Sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne og den efterfølgende konflikt

I de første måneder af 1985 var der stor mobilisering og aktivitet i fagbevægelsen. Årsagen var overenskomstforhandlingerne for både det offentlige og det private arbejdsmarked, der forgik i slutningen 1984 og starten af 1985. Arbejdsmarkedets parter stod fra begyndelsen langt fra hinanden. I fagbevægelsen var der ønske om en nedsættelse af 40 timers arbejdsugen til 35-timer, så der blev plads til flere på arbejdsmarkedet. Ydermere stillede fagforbundenes hovedorganisation LO - med henvisning til den svagt forbedrede økonomi og de foregående års ret magre overenskomster - krav om en årlig lønforhøjelse på 6 %. Fra Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) side var man dog som udgangspunkt ikke indstillet på at røre ved arbejdstiden eller give en årlig lønforhøjelse på mere end 2 %, sandsynligvis fordi man stadig var usikker på økonomien efter den lange økonomiske krise. 

Forhandlingerne brød endeligt sammen den 21. marts 1985, efter at begge sider nægtede at acceptere forligsmandens skitse, der opererede med en lønstigning på 4 % og en arbejdsuge på 38 ½ timer. Konsekvensen af sammenbruddet var, at fagforeningerne under LO fra den 24. marts 1985 indledte en omfattende generalstrejke med ca. 280.000 ansatte på det private arbejdsmarked, og at arbejdsgiverne fra samme dato indledte en ligeså omfattende lockout. Fra den 1. april var der ligeledes varslet en omfattende udvidelse af strejken fra fagbevægelsens side med yderligere 200.000 arbejdstagere, primært fra den offentlige sektor organiseret under Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (senere FTF). Det var første gang i danmarkshistorien, at der blev varslet en så stor og omfattende strejke fra de offentligt ansattes side.

Efter overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter var brudt sammen den 21. marts 1985 indledte fagforeningerne under LO en omfattende generalstrejke. Fagbevægelsen stillede blandt andet krav om en nedsættelse af den 40-timers arbejdsuge til 35 timer. Foto: Venstresocialisternes publikation: ”I kølvandet… Påskestrejkerne 1985” (1985)

Regeringsindgreb efter to dages strejke

Den borgelige regering under ledelse af Poul Schlüter (K) greb meget hurtigt ind i konflikten. Efter to dages strejke fremlagde regeringen den 26. marts 1985 et lovforslag om et regeringsindgreb, der ville træde i kraft den 1. april og hermed forhindre den varslede udvidelse af strejken. Regeringens indgreb fastlagde en ramme for lønstigningerne på 2 % for det første år og 1½ % for det andet år. Herudover skulle arbejdstiden ved udgangen af 1987 nedsættes fra 40 til 39 timer. I både fagbevægelsen og Folketinget havde man nok forventet et regeringsindgreb, men ikke så hurtigt og ikke et, der stillede arbejdstagersiden så meget dårligere end i forligsmandens skitse. Regeringens stærkt politiske indgreb til fordel for arbejdsgiverne udløste vrede i fagforeningerne og de politiske venstrefløjspartier. I både fagforeningerne og partierne havde man dog svært ved at opnå enighed om, hvorledes man bedst og mest konstruktivt skulle protestere mod regeringens ageren.

Fagbevægelsens ledelse var indstillet på at respektere regeringsindgrebet og hermed indstille strejkerne og protesterne fra den 1. april 1985. Vreden over indgrebet burde udtrykkes parlamentarisk med Socialdemokratiet som talerør og ved næste folketingsvalg. I flere af fagforeningerne og i partierne til venstre for Socialdemokratiet var man dog ikke villige til at acceptere regeringsindgrebet, og strejkerne fortsatte derfor i strid med overenskomsterne efter den 1. april. Parolerne ved strejker og demonstrationer handlede dels om at udtrykke utilfredshed med indgrebet, dels om at protestere mod den borgerlige regering.  Fagbevægelsen og venstrefløjen fremstod altså meget splittede. De overenskomststridige strejker nåede deres højdepunkt onsdag den 10. april med demonstrationer i alle landets større byer.

Den 1. april 1985 trådte den borgerlige regering under ledelse af Poul Schlüter regeringsindgreb, der stillede arbejdstagerne væsentligt dårligere end i forligsmandens skitse, i kraft. Selvom fagbevægelsens ledelse var indstillet på at respektere indgrebet, fortsatte strejkerne og demonstrationerne imod både indgrebet og regeringen frem til midten af april, hvorefter de overenskomststridige strejker ebbede ud. Foto: Venstresocialisternes publikation: ”I kølvandet… Påskestrejkerne 1985” (1985)

Under strejken, både før og efter regeringsindgrebet, var store dele af Danmark sat ud af drift. Børnepasningsinstitutionerne var lukket, mange aviser udkom ikke, og tv og radio sendte ikke udsendelser. Flere industrivirksomheder måtte indstille produktionen, og den offentlige transport var flere steder aflyst. I København blev demonstrationer ledsaget af en række omfattende aktioner, hvor bl.a. alle adgangsveje til Christiansborg blev blokeret.

Fra midten af april ebbede de overenskomststridige strejker ud, og arbejdsmarkedet gik tilbage til normale tilstande. Strejkerne blev ved deres afslutning opgjort af Danmarks Statistik til at være de største i landets historie, målt på antallet af deltagere (ca. 580.000).

Strejkernes betydning: to forskellige tolkninger

Overordnet set er der forsket meget lidt i påskestrejkernes historie i forhold til, hvor store de var.  Der er dog blevet skabt to forskellige fortællinger i forskningen såvel som i medierne omkring strejkerne i 1985.

Den ene fortælling anskuer strejkerne som et nederlag for den danske fagbevægelse. Her ses den danske påskestrejke som et led i den politiske strejkebølge, der fandt sted i Vesteuropa i midten af 1980’erne, herunder særligt de store og meget lange minestrejker i Storbritannien 1984/1985 og den tyske fagbevægelses forsøg på at opnå nedsat arbejdstid inden for industriområdet i 1984. Disse arbejdskampe gik i lighed med de danske påskestrejker også fra at være en normal arbejdsstrid til i højere grad at være en strid mod en højreorienteret regering og dennes økonomiske politik. Ligesom i England anskues de danske strejker således som udtryk for, at den borgerlige regering ikke gav sig en millimeter over for fagbevægelsens krav, og strejken førte heller ikke til et politisk magtskifte ved næste valg. Resultatet heraf var, at fagbevægelsen måtte erkende og acceptere en mindre indflydelse på arbejdsmarkedet end tidligere.  Dette indflydelsestab tolkes som noget, der stadig påvirker fagbevægelsen, og det bruges som en del af forklaringen på LO-fagbevægelsens medlemskrise i 1990’erne.

Den anden fortælling ser langt mere positivt på resultatet af påskestrejkerne, der vurderes til at have givet både arbejdsgiverne og regeringen en markant forskrækkelse. Dette betød, at de ved de næste overenskomster var langt mere lydhøre over for fagbevægelsens krav, hvilket i henhold til denne tolkning skulle være årsag til, at arbejdstiden i 1990 blev nedsat til 37 timer, og at man, særligt på det private arbejdsmarked, ved de næste overenskomster opnåede en reallønsfremgang.

Begge fortællinger kan sådan set være sande i den forstand, at både regering, arbejdsgivere og fagbevægelse sandsynligvis alle ønskede at undgå en gentagelse af scenariet i 1985. Derfor er det meget tænkeligt, at alle parter efterfølgende har anstrengt sig for ikke at presse modstanderen op i en krog og dermed forårsage en lignede konfliktsituation.