Det Radikale Venstres indflydelse

I 1920 mistede Det Radikale Venstre regeringsmagten efter syv år og blev det lille af de fire store partier. Det socialliberale parti repræsenterede en uhomogen gruppe af vælgere. Blandt husmændene på landet stod det stærkt, ligesom det havde godt tag i det mere frisindede og moderne indstillede borgerskab samt i akademikere og skolelærere i byerne. I kraft af den parlamentariske balance imellem partierne forblev partiet dog fortsat meget indflydelsesrigt.

Venstres svækkelse

I 1920’erne var Venstre de selvejende gårdmænds parti. Landbruget havde central betydning for dansk økonomi og udgjorde en stor andel af valutaindtjeningen (ca. 75%). Landbrugets politiske repræsentanter havde betydelig indflydelse og gennemslagskraft med politiske krav om lave skatter og frie forhold for udenrigshandlen. Venstres vælgertilslutning gik imidlertid tilbage i 1920’erne bl.a. fordi der skete en befolkningsmæssig bevægelse fra land til by. Denne skyldtes øget mekanisering i landbruget og et betydeligt fødselsoverskud på landet samt en voksende industrialisering i byerne. De nye byboere søgte oftest deres interesser repræsenteret hos Socialdemokratiet. Derudover fik Socialdemokratiet i stigende grad fat i de landarbejdere, der tidligere overvejende stemte på Venstre.

Konservativ nyorientering

I 1920’erne havde Det Konservative Folkeparti svært ved at definere sin rolle. Endnu var der rester af godsejer- og industribaron-partiet Højre tilbage, men disse grupper var for små til at kunne danne basis for et parti i et demokratisk system med lige valgret.

En yngre generation af politikere med den dynamiske John Christmas Møller i spidsen satte sig for at definere en ny rolle til partiet. Dette skete ved at konfrontere Venstre og ved at søge at mobilisere nye vælgere blandt den voksende funktionærstand i offentlig og privat beskæftigelse. Den nye kurs fik et dramatisk udtryk ved finanslovsforhandlingerne i 1929, hvor Thomas Madsen-Mygdals Venstre-regering blev væltet af De Konservative. Dette førte til nyvalg, en socialdemokratisk ledet regering samt mange års dårlig stemning mellem de to borgerlige partier.

Socialdemokratiet i regering

I 1924-26 var Thorvald Stauning statsminister i spidsen for den første arbejderregering i Danmark. Denne regering var dog en forholdsvis svag mindretalsregering, der overlevede på de radikales støtte.

Den regering, Stauning dannede i 1929, var imidlertid en flertalsregering med Det Radikale Venstre som koalitionspartner. Ganske vist ønskede Socialdemokratiet på lang sigt at indføre socialistisk fælleseje af produktionsmidlerne, men indtil et sådant samfund kunne skabes på demokratisk grundlag, var partiet indstillet på at skabe positive resultater for sine kernevælgere via gradvise reformer. Her kunne partiet mødes med sin regeringspartner Det Radikale Venstre.

Procentfordelingen mellem partierne ved folketingsvalgene 1913-1932.

Stauning-Munch-samarbejdet

Regeringens to ledende skikkelser var statsminister Thorvald Stauning og udenrigsminister P. Munch fra De Radikale. Deres fælles ønske var at udvikle Danmark i retning af et mere økonomisk lige samfund samt at skabe en nationalfølelse baseret på demokrati, oplysning, socialt ligeværd mellem klasserne samt fælles arbejde for det nutidige samfunds udvikling. Disse målsætninger blev formuleret i et opgør med den borgerlige nationalisme, som var fokuseret på Danmarks fortid og mantraet Gud, konge og fædreland.

De to partier havde allerede under 1. Verdenskrig haft et frugtbart samarbejde om at skabe større politisk kontrol med centrale dele af samfundsøkonomien. Det var sket for at afhjælpe de beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser af krigens ødelæggende virkninger på den internationale handel. Venstre og Konservative var nødtvungent gået med til denne regulering, men ville ikke være med til at forlænge denne statslige kontrol efter krigen. Allerede dér var en central, fremtidig ideologisk konflikt i dansk politik markeret. Under 1920’ernes Venstre-regeringer var der sket en betydelig liberalisering og afvikling af de økonomiske reguleringsmekanismer.

Den nye Stauning-Munch-regering kom til magten kort før den internationale verdenskrise ramte Danmark efter Wall Street-krakket i 1929. Landbruget ramtes af nedsat efterspørgsel og indtjening og deraf følgende problemer med at betale af på bedrifternes gæld. I byerne ramtes arbejderne af arbejdsløshed, store sociale problemer og almindelighed håbløshed. Blandt regeringens krisemodforholdsregler var blandt andet oprettelsen af den såkaldte Valutacentral under Handelsministeriet i 1932, som bestemte hvilke varer, der importeredes og eksporteredes, hvortil og hvorfra, og til hvilken pris. Hensigten var at forvalte den sparsomme udenlandske valuta med størst hensyntagen til beskæftigelsen og andre vitale samfundshensyn.  Man ville undgå at lade de frie markedskræfter bestemme – med de muligheder det rummede for uønskede sociale og økonomiske konsekvenser.

Venstre og Konservative var stærkt skeptiske over for regeringens politik. De bekæmpede den retorisk ved at kalde den et indgreb i borgernes (økonomiske) frihedsrettigheder, et indgreb over for ejendomsretten og det frie erhvervslivs udfoldelsesmuligheder. De advarede også mod overdrevent bureaukrati, manglende effektivitet og faren for usagligt magtmisbrug over for erhvervslivet. De frygtede især, at redskaberne, Valutacentralen gav regeringen i hænde, ville blive brugt til at indføre en langt mere ambitiøs planøkonomi, hvor der via politiske beslutninger blev foretaget vidtrækkende ændringer i den økonomiske struktur, fx en omfattende politisk bestemt industrialisering på bekostning af landbruget. Det var ikke uden bitterhed, at de før så stærke og indflydelsesrige vælgergrupper bag partierne, Venstre og Konservative, nu så sig regeret af arbejdere og radikale by-intellektuelle.

Kulturforskelle mellem land og by

Forskydningerne i de politiske styrkeforhold i mellemkrigstiden var for en stor del en afspejling af demografiske og erhvervsstrukturelle ændringer. Befolkningsmæssigt, økonomisk og kulturelt flyttede tyngdepunktet sig fra land til by. Det skærpede en række kulturelle konflikter. Især konflikten mellem arbejdere og bønder samt mellem by og land tegnede sig tydeligere og tydeligere i løbet af 1920’erne og 30’erne.

Stereotype forestillinger blev efterhånden stærkere. Mange bønder mente, at arbejderne var socialistiske samfundsomstyrtere, der hellere ville leve på understøttelse i værtshusets dunkle belysning end levere et ærligt stykke arbejde. Arbejderne fortalte hinanden, at bønderne udbyttede og mishandlede landarbejderne og i kraft af landbrugseksportens betydning kunne diktere den økonomiske politik og tilgodese sig selv på samfundets bekostning.

Radikalisering

De kulturelle modsætninger og den fortvivlelse, som økonomiske problemer skabte for den arbejdsløse arbejdere og den tvangsauktionstruede bonde, rummede kimen til radikalisering. Det sås på begge fløje. Danmarks Kommunistiske Parti gjorde Socialdemokratiet rangen stridig som arbejderparti med højlydte krav om mere håndfaste og konfrontatoriske løsninger på arbejdernes problemer.  På den modsatte fløj voksede protestbevægelsen Landbrugernes Sammenslutning frem, som med kritik af parlamentarismen samt byernes og arbejdernes angiveligt for store indflydelse blev en konkurrent for Venstre. Samtidig lod Konservativ Ungdom sig inspirere af fascismen og nazismen, mens den direkte tyske kopi i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti vandt et vist fodfæste i Sønderjylland. Om end højlydte forblev de antiparlamentariske partier i Danmark dog marginale fænomener uden parlamentarisk indflydelse i modsætning til resten af Europa.