Dette billede af Heinrich Callisen pryder siden over for titelbladet til første bind af hans storværk om Københavns sundhedsforhold. Som det fremgår af teksten under billedet, var han 67 år, da han udgav denne bog.

Bind I: Første afdeling: Københavns beliggenhed, størrelse, bygning og gader

(…)

København udmærker sig blandt Europas store stæder ved brede og lige gader. Frederiksstaden[1] eller det forrige Amalienborg,[2] Kastellet, hele Christianshavn, Nyboder og en stor del af den sydvestlige og nordre del af staden er alle fuldkommen lige, så 3 og flere vogne uden at besvære fodgængere eller sætte dem i fare kan køre jævnsides ved hinanden.

Nogle af dem har en betydelig længde. Gothersgade, som løber i lige linje fra Hallingsås og Nyhavn til havets arm, gennemskærer byen og har blandt alle den betydeligste længde. Kun i den mellemste del af byen findes nogle krumme gader, hvilke dog efter ildebranden er meget udvidet, så to vogne næsten overalt, uden at besvære fodgængerne på fortovene, mageligt kan køre hinanden forbi.

Gaderne er om aftenen og natten oplyst med 2.115 lygter, hvoraf 1.914 underholdes[3] på stadens bekostning, 42 er anbragt på Vesterbro, 24 i Vester-, Øster- og Nørreport, og 135 er private lygter, som forsynes af vedkommende ejere.

Brede og lige gader er af en særdeles vigtighed i folkerige stæder. Deres nytte på stadsluftens bevægelse og temperatur til vedligeholdelse af indbyggernes helbred er umiskendelig, især under omstændigheder, hvor så mange ting støder sammen til at frembringe sygdomme. Lige gader hjælper til at fordele og bortføre de samlede skadelige dunster, hvilket i bøjede[4] gader ikke kan ske formedelst vindens brækning på forskellige og modsatte sider. Kun de nyere stæder kunne nyde denne fordel; alle ældre savner den. (…)

Forsynet[5] bruger ofte midler, som synes at bebude uerstattelig ødelæggelse, til at fremvirke nu- og eftertidens fordele og højst velgørende følger. I året 1728 blev mere end den halve del af København lagt i aske, og den blev med utrolig hastighed bedre og sirligere opbygget end tilforn.[6]

I året 1794 den 27 februar gik Københavns stolte kongebolig, Christiansborg, hvis klippefaste grundvolde, mure og stenmasser syntes endog at trodse tidens ødelæggende tand, op i røg i færre timer, end der var anvendt år til at opbygge den i. Nu arbejdes der på at oprejse den smagfuldere af sin aske og i en til stadens tarv mere passende størrelse.

I året 1795 den 5. juni blev igen 943 huse og gårde et rov for flammen og derved over en fjerdedel af byen ødelagt. De ved denne lejlighed forefaldne ubehagelige og behagelige, opmuntrende og nedtrykkende optrin, så og de ved denne lejlighed hyppige beviser på dansk regerings ømme faderlige kærlighed og danske borgeres veldædighed,[7] vindskibelighed[8] og standhaftighed er endnu i frisk minde. Staden er igen med en forundringsværdig hastighed opbygget og forskønnet, så næsten intet spor af den forrige ødelæggelse er tilbage.

Disse ulykkelige hændelser har vi at takke for, at København nu ejer brede og – på undtagelser nær -  lige gader, og at den ved opofrelse af tvende rader af huse har vundet et temmelig betydeligt torv.[9]

Store pladser er i en folkerig stad til bekvemmelighed for dem, der falholder[10] livets fornødenheder og til renlighedens og sundheds vedligeholdelse af såre betydelig nytte. De er at anse som luftmagasiner, der fordeler en renere luft i gaderne. København har inden for sine volde 12 torve og offentlige pladser, hvoraf nogle er af en meget betydelig størrelse.

Desuden har den også en skøn og behagelig have: Rosenborg have, som, skønt en del af den i de senere tider er blevet anvendt til militært brug og til en pragtfuld gade,[11] dog endnu er rummelig og tjener til indbyggernes fornøjelse. Det samme gælder om den botaniske have og de yndige promenader omkring Kastellet og på stadens volde, så og om Kirsebær-alléen mellem voldene og om Farimagsvejen uden for byen omkring stadsgravene.[12]

Gerne ønskede jeg også at kunne henregne vores kirkegårde til stadens frie pladser, som forbedrer luften, men de lig, som endnu begraves på disse steder, gør dem desværre til et magasin og en kilde for skadelige uddunstninger.[13]

En god og fast brolægning af gaderne i en folkerig stad, hvor handelen blomstrer, og megen færdsel findes, er en ikke ubetydelig genstand, såvel for statsmanden som lægen. Gåendes, ridendes og kørendes sikkerhed og bekvemmelighed bliver derved befordret. Vandet kan have let og hastigt afløb til rendestenene, og urenligheden samles ikke så let på gaderne og opfylder luften, især i snævre gader, med skadelige uddunstninger.

København kan rose sig af at være blandt Europas store stæder én af dem, som er bedst brolagt, og hvor de fortrinligste anordninger om en god brolægning og gadernes renlighed findes.

Alle gader har på begge sider fortov, som næsten almindeligt er så brede, at to og flere personer kan gå hinanden forbi. De er på siderne forsynet med brede, tilhuggede granitsten, som ville for fodgængere endnu være bekvemmere, hvis de på alle stæder blev lagt med den fasthed, at de ikke hældte udad, og om rendestensbrætterne var befæstet til dem på en sådan måde, hvorved gående ikke kunne komme i helbreds- og livsfare, hvilket ikke sjældent har været tilfældet.

Gaderne selv er – eller skulle dog være – i midten noget ophøjede og til siderne have et let affald[14] til rendestenene, som på begge sider skiller fortovene fra den egentlige brogade eller kørevej. Når rendestenene er af tilstrækkelig bredde og dybde for i regnvejr at modtage gadernes og hustagenes afløbende vand, og når de tillige har det behørige affald, hvilket i en by, som til dels ligger på en flad grund, kræver en høj grad af nøjagtighed, så bliver vandet hastigt ledet til de på lavere steder indrettede skarnkister,[15] som gennem en rist tillader afløbet af den tyndere del i havet og kanalerne og tilbageholder de urenligheder, vandet har taget med sig.

Når derimod på enkelte steder rendestenene ikke har det behørige affald eller dybde, kunne gaderne af og til ved stærk regn blive oversvømmet og vejen på en kort tid spærres. Meget sjældent trænger vandet også på enkelte steder ind i beboede kældre. Dog skal en gang et barn, som lå i vuggen i en kælder, ved denne lejlighed om natten være druknet.

Det synes derfor rigtigt, at det blev pålagt vægterne, at de, når en stærk skylleregn om natten indfinder sig, skulle advare kælderbeboerne tidligt nok, at de kunne gøre de fornødne foranstaltninger til at hindre vandets indløb i kældrene. (…)

Det store antal mennesker, som samles i hovedstaden, hvor velstand og mangel, ødselhed og fattigdom, kunster og videnskaber, fornøjelser og adspredelser og mange indbildte og virkelige fordele har opslået deres sæde, især i en fæstning, hvor volde og grave indskrænker dens omkreds, forårsager en mangel på plads, som man har søgt at erstatte, dels ved at grave sig ned i kældre under jordens overflade, og dels ved at forhøje husene til 4, 5 eller flere etager, så staden kunne anses som flere stæder, der er bygget over hverandre.

Når gaderne er snævre, og husene tillige har en umådelig højde, lever beboerne i kældre og den nederste etage i en slags mørke, selv da, når solen er steget til sin største højde. Den atmosfæriske luft, som skaberen har forundt ethvert dyr, bliver da des lettere fordærvet og forpestet af de mangfoldige skadelige uddunstninger af så mange mennesker og dyr, af så mange levninger af nyttige og unyttige næringsmidler, af døde og forrådnede dyr, af syge og sygdomsstof, af dunster af adskillige håndteringer.

Overvægten af kulsyregas synker formedelst dens større tyngde i gaderne, kældre og de nederste dele af husene, da den i snævre gader og mellem høje huse ved luftens og vindenes frie adgang ikke kan sættes i bevægelse og adspredes. Sygdom og død er en nødvendig følge deraf.

Denne sandhed var også i oldtiden bekendt som grundet på bestandige erfaringer. Kejser Augustus fastsatte derfor allerede i den romerske lovgivning, som endnu kunne tjene til mønster for mange nationer, bredden af gaderne og husenes højde.

Alle Københavns huse har vel kældre, dog udmærker staden sig deri frem for de fleste andre store stæder, at næsten alle huse foruden kælderen har kun tre etager, skønt loftet også ofte er indrettet til værelser og kunne anses som den fjerde. Det er ved forbenævnte rådstueplakat[16] af 4. juli 1795 befalet, at i gader af 18 alens[17] bredde må husene ikke være over 18 alen høje foruden taget. I bredere gader må den største højde være 24 alen efter overkanten af bjælken eller gesimsen, hvorved ikke alene sikkerhed, men også luftens fornyelse ved vindtræk og dunsternes adspredelse befordres.

Da næsten ethvert hus er forsynet med kælder, så tjener disse i almindelighed til menneskenes bolig og til selskabelige drikke-, danse- og spilleselskaber for almuen. Disse kældre er næsten alle under jordens overflade; de står kun i forbindelse med gaden og dens mådelige luft ved døren, som tjener til udgang, og ved små vinduer. Nogle af dem ligger i en så fugtig grund, at vandet af en eller flere anlagte sumpe dagligt må udpumpes adskillige gange.

Da disse kældre sædvanligt bebos af talrige familier, da de tjener til magasin for gode og halvt fordærvede fødevarer og ikke sjældent indeholder husdyr m.v., så er det indlysende, at alt skadeligt, hvad slige kældre, i hvilke fugtighed, urenlighed, fordærvet luft, vanskelig adgang til solens stråler, forenes, kunne fremvirke, må være farligt for beboernes liv og helbred, så meget mere, da murene aldrig kunne blive tørre, fordi jordens og dyriske uddunstninger præcipiterer[18] sig som dampe på murens overflade.

Vi ser også, at dødeligheden i kældrene er større, at sygdomme her er hyppigere, og at de i almindelighed antager en mere ondartet beskaffenhed. Ønskeligt ville det være, om kældre til beboelse kunne aldeles afskaffes. Når nye huse bygges, burde grunden først undersøges – og efter dens fugtighed dybden af kælderen bestemmes. Når grunden er fugtig, burde kælderen ikke gå meget under overfladen af jorden.

Alle kældre, som bebos, bør forsynes med trækrør eller ventilatorer. Sumpe i kældrene giver, når de ikke dagligt renses, en rig kilde af fordærvet luft. De bør ikke anlægges i kælderen selv, men uden for bygningen og med rør under muren sættes i forbindelse med kældergrunden. Hvor meget vi af disse ting savner hos os, er indlysende, da mange af Københavns beboere føler på en eller anden måde de her herskende mangler.

De i ældre tider sædvanlige stygge udbygninger (karnapper), som også hindrer luftens frie træk i gaderne, findes her nu ikke mere (jeg erindrer kun en eneste af dem at være til overs), ej heller finder man længere de ældre høje gavle foran bygningerne. Tagene vender, som de under vores fugtige himmelegn bør, ud til gaden og leder vandet i stenrender, som ved plakater af 4. juli og 16. august 1795 er anbefalet, og derfra gennem sten- eller malede blikrender langs ad husene til rendestenen. Udstående render, som i regnvejr overøser de gående på gaden, skønt forbudt ved plakat af 10. januar 1685, findes endnu på enkelte steder. (…)

Forfængelighed synes at være en medfødt drift hos menneskene, og den opslår især sin trone i store stæder; ensomhed er dens største fjende. Også Københavns beboere er rigeligt forsynet dermed, og vore nyere bygningers indretning bærer præget deraf. De synes mere anlagt til pragt end til nytte, mere til glimrende stads end til huslige bekvemmeligheder.

Mange talrige familier indeslutter sig i en liden dagligstue og snævre sovekamre, skønt de ejer rummelige prunkværelser, som findes på loftet – og på væggene undertiden kunstigt forsirede[19]med eventyrlige gøglerier, til hvis forklaring ingen mytologi tiltrækker, og det med så blændende stærke farver, at de mishager øjet og skader synet.

Pragtfulde møbler findes i samme smag; også heri savnes vores forfædres ædle simplicitet, som mere havde hensyn til varighed og nytte end til moden, der næsten dagligt er forandringer underkastet.

Værelserne i Københavns huse bliver, efter byens beliggenhed og himmelegn, den største del af året opvarmet med ovne for at modstå kulden. De sædvanlige, som bruges hos os, er vindovne af støbt nordisk jern, hvoraf røgen gennem jernbliktromler og rør bliver ledt til skorstenen. Da disse efter naturens love bestandigt må trække, når de er opvarmet, så tjener de som en bestandig luftleder (ventilator), der udtømmer den mere eller mindre fordærvede luft af værelset, hvilken ved den bestandige træk gennem vinduer og døre bliver fornyet.

Formedelst den vedholdende træk køles disse ovne hastigt, og beboerne tvinges til bestandigt ved tillagt brænde, stenkul eller tørv at underholde[20] ilden, da den største del af varmen går uudnyttet gennem røret til skorstenen.

Brændebesparelse bliver i de nordiske lande, formedelst skovenes aftagelse[21] og brændets bestandigt tiltagende priser mere og mere nødvendigt. Man har derfor også hos os på mange steder indført ovne, i hvilke den opvarmede røg bliver gennem rør ledt op og med, indtil den har tabt sin hede, og først går ud i skorstenen, når den er afkølet.

Denne indretning er upåtvivleligt hensigtsmæssig, så længe den såre skadelige vane – at tillukke røret med et spjæld, førend gløderne er aldeles udbrændte for at tilbageholde varmen i værelset – ikke ophører.

Den skadelige kulstofgas udvikles af gløderne, så længe de kunne holde mindste ild, fordærver den åndbare luft og forårsager hovedpine, brækning, beængstelser, besvimelser og døden, hvorpå man har set adskillige eksempler. Denne uvane er af lige farlighed som for varmens skyld at sætte gløder i sovekamrene. Mange hele familier har set syge af denne årsag, adskillige døde, og flere, som næppe ved anvendt kunstens hjælp igen er bragt til live.

De såkaldte bilæggerovne, som bliver opvarmet uden for værelset, holder sig vel længere varme, men renser ikke luften og er derfor mindre nyttige for helbredet. Når leret, hvormed ovnen klines, ikke gør den fuldkommen lufttæt, så giver den dunster, hvorved ubehagelige og skadelige gasarter fordærver luften.

Kaminer er sjældent brugelige hos os, ej heller er de passende til vores himmelegn, under hvilken vi trænger til en vis temperatur i hele værelset og ikke tåler at fryse på den ene side, mens den anden steges af varme.

Ovne og køkkener røger ikke sjældent hos os, enten bestandig eller ved visse vinde. Røgen fordærver ikke alene den åndbare luft og er skadelig for øjnene og brystet, men den tvinger også til vinduers og døres åbning, hvorved trækvind og legemets ulige opvarmning frembringer gigt og rheumatisme, disse vort klimas så almindelige landeplage.

Den videnskab med sikkerhed at forebygge røg i værelser og køkkener har endnu hos os ikke nået den fuldkommenhed, som grunder sig på anvendelsen af sikre og bestemte regler efter enhver bygnings lokale beskaffenhed. Mange frugtesløse og pengespildende forsøg viser dette ikke sjældent. (…)

Bind I: Fjerde afdeling: Om renlighed og luftens tilfældige fordærvelse, uafhængig af klimaet

(…)

Personlig renlighed er en af menneskenes første og ædleste pligter mod sig selv og andre, hvad endog kynikeren måtte indvende derimod. Dyrene elsker renlighed og vedligeholder den ved alle de evner, som er dem givet – på enkelte undtagelser nær, hvortil især svinet bør henregnes. Så længe dyrene er sunde, findes de sædvanligt rene, og man kan derfor temmelig sikkert slutte, at de er syge, når de findes urene.

Den dyriske natur, vores organiske kræfter, synes i sundhedstilstand selv at beskytte os mod urenlighed. Hos urenlige mennesker, som er bedækket med skidne klæder, findes dog huden på legemet nogenledes ren, så længe de er sunde. I langvarige sygdomme, derimod, bliver den gul og smudsig, endskønt omsorg for renlighed ikke mangler.

Hvad er dyrenes tilbøjelighed til at vælte sig omkring, til at slikke og gnide legemet? Hvad er menneskets attrå[22] til at kradse sig, når det skifter linned, andet end et instinkt til at befri huden for urenlighed, som af mangel på omsorg har hæftet sig på den?

Dog ikke blot instinktet, men også fornuften pålægger mennesket i hensyn til omsorg for legemlig renlighed endnu højere pligter imod sig selv og andre. Det skader sig selv ved urenlighed, undergraver sin sundhed, sin virksomhed, sin kraft, udsætter sig for hudsygdomme, skørbug og andre langvarige sygdomme og går, svækket på sind og legeme, under dovenskab og fattigdom en tidligere død i møde.

Aldrig ser man et flittigt, kraftfuldt menneske forsømme legemets renlighed, og så vidt historiske kendsgerninger rækker, har alle de, som opnåede en noget høj alder, båret omsorg for renlighed. Også lader urenlighedens skadelige følger sig let forklare. Et urenligt menneske med smudsige klæder er omgivet af sine egne skadelige uddunstninger af kulstofgas, vandstofgas m.v. Hans klæder er mættet dermed, og huden, som både afgiver og modtager fremmede dele, indsuger disse skadelige stoffer, hvilket, som før er anført, svækker helbredet og forkortet livet. Det samme sker gennem lungerne.

Urenlighed gør mennesket både fysisk og moralsk slettere. Meget urene menneskers syn opvækker sædvanligt og billigt[23] hos andre ækelhed, afsky og foragt i en høj grad. Man skyr dem så meget mere, da deres uddunstninger også er skadelige for andre. Sjældent findes mangel og fattigdom så trykkende, at jo personlig renlighed, var det end kun ved vask, nogenledes kan vedligeholdes.

Sædvanligt er skidenfærdige mennesker også hengivet til drukkenskab, liderlighed[24] eller andre laster, så man kunne fristes til at antage, at sådanne mennesker tillige havde en moralsk plet i deres karakter. Oldtidens enkelte dårer, som af stolthed overgav sig til al mulig urenlighed, findes nu vel ikke mere.

Renlighed er en temmelig almindelig dyd blandt alle stænder i København, når man alene undtager dem, som kummer og den højeste grad af armod[25] gør ligegyldige mod dem selv. Kunne vi end ikke med hensyn til renlighed sættes ved siden af Hollands og Britanniens beboere, så overgår vi dog heri de fleste andre nationer i Europa. Rent og fint linned erkendes som en fornødenhed for alle dannede stænder, selv i den arbejdende klasse. Vores renlige husmødre giver heri det rosværdigste eksempel; også deres huslige klæder er rene og pyntelige.

Dersom nogen i et dannet selskab viste sig med urene hænder og klæder, så ville det sikkert ikke anbefale ham. Den, der smykkede sig med ødselhedens og forfængelighedens attributter, men tilfældigt røbede groft og urent underlinned, ville udsætte sig for latter.

Et hovedrenlighedsmiddel, måske det første og virksomste blandt alle, og som afgiver en af de vigtigste fornødenheder for den nuværende slægt, finder næsten aldeles ikke sted hos os. Dette middel er badning. Vore forfædre skyede ikke vandet i en så høj grad som deres kælne afkom. Disse tror at gøre nok, når de flittigt lader deres linned vaske og blege, de fleste nøjes også med at to[26] hænderne alene.

Jeg vil ikke anføre de gamle romeres og andre nationers offentlige bade, hvis levninger endnu vækker vor beundring, men også offentlige badeanstalter var i de forrige århundreder almindelige på alle stæder og for alle folkeklasser. Dette er sikkert en af årsagerne, hvorfor de var sundere og stærkere end den nuværende slægt.

På mange, endog små, steder i Danmark findes endnu ligesom i København badstuestræder – en benævnelse, som lærer, at der i samme har fordum[27] været indrettet badeanstalter. Ved en ubegribelig ligegyldighed er disse så velgørende indretninger aldeles forsvundet. I hele kongeriget findes, så vidt jeg har kunnet erfare, ikke en eneste offentlig og almennyttig badeanstalt.

Vel lod én af vore agtværdigste borgere (Lars Larsen) for en del år siden på egen bekostning indrette en badepram, forsynet med bekvemme kamre for begge køn, som blev henlagt bag Kastellet og meget flittigt besøgt og benyttet uden anden betaling end en ubetydelig drikkeskilling til opvarterne. Denne pram er nu afgivet til fattigvæsenet og ligger i de senere år ved den lange bro, hvor den også bruges af mange om sommeren.

På Frederiks Hospital er en badeanstalt, som nu forøges med et velindrettet dampbad, mest til brug for hospitalets egne syge. En lignende badeanstalt findes også på Søetatens[28] og på det Almindelige Hospital. Der findes nu kun en eneste bader[29] i København, da kopsætning og blodiglers påsættelse[30] er henlagt under kirurgien. Denne mand har en liden indretning til varme og kolde bade, til krydderbade og svovlbade, når de forud bestilles.

Den jødiske nation har en egen badeanstalt i Stormgade, som med religiøs orden og strenghed benyttes af dens voksne fruentimmere. Enkelte familier har også badeindretninger i deres huse.

Men hvad er alt dette for en by, som indeholder 100.000 mennesker, hvoraf så mange, især blandt almuen, kunne trænge til dette velgørende renligheds- og sundhedsmiddel? Fordum gik badeprocessioner hver lørdag gennem gaderne med klingende bækkener for at bringe badning i erindring. De mennesker, som den hele uge havde beskæftiget sig med skidne håndteringer, vaskede da i badet urenligheden af deres legemer. Nu derimod findes der sandsynligt mange blandt de forskellige stænder, som i deres hele levetid næppe vasker sig over hele legemet.

Kolde søbade er upåtvivleligt et af de fortrinligste midler for unge, sunde, stærke, ikke ophidsede mennesker med hensyn til at rense og styrke deres legemer. Det hører ikke til min plan her at betragte badene som lægemiddel mod sygdomme eller at vise, hvorledes de ofte misbruges af svage, gigtiske og ømfindtlige[31] folk, fordi de anvendes under omstændigheder, hvor lunkne bade fortjener et fortrin. De betragtes her alene som et rensende og styrkende middel.

Jeg kan ved denne lejlighed ikke tilbageholde det ønske, at også København, efter andre oplyste landes følgeværdige eksempel, måtte forsynes med en almennyttig badeanstalt. Stadens beliggenhed i nærheden af havet tilbyder upåtvivleligt bekvem lejlighed hertil, såvel på den østlige side af Amager som bag ved batteriet på Kvintus og Nyholm og ved Strandkanten. Strømmende vand især ved norden strøm, som bringer os det rene søvand af det store ocean fra Nordsøen, er uden modsigelse det fortrinligste til bad.

Strømmen forebygger, at de badende ikke kunne opfange enten ubehagelige eller skadelige levninger af deres forgængere i badet. Fra toldboden af til på hin side af Langebro synes stedet til badning mindre bekvemt, dels fordi her er bestandig færdsel, og dels fordi havets sund, som løber gennem staden, modtager kanalens og stadens urenligheder.

Vor tilvoksende ungdom bliver nu opmuntret og viser lyst til badning. Landetatens mandskab,[32] begge etaternes ungdom, adskillige opdragelsesinstitutter og de, som nyder offentlig undervisning, bliver tilholdt at bade sig og nyde undervisning i at svømme. Dette giver det glade håb, at badning og svømning vil blive mere almindelige hos os, at den tilvoksende slægt derved vil vinde i helbred og styrke og igen nærme sig forfædrenes kraft og mandighed.

Jeg tillader mig endnu en anmærkning om denne sag: de pladser, som er bekvemme til offentlig badning, måtte i deres omkreds ved tydelige mærker udpeges og om muligt indhegnes. Det måtte ikke tillades nogen at opgrave sand inden for sådanne steder, fordi de badendes sikkerhed derved sættes i fare. Ulykkelige tilfælde, som endnu nyligt er foranlediget ved sandgravning på ubestemte steder, viser nødvendigheden af denne forsigtighed.

Næst [efter] vask og badning er gnidning af legemet et ypperligt middel til at få huden renset og legemet styrket, men også det bruges kun sjældent hos os. Det er især nyttigt efter foregående badning. Det er utroligt, hvor velgørende virkninger såvel for sunde som syge derved frembringes.

En del af vore husdyr er ved menneskenes behandling således indskrænket, at deres renlighed er aldeles uafhængig af dem selv. Det er en almindelig erfaring, at de nyttigste blandt dem, nemlig heste og køer, endog ved mindre foder trives bedre, er sundere og stærkere, at køerne giver mere mælk osv., når de strigles og vaskes med omhu.

En god og for sine heste deltagende kusk forsømmer alt for at strigle, vaske og rense dem. Når de bliver svage og magre, er hans første tanke at lade dem svømme og at gnide dem. Når derimod hans eget barn bliver sygt, tykmavet, magert og affældigt, ikke sjældent af blot urenlighed, da falder han sædvanligt lettere på at benytte sig af tåbelige husmidler og rådførsel med kloge koner[33] end på at vaske, bade og gnide barnet. Så inkonsekvent handler ofte mennesket!

Hudens røgt og renlighed er følgelig for ethvert menneske et yderst vigtigt middel til vedligeholdelse af sundhed og styrke. Fattigdom og mangel frembyder dog ikke sjældent uovervindelige hindringer derimod. Slige mennesker trænger derfor især til menneskekærlig omsorg og vejledning i denne sag.

Når derimod enkelte mennesker af nogen dannelse, som er fri for mangel, vel endog i velstand, forsømmer deres personlige renlighed, da er det både naturligt og billigt, at de selv bærer følgerne af deres skødesløshed, at de med et sygeligt legeme og en tidlig alderdom går deres død i møde. Også voksne mennesker uden kultur, hvis stilling tillader og kræver opsigt, måtte tilholdes at våge over legemets renlighed. Mange af vores årstjenere ved Søetaten synes især at trænge dertil.

Ved de fattiges pleje og økonomi er legemets renlighed en højst vigtig og betydelig omstændighed. Når de fattiges helbred ved renlighed bliver styrket, så sættes de derved i stand til at arbejde og fortjene noget til deres livs ophold. I modsat fald er de alene overladt til offentlig forsorg.

At forsyne de fattige med det højst fornødne linned og med klæder er næsten ligeså nødvendigt som at give dem mad og drikke og er langt fornuftigere end at tildele dem almisse i penge. Også under en rigeligere føde forkommer de, når de er urene på legemet.

En offentlig foranstaltning, hvor fattige kunne få deres klæder og linned tilbørligt vasket og tørret uden bekostning for dem, ville vist være en meget velgørende indretning. Jo fattigere mennesket er, desto mindre har det evne til at skifte klæder og især linned, og desto nødvendigere er alligevel hudens røgt for dem, desto fordærveligere er følgerne af dens mangel.

Iblandt alle stillinger og alle aldre i det menneskelige liv er ingen, hvori omsorg for personlig renlighed er så uundgåeligt nødvendig, og hvori mangel af denne omsorg er så fordærvelig og dræbende som hos børn. Voksne folk afslider sædvanligt ved legemets bevægelse og klædernes gnidning en del af hudens urenlighed. Børn derimod af fattige, ofte skødesløse og urenlige forældre er aldeles passive, mens deres fine, følsomme organisation og mangel på bevægelse fremskynder indsugningen af urenligheder og skadelige gasarter.

Det er indlysende, at spæde børn, som næsten bestandigt må ligge i deres urenlighed, og når de endelig engang renses, igen indsvøbes i fugtige, halvtørre klude, ikke kunne beholde helbred og styrke. Ingen skabning på jordkloden bliver så meget mishandlet.

Intet under altså, at døden bortriver så utallige af dem i livets favreste vår. Upåtvivleligt er mangel på renlighed en af hovedårsagerne, hvorfor næsten en tredjedel af menneskeskeslægten dør, førend den er blevet to år gammel – en højst sørgelig omstændighed, som måske er uden lige i det hele bekendte dyrerige.

Den almindelige følge af urenlighed er fnat og andre hudsygdomme, den engelske syge, skørbug, tæring,[34] forrådnelsessygdomme og flere – og dette så meget vissere, jo flere andre skadende årsager, der støder sammen med urenligheden såsom små, lave, fugtige boliger, kældre og deslige, til hvilke atmosfæren ikke har fri adgang, mange mennesker indesluttet i et snævert rum, små underjordiske fængsler osv.

I de højere og mere oplyste stænder bliver vel børnene flittigt vasket og badet med skyldig omsorg for nøjagtig renlighed, men blandt den fattige almue er denne del af den fysiske opdragelse ikke sjældent aldeles forsømt. Hos de folkeslags, som ikke af naturen udmærker sig ved personlig renlighed såsom jøder og tyrkere, er derfor Moses’ og Muhammeds vise lovgivninger, ved hvilke personlig renlighed, vask og badning gøres til en religionspligt, så yderst velgørende. Den omsorg for renlighed, der nu bæres blandt vore militære og på krigsskibene, er så hensigtsmæssig og nøjagtig, at den kunne tjene til mønster for andre nationer.

Til personlig renlighed må jeg endnu henregne omsorg for tænderne. Naturen har forsynet mennesket og en stor del af dyreriget med disse for liv og helbred så nødvendige redskaber. De består af en særegen benmasse, som er indhyllet i en hård emalje. De er bestemt til at dele og tygge fødemidlerne, så disse des bedre kan blande sig med spyttet og forberedes til fordøjelsesprocessen, der sætter legemet i stand til ideligt[35] at ombytte og forny sine materielle bestanddele.

De vilde dyr, som troligt adlyder naturen og dens love, har næsten alle uden undtagelse sunde og stærke tænder og beholder dem sædvanligt indtil i den sildige[36] alder, da de endelig, ligesom alle faste naturlegemer, ved brugen afslides og bliver mindre skikkede til tygningen. Husdyrene afviger alt mere fra naturen og har derfor svagere tænder, på hvilke man endog ofte bemærker kendelige spor af tandsygdomme.

Mennesket, som blandt alle levende skabninger i denne henseende mindst adlyder naturens røst, higer bestandig efter forandringer, efter væsentlige eller indbildte fornødenheder og nydelser. Dette gælder især i en høj grad om vore fødemidler. Hvor mange heterogene og stridende ting sammenblander ikke vores forfinede kogekunst blot for at kildre vores tunge og gane?

Vi skulle spise for leve, men hvor mange lever ikke for at spise? Varmt og koldt, surt og sødt, bittert og salt, klistret og dejget, skarpt og mildt, forenes ofte med hverandre i de urimeligste blandinger. Vores tænder er således ideligt udsat for mangehånde såvel kemiske som mekaniske indvirkninger, der nødvendigt må gøre dem urene, syge og ubrugelige.

Vi kunne formode, at dyrene ikke føler noget ubehageligt, enten under udbruddet eller ved tabet af deres tænder. Mennesket derimod er ved disse organer underkastet tusinde ubehagelige, smertelige og ikke sjældent farlige fornemmelser, som følger det næsten fra fødslen til graven. Jo nøjere mennesket adlyder naturen og dens love, desto sundere og stærkere er dets tænder, jo mere det afviger fra disse love, desto flere fordærvelser er dets tænder underkastet.

Dette er næsten tilfældet overalt, dog sker det i det hele oftere i stæderne end på landet. Derfor findes tænderne også slettere og sygeligere i hine blandt den højere og formuende folkeklasse end blandt de lavere stænder, hvis det ikke ved nøjagtig omsorg for tænderne afværges.

Unægteligt virker også legemets sundhed og væskernes tilbørlige beskaffenhed på tændernes godhed. Børnenes engelske syge (rakitis)[37] og de ældres skørbug virker – den første på tændernes substans, den anden på deres fasthed. Selv klimatiske forandringer synes at have indflydelse på tændernes sundhed. Vores så hyppige rheumatismer beviser det.

Tænderne er organiske ligesom andre dyriske ben og omgivet med en uorganisk, glasartet beklædning. Når de ved tilfældige årsager berøves denne faste glasering, så luften og fødemidler kan umiddelbart berøre det organiske ben, da går det i forrådnelse efter andre dyriske bens almindelige natur og indretning.

Fuldkommen sundhed og gode tænder er uadskillelige. Fordærvede tænder forårsager en ildelugtende ånde og en uren mund, som opvækker ækelhed og modbydelighed hos andre og skader menneskenes sundhed i en høj grad.

Med angrebne tænder indånder mennesket ikke en ren atmosfærisk luft, da den i munden bliver forenet med skadelige gasarter, hvilket nødvendigt må have indflydelse på dets sundhed. Fødemidlerne kunne da ikke heller tygges og forberedes til fordøjelsen; den hele restaurationsproces hindres herved til skade for helbredet. Ved ufuldkommen tygning og fødemidlernes længere ophold i munden bliver disse blandet med mundens skarpe ildelugtende væsker og taber deres mildhed, førend de bringes ned i maven og tarmene.

Ingen legemlig fejl er så almindelig blandt Københavns beboere som slette tænder. Dog kan det ikke nægtes, at mængden nu bærer større omsorg for mundens og tændernes renlighed end tilforn, og at der desårsag nu findes langt færre slette tænder især i middelstanden end for 50 år siden.

For renligheden af andre dyrs tænder sørger naturen ved deres ensformige næring og øvrige forhold. Det tilflydende spyt, tygningen af fødemidlerne og nydelsen af rent vand holder dem tilstrækkeligt rene og tandkødet fast. Store stæders beboere kunne ikke undvære omsorg for tændernes renlighed, da en forandring i deres diæt og levemåde henhører til de fromme ønsker, som aldrig kunne opfyldes.

Den daglige nydelse af hårdt og groft brød har især landalmuen at takke for sine sundere tænder. Hastige afvekslinger af varme og kulde er uden al tvivl skadelige for tænderne, da derved efter naturens love en så hård materie som deres emalje let springer af eller får ridser og siden giver anledning til tændernes fordærvelse. At skylle munden om vinteren med koldt vand, hvis temperatur nærmer sig ispunktet, og straks derefter at drikke hedt tevand eller kaffe, at drikke kold vin straks efter, at man har spist en hed suppe, bør derfor henregnes blandt vore skadelige sædvaner.

Derimod vil det være gavnligt efter hvert måltid at skylle munden med køligt vand for at borttage levninger af maden, især af kødet, som måtte have sat sig mellem tænderne og kunne angribe dem. Nydelsen af konfekture og bagværk, som i de senere tider har tiltaget så meget, må skade både tænderne og maven.

Mange synder mod deres tænders sundhed ved for stor og utidig omsorg for dem. Sædvanligt findes de bedste tænder hos mennesker, som er ubekymrede for dem og forsømmer endog de simpleste rensningsmidler. Tandpulver, latverger[38] og balsam til at rense tænderne med er i det hele skadelige, når de indeholder endog kun en ubetydelig del af syrer af alun og deslige eller grove og hårde substanser.

Vel gør især syrene tænderne hvide, men kun for en meget kort tid. Man er derfor nødt til jævnligt at gentage anvendelsen af dem, hvorved da til sidst glasuren afgnides, og tænderne fordærves. Også er tandstikker, især de metalliske, af samme årsag skadelige. At afgnide tænderne og tandkødet med fingeren, med noget linned eller en ikke for stiv tandbørste, at udskylle munden flittigt, især efter måltidet og før sengetid, og en sjælden gang at anvende et mildt tandpulver synes at være tilstrækkeligt til tændernes rensning.

Når der sætter sig vinsten på dem, som gør ånden stinkende, må den desuden borttages ved kunst, især når den bedækker flere tænder tillige eller samler sig mellem dem og tandkødet. Omsorg for tænderne må begynde fra barndommen af. Når en tand engang er angrebet og blottet fra sin bedækning, kan ingen læge, ingen kunst, redde den fra sin tilstundende fordærvelse.

En fornuftig, dog ikke overdrevet, omsorg for tænderne er derfor en vigtig pligt, som enhver er sig selv skyldig. Ved at forsømme denne pligt vil mennesket udsætte sig for tabet af én blandt de skønneste og ædleste prydelser, hvormed det blev begavet af naturen, vil det tidligt eller sildigt blive ubehageligt og væmmeligt for andre og desuden give anledning til en svækket fordøjelse og dens utallige sørgelige følger.

Huslig renlighed og som derfra uadskillelig huslig orden er ligeså nødvendige til sundhedens vedligeholdelse som personlig renlighed. Orden og renlighed kan ikke adskilles; hin kan ikke vedligeholdes uden denne. For begge bæres næsten uden undtagelse omsorg af alle dannede stænder i København. Selv hos den arbejdende folkeklasse, ja endog blandt de fattige, finder man ikke sjældent, under manglens og armodens attributter, tydelige spor af pyntelighed og renlighed.

Huslig renlighed er da én af københavnernes almindeligste dyder og måske blandt alle dén, ved hvilken vore brave husmødre udmærker sig fordelagtigst, og ved hvilken de især fortjener almenagtelse i en høj grad.

Ingen kan bedre dømme herom end lægen, som jævnligt og uventet besøger mange familier. Højst sjældent støder han alligevel blandt dannede familier på huslig urenlighed. Men når det engang hænder ham, så er det derfor og des mere påfaldende.

Anderledes forholder det sig især hos aldrende pebersvende. Disse falder ikke usædvanligt enten til den væmmeligste urenlighed og uorden eller også til den unaturligste og mest pedantiske orden og pænhed. Det samme gælder til dels, dog i en ringere grad, om gamle jomfruer. Mange af vore gode og pæne dannekvinder driver dog deres omsorg for renlighed til en alt for høj grad og med en næsten unaturlig lidenskabelig varme. Man kunne fristes til at tillægge dem den samme berømmelse, som Milton anfører om Eva, nemlig, at vask udgør velsignelsen af deres liv.

Mange kvindelige tjenestefolk er hos sådanne husmødre næsten alene beskæftiget med at vedligeholde husets renlighed. Den tørring, gnidning, polering og vask af møbler og vinduer, af gulve og døre, af paneler og ovne, af forstuer, trapper og køkkener m.v. har næsten ingen ende. Den arbejdsomme føjelige mand drives ikke sjældent fra én stue til den anden eller må udsætte sig for den uddunstende fugtighed, som i vort klima varer længe, især hvor gulvene ikke er tætte. Dog er omsorg for renlighed, når den ikke drives alt for vidt, i en høj grad rosværdig.

Sengenes renlighed, hvori mennesket tilbringer en så stor del af dets levetid, og hvortil den fattige såvel som den rige iler for at nyde ro og søvn, er også i medicinsk hensigt af største vigtighed. De fleste af Københavns beboere betjener sig af fjerdyner og fjerdækkener. Det er også troligt, at disse bedækninger i vort klima næppe nogensinde vil gøre plads for de ellers sundere madrasser og ulddækkener.

Mennesket trænger om natten og især under søvnen til en kraftigere beskyttelse mod al udvortes kulde end om dagen, og medens det er i vågen tilstand. Udviklingen af dets indvortes dyriske varme er nemlig om natten og under søvnen betydeligt formindsket, dels fordi målet af de naturlige potenser,[39] der skulle ægge organismen til virksomhed, er ringere om natten, dels også fordi under søvnen alle de såkaldte dyriske organer, der står i nøjeste sammenhæng med vores bevidsthed, hviler.

Man skulle tro, at mennesket, når det om natten ligger indhyllet i fjer eller dun og er omgivet af sine egne uddunstninger, måtte derved fremskynde en ubehagelig indvortes hede eller aftvinge legemet en sved, som til skade for helbredet måtte gøre det ømfindtligere mod atmosfærens og kuldens indvirkning. Men den daglige erfaring viser, at almuen, som i almindelighed sover på fjerdyner, befinder sig særdeles vel derved, og er ikke mere ømfindtlig mod kulden end det mindre antal af Københavns indbyggere, som betjener sig af krølhårs madrasser og dækkener.

På nogle steder bruger man i den sildigere tid med nytte madrasser, som er stoppet med mos. Da der blandt Københavns beboere, som ikke er udsat for en høj grad af fattigdom og mangel, bæres så nøje omsorg for huslig renlighed i almindelighed, så behøver jeg her næppe at tilføje, at ej heller sengenes renlighed og flittige luftning bliver tilsidesat, og at dette er en så meget større fortjeneste af vore husmødre, som de i dette øjemed ofte må benytte sig af kirkegårde eller andre offentlige pladser, fordi de ved deres boliger mangler det fornødne gårdsrum.

Huslig renlighed blandt de fattige er derimod i København, som i alle andre stæder, betydelige mangler underkastet. Hvor livets første fornødenheder savnes, hvor sindet ved næringsbekymringer nedtrykkes, hvor renlighedsmidler mangler, hvor mange børn findes, hvor våningerne er små og uforholdsmæssige til beboernes mængde, hvor de er fugtige og ikke tillader luftens fornyelse, især i kældrene, der er det ikke muligt, at huslig renlighed kan have sted.

Slige ulykkelige mennesker måtte omkomme, hvis ikke samfundets menneskekærlige sindelag rakte dem hånden og anvendte moralske og fysiske midler til at forbedre deres kår.

Københavns fattige har i denne henseende tabt meget ved byens sidste store ildebrand. Førend dette ulykkelige tilfælde indtraf, fandtes en del huse indrettet til små våninger, hvori fattige for en tålelig leje kunne få en nogenledes sund bopæl.

Luksus har tiltaget hos os som i alle andre ting, så og med hensyn til våninger. De familier, som forhen lod sig nøje med 3-4 mindre rum, tror nu, at de uagtet deres indskrænkede evner og næringsveje og uagtet huslejens uhyre tiltagelse alligevel behøver 6-8 større og pynteligere værelser. Efter ildebranden blev i stedet for små huse bygget store gårde, og de fattige og uformuende blev indskrænket til kældre, loftskamre og baggårde.

Det lader sig ikke tænke, at en fattig og talrig familie, indesluttet i et lidet, fugtigt værelse, muligt skulle kunne vedligeholde huslig og personlig renlighed. Den høje pris på brænde og tørv nøder de fattige til, især om vinteren, omhyggeligt at hindre luftens adgang. De tilklistrer og tætner derfor vinduerne på det nøjeste, så disse af de indesluttede dunster, endog under en ringe frost, bedækkes med en tyk isskorpe. De lever således i en atmosfære, som truer med at kvæle hver den, der træder ind i slige værelser.

Når under disse omstændigheder hidsige sygdomme indtræffer, så er elendigheden og urenligheden ubeskrivelig og som oftest døden uundgåelig. En af vore værdige patrioter (admiral Winterfeldt) havde for nogle år siden den heldige idé at opfordre Københavns beboere til en subskription,[40] hvis beløb skulle anvendes til offentlige bygninger, hvori trængende familier kunne få bopæl mod en ringe leje.

Forslaget har haft ønskelig fremgang. En sådan bygning er allerede opført, hvori 18 familier er forsynet med gode og sunde værelser, og ved den ædle stifters utrættelige iver og omsorg for denne gode sag, kan endnu flere ventes.

Almuen og den største del af middelstanden bruger i deres våninger megen sand, som dagligt i store både fra strandkanten bliver bragt til staden. De bestrør dermed ofte deres gulve, forstuer og trapper. Vanen og ikke nytten har gjort dette renlighedsmiddel til en tilsyneladende nødvendighed.

I de fleste store stæder i Europa kender mange ikke til sandets brug i husene. Almuen hos os holder dens brug for et bevis på renlighed, da den dog i sig selv kun er et middel til at skjule urenlighed med.

Sand er enten fugtigt og afgiver da dunster, eller den er tør og forvolder støv. Altid befordrer den insekternes udvikling, hindrer sand renlighed og er derfor skadelig for helbredet. En stor del af den betydelige mængde sand, som forbruges i København, skylles siden i gaderenderne og udtømmes i kanalerne og havnen, hvoraf det med stor bekostning igen må opmudres.

Det øvrige, som ikke når kanalerne, må sammenfejes for igen at bortføres ved renovationsvognene. Det var derfor at ønske, at sandens brug i husene enten aldeles kunne forhindres eller dog, at den ved pålæg kunne blive så kostbar, at dens brug nødvendigt måtte indskrænkes.

Dyrenes uddunstninger er i det hele ligeså skadelige som menneskenes. Omsorg for dem henhører følgelig også til huslig renlighed. Vel er adskillige husdyr uundværlige for mennesket. Dog er det pligt at sørge for, at ikke alt for mange indesluttes i et lidet rum, og at staldene i forhold til dyrenes tal er af tilstrækkelig størrelse og højde samt forsynet med trækrør ud gennem taget, da dunsterne kunne udledes og fordeles.

Dette er så meget mere nødvendigt, som husdyrenes tal er i København meget betydeligt. Antallet af heste beløber sig for nærværende tid til 2.500 eller omtrent 300 flere end for 8 år siden; af køer findes her henimod 2.000. Hestenes afgang synes blandt alle dyriske udtømninger at være mindst ubehagelig og mindst skadelig for helbredet. Anden stank lader sig endog binde ved den.

De priveter,[41] som udtømmes i hestenes skarnkister, forårsager ikke beboerne de ellers sædvanlige ubehageligheder. De, som holder heste, nødes til at anlægge deres stalde således, at de kan være rummelige og luftige, da disse nyttige husdyr ikke tåler indesluttet luft, men snart bliver sygelige og uskikkede til arbejde, når de ikke ånder en ren og fri atmosfære.

Det samme gælder til dels om køerne. Disse synes vel bedre at kunne tåle indesluttet luft uden mærkelig[42] skade for deres helbred. Dog kan man vel antage, at også de lider under en vedholdende mangel på ren luft, og at deres mælk af den årsag bliver slettere. I København holdes disse nyttige dyr sædvanligt af brændevinsbrændere, som ikke sjældent bor i snævre gader og i små huse, ved hvilke der kun findes et meget ubetydeligt gårdsrum. Stalden ved sådanne huse er undertiden så liden, at køerne næsten udfylder dens hele indvendige rum, og at de næppe engang kan få plads til at lægge sig. På enkelte steder henstilles de endog i lige så snævre, halvt underjordiske kældre.

Under disse omstændigheder er det vanskeligt, om ikke umuligt, at vedligeholde den tilbørlige renlighed. Udførslen af gødningen må nødvendigt blive vanskelig, da den må bæres ud af de snævre stalde gennem gården og huset til renovationsvognene. Man mærker derfor ikke meget sjældent, at koskarnet i byens mindre gader om aftenen eller tidligt om morgenen udskylles i rendestenene, uagtet det er forbudt i plakater af 1779 og 1788, som bestemmer de lovlige forholdsregler i henseende til disse husdyr.

Det synes derfor aldeles ikke ubilligt,[43] om det blev enhver, som ville holde køer, pålagt først at erhverve sig tilladelse dertil, og at der i forvejen blev efterset, om staldene ikke manglede den nødvendige bekvemhed. Gødningens udkørsel blev forhen betalt af ejerne med 1-2 mark for læsset. Nu derimod sælges den for omtrent samme pris til bønderne.

Også mange hunde på gaderne og i husene forøger urenligheden og den skadelige masse af uddunstninger, som fordærver luften. Disse dyrs underholdning kræver desuden en del fødemidler, som med nytte kan anvendes til næring for mennesker.

Mange af dem må selv sørge for deres føde og leve af det halvrådne, animalske og vegetabilske affald, som findes på gaderne. De drikker det rådne, skidne vand af rendestenene, mangler ofte under frost og tørke al drikke og udsættes derved for adskillige sygdomme, for vandskræk, skab og deslige, som kan blive skadelige og farlige for andre husdyr, ja endog for mennesket.

Ofte forårsager hundene også ved deres gøen og ved at anfalde børn og frugtsommelige koner en skræk, som kan have skadelige følger. De kan også gøre hestene sky ved deres støj og derved forårsage ulempe og ulykke.

Vel bliver løsgående hunde på stadens gader ved slutningen af juli måned og august, da vejret sædvanligt begynder at blive køligt og fugtigt, tidligt om morgenen ihjelslået. Men uagtet, at der således årligt ødelægges en betydelig mængde af disse dyr, så findes her dog endnu adskillige tusinde tilbage, hvoraf mange ikke har nogen bestemt ejer. Der er da grund nok til at ønske, at aldeles ingen løse hunde måtte tåles på gaden, men at de på alle årstider måtte ødelægges.

I Holsten er nyligt blevet indført den priselige indretning, at man uden hensyn til tid og sted ikke blot dræber de løsgående hunde, men endog pålægger deres ejere, når de kendes, en passende mulkt.

Vel findes mange hunde, som til bevogtning af gårde, huse og pladser er nyttige og nødvendige. Også er der vel adskillige blandt Københavns indbyggere, som mener, at de i deres hunde har fundet taknemmeligere og trofastere venner end blandt mængden af medmennesker. Sådanne gode og tro dyr fortjente da vel at skånes under den betingelse, at ejerne holdt dem i huset eller lod dem lede i en snor, når de kom ud på gaden.

Til nytte for de fattige kunne vel også for hundene betales en tålelig kopskat.[44] De tegn, som politiet forhen uddelte til hundenes halsbånd, er usikre, da de kunne ombyttes fra en hund til en anden. Rigtigere synes det at være tillige at brænde dem med et tegn på et bestemt sted.

Det er ved plakat af 1776 forbudt i København at holde svin, da disse dyr i en høj grad giver anledning til skadelige uddunstninger og forstyrrer huslig renlighed. Også findes få eller ingen i staden undtagen for en føje tid hos slagterne og måske på enkelte steder, hvor de kunne skjules.

Endelig henhører priveternes indretning endnu til huslig renlighed. Disse er i København ikke anbragt i hovedbygningen, men i gården, som på mange steder er meget indskrænket og indesluttet med høje bygninger.

Da priveterne er små og uden trækrør, men blot i deres døre er forsynet med små åbninger, så kan stanken ikke fordeles af dem og bliver derfor undertiden så stærk, at den hænger længe fast i klæderne, efter at man har forladt stedet. Den udbreder sig tillige i alle værelser til gården.

Efter ildebranden kunne denne mangel i en stor del af byen have været afhjulpet ved trækrør af en bestemt vidde og højde over gårdens bygninger. Da dette sted af alle må søges, så fortjener dets anstændige renlighed upåtvivleligt at anbefales.

I Holland er priveterne ligeså nette, rene og pyntelige som den øvrige del af beboernes våninger. Hos os er de alle forsynet med rummelige underjordiske kældre, som for at være des tættere burde være muret med cement. Disse kældres tilbørlige rensning henregner jeg til omsorg for offentlig renlighed, som egentlig henhører under den offentlige bestyrelse.

Personlig og huslig renlighed i private våninger er derimod for det meste afhængig af nationalkarakteren og af beboernes hengivenhed til denne dyd.