Middellevetiden voksede

De første halvtreds år af 1900-tallet steg middellevetiden med 17 år, mere end nogensinde før eller siden. I anden halvdel af 1800-tallet var den kun vokset med fem år, og den samme stigning fandt sted i løbet af anden halvdel af 1900-tallet. Årene 1900 til 1950 var den periode, hvor børne- og ungdomsdødeligheden faldt allermest. I år 1900 døde 12 % af alle børn før deres første fødselsdag, i 1950 var antallet 2,5 % og i 2022 kun 0,3 %. Det er nok den mest imponerende forandring i menneskers liv i de sidste 200 år, at forældre ikke mere behøver at frygte, at deres små børn vil dø fra dem.

Det, børn og unge døde af, var især infektionssygdomme. Dødeligheden som følge af luftbårne infektionssygdomme, fx tuberkulose, difteri, mæslinger, faldt først. En af forklaringerne kan være, at familierne blev mindre, og der derfor var færre til at bringe smitte ind i familien. Desuden blev der mere plads i boligerne, så søskende ikke behøvede at sove i samme seng.

Fra omkring 1910 faldt også dødeligheden på grund af sygdomme, der smitter gennem mad og drikke. Det handlede især om diarrésygdommen kolerine, den lille kolera, som rigtig mange spædbørn døde af. Her kan det have haft betydning, at der blev produceret sutteflasker, som var nemme at rengøre. En anden forklaring kan være, at smitte ikke så nemt blev spredt, fordi piger og kvinder lærte at håndtere maden mere hygiejnisk i skolekøkkener og i andre sammenhænge. Rent drikkevand havde man haft relativt god tilgang til bl.a. i København allerede længe før faldet i dødeligheden som følge af mad- og vandbårne sygdomme satte ind.

Faldet i infektionsdødeligheden i Danmark fra 1920 til 2000. Fra: Knud Juel og Kaare Christensen: ”Kønsforskelle i dødelighed i Danmark 1840-2005” i Ugeskrift for Læger, 18. juni, 2007, side 2401

Faldet i børnedødeligheden

Forskellige aldersgrupper oplevede overlevelsesforbedringer på forskellige tidspunkter. Det var de store børns dødelighed, som faldt først. I anden halvdel af 1800-tallet – som er den tidligste periode, vi har aldersopdelte tal fra – faldt dødeligheden blandt børn på et til fem år fra 10 til 4 %. Fra 1890’erne begyndte spædbørnene, dvs. børn under et år, at overleve i større tal. De fleste spædbørn overlevede også før da, men mange døde. I slutningen af 1800-tallet døde hvert ottende danske spædbarn, og i København døde hvert fjerde barn, før det blev et år.

Det er bemærkelsesværdigt, at de allermindstes dødelighed, hvor døden indtræder i løbet af den første leveuge, først faldt fra 1940, men fra da af faldt den hurtigt. Og det skete samtidigt i flere lande, mens dødeligheden blandt ældre børn ikke viste samme ensartede mønster mellem landene. Når dødelighedsfaldet blandt børn i forskellige aldre var så usamtidigt, må der have været forskellige årsager til det. Mange af dem kender vi ikke.

En måde at mindes og måske ære det døde barn på var at få taget billeder af det. Oftest var det klædt i fint tøj, og kisten var pyntet med blomster. Fotografiet er taget af Valdemar Myhre (1864-1916) og tilhører Byforeningen Svanekes Venner

Det ville ikke have været muligt at se forskellene i aldersgruppernes dødelighed, hvis statistikerne ikke havde opdelt børnene i bestemte aldersgrupper. Havde man set på alle børn under fem år under et, havde man fx ikke opdaget, at spædbørnenes overlevelse først blev forbedret fra 1890’erne. Og havde man ikke set på de helt små for sig, havde man ikke opdaget det sene fald i deres dødelighed. Samtidig er der naturligvis udviklingsmønstre, som man ikke ser med den aldersinddeling, der er brugt i befolkningsstatistikken i Danmark.

Sundhedsvæsenet var ikke afgørende for faldet i dødeligheden

Den væsentligste årsag til den store fremgang i overlevelsen var, at børn og unge ikke længere døde af infektionssygdomme som diarré, tuberkulose, difteri, kighoste og mæslinger. Det gjaldt også den såkaldte tæring hos småbørn eller medfødt svaghed, som vi ikke ved hvad dækker over. Det er bemærkelsesværdigt, at den store fremgang i middellevetiden kom før, der var vacciner og behandlinger for de fleste infektionssygdomme.

I anden halvdel af 1900-tallet steg middellevetiden kun med fem år. Det var samtidig den periode, hvor udgifterne til sundhedsvæsenet voksede mest. Langt flere mennesker blev behandlet af en støt voksende skare af sundhedsprofessionelle. I de første to årtier af 2000-tallet voksede middellevetiden lige så meget som i de foregående 50 år, men sundhedsudgifterne voksede mindre. Det var efter alt at dømme ikke mængden af penge til sundhedsvæsenet, men udviklingen af virksomme behandlinger og mange andre faktorer, som ikke har med sundhedsvæsenet at gøre, der betød noget for overlevelsen. Til gengæld har sundhedsvæsenet kunnet så meget andet, som gør livet mere udholdeligt og døden mindre plagsom.

Der var gamle mennesker i gamle dage

Når middellevetiden i Danmark i midten af 1800-tallet kun var 42 år, betød det da, at der ikke var gamle mennesker dengang? I Bibelen står, at ”vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til” (Salmernes Bog, 90:10). Vil det sige, at de levede meget længere dengang? Sandsynligvis ikke, men man ved det af gode grunde ikke, da der ikke findes befolkningsstatistik fra den tid. En vigtig grund til, at middellevetiden var så lav i Danmark i 1800-tallet var, at børnedødeligheden var ufattelig høj. Men trods alt var det ikke alle, der døde, og mange nåede derfor at blive gamle. I 1845 var 74.000 borgere 65 år eller ældre, det var 5,5 % af hele befolkningen. 16 af dem var over 100 år gamle. I 2023 udgjorde de gamle 20 % af befolkningen. Så det er rigtigt, at der er mange flere gamle mennesker i dag, men der var også mange gamle, dengang middellevetiden kun var 42 år. Pointen er, at fordi middellevetiden udgør et gennemsnit af dem, der døde som små og dem, der døde som gamle, siger den ikke noget om, hvor gamle mennesker blev på et vist tidspunkt.

En af årsagerne til, at der er så mange flere gamle i befolkningen i dag, er, at langt flere overlever deres barndom og ungdom. En anden, at mange af dem, som er gamle i dag, tilhører de store fødselsårgange fra 1940’erne, hvor der i gennemsnit blev født 85.000 børn hvert år. I 1980’erne blev der kun født 56.000 om året. I 2022 blev der født godt 58.000. Når de gamle tilhører så meget større årgange end dem i den arbejdsdygtige alder, opstår et større forsørgelsesbehov.

Middellevetiden er ikke en forudsigelse

Middellevetiden siger noget om, hvor længe en nyfødt vil leve, hvis man går ud fra dødeligheden i de forskellige aldersgrupper et givet år. Middellevetiden er med andre ord ikke en forudsigelse om, hvor længe en nyfødt fra det pågældende år vil leve. Den slags beregninger kan man ikke meningsfuldt lave, da sundhedsforbedringer og det modsatte, fx pga. krige, naturkatastrofer og sygdomme, kan påvirke levetiden på en måde, som man ikke kan forudse.

Middellevetiden beregnes for et enkelt år ad gangen. Når mange dør, fx pga. en pandemi, kan middellevetiden falde et eller flere år. Det gjorde den i Danmark i 1919-1920 under den spanske syge og i flere lande under covid-19-pandemien i 2021-2022.

Restlevetider, eller middellevetiden, for mænd i forskellige aldre fra 1840’erne og frem. Nyfødte drenge har vundet næsten 40 år og 80-årige mænd har vundet fire år. I 1800-tallet havde 10-årige en længere restlevetid end de nulårige, selv om de allerede havde levet 10 år, fordi børnedødeligheden var så usandsynlig høj. Fra: Dansk befolkningsstatistik, forskellige publikationer og år.

Man kan beregne middellevetiden for alle aldersgrupper, oftest kaldes det restlevetiden, når det handler om andre end nyfødte. Længe var restlevetiden for etårige højere end for nyfødte, fordi så mange døde som spædbørn. Gamle menneskers restlevetid er ikke vokset nær så meget som de nyfødtes. Hvis man først er blevet 80 år, er der ikke de store forbedringer at spore fra 1800-tallet til i dag. En 80-årig mand i dag har en restlevetid, som er fire år længere, end en 80-årig mand havde i 1890’erne.

Oplysninger om dødsårsager er usikre

Mens man kan stole nogenlunde på oplysninger om antallet af fødsler og dødsfald fra slutningen af 1700-tallet og frem, er oplysningerne om dødsårsager af flere grunde mere usikre. For det første fastsattes de fleste dødsårsager på baggrund af en umiddelbar vurdering, ikke mange obduceredes, og læger bedømte forskelligt. Samme dødsfald kunne rubriceres forskelligt af forskellige læger. For det andet ville oplysninger om dødsfald i tidligere tider baseres på den måde, man opfattede sygdomme på dengang, og den stemmer ikke altid overens med nutidens forståelse. Man kan fx ikke i dag dø af alderdom, nyfødthed eller tæring hos småbørn, der skal en mere specifik dødsårsag til, og man ved ikke, hvordan disse dødsfald ville være blevet rubriceret i dag.

For det tredje har man siden 1950’erne skullet registrere den tilgrundliggende sygdom, dvs. at hvis en person fx døde af lungebetændelse, men samtidig havde en hjertesygdom, så skulle sidstnævnte registreres som dødsårsag, og sådan var det sandsynligvis ikke tidligere. For det fjerde er der kun oplysninger om dødsårsager fra hele Danmark fra 1920 og frem. Fra den tid skulle det altid være en læge, som udstedte dødsattesten, også på landet, hvis afstandene ikke var store, og kun læger måtte angive dødsårsager.

’Livsstilssygdomme’ er alderssygdomme

I dag dør de fleste mennesker af kroniske sygdomme som kræft og hjertekarsygdomme. I begyndelsen af 1900-tallet var infektionssygdomme de mest almindelige dødsårsager. Det kan forlede en til at tro, at samfundsmæssige og sociale ændringer har øget risikoen for at få de kroniske sygdomme, hvoraf mange kaldes livsstilssygdomme. Det hedder fx om disse sygdomme i Den Danske Ordbog, at de: ”skyldes det moderne samfunds typiske livsstil præget af stress, overforbrug og manglende motion fx kræft eller hjerte-kar-sygdom”. Livsstil er dog ikke den væsentligste grund til, at flere dør af kroniske sygdomme. En meget vigtig årsag er i stedet den fremgangshistorie, at langt færre dør af infektionssygdomme, mens de er børn og unge, og derfor bliver gamle nok til at udvikle en kronisk sygdom. Også tidligere, fx i 1920’erne, døde gamle mennesker hovedsagelig af kræft og hjertekarsygdomme. Menneskers adfærd, eller livsstil, kan bestemt øge risikoen for sygdomme, både de smitsomme og de kroniske, hvilket blev tydeligt under covid-19-pandemien, hvor fokus fra sundhedsmyndighedernes side var på at ændre menneskers adfærd. Andre sygdomsårsager kan være genetik, dårligt arbejdsmiljø, skadelige produkter, forurening mv.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.