Ungdomsværker

Johannes V. Jensens første romaner bar præg af 1890'ernes selviagttagelser og refleksionssyge, og han fraskrev sig dem senere af samme grund. I de senere år er der sket revisioner af denne opfattelse af ung­domsromanerne, og forskningen finder dem i dag mere beslægtet med den handlingsfilosofi og vitalisme, som kendetegner det senere forfatterskab.

Under rejser til Amerika og Fjernøsten stiftede Jensen bekendtskab med den store verden og industrien, den nye teknik og det moderne livs hast og hurtighed. Disse rejseindtryk satte sig spor i novellerne Forsvundne Skove og Intermezzo (1899), hvor han første gang gav prøver på sin sproglige fantasi­fuldhed i en særegen blanding af lyriske stemninger, sansedata og hårdtpumpet faktagen­givelse.

Allerede 1898 udnyttede han stof fra sin barndomsegn i fortællingerne Himmerlandsfolk, som blev fulgt op med Nye Himmerlands Historier (1904) og endnu en samling i 1910. I disse værker er det bondemiljøet i Himmerland med stejle og hårde, men også ensomme mennesketyper, der fascine­rer ham.

Den produktive spænding

Spændingen mellem sanselighed og kendsgerninger, udlandslængsel og hjemstavnskær­lighed, livslyst og drømmeri samt, senere, historie og fremtid skulle blive omdrejningspunktet og den produktive motor i Jensens forfatterskab. Han betegner den i Digte (1906) som "interferens". Også i hans hovedværk Kongens Fald fra 1901 er den et tema.

Interferensen gled efterhånden mere i baggrunden, og forfatterskabet kom fra tiden op mod 1. verdenskrig mere til at stå i den historiske udviklingsteoris tegn. Han blev inspireret af Darwins lære, hvor han fandt bekræftelse for det nyttige i praktiske handlinger, fremskridtsop­timisme og foretagsomhed. Skønlitterært kom dette til udtryk i den serie på seks romaner med fællestitlen Den lange rejse, der udkom 1908-1922. Som historieskrivning, der omfatter perioden fra istiden til Christoffer Columbus, er de præget af en udtalt geografisk og klimatisk determinis­me og af tvivlsom faktuel værdi. Som fortællekunst står de stærkt i dansk litteraturhistorie.

Nobelpristager Johannes V. Jensen siddende ved sit skrivebord. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Originalitet og litterær betydning

Denne fortællekunst udviklede han til fuldkommenhed i den selvskabte, originale genre, som han kaldte Myter. Den første samling udkom 1907, den niende og sidste 1944. Myterne er korte prosa­stykker, der - ofte med udgangspunkt i en sanseiagttagelse eller et interessant enkeltfænomen – bely­ser menneskehedens historie i et antropologisk perspektiv.

Med sin fascination af såvel teknologi, moderne massesamfund og bondesamfund var det nær­liggende, at Johannes V. Jensen kunne være blevet fascist. Dette var ikke tilfældet. Hertil var hans fascination af den anglosaksiske verden, hans afstandtagen til irrationel og spekulativ metafysik og hans individualisme alt for stor. I modsætning til andre fremtrædende vitalister lod han sig aldrig spænde for den antidemokratiske vogn.

Størst betydning for dansk åndsliv har hans fortællekunst og skønlitterære værker haft, hvor han har øvet indflydelse på især de unge lyrikere, der debuterede i 1950'erne og ligeledes vendte sig til virkelighedens og kendsgerningernes verden oven på efterkrigstidens dragning mod mystik og religiøse higen.