Artikler
I 1903 modtog lægen Niels Finsen (1860-1904) nobelprisen i medicin for sin banebrydende indsats inden for lysterapi. På grund af sin egen alvorlige sygdom, som havde fulgt ham fra barnsben, var han selv forhindret i at rejse til Stockholm og modtage prisen, og han døde året efter. I 1896 havde han med støtte fra danske erhvervsfolk etableret Finsens Medicinske Lysinstitut eller bare Finseninstituttet, der blev internationalt berømt. Særligt instituttets udvikling af kraftige lamper med særlige kvartslinser var et stort fremskridt for behandlingen af hudsygdommen lupus vulgaris. Ved Verdensudstillingen i Paris i 1900 blev Finsens arbejde lovprist af blandt andre forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950), og Finsen selv blev hyldet som en moderne helt. Dog har nyere forskning sat spørgsmålstegn ved nogle af hans metoder og resultater, idet det er blevet påvist, at effekten ikke skyldtes ”kemisk lys”, altså ultraviolet stråling, som Finsen troede, og at langt færre af hans lamper var udstyret med kvartslinser i forhold til, hvad Finsen selv sagde. Hans lysterapi mod lupus vulgaris blev efterfølgende overhalet af andre behandlingsformer. I dag står Finsens nobelpris trods alt som en vigtig del af Danmarks videnskabelige kulturarv. Nobelprisen minder os stadig om videnskabens betydning som drivkraft for nye erkendelser og samfundsmæssig nytte.
Den syge nobelprismodtager
Niels Finsen var meget syg, da han modtog nyheden om, at han var blevet tildelt nobelprisen i fysiologi eller medicin for 1903. Han fik prisen for sit bidrag til lysterapi med koncentreret lys, særligt ved behandling af lupus vulgaris, ”hvorved han har åbnet en helt ny vej for medicinsk forskning”, som der stod i Nobelkomiteens udtalelse. Finsen selv havde dog netop fået punkteret lungen på grund af væskeansamlinger og måtte derfor ikke tale eller se andre mennesker, endsige fejre prisen. Siden barndommen havde han haft en kronisk betændelseslidelse, hvilket afholdt ham fra det praktiske lægearbejde, som han ellers ønskede at deltage i. I stedet havde han søgt ind i forskningen og særligt interesseret sig for lysterapi.
Finsen havde selv oplevet, at han fik det bedre, når han opholdt sig ude i den friske luft med masser af sollys. Efter endt embedseksamen i medicin i 1890 kastede han sig derfor over eksperimentelle studier af lysets påvirkning af kroppen med fokus på huden. Han fik ansættelse ved Københavns Universitets anatomiske institut under professor Johan Henrik Chievitz (1850-1901). Her foretog han nogle simple forsøg, der havde til formål at undersøge hudens respons på lysterapi og lysets såkaldt ”inciterende”, altså stimulerende, virkning på æg af frøer og salamandre.
Niels Finsen tegnet i 1904 af portrætmaleren Heinrich Dohm (1875-1940). Fra: SMK Open
Finsen som entreprenør
Interessen samlede sig om det såkaldt kemiske lys, som på det tidspunkt var en meget udbredt term for lys i det ultraviolette spektrum. Siden opdagelsen af ultraviolet lys i begyndelsen af 1800-tallet havde videnskabsfolk interesseret sig for det ultraviolette lys’ biokemiske virkninger, og i 1870’erne blev det opdaget, at ultraviolet lys kunne virke bakteriedræbende. Det var en af grundene til, at Finsen begyndte sine eksperimenter med kemisk lys.
Finsen var også en entreprenør, der gerne så sine ideer omsat til virkelighed. Han koncentrerede sig om brug af elektrisk lys til behandling af hudsygdommen lupus vulgaris, en form for hudtuberkulose, der forårsagede store vansiringer af ansigtet. På baggrund af sine foreløbige resultater – og fordi sygdommen var meget invaliderende for patienterne, der ofte blev udstødt socialt og var henvist til at leve isoleret – fik Finsen støtte fra industrimændene Gustav Adolph Hagemann (1842-1916) og Vilhelm Jørgensen (1844-1925) til oprettelsen af Finsens Medicinske Lysinstitut i 1896.
Instituttet blev internationalt kendt for sine resultater. Finsen og hans medarbejdere konstruerede nogle stærke lamper udstyret med særlige kvartslinser, der efter sigende kunne selektere de ultraviolette lysstråler og koncentrere lyset på de angrebne hudområder. I 1900 kom Finsen-lamperne til London Hospital med prinsesse Alexandra af Danmarks (1844-1925) medvirken. Hun var også prinsesse af Wales og blev dronning af Storbritannien i 1902, hvilket sikkert hjalp med udbredelsen af Finsens arbejde.
Billedet viser Finsens lysterapi i brug ved London Hospital. Afdelingen for lysterapi blev oprettet i år 1900. Foto: Wellcome Collection
Vores geniale landsmand
Ved Verdensudstillingen i Paris i 1900 var Finsen-udstillingen et tilløbsstykke. Forfatteren Johannes V. Jensen, som dækkede Verdensudstillingen for den danske presse, var imponeret. Finsen-udstillingen var en af de få danske, der hævede sig op over de øvrige danske udstillinger, som var alt for provinsielle for den internationalt og fremskridtsorienterede Jensen. For Jensen var Finsen en moderne helt.
Også pressens dækning af Finsens nobelpris tre år senere var præget af helteskildringer. Politiken skrev, at Finsen var ”vores geniale landsmand” med opfinderblod i årerne, og at han bragte ”ære for dansk videnskab”. Avisen fortsatte: ”Finsens snilde, hans praktiske greb på alt, hvad han rører ved, dette i forbindelse med hans genialitet har gjort ham til den lykkelige mand, der ved sit navn nævnt verden over af tusinder og atter tusinder – og dette i en ung alder. Finsen fylder nemlig først 43 år på tirsdag.”
Finsen døde allerede året efter. Han fik en statsbegravelse med deltagelse af kongelige, kendte, læger, studerende og mange af de patienter, som hans lysterapi havde hjulpet. De havde taget opstilling med de karakteristiske hvide bind for ansigterne ved siden af kisten sammen med Finseninstituttets personale og bestyrelse. Hele København var klædt i ”sørgedragt”, skrev Politiken, og nu så man for alvor, ”hvor vidt rundt i folket Finsens betydning havde bredt sig”.
Niels Finsens begravelse, oktober 1904. Kisten føres ud af Frederiks Kirke (Marmorkirken) til ligvognen. Foto: Kunst & Historie, Københavns Kommune, kbhbilleder.dk
Mod lyset
I de efterfølgende årtier voksede Finsens anerkendelse, og han blev ofte brugt som et af de bedste eksempler på en national helt. Københavns Kommune besluttede at opføre et monument til Finsens ære og satte den kendte pædagog og politiker Herman Trier (1845-1925) til at lede en indsamling. Der blev samlet ind blandt erhvervsfolk og almindelige borgere, der kunne købe et Finsenmærke eller en Finsenpen.
Pengene gik til skulpturen Mod Lyset, udført af Rudolph Tegner (1873-1950). Den står stadig på hjørnet af Tagensvej og Blegdamsvej i København med sine karakteristiske figurer, en mand og tre kvinder, der stræber ”mod lyset”, som skulpturen hedder. Tegner var inspireret af vitalismen, den kunstneriske strømning og naturfilosofiske idé, som forklarer mennesker og natur ud fra en fundamental livskraft, der gennemstrømmer alt det levende.
”Mod lyset” var også det, som patienterne sagde, når de skulle til lysterapi på Finseninstituttet. Som dokumentation for behandlingens effekt fremstillede Finseninstituttet en række før-og-efter-billeder af mange af patienterne. Billederne viste tydeligt, at der var sket en markant forbedring. Man kan ligefrem se, at personerne på billederne har vendt sig ”mod lyset”. Men billederne gav selvfølgelig ikke et statistisk grundlag for at vurdere behandlingen, og slet ikke langtidseffekten. Langt de fleste patienter oplevede tilbagefald efter et stykke tid.
Før-og-efter-billede af en kvinde, der i 1898 modtog lysterapi mod lupus vulgaris ved Finsens Medicinske Lysinstitut. Foto: Medicinsk Museion
Under 2. verdenskrig, hvor der var brug for samling om nationale ikoner, udkom der to biografier om Niels Finsen. De var begge skrevet af læger, og de fremhævede begge Finsens betydning for hele lys- og strålebehandlingen i Danmark og hans status som en national helt. Det fremgik dog også tydeligt, at Finsen med sin entreprenørånd ofte ikke havde tålmodighed med sine videnskabelige kolleger ved universitetet, ligesom de syntes, at han var for uvidenskabelig.
Finsen i videnskabshistorien
Nobelprisen er ikke bare en fejring af enkelte videnskabelige opdagelser, men også en historisk institution, der er med til at understøtte ideen om videnskab som en vigtig del af vores fælles kulturarv. Nobelprisens historie og omdømme bliver i dag varetaget af et omfattende system af institutioner, der omfatter Nobelstiftelsen, der varetager formuen efter Alfred Nobel (1833-1896), nobelkomiteerne og deres institutionelle ophæng, Nobelprismuseet i Stockholm, Nobels Fredscenter i Oslo og Nobel Prize Outreach, der står for hjemmesiden NobelPrize.org og tilhørende sociale medier, som er nobelprisens officielle ansigt udadtil.
Niels Finsen indtager en speciel plads i nobelhistorien. Hans pris er stadig den eneste, der er givet specifikt for behandling af hudsygdomme, og hans indsats for at have introduceret medicinsk lysterapi bliver nævnt mange steder. Samtidig er Finsens nobelpris et af de mere sjældne tilfælde, hvor der efterfølgende er opstået tvivl om arbejdets integritet og resultater.
Det er uomtvisteligt, at behandlingen gav en konkret effekt for mange lupus-patienter. En nyere undersøgelse foretaget af forskere ved Bispebjerg Hospital har dog understreget, at der på Finsens tid ikke var en reel forståelse af behandlingens biologiske virkningsmekanisme, og at effekten ikke skyldtes kemisk lys, altså ultraviolet stråling, sådan som Finsen troede. Undersøgelsen blev foretaget med de oprindelige Finsen-lamper, og forskerne kunne konstatere, at de fleste af Finseninstituttets lamper ikke var udstyret med kvartslinser, sådan som det ellers blev hævdet fra instituttets side.
Den (næsten) glemte Finsen
I deres kapitel i bogen Nabo til Nobel fra 2001 undrer videnskabshistorikerne Arne Hessenbruch og Flemming Petersen sig over, at Finsens lysterapiform efter nogle ganske få år fuldstændigt var mere eller mindre forsvundet fra offentlighedens søgelys. De citerer et videnskabeligt tidsskrift fra 1905 som kilde og noterer sig, at 1909-udgaven af Encyclopædia Britannica kun nævnte Finsen med få ord.
En af forklaringerne, som Hessenbruch og Petersen giver, er, at Finsens arbejde hurtigt blev overhalet af andre behandlingsformer som røntgen- og radiumstråleterapi. Heri ligger en vis historisk ironi, for det var netop den overvældende interesse for røntgenstråler og radioaktivitet omkring århundredeskiftet, der var med til at sikre Finsen hans berømmelse. Perioden er blevet kaldt den første atomalder, fordi forskningen i atomets opbygning og den offentlige interesse for atomare fænomener som netop røntgen og radioaktivitet nåede et højt niveau.
Herhjemme er billedet af Finsen i dag nuanceret. Der er selvfølgelig anerkendelse af hans indsats inden for lysterapien, som resulterede i den første ud af fjorten nobelpriser til Danmark. ”Men egentlig forsker blev han aldrig”, tilføjer videnskabshistoriker Helge Kragh i sit portræt af Finsen på videnskab.dk. Seneste danske nobelpris gik til kemikeren Morten Meldal i 2022.
Nobelprisen er med til at minde os om videnskabens betydning som en drivkraft for nye erkendelser og samfundsmæssig nytte og som en kulturbærende institution i en omskiftelig verden. Uden nobelprisen ville vi alle gå glip af det årlige ritual, hvor vi og videnskaben venter i spænding på, hvem nobelprisen denne gang går til.
Finsens Medicinske Lysinstitut (Finseninstituttet) på Rosenvænget blev opført i årene 1900-1901 og 1906-1908. Senere blev instituttet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse udbygget til et sygehus med speciale i behandling af kræft med en hovedbygning mod Strandboulevarden. Foto: Kunst & Historie, Københavns Kommune, kbhbilleder.dk
Finseninstituttets lyssal malet af P.S. Krøyer. Niels Finsen står som et naturligt samlingspunkt med korslagte arme. Fra venstre ses reservelæge Axel Reyn (senere overlæge ved Finseninstituttet), Vilh. Jørgensen, sønnen Halldor, G.A. Hagemann og overlæge Holger Forchhammer. Kvinderne i blåt, der stod for selve behandlingen af patienterne, gik under tilnavnet ’lysalferne’. Maleri: Frederiksborgmuseet
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
