Kilder
Kildeintroduktion:
Sundhedskollegiet udsendte den 26. juni 1853 en bekendtgørelse med forholdsregler, som skulle forebygge den dødelige sygdom og til hjælpe til behandling i hjemmet. Det Kgl. Sundhedskollegium var den statslige myndighed, som fra 1803 til 1907 havde ansvaret for sundhedsvæsenet i Danmark. Bekendtgørelsen var udarbejdet af en særligt nedsat kolerakomité bestående af Københavns stadsfysikus (stadslæge) Børge Anton Hoppe (1796-1865), stabslæge for Søetaten Frederik Vilhelm Mansa (1794-1879) og kongelig livlæge Seligmann Meyer Trier (1800-1863).
Sygdommen kolera er en alvorlig tarminfektion med bakterien Vibrio cholerae, der giver akut diarré og kan være dødelig. En del europæiske lande havde i 1830’erne været ramt af kolera, hvor Danmark gik fri, men i 1853 ramte en epidemi landet. I begyndelsen af juni 1853 døde en 19-årig tømrersvend i København af kolera, og nogle uger senere blev de næste sygdomstilfælde bekræftet. Det førte til, at Sundhedskollegiet den 26. juni udstedte en officiel meddelelse om sygdommen, der er gengivet nedenfor. I bekendtgørelsen blev det oplyst, at sygdommens udbredelse primært skulle findes i temperatur, vejrforhold og forkert eller uforsigtig levemåde, mens bekendtgørelsen ikke nævnte smitte som årsag. På det tidspunkt var der dog danske læger som fx Peter L. Panum (1820-1885), som mente, at kolera var smitsom. Ifølge Sundhedskollegiets anbefaling skulle sygdommen behandles med medikamenter som fx kamferdråber, også kendt som nervelikør, kamille- og hyldeblomstte, plastre med sennepspulver, amerikansk olie eller opiumsdråber.
Koleraepidemien voksede henover sommeren 1853 og ebbede ud i efteråret. I København blev ca. 7200 mennesker syge, og af dem døde ca. 4700. Epidemien ramte særligt hårdt i byerne og blev landsomfattende, idet den spredte sig til 24 af købstæderne i provinsen.
Første side i bekendtgørelsen. Klik her eller på billedet for at se den originale kilde i pdf-format. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Bekjendtgjørelse fra Sundhedscollegiet.
Den 26de Juni 1853.
Da en ondartet Cholera i de senere Dage har viist sig i Kjøbenhavn, og i flere Tilfælde havt Døden til Følge, i nogle endog efter faa Timers Forløb, uden at det har kunnet eftervises, at Sygdommen har været indført andetsteds fra, og da det ved Erfaring tilfulde er godtgjort, at Grunden til denne Sygdoms Udbredelse hovedsagelig maa søges, foruden i Temperatur og Vejrforhold, ogsaa i Levemaaden og i urigtige eller mangelfulde diætetiske og hygieiniske Forhold, saa finder Collegiet sig opfordret til at offenliggjøre nedenstaaende Forholdsregler til Forebyggelse af Sygdomen, og tilføier dernæst en Anviisning til foreløbig Behandling af samme.
Forholdsregler at iagttage til Forebyggelse af Sygdommen.
- Man maa undgaae Opholdet i indsluttet, fordærvet og fugtig Luft. Denne maa derfor flittig renses og fornyes ved dagligen at aabne Vinduer og fjerne Alt, som fylder Luften med skadelige Uddunstninger[1]; den størst mulige Renlighed saavel i som omkring Boligerne maa iagttages.
- Man maa vogte sig for Forkølelse, dels ved ikke at udsætte sig for pludselig Vexel af Varme og Kulde, dels ved en passende Klædedragt, dels ved snarest muligt at skifte vaade Klædningsstykker. I Særdeleshed gavnligt er et varmt Belte om Maven og uldne Klæder nærmest Kroppen, hvorved mild Hududdunstning befordres.
- Man maa sørge for Reenlighed, saavel i Linned og Lagener, som ved Badning og Vaskning af Legemet, dog at ved kolde Bades Brug i fri Luft anvendes særdeles Forsigtighed, ligesom ved de varme Bade.
- Man maa vogte sig for uafbrudt Aandanstrengelse, nedtrykkende Sindslidelser, især Ængstelse og Frygt, Nattevaagen og Alt, hvad der for resten svækker Legemet.
- Man maa iagttage Maadeholdenhed i Spise og Drikke. Saavel Mangel paa disse som en altfor stor Mængde og slet Beskaffenhed har i denne Heensende en skadelig Indflydelse. Man maa desaarsag afholde sig fra Nydelse af alle sværtfordøielige, sure, fede, opblæsende og afførende Fødemidler, saasom raa, umodne, Frugter og Haveurter, Meloner, Agurker, Kaal og Roer, det Fede af Flesk, meget fede Fisk o.s.v. Gavnligt er det at tilberede Maden med en passende Tilsætning af de almindelige Kryderier.
Af Drikkevarer maa især undgaas daarligt Vand, slet gjæret eller surt Øl, suur Melk og en umaadelig Nydelse af Brændeviin. Derimod vil en ringe Qvantitet af sidstnævnte Drik, tilberedet med kryddrede og bittre Substanser, ikke skade de dertil Vante; lige saa lidet som en maadelig Nydelse af god Viin.
I Almindelighed forsætter man bedst sin tilvante Levemaade, forsaavidt den ikke staaer i Strid med Ovenanførte.
Anviisning
til at kjende og behandle Choleraen, indtil Lægehjælp kan erholdes.
Choleraen udbryder enten pludseligt, eller efter at den Syge i nogen Tid har følt sig ilde og lidt af Mathed, Uro, Tunghed i hovedet, Svimmel, Trykken i Hjertekulen[2], Spænding i Underlivet, Madlede[3], Qvalme, Brækning og – næsten altid – Dirrahoe med eller uden Kneb og Trækninger i Lemmerne.
Den Syge bør da Strax gaae i Seng og dække sig vel til, mod Dirrahoe og Maveknebene tages en Theeskefuld Amerikansk Olie[4] hver anden Time nogle Gange, samt drikke flittig varme Drikke, f.eks. Salep[5], Riis-, Havre-, eller Bygsuppe, almindelig Thee eller Chamille-, Hylde-, eller Pepermyntethee, hvortil kan sættes lidt Viin eller Cognac. For end mere at befordre Transpiration[6], som altid er gavnlig, kan tillige tages Minderer-Draaber[7], efter Alderen fra en Theeskeefuld til en Spiseskefuld hver anden Time, eller 20 til 30 Campherdraaber[8]. Er de Varme Drikke den Syge meget imod, eller forværre de Brækningerne, da kan ofte koldt Vand, helst med Iis i, taget et Glas hver ¼ - ½ Time i Forbindelse med Minderer- eller Campherdraaberne, og mod Maveknebene anvendes med Nytte Indgnidningerne med tyk Campherolie alene eller blandet med omtrent 1/6 Opiums-draaber.
De heftigere Tilfælde, som enten udbryde pludseligt eller følge efter de anførte midlere, ere: hyppig, smerteløs Diarrehoe, Brækning, heftig Tørst, indvendig Hede; den udaandede Luft, ligesom ogsaa Tungen og Huden fornemlig paa Hænder og Fødder, iskolde, Huden desuden sammenskruppet, bleg og blaalig, ofte bedækket med kold Sved, Øinene indsunkne, omgivne af blaae Ringe, Stemmen hæs, Pulsen svag, neppe Følelig, Vandladning standet; der indfinde sig smertefulde Kramper i Underlivet, i Armene og Benene, Sløvhed og Ligegyldighed, dog uden Tab af Bevidsthed, og ofte med Kraft til at gaa oppe, selv kort før Døden.
Udtømmelserne ved Brækning og Dirrahoe kunne i Begyndelsen være galdeagtige, men senere bestaae de af en tynd, Havresuppe eller Riisvand lignende fnokket Væske.
Under disse Omstændigheder anvendes, foruden de allerede anførte Midler, Gnidning af Huden med Børster eller uldne Klude dyppede i Brændeviin med Salt og Peber (en spiseskeefuld af hver til en Pægel[9]), eller i Campherspiritus eller Terpentinolie[10]; hvor huden er koldest lægges desuden Dunke med varmt Vand i, eller Poser med varmt Sand eller Aske; paa Armene, Læggene og i Hjertekulen lægges Sennepslager (Sennepspulver udrørt med varmt Vand eller Eddike og lagt mellem linnede Klude) som naar de have ligget i 15 til 20 Minuter aftages, for kort efter atter at paalægges; den hesftige Tørst og Brækningerne lindres oftest ved iskoldt Vand, eller ved at synke smaa Stykker Is, sjeldnere befinder den Syge sig bedre ved lunkne Drikke. Strømmer Blodet til Hovdet med stærk Døsighed og Tunghed, anvendes kolde Omslag, som skiftes hver 4-5 Minuter, og 6-8 Igler i Tindingerne. De heftige Kramper lindres bedst ved Indgnidning med Campherolie, hvortil anført kan sættes Opiumsdraaber.
Da Sygdommen lettere hæves, jo tidligere Midlerne anvendes, er det godt at være forsynet med nogle af de ovennævnte, nemlig amerikansk Olie, Campherdraaber, Opiumsdraaber, Tyk Campherolie, Chamille- eller Hyldeblomster, Sennep, Brændevin, Peper.
De her anførte Medicamenter kunne erholdes fra Kjøbenhavns Apotheker uden Recept.
Det Kgl. Sundhedscolegium i Kjøbenhavn den 26de Juni 1853.
Ordforklaringer m.m.
[1] Uddunstning: udsendelse af ubehagelig, kvalm lugt eller giftige dampe.
[2] Hjertekulen: hulrummet under venstre brystben; området omkring hjertet.
[3] Madlede: appetitløshed med kvalme.
[4] Amerikansk Olie: planteolie udvundet af frøene fra kristpalmen. Dengang et meget populært afføringsmiddel. Det var Sundhedscollegiets medlem Ole Bang, der oprindeligt foreslog behandlingsmidlet, men efter dårlige resultater blev anbefalingen trukket tilbage.
[5] Salep: pulver af rodknoldefra forskellige orkidéarter. Ved kogning med vand dannes en tyktflydende, smagsneutral slim, som anvendtes som slibriggørende middel ved diarré.
[6] Transpiration: udskillelse af sved.
[7] Minderer-Draaber: En vandig opløsning af hjortetakssalt og eddike, som gav øget sved- og urinproduktion.
[8] Campherdraaber: Kamferdråber var etlægemiddel brugt som opkvikkende, sveddrivende og krampestillende medicin. Den stærkt duftende kamfer blev udvundet fra det asiatiske kamfertræ og opblandet i sprit og æter.
[9] Pægl: ældre måleenhed svarende til ca. 0,24 liter.
[10] Terpentinolie: Stærkt lugtende olie med en skarp og brændende smag. Olien udvindes af en harpiksholdig væske, som afsondres fra fyrre- og grantræer, når der skæres et snit i barken. Terpentinolie blev brugt som et stærkt virkende lægemiddel ved svækkelsestilstande, herunder slaphed i tarmen.