Det Konservative Folkeparti var blevet svækket i tiden efter 2. verdenskrig bl.a. som følge af striden mellem partiet og dets gamle førstemand John Christmas Møller (1894-1948) omkring Sydslesvig-politikken. Hurtigt markerede partiet sig som modstander af Socialdemokratiet og de gryende tendenser i retning af velfærdsstaten. Allerede ved Folketingsvalget i 1950 var partiet kommet sig oven på nederlaget og endte med 27 mandater. Partiets politiske lederskikkelse var i årene 1947-1955 Ole Bjørn Kraft (1893-1980) i et tæt parløb med den noget yngre Aksel Møller (1906-1958).

En af Krafts afgørende bedrifter var tilnærmelsen til partiet Venstre, der ledte til et tæt politisk samarbejde, som erstattede mange års gensidig mistillid. Således kunne partiet efter folketingsvalget i 1950 gå i regering sammen med Venstre, hvis formand Erik Eriksen blev statsminister. Det var første gang, partiet indgik i et regulært regeringssamarbejde. Som følge af de borgerlige samlingsbestræbelser blev Venstre og Det Konservative Folkeparti fra 1950’erne præget af en diskussion om, hvorvidt man skulle slå de to partier sammen. Tanken nød størst opbakning hos De Konservative, mens der efterhånden viste sig udbredt modstand mod idéen i Venstre. Derfor blev samlingsidéen endeligt skrinlagt i 1965. Det borgerlige samarbejde mellem Venstre og Konservative var imidlertid, på trods af perioder med gensidig afkøling, både en realitet og en politisk nødvendighed.

VK-regeringen sad frem til 1953, hvor den afløstes af en af de socialdemokratiske regeringer, der blev normen i årene mellem 2. verdenskrig og 1982. De Konservative var henvist til at være oppositionsparti i det meste af perioden, og en væsentlig opgave blev at definere sin plads i denne opposition. Fra indledningsvist at stille sig i et principielt modsætningsforhold til de socialdemokratiske bestræbelser i retning af en universel velfærdsstat, blødte partiet efterhånden op og anlagde en mere kompromissøgende kurs. Det afgørende skridt i denne udvikling var partiets modvillige accept af den universelle folkepension i 1956.

Folkepartiet

I 1955 blev Ole Bjørn Kraft presset bort fra posten som politisk leder af den mere pragmatiske Aksel Møller. Mens Aksel Møller var den ledende idépolitiker og ansigtet udadtil, var partiets stærke mand indadtil Poul Sørensen (1904-1969). Hans indflydelse i partiet var så stor, at han blev betegnet ”partiejeren”. Ved Aksel Møllers tidlige død i 1958 blev det i høj grad Poul Sørensen, der kom til at sikre kontinuiteten i partiets politik og organisation ind i 1960’erne.

I 1960'erne var det ved siden af Poul Sørensen især Aksel Møllers yngre bror Poul Møller (1919-1997), der tegnede partiet, idet Poul Møller nu blev ansigtet udadtil. På trods af personlige modsætninger forekom samarbejdet relativt harmonisk, og 1960’erne blev for Det Konservative Folkeparti præget af vælgerfremgang. I 1968 blev partiet endog større end Venstre. Politisk lå partiet i disse år på en moderat borgerlig linje, der søgte at fastholde partiet i en position som et borgerligt midterparti. Der var bl.a. som følge heraf røster fremme om at forlade betegnelsen ”konservativ” i partinavnet, hvilket dog ikke blev til noget.

VKR-regeringen 1968-1971

Det var igennem 1960’erne lykkedes at skabe fundamentet for et borgerligt samarbejde mellem Venstre, Konservative og Det Radikale Venstre. En væsentlig forudsætning herfor var, at den tidligere stærke modsætning mellem De Radikale og De Konservative blev skubbet i baggrunden. Afgørende var det også, at Socialdemokratiet med det såkaldt 'røde kabinet' i 1966-1967 havde søgt at indgå i et politisk samarbejde med venstrefløjen uden om De Radikale.

De borgerlige samlingsbestræbelser blev kronet med succes, da det efter valget i 1968 lykkedes at skabe en VKR-flertalsregering under ledelse af den radikale Hilmar Baunsgaard (1920-1989). Den borgerlige regering kom imidlertid ikke til at betyde et opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat, men førte en politik, der grundlæggende lå i forlængelse af tidligere socialdemokratiske regeringers.

Mange konservative vælgere var skuffede over en borgerlig regering, der indførte kildeskatten, frigav pornografien og åbnede for øgede muligheder for abort. Samtidig blev De Konservative svækket af indre stridigheder efter Poul Sørensens død i 1969. Striden stod mellem Poul Møller og Erik Ninn-Hansen (1922-2014). Poul Møller anså sig som partiets lederskikkelse, men et skrøbeligt helbred betød, at Erik Ninn-Hansen snart kom til at stå som partiets politiske leder.

Et parti i krise

Ved valget i 1971 faldt VKR-regeringen, og Det Konservative Folkeparti mistede otte mandater. Dermed var krisen for partiet imidlertid kun lige begyndt. På de indre linjer udviklede sig en alvorlig modsætning mellem Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup-Clemmensen (1920-2009), der i 1972 var blevet partiets landsformand. Modsætningen handlede om, hvorvidt det var partiets folketingsgruppe eller det organisatoriske bagland, der skulle fastlægge den politiske linje. Men den var også et spørgsmål om partiets ideologiske kurs. Hvor Erik Ninn-Hansen ville rykke partiet en smule til højre, ønskede Haunstrup-Clemmensen et borgerligt midterparti, der skulle kunne indgå i samarbejde med Socialdemokratiet.

Jordskredsvalget i 1973 ramte partiet relativt hårdere end de andre gamle partier, idet det blev næsten halveret. Den borgerlige utilfredshed slog igennem i Fremskridtspartiet, der gjorde indhug i partiets højrefløj. På den politiske midte tabte man stemmer til Centrum-Demokraterne, mens Kristeligt Folkeparti, der var opstået som en reaktion på abortlovgivningen under VKR, tog vælgere med traditionelle, kristelige værdier. Ved valget i 1975 blev partiet atter næsten halveret og sad tilbage med kun 10 mandater.

Poul Schlüters æra

På det tidspunkt var fløjkampen i partiet bilagt, idet Poul Schlüter (1929-2021) var blevet politisk leder året før. Det lykkedes ham langsomt at genrejse partiet efter nederlaget i 1975. En årsag hertil var, at han anviste partiet en plads i det parlamentariske system som et arbejdsdueligt borgerligt alternativ. En anden var, at Venstre fra slutningen af 1970’erne blev ramt af tilbagegang. Endelig kunne Schlüter fra slutningen af 1970’erne ride på en bølge af begejstring, der knyttede sig til et generelt politisk, økonomisk stemningsskifte i Europa og USA. Ved valget i 1981 havde partiet genvundet de fleste af de mandater, det havde tabt i 1973, og Poul Schlüter kunne træde i spidsen for en borgerlig firkløverregering bestående af De Konservative, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Poul Schlüter forblev statsminister frem til 1993 med forskellige regeringskoalitioner, men med Konservative og Venstre som kernepartierne.

Schlüteræraens politiske dagsorden var præget af den økonomiske politik, hvor regeringen udstak en reformkurs, der bl.a. indebar et opgør med inflationsfremmende strukturer som lønmodtagernes dyrtidsfond samt tiltag, der skulle reducere Danmarks underskud på betalingsbalancen. Udenrigspolitisk var regeringen stækket, idet der eksisterede et alternativt udenrigspolitisk flertal, der tvang regeringen ind på den såkaldte ”fodnotepolitik” i forhold til NATO.

Valget i 1984 blev det bedste valg i Det Konservative Folkepartis historie med 42 mandater og 23,4 % af stemmerne. Herefter oplevede partiet dog en vigende vælgertilslutning, bl.a. fordi Schlüter lagde mere vægt på at sikre en funktionel regering end at åbne for yderligere markering af konservative særstandpunkter.

Schlüteræraen afsluttedes med tamilsagen. Da det i 1993 blev afsløret, at justitsminister Erik Ninn-Hansen havde gjort sig skyldig i ulovlig forvaltning i en række sager omkring familiesammenføringer til tamilske flygtninge, trak det tæppet væk under den borgerlige regering, der overlod regeringsmagten til Socialdemokratiet og De Radikale uden at udskrive valg.

Poul Schlüter (1929-2021) i 2005. Foto: Johannes Jansson/norden.org.

1990’ernes kriser

Tiden efter Schlüters afgang som statsminister og partiformand i 1993 og frem til 1999 blev præget af tilbagevendende kriser for Det Konservative Folkeparti, der ved valget i 1994 havde mistet positionen som det største borgerlige parti. Kampen om at blive Poul Schlüters arvtager stod mellem Henning Dyrmose (f. 1945) og Hans Engell (f. 1948), der gik sejrrigt ud af striden. Engell søgte i perioden 1994-1997 at sikre manøvrerum for partiet ved at løsrive det fra det snævre samarbejde med Venstre. Indadtil søgte han at samle magten i partiet hos sig selv ved både at indtage posten som politisk leder og partiformand. Partiet lå i denne periode på omkring 15 procent af stemmerne.

Hans Engells pludselige og ufrivillige afgang som politisk leder og partiformand i 1997 kastede partiet ud i en ny og mere alvorlig krise. Denne gang stod striden mellem to fløje omkring Hans Engell og dennes efterfølger Per Stig Møller (f. 1942). Da partiet ved folketingsvalget i 1998 blev næsten halveret og endte på 8,9 procent, måtte Per Stig Møller trække sig. Han blev efterfulgt af Pia Christmas-Møller (f. 1961) som politisk leder. Hun formåede imidlertid ikke at skabe ro i partiet. Derfor overgik ledelsen af partiet i 1999 til den hidtil upåagtede Bendt Bendtsen (f. 1954), der udmærkede sig ved ikke at have spillet nogen rolle i årtiets fløjkrige.

År 2001 og derefter

Det lykkedes Bendt Bendtsen at skabe ro i Det Konservative Folkeparti, og i 2001 kunne partiet atter indtræde i regering, denne gang under ledelse af Venstres Anders Fogh Rasmussen (f. 1953). I denne periode markerede partiet sig særligt som fortaler for skattelettelser, samtidig med, at partiet søgte at holde en vis distance til regeringens støtteparti Dansk Folkeparti. Vælgeropbakningen var stabil og en anelse stigende, alligevel blev Bendt Bendtsen kritiseret for ikke at være synlig nok.

Ved Bendt Bendtsens afgang i 2008, blev Lene Espersen (f. 1965) partiets formand og politiske leder. Hun forsøgte at rykke partiet mod højre blandt andet med et kontroversielt integrationsudspil i sommeren 2009. Da der opstod blæst om hendes person i 2010, måtte hun trække sig efter pres fra baglandet og overlade sine poster til Lars Barfoed (f. 1957). Partiet stod på dette tidspunkt til en markant nedgang, og det lykkedes ikke Lars Barfoed at ændre tendensen. Ved valget i 2011 blev partiet mere end halveret og endte som Folketingets mindste med 4,9 procent af stemmerne og 8 mandater. Lars Barfoed søgte at bringe partiet ud af den negative spiral ved at placere det som et borgerligt midterparti, der kunne indgå brede politiske forlig. Resultaterne udeblev imidlertid og i sommeren 2014 overlod han ledelsen til Søren Pape Poulsen (1971-2024). Ved folketingsvalget i 2015 fik partiet 3,4 procent og mistede to mandater.

Det Konservative Folkepartis logo. Fra: Wikimedia Commons