Indhold

• Medicinalberetningen for 1837, s. 19-22
• Medicinalberetningen for 1847, s. 19-28
• Medicinalberetningen for 1850, s. 23-25
• Medicinalberetningen for 1856, s. 25-32
• Medicinalberetningen for 1869, s. 35-42
• Ordforklaringer m.m.

Portræt af Jens Georg Lind (1794-1871), der var embedslæge for Viborg og Thisted amter fra 1822 til sin død i februar 1871. Han var en meget dygtig og samvittighedsfuld læge, der i sin embedstid i alt udrabejdede omkring 2000 siders medicinalberetninger. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Medicinalberetningen[1]  for 1837, s. 19-22

Angående offentlige indretninger, da vil jeg først omtale det russiske bad[2] her i byen. Det er at beklage, at entreprenøren herfor har, af mangel på tilstrækkelig afbenyttelse, set sig foranlediget til, om just ikke fuldkommen at lade det indgå, så dog så betydeligt at indskrænke det, at det kun kan have værd som diætetisk[3] middel. I det hele er det tungt, at dette middel, som, om det end ikke har vist sig ganske at svare til de overspændte forventninger, man i førstningen efter sædvane har gjort sig, dog unægtelig ved mange lejligheder er højst virksomt og nyttigt. (…)

Dette middel (…) hører til de kostbare, som uden for hospitaler og offentlige stiftelser kun de mere formuende er i stand til at benytte så ofte, som alvorlige sygdomme udkræver, når noget skal udrettes. Deraf kommer det vel, at man sjældent ser de frappante[4] virkninger deraf, som berettes fra udlandet, thi få har evne og tålmodighed at bruge badene længe nok.

Jeg har i øvrigt gjort den bemærkning, at adskillige svageligere fruentimmere ikke vil tåle dem i længden, idet de angribes for stærkt ved dem.

De simple fængsler eller arrester hører også til de offentlige indretninger, men desværre ikke til dem, der fremmer sundheden. Tværtimod er de fleste arrester endnu i en så slet tilstand, at de arme fanger må sætte deres helbred til i dem, hvilket er så meget mere oprørende, som flertallet ikke hensidder der til straf, men alene i forventning af dom og straf. Ja, de kunne vel endog blive frikendt eller slippe med en straf, som langt fra står i forhold til fængslingens tid og lidelser.

I få arrester findes den nødvendige varme, i mange slet ingen, ja nogle er dertil belagt med stengulv. Om natten må de ulykkelige mennesker, når de ikke selv har seng (og hvor mange har det?), ligge på strå med et dække over og kunne altså ikke engang blive opvarmet på deres leje. Man må sandelig undre sig over, at de ikke fryser ihjel.

Den fornødne renlighed mangler tillige, hvorfor utøj og hudsygdomme hører til arresternes sædvanlige onde. Jeg kender flere eksempler på, at fanger i fængslerne har fået ondartede udslæt efter deres forgængere. Og nu den nødvendige bevægelse og sunde føde og beskæftigelse. Hvor sjældent findes disse betingelser for helbred i vores arrester? Nej, lediggang, slet selskab og slette eksempler er det sædvanlige.

Jeg tager aldeles ikke i betænkning at påstå, at iblandt alle vore offentlige indretninger står arresterne både i fysisk og moralsk henseende i almindelighed på den sletteste, ja sand barbarisk fod, og jeg tror det derfor ikke upassende at henlede Det Kongelige Sundhedskollegiums opmærksomhed på denne genstand, hvorover menneskene må sørge.

De egentlige straffeanstalter, tugt- og forbedringshusene (…) deres tilstand er uden sammenligning bedre, og en forbryder vil være bedre tjent med at hensidde i dem i to år end arresteret i to måneder om vinteren. Jeg tvivler i øvrigt ikke om, at nationens almindelige fattigdom og de høje skattebyrder størstedelen er årsager til arresternes slette tilstand, der altså ville være en passende genstand for rigfolks og testerendes[5] velgørenhed.[6]

Jeg kommer nu til næringsmidlerne, om hvilke ikke kan være synderligt at sige, da de alle vegne – med undtagelse af Læsø – har været upåklagelige. Kornvarerne har vel holdt sig i en temmelig høj pris som følge af de senere års ringere udbytte, men mangel kan der just ikke siges at have været.

Sidste høst afgav et fortrinligt produkt formedelst det stadige, tørre høstvejr, men man må beklage, at den trak sig så langt ud, at det stormende vejr, der gerne indfinder sig i slutningen af august, forvoldte en del skade ved at afpiske kornet.

På Læsø har derimod efter Overgaards[7] indberetning både været korn- og fodertrang. Den første blev vel til dels afhjulpet ved en stranding af et skib i marts måned, som var lastet med kornvarer. Men da disse for det meste bjærgedes i en havareret tilstand, kunne de ikke afgive godt og sundt brød.

En del sild er i år fanget i Limfjorden, efter at de i flere år næsten ganske var forsvundet. Der siges, at fangsten kunne have været meget rigere, når ikke fiskerne i de senere år af trang havde måttet skille sig ved[8] deres redskaber.

[Til top]

Medicinalberetningen for 1847, s. 19-28

Næringsmidlerne og hygiejnen vedkommende. Førstnævnte har, hvad kvaliteten betræffer, alle vegne været ret gode og sunde i almindelighed taget, skønt kartoflerne og af og til også brødet har gjort nogen undtagelse herfra. Men der har været stor mangel på korn, fordi man har solgt for meget til udlandet, og priserne steg således, at der i utænkelige tider ikke har eksisteret sådan dyrtid på alle fødemidler, som erholdes af korn. (…)

Den trang, som især i foråret blev følelig på rug, søgte man at afhjælpe ved indførsel fra Rusland, da de derværende havne blev tilgængelige for is, og mange købstadskommuner, heriblandt og[så] den herværende, forskrev betydelige kvantiteter rug og rugmel, der på ingen måde i godhed kunne måle sig med vore egne produkter.

Især var rugmelet så slet både af udseende, smag og lugt, at autoriteterne her med rette fandt anledning til at beordre dets undersøgelse, hvoraf rigtigt nok ikke resultererede, at det just var skadeligt for helbredet.

Da imidlertid disse russiske sager først ankom meget sildigt[9] og mangler heromkring på landet, hvad senere viste sig just ikke var så meget stor, da udsigterne til høsten var fortrinlige, og samme tidligt indtraf, så måtte kommunen her i byen beholde en betydelig del af sin rug og sit mel og har derved lidt et betydeligt tab, og sådanne tab har vel flere købstæder her i landet lidt.

På landet selv har trangen langt fra været som i købstæderne, og sogneforstanderskaberne[10] har i almindelighed vist en rosværdig omsorg for, at de fattige ej kom til at mangle det fornødne brødkorn.

At brødet derfor i løbet af året til sine tider har været mindre godt end sædvanligt, forstås let. Dog har det vist nok ikke været af sådan beskaffenhed, at det har skadet sundheden – undtagen ved dets lidenhed og utilstrækkelighed. Dog undtager jeg brødet på landet, som, hvad jeg ofte har anført, ingensinde kan anses for sundt og godt undtagen for strudsemaver, da det er tungt, sort, i høj grad surt og ved sin ældre ofte muggent og bedærvet.

Alle andre levnedsmidler såsom kød og fedevarer har taget del i dyrtiden, men i mindre grad. Men da priserne på disse, såvel som på de andre livets fornødenheder, i de senere år har været i en stadig tilvækst og ikke, som priserne på kornvarerne, alene grunder sig på misvækst og temporær[11] mangel i udlandet, så er de forblevet høje, efter at kornpriserne er faldet som følge af sidste her som i udlandet rige og overflødige høst. (…)

Sidste høst var altså udmærket i enhver henseende, også i kvalitet. Kun kartoflerne er ikke endnu restituerede fra deres flerårige sygdom, skønt de er rekonvalescenter.[12] Imidlertid er det ikke vanskeligt at erholde[13] gode kartofler til husholdningsbrug, men meget vanskeligt til brændevinsbrænden, hvortil så mange forbruges. Om det er af denne grund, eller fordi man i almindelighed ej endnu rigtigt forstår fabrikationsmetoden, ved jeg ikke, men vist er det, at kartoffelbrændevinen her i landet er en meget mådelig brændevin af en meget ubehagelig smag. Den kan derfor ikke komme i nogen kredit hos almuen, som med rette foretrækker kornbrændevin.

Men da denne er dyrere og nu vanskeligere at overkomme, fordi næsten alle større brænderier ene behandler kartofler, så er det muligt, at denne omstændighed bidrager sit til, at der drikkes mindre brændevin, især på landet.

Her i byen har den filial-afholdenhedsforening, som i de sidste år har dannet sig, i særdeleshed virket i denne retning meget godt, idet at mangen drukkenbold, på hvem andre motiver ikke har kunnet virke, ved at aflægge sit løfte som medlem har, forunderligt nok, vundet kraft til at modstå sin fordærvelige vane. Foreningen eller selskabet tæller for tiden over 100 medlemmer. De fleste er heraf byen og kun få fra landet.

Uagtet det langt overvejende antal består af personer, som alene for deres egen skyld er indtrådt i selskabet, så gives dog adskillige undtagelser, i spidsen for hvilke den agtværdige formand selv står; men af embedsklassen og i det hele af den højere klasse har ingen hidindtil ladet sig optage.

Kirkevin. Ved at omtale brændevin erindrer jeg Lumholdts[14] bemærkning om kirkevinen, nemlig den vin, som bruges ved sakramentets uddeling, og som kirkeejerne eller kirkeværgerne ex officio[15] leverer.

At denne ofte er meget slet, er ganske vist, og jeg tror, at det, næst efter vedkommendes karrighed, kommer deraf, at man under navn af gammelvin – den fra Arilds tid af sædvanligt til dette brug antagne vin – nu til dags sædvanligvis erholder en meget slet blanding, der på ingen måde kan sættes ved siden af den, som forhen tilberedtes.

På nogle steder leveres endog den såkaldte ungvin, der endnu er slettere og sædvanligvis ikke er vin, men et fabrikat af bedærvede rosiner fra Altona eller andre steder. Da det dog, mildest talt, er såre upassende at opvække modbydelighed eller ækelhed ved kommunionen[16] – kvantum af vinen, som enhver gives, er ikke så stort, at skade for sundheden er at befrygte – så burde vistnok kommunionens godhed med større opmærksomhed påses.

Grønne, giftige tapeter. Ved skrivelse af 15. februar har Sundhedskollegiet opfordret til opmærksomhed på det grønne, arsenikholdende tapetpapir og den grønne maling i værelserne.

Omendskønt jeg ikke har observeret sygdomstilfælde, hvor ved bestemthed den grønne farve har kunnet påvises som årsag, så er det dog nogle gange hændt her i byen, at personer under ophold i værelser, som har været betrukket med sådanne tapeter, har fundet sig betaget af et ildebefindende, som de ikke har vidst at forklare af anden årsag.

Jeg selv bemærkede i min egen bopæl i et værelse, som var betrukket med et grønligt papir (der ved senere undersøgelse befandtes arsenikholdigt), men kun sjældent afbenyttedes, en påfaldende ilde lugt som af løg, hvilken i fugtigt vejr i den grad tiltog, at den blev utålelig, men under vedholdende tørt vejr næsten forsvandt. Denne iagttagelse har flere gjort.

Dog uagtet den miskredit, hvori grønne tapeter i de senere år med rette er kommet, da de efter min erfaring fast[17] alle er giftige, vedbliver de dog ligeså hyppigt at forekomme i handelen såvel fra udenlandske som indenlandske fabrikker. Skulle der ikke allerede a priori[18] være tilstrækkelige grunde til forbud mod arsenikalske farvers anvendelse til tapetpapir, uden at det just måtte være nødvendigt at påvise uomtvistelige fakta?

Langsom forgiftelse er jo stedse mere eller mindre utydelig og ubestemt i dens ytringer, hvorfor det skal blive meget vanskeligt at påvise bestemte forgiftningstilfælde af omtalte årsag.

Krudt. Det Kongelige Sundhedskollegium har udstedt en almindelig advarsel imod brug af jernstokke til at nedstøde krudtladningen ved stens sprængning, hvorved ikke sjældent ulykker er afstedkommet. Ved uforsigtig omgang med krudt opstår i det hele så mange ulykker, at sundhedspolitiet har al grund til at skænke det sin opmærksomhed.

Hvorvidt handelen dermed burde være aldeles fri, vil jeg lade henstå i betragtning af, at der også handles frit med skedevand, vitriololie[19] osv.

Men på ingen måde burde det dog være tilladt at udsælge krudt og andre eksploderende substanser såsom knaldperler m.m. til børn, hvilket almindeligen sker, og hvorved efter egen og andres erfaring ikke sjældent ulykker opstår såsom forbrændinger m.m.

Gødning af urin. I de senere år, da agerdyrkningen tager et større opsving, har man her som andetsteds mere end forhen lagt sig efter at samle på visse gødningsmidler såsom urin, der allerede tidligere anvendtes til teknisk brug.

Dette er nu godt nok, men da urin har den egenskab let og hurtigt at forrådne og da udbreder en stank værre end noget andet, bør vist nok dens samling og udførelse være underkastet medicinalpolitiets kontrol.[20] Den bør kun udføres i vel tillukkede beholdninger[21] og om sommeren vistnok ikke førend efter solens nedgang eller om natten i analogi med renovationsvognene.

Her i byen udføres den ved højlys dag, endog i middagstimerne, rigtigt nok i tønder eller lukkede vogne, men som ofte er utætte og derfor udbreder en afskyelig stank til stor ulempe både for de passerende og for beboerne. Oftere har jeg klaget derover for politiet, men man har ikke kunnet forhindre det, fordi intet positivt lovbud[22] eksisterer derimod.

Vor lovgivning – ellers så rig – er såre fattig i sundhedspolitiets gebet, hvor det gælder at værne om den almindelige sundhedstilstand i byerne, der ofte sættes i fare ved enkelte misbrug og visse professioners uindskrænkede næringsdrift. De yderst få lovbestemmelser, som haves, angår alene hovedstaden og finder kun en vilkårlig anvendelse på købstæderne. Trangen til love i almindelighed i denne retning er følelig.[23]

At renlighed er en rigtig betingelse for sundheden, derom tvivler ingen. Men jeg tør nok sige, at der er ingen gren af hygiejne, som almuen mere forsynder sig imod end mod denne. Mærkeligt[24] er det, at renlighed holder lige skridt med kultur, oplysning og velstand, så at man af sæbes forbrug i et land har troet at kunne bedømme dets oplysning.

Jeg tvivler på ingen måde om, at jo renligheden ligesom oplysningen (og med den luksus m.m.) er i bestandigt tiltagende her i landet, om det også går noget langsomt dermed i de fjernere hedeegne. Ligeledes er det vist, at som følge her af fnat og andre hudsygdomme er i aftagende.

Men der står dog i anførte henseende meget tilbage at ønske, ej alene for almuen, men selv for den bedre klasse. Når ansigt, hænder og klæder er rene, så mener de fleste, at intet kan være at sige på deres renlighed. Det øvrige legeme tænker de lidet på (som om renlighed kun skulle bæres til skue) eller er af den tro, at det holdes tilstrækkeligt rent ved at veksle noget linned hver 8. dag.

Bade og afvaskning bruger kun få, og især står, mærkeligt nok, det smukke køn mest tilbage i denne henseende. Thi om sommeren bader dog en stor mængde mandfolk sig, endog af den simple klasse, hvorimod kun meget få fruentimmer, når badehuse tilbyder særdeles lejlighed.

Men badehuse hører i købstæderne og endnu mere på landet til de sjældne fænomener. Offentlige bade er af de entrepriser, som ikke betaler sig uden i store byer, og derfor etableres ingen. Hvor man med aktier har søgt at bringe sådanne i stand, har den almindelige interesse kun vist sig lunken. I hele fysikatet er derfor ikke ét offentligt bad.

Jeg tvivler derfor højligt om, at bade og badeanstalter til nogen almindelighed ville komme i gang, medmindre det offentlige engang vil antage sig dette anliggende ligesom vaccinationen, eller understøtte de enkelte entrepriser, som ikke kunne bestå ved dem selv.

Sygehuse. Af sygehuse besidder fysikatet (…) ingen offentlige, men har hidtil behjulpet sig med private, idet at enkelte hus- eller gårdejere har påtaget sig imod en vis daglig betaling at modtage, leje og bespise de syge. At denne slags sygehuse er de mest økonomiske, er vist. Men i andre henseender lider de af væsentlige mangler som følge af det private forhold og et mindre hensigtsmæssigt indrettet lokale.

Hvor evnen er dertil, er det derfor ønskeligt, at det offentlige etablerer sygehusene. Når alene anskaffes et vel indrettet lokale med fornødent inventarium, kan formentlig de syges pleje, bespisning etc. ret vel efter overenskomst overdrages til en privat mand som økonomus,[25] hvem naturligvis en bestemt instruks og spisereglement foreskrives.

For øvrigt har jeg tidligere haft lejlighed til den bemærkning, at flere mindre sygehuse, i det mindste et for hvert distrikt,[26] langt er at foretrække for et eneste stort amtssygehus. (…) Stiftamtet i Viborg har i sidste år været betænkt på at oprette to sygehuse her i amtet, ét i Viborg og ét i Skive. Sagen verserer nu i amtsrådet, men hviler for tiden (…), ligesom så meget andet på grund af de temporære omstændigheder.[27]

[Til top]

Medicinalberetningen for 1850, s. 23-25

Allerede i årene 1847 og 48 forberedte man sig til anlæggelsen af et offentligt sygehus her i byen for samme og omegnen, men ved den udbrydende krig fik man andet at tænke på og at tage vare. Hidindtil har vi i mange år hjulpet os ret tåleligt med et privat sygehus, hvor ejeren mod en vis daglig betaling modtog private og offentlige syge[28] i logi og forplejning.

Men da manden, der var barber her i byen, allerede for længe siden er død, enken nu er blevet gammel og upålidelig, ikke længere assisteres af sønnen, der hidindtil boede hos hende, og da fremdeles huset ikke længere holdes således i stand, at det kan yde de syge den nødvendige sikkerhed mod kulde, træk og fugtighed, så er nu trangen til et ordentligt sygehus stor og uafviselig.

Der plejes også allerede i længere tid forhandlinger i og mellem amtsråd og kommunalbestyrelse desangående, uden at der dog endnu, da jeg skriver dette, er opnået noget resultat. Amtsrådet erklærede ved dets forsamling i afvigte november, at når ikke veneriske,[29] afsindige og tyfussyge fra landet af uden videre kunne indlægges på det eventuelle sygehus, så ville det ikke have noget.

Jeg erklærede, at hvad veneriske angik, da var deres indlæggelse ganske i sin orden. De tyfussyge kunne også indlægges med vedkommende læges samtykke og under iagttagelse af nødvendige forsigtighedsregler under deres transport, hvorimod afsindige kun foreløbigt kunne indtages.

Imidlertid har jeg hørt, at nogle borgere her i byen har gjort protest mod indbringelse af tyfussyge her til byen, og at man derfor gør forespørgsel hos justitsministeren. Ved at gennemløbe en hel del sygehusreglementer har jeg, forunderligt nok, ingensteds fundet disse slags syge udtrykkeligt nævnt som genstand for indlæggelse og kur fra landet af. Det hedder almindeligvis kun ”veneriske og andre smitsomme” syge, hvorved kan være tvivl, om ikke nærmest forstås fnat og andre hudsygdomme.

Imidlertid kan det være meget gavnligt og hensigtsmæssigt til forebyggelse af epidemi at skille en gård eller by på landet ved en syg,[30] når det kan ske uden skade for den syge og uden frygt for smittens forplantelse – ej at tale om, at det er til stor beroligelse for vedkommende andre beboere.

Men et sygehus, som får en sådan bestemmelse, bør så meget mere henlægges enten i en udkant af byen eller udenfor. At der imidlertid ikke kan være tale om almindelig benyttelse af et sligt sygehus for epidemiske febersyge i landdistriktet, er ligefrem. Dertil ville kun nærmere beliggende by- eller sognefeberstuer være skikkede, om bonden i øvrigt kunne finde sig i at blive af med sine syge.

Samtidig hermed har man påtænkt et mindre lignende sygehus for Skive og omegn. Men siden den offentlige bestyrelse er kommet i så mange hænder, synes alt at behøve endnu længere tid end forhen, og der ligger en vid kløft mellem tanke og udførelse. Hvor ingen tvivl kan være om tings nytte og nødvendighed, er udsættelse mere end sørgelig.[31]

[Til top]

Medicinalberetningen for 1856, s. 25-32

Om næringsmidlerne som sygdomsårsag har ingensteds i år været tale. Imidlertid kan der dog ingen tvivl være om, at slet brød, slet øl og slet vand, således som det så sædvanlig forekommer på landet, jo må ytre indflydelse på sundheden, især i forening med andre skadelige diætetiske potenser såsom misbrug af brændevin, tobak, Venus, som i høj grad går i svang blandt almuen på landet.

Hertil kommer nu de egentlige hygiejniske mangler såsom urenlighed og slet luft, fugtighed og overdreven varme, til dels følger af slette boliger, hvorom nedenfor mere.

Jeg har anført, at der gives en vis art cardialgia[32] med opbrækning af vandagtig væske, som tydeligt har sin oprindelse fra førstnævnte årsager, og der kan jo næppe være tvivl om, at mange kroniske onder såsom rhachitis,[33] skrofulose,[34] forskellige hudsygdomme og flere andre jo har deres udspring, om ej ganske, så dog for en stor del fra disse skadelige potenser.

Deres uhyre indflydelse på de epidemiske og smitsomme sygdomme, om ikke så meget til at fremkalde dem, hvortil jeg tror, at højere årsager udfordres,[35] så dog til at forværre og udbrede dem, er bekendt nok.

Høsten i år anses i almindelighed for en middelhøst her i fysikatet såvel i kvalitet som i kvantitet. For øvrigt gælder om kornet såvel som de øvrige fødemidler omtrentligt det samme, som jeg har anført i forrige og foregående år.

Manglen, som på grund af de høje priser kunne være at befrygte for den lavere arbejdende klasse, er blevet forebygget ved den højere arbejds- og dagløn; de egentlige fattige hjælpes ved den højere fattigskat og privat veldædighed, og det er mest de lavere lønnede embeds- og bestillingsmænd og pensionister, der har deres bestemte annuum,[36] hvormed de skulle hjælpe sig, som lider ved tidernes tryk.

Af brændevin konsumeres en uhyre mængde. Uagtet der i byerne findes mange, deriblandt betydelige brænderier, ligesom også enkelte landbrænderier, så forslår de dog ikke; der bliver desforuden indført betydelige kvantiteter brændevin. Således er her i byen fire brænderier, som tilsammen i dette år har produceret 600.711 potter brændevin (det ene producerer ugentligt 6.000 potter), men desforuden er søværts indført 20.793 potter og noget også landværts.[37]

Ved offentlige lejligheder, på markeds- og torvedage, bliver man og[så] let vár,[38] at mængden befinder sig i en noget inciteret tilstand, men man ser ikke så ofte som i forrige tider, for 20 år og længere tilbage, komplet drukne mennesker.

Delirium tremens[39] og andre bekendte tilfælde af alkoholforgiftning er ikke meget hyppige og på landet sjældnere end i byerne; den første ved jeg aldrig at være set hos nogen bonde. Årsagen må vel søges i deres megen bevægelse og stadige arbejde i den frie luft. Hos kromænd og møllere forekommer den derimod.

Den meste brændevin på landet forbruges i den travle arbejdstid, især i høsten, og erfaring lærer, at deraf ingen mærkelig skade opstår. Jeg for min part tror nu, at en mådelig brug (såsom en pægl[40] i 4 snapse daglig) under sådanne omstændigheder er gavnlig. Det er mest den langsomme forgiftning ved den jævne daglige såkaldte snigdrikken i forening med et stille, ørkesløst liv, som er at frygte.

For øvrigt er brændevinsdrik uden tvivl betydeligt tiltaget siden krigen, ligesom jeg godt erindrer, at man i flere år efter Københavns belejring bemærkede lignende følger i hovedstaden. Bønderbørn vænnes ikke sjældent til brændevin allerede som drenge, og fruentimmerne, især de ældre, drikker også deres snaps ved visse lejligheder, f.eks. når de arbejder i marken, har vask for osv.

Barselkoner får som bekendt meget almindeligt brændevin i sådant mål, at de befinder sig i en vedvarende let rus de første 3-4 dage i barselsengen, og er det meget at undre over, at de fleste kommer godt derfra.

Foruden almindelig brændevin, som for tiden på grund af kartoffelsygdommen og kartoflernes høje pris mest tilvirkes af korn, drikkes på landet også en mængde rom (som oftest vistnok uægte og eftergjort), dels som snaps, dels i varmt tevand (de såkaldte tevandsknægte), hvilken drik på grund af spiritussens fortynding i og for sig må anses for bedre end den ublandede snaps, men ved overdrivelse og nydelse til upassende tider uden for måltiderne vistnok ikke uden grund har pådraget sig et slet rygte.

Også købes megen såkaldt ekstrakt hos købmændene, som er en af slette ingredienser tillavet punchekstrakt, der af bønderne drikkes både som likør og punch. Som følge af bondens tiltagende velstand er vin i de senere år ikke blevet nogen sjældenhed på landet; dog er det mest kun de stærke vine som portvin og hvad, der går under navn af Madeira, der finder behag.

Den såkaldte gammelvin – en bedre eller slettere melange[41] af forskellige sorter hvide vine – købes dog også ofte ligesom mjød til fruentimmerne og i sygdomstilfælde.

De frugtbare egne i Salling, Mors og Thy er fysikatets vinegne, og på sidstnævnte sted er smagen for vin især blevet vækket ved de hyppige strandinger af vinladninger. Det bajerske øl har derimod ikke endnu nået landet[42] ligeså lidt som nogen anden god ølsort. I byerne drikkes det temmelig meget, skønt ej til den overdrivelse som i København.

Af tobak bruges som bekendt uhyre meget såvel på landet som i byerne, men det er dog især skråtobak, hvormed der i sanitær henseende drives stort misbrug af de lavere klasser, dvs. arbejdsstanden og bønderne. Rygning foretages i reglen kun til visse tider uden for arbejdet, men skrå gør de den hele dag, når de ikke spiser eller sover.

Det er ikke altid spunden tobak, som dertil bruges, men også skåren, helst af visse stærke, mørke sorter, og jeg anser denne for skadeligere. Af denne stærke vedvarende brug af skråtobak tror jeg oftere at have set mavesygdomme opstå, nemlig cardialgia, dyspepsi,[43] mangel på appetit m.m., ligesom den skadelige virkning under forskellige svagheder og tærende sygdomme er umiskendelig. Undertiden er den forekommet mig at have været en – i det mindste medvirkende – årsag til læbekræft.

Venus dyrkes stærkt alle vegne, dog på den frieste og mest ugenerte måde iblandt den simplere klasse. Imellem piger og karle på landet og imellem tjenestetyendet, håndværkssvende og soldater i byerne hersker et ubundet forhold: kæresteforhold sluttes og veksler ideligen[44] uden undseelse, og man kan ikke få og beholde tjenestefolk, når man ej ser igennem fingre med de idelige aftenbesøg. Naturligvis er de uægte fødsler meget talrige, men at de ikke forekommer endnu hyppigere, end tilfældet er, derover må man i sandhed undre sig.

På landet skal det til dels gå endnu værre til: Karle og piger søger uden sky sammen om natten, så at husbonden på de gårde, hvor orden påses, stadigen hver aften lukker adgangen til pigernes sovekammer.

Huslejligheden, som den er hos bønderne, hvor mange sover i stue, ja i seng, sammen, kan naturligvis ej andet end fremme legemlig omgang mellem begge køn. At under slige omstændigheder overdrivelse i kønsnydelse hyppigt må finde sted på sundhedens bekostning, er ligefrem. Hertil kommer onania, som både på landet og i byerne er temmelig almindelig.

Om renlighedsforholdene i det hele kan jeg ikke sige meget nyt: går de fremad, som jeg dog vil håbe, så er det på en stille og mindre iøjnefaldende måde end, at det kan bemærkes fra det ene år til det andet. Den ydre renlighed i klæder og på de synlige dele af legemet går vistnok kendeligen fremad i forening med luksus, og vi ville håbe, at den efterhånden vil udstrække sig også til de indre og mindre synlige dele.

Således forholder det sig også med huse og boliger: udvortes pyntelighed, renlighed og orden er i kendeligt tiltagende – den indvendige står meget mere tilbage. Den beror vel især på beboernes og navnlig husmoderens sans, men også for en stor del på boligens beskaffenhed og familiens evne og beskæftigelse.

Sædvanligvis træffes derfor smuds og urenlighed i forening med armod, små indskrænkede boliger og mange børn. Renlighed i gårdsrummene og nærmest omkring husene på landet hører for en stor del til pia desideria.[45] Man ser i reglen møddingerne og vandhusene[46] på deres gamle plads, skønt det på landet ikke kunne have så stor vanskelighed at henlægge de første uden for gårdspladsen. Stadigen at udføre dem i løbet af året, når ej frost og sne er til hinder, er der ikke at tænke på, da dette strider mod almuens sædvaner i avlsdriften.

Og når ikke dette kan ske så at sige daglig, men gødningen først samles, så kan der rigtignok være spørgsmål, om det ikke turde være rigtigst at lade den henligge urørt indtil den koldere årstid.

På gaderne i byerne fejes regelmæssigt to gange ugentligt, men da der af politiet i almindelighed ikke holdes over, at de i tørt vejr forud stænkes med vand, så rejser hele støvskyer sig ved denne lejlighed, og snavset bringes fra gaden ind i husene.

Rendestenene, skønt den vigtigste del af gaden i hygiejnisk henseende, forsømmes meget mere og stinker derfor om sommeren alt for ofte, når ikke Vor Herre tager sig af dem og udskyller dem ved regn. Med garvere, slagtere, handskemagere og felberedere[47] holdes der dog i almindelighed nogen kontrol – mindre med brænderier og kreaturhold, svin undtagne. Transporten af urin og flydende gødning igennem gaderne holdes om sommeren nogenlunde indskrænket til bestemte dagstider.

Slet luft, fugtighed og til sine tider overdreven varme er for det meste følge af slette bopæle, slet ventilation og slette skikke, især hos almuen på landet, hvor vinduer og døre fra efteråret af med største omhu holdes tillukkede, hvor stuen opvarmes med bilæggerovn, der sædvanlig er behængt med våde klædestykker til tørring, hvor man i samme stue spiser og ofte sover, opbevarer madvarer og forretter al slags gerning, og hvor ikke sjældent flere slags husdyr såsom fjerkreaturer, dækkelam, grise etc. gives ophold.

Hos den lavere købstadsalmue er forholdene ikke stort bedre. Man må i det hele beklage, at almuesmanden ved at vælge bopæl og opføre huse aldeles ingen sundhedshensyn tænker på. Han bygger på det sted, der i andre henseender konvenerer ham,[48] på landet helst hvor der er ly og vand i nærheden, i byerne, hvor plads er at erholde på billigste vilkår, og de nye huse tages ofte i brug, førend de er tørre.

Boligerne opføres med muligste indskrænkning af plads, og der ses især på, at rummene af hensyn til varme og ildebrændsel ikke bliver høje; 3½ alen[49] er et sædvanligt mål. I sådanne boliger har hygiejne ikke hjemme.

[Til top]

Medicinalberetningen for 1869, s. 35-42

Sidste høst var meget rigeligere end forrige og vel heri fysikatet at regne for en god middelhøst – andre steder i landet endog for mere. Kornet kom i almindelighed godt i lade, men kvaliteten var næppe så god som i forrige år.

Kartoflerne gav gode fold, men var ofte syge. Straks, når de var optaget, og så længe de lå i kule unddraget lys og luft var de ret gode, men når de i nogen tid havde været fremme, blev de misfarvet og fik ilde lugt. Mærkeligt nok holder de røde arter [af] kartofler sig bedst, men står tilbage i finhed og smag for de hvide. Som følge af den rige høst ej alene heri landet, men så at sige overalt, er priserne på korn (gryn, mel, brød) faldet meget betydeligt – på alle andre artikler derimod ikke.

Kød, mælk, smør og fisk (sild undtaget) har fuldeligen holdt deres priser, der i det hele er de samme som i København, hvilket overhovedet nu gælder om alting på købmandsvarer, bøger og luksusartikler nær, der forskrives fra København og derfor blive dyrere. Den eneste undtagelse for tiden gør brænde, som haves noget billigere i år på grund af jernbanen til Aalborg, hvorved er åbnet en billigere transport fra de fjernere skove. Derimod holder tørven sig, mærkeligt nok, i prisen, 5 rigsdaler for et læs på 2000 stk.

På fødemidlerne har der i det hele ikke været at klage, og så vidt bekendt er ingen som helst sygdom opstået som følge af deres mindre gode beskaffenhed. Klovsyge hos køerne har, så vidt jeg ved, ingensteds grasseret og fordærvet mælken (for tiden skal hele besætningen på en gård ved fysikatets grænse, nemlig Volstrup pr. Struer, være angrebet). Men det forstår sig, til bondekost hører bondemaver – kogekunsten og fødemidlernes tilberedelse er endnu meget primitiv på landet.

I nærheden af byerne, og hvor bagere har nedsat sig, tror jeg dog, at brødet er bedre, da det ofte købes og tiltuskes; men hvad bonden selv tillaver såsom øl, ost, pølse, saltet og røget kød står under det middelmådige.

Året har atter bragt tilstrækkeligt vand i brønde, søer og moser; følgelig må også grundvandet være tiltaget og steget. Men hvad skal man sige til det raseri, hvormed der i de senere år spekuleres i udtørrelse af de store vandbeholdninger? At moradser, hedemoser og stillestående kær udtørres og forvandles til enge og agerjord, fortjener al ros, ligesom der vel heller ikke kan siges noget imod, at side havbugter, der snart står fulde af vand, snart ligger halvt tørre, indvindes for landjorden.

Men at udgrave og udpumpe rene, klare ferskvandssøer og forvandle dem til enge og moradser, kan der fra hygiejnens side vistnok siges meget imod, da det næppe kan betvivles, at jo sådanne store, friske og ferske vandbeholdninger udøver en gavnlig indvirkning på luften i en stor omkreds, frem for alt når de er beliggende i tørre sand- og hedeegne.

Man er således for tiden i begreb med at udtørre en dejlig, klar sø på henimod ½ kvadratmils[50] størrelse, som ligger i Fjends Herred, en mils vej på denne side af Skive, den såkaldte Dommerby eller Tastum Sø. I Thy er man efter flere års arbejde blevet færdig med den store Sjørring Sø, som den bekendte kaptajn Jagd, rigsdagsmand, har ekspederet for et interessentskab i Fyn.

På Morsø i Nørre Herred er man nok også for tiden i færd med en stor sø, og på et andet sted her i landet tænker man stærkt på et storartet foretagende, nemlig udtørrelsen af det såkaldte Kolindsund, der gennemstrømmer en stor strækning land på denne side af Grenaa.

Om skovenes store og velgørende indflydelse på de atmosfæriske forhold er man nu enig og beklager med rette forfædrenes barbariske omgang med dem. Måske vore efterkommere ville få grund til at gøre os lignende bebrejdelse angående vandene. Det forekommer mig, at regeringen er alt for villig til at meddele tilladelse til slige udtørrelser.

Drikkevandet i fysikatet er selvfølgelig meget forskelligt, i byerne almindeligvis hårdt og kalkholdigt. Her i Viborg er det bedst og billigst i dens lavere beliggende del, hvor brøndene kun behøver at være nogle få alen dybe for at have rigeligt vand. I den højere beliggende del, hvor det må hentes op fra en dybde indtil nogle og tyve alen, er det mindre godt og ofte meget jernholdigt på grund af de lange jernrør, hvorigennem det pumpes. Ved at henstå sætter det en del bundfald, mest bestående af okker, og ved kogning afsætter det megen såkaldt sten.

Betydeligt mange organiske dele forekommer ikke, og når man gør sig den ulejlighed om morgenen at udpumpe det natten over i rørene stagnerende vand, så er det klart og smager godt.

Om kødet må jeg gentage samme klage som hidtil: Der mangler enhver som helst kontrol, og vi har grund til at misunde jøderne i så henseende. I sidste år er opstået et folkeligt hesteslagteri – jeg mener uden for det, som bestandigt har fundet sted i straffeanstalten[51] – hvorfra man for den halve pris mod oksekød har kunnet erholde godt og fedt kød, som, trods den fordom mange endnu har mod det, har fundet ret god afsætning – mest rigtignok til fattige og uformuende. Efter forlydende lader slagteren hestene forud syne af dyrlægen – altså et fortrin frem for oksekødet.

Jeg selv har spist hestekødet både fersk, stegt og røget og finder det velsmagende. Det har nogen lighed med kødet af kronhjorten, som jeg nogle gange har haft lejlighed til at smage. I København florerer jo flere sådanne slagterier, og man må glæde sig over, at fattige kunne erholde et så godt og sundt næringsmiddel til så billig pris; men jeg frygter for, at efterhånden, som det vinder større bifald, vil denne fordel ophøre. Den tid turde måske komme, da man tillægger heste til slagtebrug ligesom stude. For tiden er det jo kun tilskadekomne og af udvortes svaghed lidende dyr eller gamle og udslidte, som slagtes.

På renligheden i byerne lappes af og til af sundhedskommissionerne, som desværre langt fra finder den understøttelse hos byrådene og byfogederne, som man kunde ønske.[52] Berg[53] bemærker meget rigtigt, at så længe nytten af gode hygiejniske forhold ikke er trængt ind i den almindelige bevidsthed, må sundhedskommissionerne vente modstand i selve byrådene, så ofte der fordres noget, som er forskelligt fra, hvad der hidtil har været brug.

Her i byen har man i sidste år foretaget en revision af priveter[54] og møddinger, som imidlertid – hvad desværre som oftest er tilfældet – sagtens har haft mindst fremgang, hvor den mest var fornøden, nemlig hos den simple og fattige klasse. Man har også søgt at få svinehold og opsamling af svineføde hævet; men det er måske for meget forlangt i en landstad som Viborg med så mange små avlsmænd og fattige håndværkere, som finder megen fordel ved at holde en eller to grise.

Det er imidlertid indlysende, at denne trafik, om den ikke ganske kan hæves, dog må underkastes en skarp kontrol.

Gaderne her i byen forbedres for hvert år ved ny brolægning med tilhugne sten. Dette er nu godt nok og behageligt for fodgængere og kørende, men meget bekosteligt. Men man har (…) ikke kunnet overkomme at udstrække de hugne sten til rendestenene, lige så lidt som man har kunnet overkomme at opføre et anstændigt og rummeligt fattighus.

Dette viser det standpunkt, som publikum og dets repræsentanter for tiden indtager i sanitær og hygiejnisk henseende. Og som det er her, tør jeg vel sige, at det er de fleste andre steder.

Der finder svindleri og ødselhed sted i småbyerne, når det gælder stads og bekvemmelighed – de små ville gerne med, om også evnen ikke er derefter (deraf de store og trykkende kommuneskatter), men til sundhedens og hygiejnens fremme er der ikke råd. Jeg nærer dog det håb, at det med tiden vil blive bedre.

Skulle det ikke til den ende være godt og hensigtsmæssigt, om der blandt læregenstandene i skolerne, bondehøjskolerne og seminarierne optoges lidt hygiejne i populær og folkelig skikkelse. Folkelighed er jo nu løsenet,[55] og hygiejne eller sundhedspleje til forebyggelse af sygdomme er jo så folkeligt som noget, ja jeg tænker, at selv gamle Grundtvig ikke vil have [noget] imod lærens indførelse i denne skole. (…)

Betræffende klædedragten kan der siges adskilligt, især fruentimmernes. Jeg vil her kun anføre, at Beck[56] i Vestervig klager over bondefruentimmernes alt for lette dragter med krinoliner uden benklæder som årsag til sygdomme (cardialgia, menostasi[57] og chlorose[58]). (…)

Egentlige fabrikker af sådan art og omfang, at de kunne influere på den almindelige sundhed, findes, så vidt jeg skønner, ikke for tiden i fysikatet. Der er nogle mindre tobaksfabrikker og jernstøberier uden synderlig betydning.

Men der er ikke få brænderier og bryggerier med tilsvarende kreaturhold samt flere mindre garverier, felberederier og slagterier inde i selve byerne, som selvfølgelig trænger til kontrol, og er der ifølge Bergs beretning også foretaget en betydelig forbedring i byens største garveri, hvorved det skidne vands udledelse ikke længere sker gennem gaden.

For nogle år tilbage var Viborg meget plaget med stenkulsrøg fra skorstene henhørende til klædefabrikker midt inde i byen; disse er nu nedlagt og røgen således ophørt.

Til hygiejne i videre forstand kan også henføres veje og andre kommunikationsmidler, som desuden særdeles interesserer lægerne – og patienterne. Fysikatet besidder af jernveje kun den såkaldte tværbane, og den berører slet ikke Thisted Amt, men kommunikationen med dette fremmes særdeles meget ved flere dampskibe. De større landeveje er for en del chauseer[59] og meget gode, men over de mindre er ofte grund til klage. Især er de nok slette i Rinds Herred, hvorover Pedersen[60] i Hobro klager meget.