Regeringsdannelse

Statsminister Poul Schlüter havde udskrevet valg til Folketinget den 15. december 1983, fordi regeringens finanslovsforslag faldt ved tredjebehandlingen. Valget blev afholdt den 10. januar 1984 og blev en stor sejr for Det Konservative Folkeparti, der med 42 mandater fik sit bedste valg nogensinde. Regeringspartneren Venstre gik frem, dog kun med 2 mandater til i alt 22. Kristeligt Folkeparti vandt ét mandat (til i alt fem). Til gengæld var valget næsten katastrofalt for det sidste parti i Firkløverregeringen, Centrum-Demokraterne, der gik fra 15 til 8 mandater. Uagtet den ændrede mandatfordeling blev der i første omgang ikke ændret ved ministerposternes fordeling.

Regeringspartierne havde samlet set oplevet en fremgang, hvilket betød, at de i denne periode kunne nøjes med Det Radikale Venstres 10 mandater samt 3 nordatlantiske mandater for at have flertal i Folketinget. Regeringen var altså ikke længere afhængig af Fremskridtspartiet, som generelt blev anset for ustabilt og parlamentarisk upålideligt. Regeringsperioden blev i stigende grad præget af rivaliseringer mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti. Venstre forsøgte i stigende grad at markere sig som liberalt parti, mens statsminister Poul Schlüter søgte mod midten for at realisere sin ambition om at gøre Det Konservative Folkeparti til det samlende, store folkeparti i stedet for Socialdemokratiet.

Ministeriet Poul Schlüter I(b) fotograferet i folketingssalen. Fra venstre ses økonomiminister Anders Andersen, finansminister Henning Christophersen, kirkeminister Elsebeth Kock-Petersen, justitsminister Erik Ninn-Hansen, indenrigsminister Britta Schall Holberg, miljøminister og minister for nordiske anliggender Christian Christensen, statsminister Poul Schlüter, fiskeriminister Henning Grove, arbejdsminister Grethe Fenger Møller, landbrugsminister Niels Anker Kofoed, minister for offentlige arbejder Arne Melchior, skatteminister Isi Foighel, energiminister Knud Enggaard, kulturminister Mimi Jakobsen, undervisningsminister Bertel Haarder, industriminister Ib Stetter, boligminister Niels Bollmann, forsvarsminister Hans Engell, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, socialminister Palle Simonsen og længst til højre grønlandsminister Tom Høyem. Foto: Mydtskov Foto

Finansloven for 1985

Folketingsvalget var blevet udskrevet på spørgsmålet om finansloven, og efter valget blev regeringens første opgave at få den igennem. Regeringen havde sikret sit flertal, men valgte alligevel at invitere Socialdemokratiet til forhandlinger. De brød dog hurtigt sammen, selvom Socialdemokratiet var villig til at ofre nogle af sine kardinalpunkter. Især Venstre stod stejlt i forhandlingerne i forhold til at inkludere socialdemokraterne og deres holdninger. Ved den endelige afstemning om finansloven undlod Socialdemokratiet at stemme, men stemte altså heller ikke imod ligesom inden valget. Fremskridtspartiet, Socialistisk Folkeparti (SF) og Venstresocialisterne (VS) stemte imod.

Den økonomiske politik

1970'ernes økonomiske krise med stagflation (dvs. lav eller ingen vækst samt stigende arbejdsløshed og høj inflation) blev i midten af 1980'erne afløst af et kortvarigt økonomisk opsving, som dels havde sine rødder i et internationalt konjunkturomsving, dels i de økonomiske krisetiltag. Med opsvinget fulgte en forøgelse af beskæftigelsen, en stigning i boligbyggeriet, større investeringslyst og større privatforbrug. Det medførte alt sammen større import, hvilket gav negativt udslag på både betalingsbalancen og statsbudgettet. Betalingsbalanceunderskuddet havde været et problem siden oliekrisen i 1973, og i 1984 ville det ifølge økonomiske prognoser nå op på 12 mia. kr.

Sammen med Det Radikale Venstre indgik regeringen derfor i april 1984 forlig om en langsigtet økonomisk plan. Forliget bestod af tre hovedelementer:

1. En finanspolitisk stramning, der skulle begrænse importen - primært ved hjælp af forhøjede afgifter og offentlige besparelser.
2. En målsætning om, at de offentlige udgifter 1985 ikke måtte stige forhold til 1984.
3. En række indkomstpolitiske tiltag, herunder en forlængelse af suspensionen af den automatiske dyrtidsregulering indtil 1987, og en henstilling til arbejdsmarkedets parter om, at de kommende overenskomster ikke måtte indeholde høje lønstigninger.  

Forliget var dog ikke nok til at vende den negative udvikling. De følgende år fulgte regeringen derfor op med finanspolitiske og indkomstpolitiske tiltag i finanslovene.

Dertil kom ekstraordinære tiltag som Julepakken 1985, Påskepakken 1986 og Kartoffelkuren 1986.

Julepakken 1985 skulle begrænse det offentlige og private forbrug. Pakken indeholdt således en strafafgift for kommuner, som ikke overholdt regeringens krav om uændrede offentlige udgifter, en begrænsning af mulighederne for at optage lån i friværdien af fast ejendom og endelig en række afgiftsforhøjelser på benzin, olie, gas og kul.

Påskepakken 1986 havde til formål at begrænse privatforbruget og bestod primært af en række nye afgifter på såkaldt luksusforbrug såsom alkohol, tobak, charterrejser, elektronik mm.

Kartoffelkuren blev indført i oktober 1986 og skulle fremme befolkningens lyst til at spare op og begrænse gældsætning. Kartoffelkuren bestod dels af indførelse af en række afgifter på almindelige forbrugsvarer, dels af en renteafgift på 20 % på alle forbrugslån i banker, finansieringsvirksomheder og andre konto- og afbetalingsordninger. Den forhøjede renteafgift gjaldt også for allerede tegnede lån, og loven fik derfor en tilbagevirkende kraft.

I juni 1985 indgik Firkløverregeringen et stort skatteforlig med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. De personlige indkomstskatter blev lettet over hele indkomstskalaen, men særligt i den lave ende. Marginalskatteprocenten blev sænket fra 78 % til 68 %, og selskabsskatten blev forøget fra 40 % til 50 %.  Skatten på renteindtægter blev sat ned for at motivere danskerne til at spare op, og der blev saneret i skattefradragsordningerne, hvilket skulle fjerne incitamentet til at gældsætte sig.

Den 1. april 1987 vedtog regeringen med støtte fra Det Radikale Venstre et lovforslag, der endeligt afskaffede dyrtidsreguleringen, der automatisk regulerede lønnen i takt med prisudviklingen. Dyrtidsreguleringen var en af de væsentligste årsager til inflation, og Poul Schlüters regeringer havde flere gange suspenderet ordningen midlertidigt, senest ved forliget i 1984 med Det Radikale Venstre. Afskaffelsen af ordningen var en indgriben i et område på arbejdsmarkedet, der var dækket af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter (den danske model), og derfor mødte regeringen principiel kritik for tiltaget. Kritikken blev dog dæmpet af, at reallønnen for første gang siden 1980 var stigende og inflationen aftagende.

Den økonomiske politik var i fokus også under valgkampen forud for valget i 1984. På billedet ses finansminister Henning Christophersen fra Venstre forklare, hvorledes regeringen sparede flere penge end Socialdemokratiet. Christophersen var iøvrigt iført tweed på sine rådgiveres opfordring for at fremstå mere folkelig. Foto: Ritzau Scanpix 

Sikkerhedspolitikken

I sikkerhedspolitikken måtte regeringen fortsat kæmpe med det såkaldte alternative flertal (Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Venstresocialisterne), som pålagde regeringen en række dagsordner inden for sikkerhedspolitikken. Den 3. maj 1984 blev regeringen pålagt at søge at fremme de aktuelle forhandlinger om mellemdistanceraketter mellem USA og Sovjetunionen (INF-forhandlingerne) samt at arbejde for, at Danmark forblev atomvåbenfrit i freds-, krise- og krigstid ved at gøre Norden til atomvåbenfri zone. Dagsordenen om Norden som atomvåbenfri zone var dog sprogligt udformet således, at zonen var betinget af garantier fra USA og Sovjetunionen, og dermed var det implicit, at Danmark ikke skulle gå enegang inden for NATO. Regeringen undlod at stemme om dagsordenen. Frem til valget i 1987 blev der fremsat yderligere 15 dagsordener, der omhandlede INF-forhandlingerne, Norden som atomvåbenfri zone samt det i 1983 af den amerikanske præsident Ronald Reagan (1911-2004) introducerede missilforsvarssystem, der populært blev kaldt stjernekrigsprojektet.

EF-pakken 1986

Efter at det Europæiske Fællesskab (EF) i 1970'erne havde været inde i en stagnationsperiode, kom samarbejdet i 1980'erne igen ind i en dynamisk udvikling. Der blev således udformet en ny traktat for samarbejdet, hvor realiseringen af Det Indre Marked (fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital mellem medlemslandene) stod centralt. Traktatudkastet blev kendt som Den Europæiske Fællesakt, i Danmark oftest kaldet EF-pakken. Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet var skeptiske over for udkastet, bl.a. fordi det indeholdt en eksplicit sammenkobling mellem det overnationale fællesmarked og det mellemstatslige udenrigspolitiske samarbejde (EPS-samarbejdet) samt en øget brug af flertalsafgørelser. Realiseringen af Det Indre Marked berørte områder som miljø, arbejdsmarked, forbrugerbeskyttelse, arbejdsmiljø osv., og partierne frygtede, at de høje danske standarder ikke ville blive sikret godt nok, hvis Danmark ikke længere havde vetoret omkring disse spørgsmål.

Firkløverregeringen havde således ikke nok mandater til at få EF-pakken vedtaget i Folketinget. Poul Schlüter besluttede derfor at udskrive en vejledende folkeafstemning om EF-pakken fremfor at udskrive et folketingsvalg. Dette kunne lade sig gøre, da Socialdemokratiet bakkede op om afstemningen.

Valget blev afholdt den 27. februar 1986 og blev en sejr for regeringen. 56,2 % stente for, 43,8 % imod. Dagen efter kunne Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022) derfor underskrive Fællesakten.

Folketingsvalg 8. september 1987

Schlüter-regeringen opnåede som den første borgerlige regering i mere end 60 år at sidde en hel valgperiode ud. Regeringens væsentligste bedrifter var at få vedtaget den faste forbindelse over Storebælt, beslutningen om at oprette et licens- og reklamefinansieret TV-2, tilslutningen til EF-pakken samt skattereformen fra 1985/86 og afskaffelsen af dyrtidsreguleringen i 1986. Til gengæld havde regeringen også måttet gribe ind i en overordentlig hård konflikt under overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 1985, hvor mere end 300.000 lønmodtagere var i konflikt. Forløbet resulterede i store demonstrationer mod regeringen.

I 1987 måtte regeringen desuden erkende, at økonomien stadigvæk var dårlig. I 1986 var betalingsbalanceunderskuddet vokset til 35 mia. kr. Importen var steget med 7 % som følge af vækststigningen, mens eksporten til udlandet stod stille.  Arbejdsløsheden var dog faldet fra gennemsnitlig 10,2 % i 1982 til 7,7 % i 1986, og det var lykkedes regeringen at bremse stigningen i de offentlige udgifter. 

Poul Schlüter udskrev valg til afholdelse den 8. september 1987. Den konkrete anledning var en arbejdskonflikt med edb-fagforeningen PROSA. Konflikten krævede et regeringsindgreb, men et folketingsvalg var under alle omstændigheder på dagsordenen for 1987. Det Konservative Folkeparti stod godt i meningsmålingerne og håbede på en fremgang, der kunne fravriste Socialdemokratiets dets position som dominerende midterparti. Valget blev dog en skuffelse for Firkløverregeringen, der samlet gik syv mandater tilbage (heraf mistede Det Konservative Folkeparti fire mandater og Venstre tre). Flertallet med Det Radikale Venstre var væk, og en ny borgerlig regering ville være afhængig af Fremskridtspartiets ni mandater for at nå 90. Samme aften meddelte statsministeren, at han demissionerede og ville indkalde til en dronningerunde.