Frank Jæger blev født i 1926 og voksede op på Frederiksberg i København. Han tog studentereksamen fra Statsgymnasiet Schneekloths Skole i 1945 og eksamen fra Statens Biblioteksskole i 1950, men kom aldrig til at virke som bibliotekar. I stedet valgte han at bosætte sig i Farum, som dengang var en landlig idyl, og leve som forfatter på fuld tid sammen med sin hustru Kirsten (født Vodder).

Frank Jæger fik sine første digte trykt i tidsskrifterne Vild Hvede og Heretica, og i 1948 debuterede han med digtsamlingen ”Dydige Digte”. Samlingen vakte stor opmærksomhed, og det samme gjorde ”Morgenens Trompet” (1949) og ”De 5 aarstider” (1950). Midt i efterkrigstidens angst for atombomber, kolde krige og traumer over 2. verdenskrigs erfaringer, var en livsglad digter en åbenbaring. Jæger besang naturen og det lille livs glæder med stor ynde, humor og poesi. Og livet på landet som digter og ægtemand med sans for klassisk litteratur, brændehugning og skovvandring var populært stof i aviser, tidsskrifter og ugeblade. Med sin personlige udstråling var Frank Jæger en yndet skikkelse. Han blev ofte interviewet og portrætteret, og hans digte blev sat i musik og indgik siden i Højskolesangbogen. Som tiden gik, kom han til at fremstå som indbegrebet af en digter, og mediebilledet blev bekræftet, da han stod model for Jørgen Mogensens populære tegneserie ”Poeten og Lillemor”.

Sammen med Tage Skou-Hansen var Frank Jæger redaktør af de to sidste årgange af Heretica (1952-53), og i sin redaktørperiode forsvarede han tidsskriftets klassiske linje: Fremhævelsen af det enkelte menneske og kunsten som modvægt til tidens udbredte fremmedgørelse, nihilisme og umyndiggørende masseideologier af politisk og kulturel art. Som menneske understregede Jæger sit synspunkt ved at flytte fra Farum, da byen begyndte at vokse, for at bosætte sig i Tranekær på Langeland – langt væk fra modernitetens larm og fremmedgørelse. Her boede han fra 1954 til 1970, hvor han blev skilt. De sidste år af sit liv levede han i Helsingør, hvor han døde i 1977, 51 år gammel.

Frank Jægers liv og værk var omgærdet af mange myter, som forfatteren til en vis grad selv var med til at skabe. I interviews og samvær gav han den gerne som kæk og frisk digter med stort vildmandsskæg. Men i digtningen åbenbarede han sin smertes ansigt. Og frodigheden, livskraften og mediernes billede af poeten og lillemor i Farum skulle vise sig at være blot én side af hans kunstneriske virke. De mørke, melankolske og sorgfulde sider var en anden og ligeværdig del af forfatterskabet. Men disse – mere farlige – træk, blev overset i mange år. Modsætningen kom måske klarest til udtryk i Jægers sidste hovedværker, digtsamlingen ”Idylia” (1967) og novellesamlingen ”Døden i skoven” (1970), der begge skildrer et alt andet end sorgløst liv midt i den frodige natur. Det grønne mørke skulle vise sig at være Frank Jægers mærke.