Artikler
Det Konservative Folkeparti opstod i 1915 med udspring i Højre. Partiet videreførte i perioden 1915-45 en national og forsvarsvenlig politik, men lagde stadig mere vægt på sociale spørgsmål, middelstandens interesser og en aktiv erhvervspolitik.
Det Konservative Folkeparti blev stiftet 18. december 1915 af medlemmer fra Højre, De Frikonservative og dele af Det Moderate Venstre. Dets forudsætning var 1915-grundloven og en erkendelse, af at konservatismen nu måtte arbejde på den lige og almindelige valgrets grund. Intentionen var at skabe et borgerligt og folkeligt parti, der kunne dæmme op for det fremvoksende socialdemokrati, og partiet ønskede at repræsentere og forsvare den danske middelklasse i land og by økonomisk, politisk og socialt. Samtidig lagde partiet vægt på det nationale og en stærkt forsvarsvenlig politik.
Fra begyndelse var Det Konservative Folkeparti et hus i strid med sig selv. Formelt set hyldede man den almindelige valgret, reelt set indeholdt partiet fortsat mange elementer af det gamle Højre, der var kritiske overfor parlamentarisme og den almindelige valgret. Den afgørende strid kom i partiets unge år til at stå mellem middelstandsfløjen omkring redaktør Asger Karstensen (1874-1945) og nationaløkonomen L.V. Birck (1871-1933) på den ene side og storindustrifløjen centreret om industrimanden Alexander Foss (1858-1925). Striden rasede fra 1918-20 og sluttede først da storindustrifløjen kom sejrrigt ud af den. Efter konflikten fulgte dog et voldsomt generationsskifte i partiet. I 1920 var en generation af unge politikere blevet valgt til Folketinget, og denne nye generation var i høj grad tilhængere af middelstandspolitikken.
1920'erne - Landbofløj og byerhvervsfløj
1920'erne og 1930'erne medførte nye konfliktlinjer i samfundet og dermed også ændrede forhold for Det Konservative Folkeparti. Partiet var i 1920-24 støtteparti for Neergaards Venstreregering, men samarbejdet var ikke problemfrit. Særligt i forsvars- og erhvervspolitikken stødte de to partier sammen. I Det Konservative Folkeparti opstod nu en ny konfliktlinje mellem en fløj, der ønskede borgerligt samarbejde og en fløj, der ville markere konservative særstandpunkter. Samtidig var partiet splittet i en landbofløj og en byerhvervsfløj. Landbofløjen ønskede borgerligt samarbejde og bedre forhold for landbruget, mens byerhvervsfløjen ønskede at hævde konservative særstandpunkter og at forsvare den svage danske industri mod udenlandsk konkurrence.
Under John Christmas Møller
John Christmas Møller (1894-1948), landbofløjens talsmand, blev gruppeformand i 1928. Forholdet til Venstre blev under ministeriet Madsen-Mygdal fra 1926-1929 stadig mere anstrengt. Skønt Christmas Møller tidligere havde stået på det borgerlige samarbejdes linje, fandt han det nu nødvendigt at hævde en selvstændig konservativ linje. Da striden om forsvaret blussede op i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i 1929, undlod Det Konservative Folkeparti at stemme for finansloven. Regeringen faldt. Det Konservative Folkeparti havde hævdet sit væsentligste særstandpunkt, løsrevet sig fra Venstre, men også kastet magten i hænderne på Socialdemokratiet.
Det Konservative Folkeparti gik ind i 1930'erne med en høj grad af optimisme, men blev plaget af en delvist selvforskyldt parlamentarisk isolation og en stagnerende vælgertilslutning. For mange konservative understregede denne situation nødvendigheden af en ny konservativ politik. Dette afspejledes i det nye partiprogram fra 1933, der fremhævede partiets nationale ståsted, politiske liberale linje og dets stadigt mere socialkonservative profil, hvor navnlig funktionærstandens kår blev en mærkesag. Kræfter i partiet havde tillige ønsket et opgør med parlamentarismen, inspireret af de antidemokratiske strømninger der prægede Europa. Det fik de ikke. Under John Christmas Møllers ledelse veg partiet ikke fra den parlamentariske linje.
John Christmas Møller og Statsminister Thorvald Stauning i folketingssalen. Foto: Det Kgl. Bibliotek
Grundlovsspørgsmålet
Afgørende betydning for udviklingen i Det Konservative Folkeparti fik forfatningsspørgsmålet. En gruppe yngre konservative anført af redaktør Ole Bjørn Kraft (1893-1980) havde allerede tidligt ønsket et opgør med Rigsdagens førstekammer Landstinget. Sagen var sprængfarlig for partiet, idet landstingsgruppen og flere ældre konservative var modstandere af enhver tanke om at ændre ved Landstinget. Først da Landstinget i 1936 mistede sit borgerlige flertal og dermed sin legitimation som ”konservativ garanti” blev det muligt at åbne debatten. John Christmas Møller satte sig i spidsen for ønsket om en grundlovrevision. Han trumfede sin vilje igennem trods stor modstand fra dele af partiet, men på valgdagen blev de konservative grundlovsmodstandere hjemme. Grundlovsforslaget blev forkastet. En skuffet John Christmas Møller forlod sine tillidsposter i 1939.
Under besættelsen
Det Konservative Folkeparti anså kapitulationen 9. april som konsekvensen af den Socialdemokratiske-radikale forsvars- og udenrigspolitik, alligevel deltog partiet i samlingsregeringen og samarbejdspolitikken. Krigen igennem var partiet stærkt splittet mellem modstand og samarbejde, men opretholdt en kritisk linje i forhold til samarbejdspolitikken. Partiets nationale holdning var medvirkende til valgsejren ved valget i 1943, men betød også at flere markante konservative efter augustopstanden 1944 måtte gå under jorden. Den tidligere partiformand John Christmas Møller måtte i 1942 flygte til England. Med sine radiotaler fra London fik han under besættelsen næsten ikonisk status blandt de danskere, der ønskede modstand mod besættelsen.
Efter krigen
Krigens afslutning i 1945 betød en konservativ nyorientering. Christmas Møller vendte hjem og satte sig i spidsen for en markant venstredrejning af Det Konservative Folkeparti. Et nyt partiprogram fra 1945 talte om øget omfordeling og økonomisk demokrati, og samtidig nedtonedes nogle af partiets eksplicitte nationale ideer til fordel for tiltro til det internationale samarbejde. Dette politiske kursskifte førte sammen med en voldsom strid om Flensborgs eventuelle genforening med Danmark til splittelse i partiet. John Christmas Møller brød selv med partiet i 1948 på grund af uenighed om partiets Sønderjyllandspolitik, hvor han mod partilinjen kraftig modsatte sig en genforening med Flensborg. Turbulensen fik mange vælgere til at søge væk fra partiet. De håb partiet havde haft om øget vælgertilslutning bag en folkelig, moderat borgerlig linje blev i efterkrigstidens første år skuffet.