Artikler
Harald Nielsen (1879-1957) var konservativ litterat og ideolog. Han er særlig kendt for sit skarpe opgør med Georg Brandes og sin store indflydelse på mellemkrigstidens konservatisme.
Harald Nielsen havde i sin ungdom været del af miljøet ved Studentersamfundet på Københavns Universitet, der var knyttet til den politiske og kulturelle radikalisme. Sit gennembrud som litterat fik han dog i 1903 på grund af sin kritik af radikalismens litterære udtryk, naturalismen, som var blevet indført i dansk åndsliv af Georg Brandes (1842-1927) i 1870’erne. Med sin første bog Moderne Litteratur fra 1904 slog han sit navn fast med i samtiden anerkendte læsninger af bl.a. Johannes V. Jensen (1873-1950) og Jakob Knudsen (1858-1917). Harald Nielsen holdt den yngre generation af forfatteres realisme op imod naturalismen, som han afskrev som banal programlitteratur.
Tidsskriftet Ugens Tilskuer 1910-1920
Harald Nielsen fulgte sit æstetiske opgør med naturalismen op med et åbent ideologisk opgør med åndsradikalismen, og han kastede sig ind i den igangværende debat om forsvaret på konservativ side. Af størst betydning var hans arbejde med tidsskriftet Ugens Tilskuer, som han udgav og redigerede i årene 1910-1920. Tidsskriftet skulle danne udgangspunktet for en intellektuel konservatisme, der søgte mod de politiske spørgsmåls principielle kerne. Det blev finansieret af den konservative industrialist Alexander Foss (1858-1925), som Harald Nielsen havde et nært samarbejde med.
Selvom tidsskriftet aldrig vandt den udbredelse og umiddelbare politiske indflydelse, som Harald Nielsen havde håbet, fik det i kraft af den kreds af fremtrædende intellektuelle, som Harald Nielsen fik samlet om tidsskriftet, stor betydning for formuleringen af en moderne, selvbevidst konservatisme i mellemkrigstiden.
Harald Nielsen som 70-årig. Fra: Wikimedia Commons
Nykonservatismens vækker
Harald Nielsen er blevet kaldt ”nykonservatismens vækker”. Han var kritisk over for den udvikling i partiet Højre, der ledte til stiftelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915. I stedet for en tilnærmelse til liberalismen, slog han til lyd for en mere national linje. Disse tanker slog først og fremmest igennem hos en række yngre konservative, der fik en rolle at spille i Det Konservative Folkeparti i 1920’erne og 1930’erne.
Selvom Harald Nielsens betydning for den moderne konservatisme ofte blev anerkendt i samtiden, bestod der dog en betydelig afstand mellem Harald Nielsen og de yngre konservative. Særligt i forhold til de sociale spørgsmål, hvor disse betonede statens ansvar, mens Harald Nielsen stadig stærkere betonede en økonomisk liberal holdning. Dette var en af årsagerne til, at Harald Nielsen, særligt i løbet af 1930’erne, blev stadig mere isoleret.
Åndelig kollaboratør og antisemit
Også i forhold til den litterære kritik var Harald Nielsens position i 1930’erne for nedadgående. Han havde ikke længere selvfølgelig adgang til den konservative presses spalter. Ifølge hans kritikere var hans litterære kritik udartet til en negativ besættelse af Georg Brandes’ indflydelse på dansk åndsliv. Der var i Harald Nielsen kritik af Brandes et element af antisemitisme, der voksede i omfang i takt med hans marginalisering.
Under besættelsen udgav han flere stærkt anti-semitiske skrifter, der sammen med hans kontroversielle storpolitiske analyser i disse år, gav ham stemplet som åndelig kollaboratør. Herefter var han en færdig mand i dansk åndsliv. Harald Nielsen fortsatte dog sin politiske og litterære skribentvirksomhed bl.a. gennem bladet Egne Meninger frem til sin død i 1957.