Artikler
Dansk forfatter, internationalt anerkendt fortæller og kontroversiel skikkelse i dansk åndsliv.
Karen Blixen (født Dinesen) voksede op på Rungstedlund i Nordsjælland. Faderen Wilhelm Dinesen var af jysk godsejerslægt, moderen Ingeborg Westenholz var datter af storkøbmand, og senere finansminister, Regnar Westenholz. I 1914 giftede Karen Blixen sig med sin svenske halvfætter baron Bror von Blixen-Finecke. Sammen drev de en kaffefarm ved Ngong Hills i Britisk Østafrika (senere Kenya), men farmen gik på tvangsaktion i 1931 som følge af flere års krise.
I 1925 blev parret skilt, og Karen Blixen vendte tilbage til Rungstedlund, hvor hun færdiggjorde Seven Gothic Tales, som hun havde påbegyndt i Afrika. Den engelsksprogede debutsamling udkom i USA i 1934 under pseudonymet Isak Dinesen. Året efter kom bogen på dansk under titlen Syv fantastiske Fortællinger.
En ung og en lidt ældre Karen Blixen. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Tilværelsen i Afrika blev den centrale periode i Karen Blixens liv. I Den afrikanske Farm (1937) og Skygger paa græsset (1960) beskrev hun et kvindeliv præget af frihed og oprindelighed. I sine øvrige bøger fornyede hun den klassiske fortælling ved at indskrive et moderne livssyn i en historisk ramme. Som kvindelig forfatter og internationalt anerkendt kunstner indtog Karen Blixen en central plads i den kulturelle offentlighed.
I årene efter 2. verdenskrig knyttede hun venskaber med fremtrædende forfattere og kritikere, blandt andre Thorkild Bjørnvig, Jørgen Gustava Brandt, Ole Wivel og Aage Henriksen. Som foredragsholder og oplæser af sine fortællinger i radioen blev hun en landskendt stemme, som befæstede myten om den eksotiske og aristokratiske 'baronesse'.
Kort før sin død oprettede hun Rungstedlundfonden til varetagelse af Rungstedlund og forfatterskabet. Fondens midler blev væsentligt øget i forbindelse med Sydney Pollacks filmatisering af Den afrikanske Farm i 1985 (Out of Africa), og midlerne gjorde det muligt at indrette forfatterens hjem til Karen Blixen Museet.
Forfatter og baronesse Karen Blixen i sit hjem, Rungstedlund. Fra: Det Kgl. Bibliotek