Artikler
Ole Bjørn Kraft (1893-1980) var en central konservativ politiker i årene før og efter 2. verdenskrig. Han markerede sig som udpræget idépolitiker og opnåede ad flere omgange at blive minister.
Ole Bjørn Krafts politiske karriere begyndte i den stærkt nationale politiske ungdomsbevægelse Det Unge Danmark, som han havde været med til at stifte sammen med teologen Alfred Bindslev (1896-1954). Bevægelsen var en konservativ, eksplicit imperialistisk og kristelig bevægelse, der sigtede mod en national og åndelig genrejsning af Danmark. Sammen med Bindslev udgav han det ledende konservative tidsskrift Det nye Danmark. Allerede i udgangspunktet var Ole Bjørn Krafts politiske virke dikteret af en højstemt kristelig, national idealisme og en sans for store ord og vidtløftige tanker.
Ole Bjørn Kraft blev i 1926 valgt til Folketinget, hvor han fra starten særligt lagde vægt på forsvarssagen og grundlovsspørgsmålet. Tidligt satte Kraft sig i spidsen for en række konservatives bestræbelser på at ændre grundloven i en korporativistisk inspireret retning, hvor Landstinget skulle erstattes af et erhvervsting. Kraft var på dette tidspunkt i nogen grad inspireret af fascismen og fremstod som en ledende skikkelse blandt de unge konservative, der delte hans holdninger.
Ole Bjørn Kraft i 1954. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv
Under og efter besættelsen
Ole Bjørn Kraft var under besættelsen en af de ledende konservative politikere, idet han i 1940 blev formand for folketingsgruppen og i 1941 formand for rigsdagsgruppen. Han var kritisk overfor samarbejdspolitikken, men også et bindeled mellem rigsdagsgruppen og mere radikale modstandere af den politiske linje. Efter krigen indtrådte Kraft i befrielsesregeringen som forsvarsminister. Da Christmas Møller i 1948 endeligt brød med partiet, trådte Kraft frem som politisk leder i en kollektiv ledelse bestående af Aksel Møller, Poul Sørensen, Halfdan Hendriksen og ham selv.
Hans interesse var i perioden i høj grad udenrigspolitikken, og han arbejdede for Danmarks deltagelse i NATO, FN og det europæiske samarbejde og markerede sig som eksplicit anti-kommunist. Denne antikommunisme gjorde sig gældende i hans politiske virke såvel som i den kristelige og moralistiske bevægelse Moralsk Oprustning, som han stod i spidsen for. Han var 1950-53 udenrigsminister i Erik Eriksens VK-regering. I stigende grad opfattede mange konservative ham imidlertid som en belastning på grund af hans meget eksplicitte ideologiske standpunkter. I 1955 blev han væltet af Aksel Møller som politisk leder af Det Konservative Folkeparti. Han fortsatte i Folketinget frem til 1964.
Statsminister Buhl (tv.), udenrigsminister Christmas Møller (mf.) og forsvarsminister Ole Bjørn Kraft (th.) ved modtagelsen af Montgommery i Kastrup lufthavn. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv