Artikler
Leif Panduro var en dansk forfatter og TV–dramatiker med stor popularitet og gennemslagskraft i 1960’erne og 1970’erne. Han var den humoristiske menneskekender og milde samfundskritiker i dansk litteratur. Men hans banebrydende arbejde var TV–spillene, som blev legendariske ved at rydde gaderne, når de blev sendt i dansk fjernsyn.
Opvækst
Leif Thormod Panduro blev født på Frederiksberg den 18. april 1923. Hans opvækst var splittet og ulykkelig. Faderen stak af med en anden kvinde, moderen var under psykiatrisk behandling det meste af sit liv og selv blev han opfostret hos morbroderen, som ikke lagde skjul på, at drengen var fosterbarn. Efter endt skolegang og mange forskellige jobs startede han på Tandlægehøjskolen i København. Det var i 1942, Danmark var besat, og Panduro gik ind i modstandsbevægelsen, som på et tidspunkt likviderede hans biologiske far, der var nazi-sympatisør. Panduro tog tandlægeeksamen i 1947, giftede sig året efter og arbejdede som tandlæge i både Danmark og Sverige. Han kom senere til at virke som undervisningsassistent på Tandlægehøjskolen, men valgte i 1965 at hellige sig sit forfatterskab på fuld tid.
Panduros forfatterskab
Panduro debuterede i 1957 med romanen Av min guldtand, som blev hans gennembrud. Bogen fortæller om tandlæge Danielsens liv i en provinsby, hvor små sære optrin skaber røre i den småborgerlige idyl. Romanen blev fulgt af tre romaner – Rend mig i traditionerne (1958), De uanstændige (1960) og Øgledage (1961), som alle omhandler en ung mands problemer med at tilpasse sig det voksne samfund. Af andre populære romaner kan nævnes Daniels anden verden (1970), Amatørerne (1972) og Høfeber (1975). Romanerne gav Panduro et litterært ry og en overvældende popularitet. Flere af bøgerne blev trykt i 100.000 eksemplarer og oversat til mange sprog. Samme ry og popularitet hentede Panduro som TV-dramatiker. Han skrev i alt tretten TV– spil samt krimiserierne Ka de li østers? (1967), Smuglerne (1970-71) og Strandvaskeren (1978). Han var medforfatter til syv filmmanuskripter, bl.a. Harry og kammertjeneren (1961) og Naboerne (1966). Panduro bidrog også til mange TV–produktioner, bl.a. familieserien Huset på Christianshavn (1970-77). TV–spillene – Panduros mest banebrydende arbejde, som han realiserede i samarbejde med instruktøren Palle Kjærullf-Schmidt – blev legendariske ved at rydde gader og stræder, når de blev sendt i fjernsynet. Det var stykker som Farvel Thomas (1968), Bella (1970), Adams verden (1973) og Louises hus (1977).
Panduros enorme gennemslagskraft og succes skyldtes uden tvivl en kombination af de mange muligheder, der var i medierne i tresserne og halvfjerdserne, og den store – humoristiske – menneskekender, som Panduro var. Han endte som en slags nationalpsykolog, der i bøger, medier og interviews ’skar igennem’ og stillede danskernes psykologiske diagnoser i et mildt samfundskritisk perspektiv. Hans kendetegn var modet til at være åben og hudløs og modet til at være morsom i en litterær verden præget af alvor. Og så havde han blik for den skæve galskab og de familiære problemstillinger, der lurede bag den borgerlige klasses pæne facade. Med tiden er hans litterære ry blevet mindre. Men dramatikken har levet videre som tradition og inspiration for senere TV- produktioner.