidemiens begyndelse. Det improviserede forløb med nye virusvarianter og vacciner med uforudsete bivirkninger var også anskuelighedsundervisning i, hvordan videnskaben arbejder på grænsen til det ukendte, når en ny epidemi rammer vores samfund.