Ligesom under den første franske revolution og atter i midten af 1800-tallet flettede verdenskrigsepokens danske politiske udviklinger sig tæt sammen med både udenrigspolitiske forhold og socioøkonomiske interessemodsætninger, som gik på tværs af landegrænser. Og dog var og forblev de nationale institutioner de centrale fokuspunkter for tidens stridigheder. I Danmark var det først og fremmest Rigsdagen med de to kamre, Folketinget og Landstinget.

Klassepartier og folkefællesskab

Perioden efter 1. verdenskrig blev kendetegnet ved et mylder af nye politiske strømninger, mange af dem på yderfløjene. Alligevel var dansk politik perioden igennem domineret af fire store partier forankret i tydelige politiske, ideologiske og sociale klasser. I den henseende bidrog de store partier til at institutionalisere klassesamfundet. Samtidig fremstillede alle fire partier sig dog i stigende grad også som folkepartier snarere end rene klassepartier, og de viste ofte vilje til samarbejde og indbyrdes kompromis – ikke mindst for at værne det bestående samfund og dets institutioner mod de mere ekstreme politiske standpunkter.

Det Konservative Folkeparti var stiftet i 1915, men havde rødder i det gamle borgerskabs- og godsejerparti Højre. Det nye parti fortsatte Højres mærkesag, det stærke nationale forsvar, men forpligtede sig i højere grad på demokratiske værdier og appellerede til bredere befolkningslag – i første omgang navnlig de selvstændigt erhvervsdrivende, senere også funktionærerne. Denne nye kurs sikrede partiet opbakning fra 15-20 % af vælgerne perioden igennem og skaffede konservatismen som ideologisk standpunkt et nyt liv herhjemme, også selvom partiet stod uden for regeringen gennem hele perioden og desuden oplevede skarpe konflikter på de indre linjer.

Venstre, gårdmandspartiet, var ideologisk funderet i liberalismen og arbejdede for frihandel og sparsomme statsbudgetter. Det var historisk forankret i 1800-tallets kamp for demokratiet imod det gamle Højre og godsejerne, men over for arbejder- og husmandsbevægelse var Venstre rykket mod højre og samarbejdede nu tættere med Det Konservative Folkeparti. Der var dog fortsat betydelige uenigheder mellem de to partier, oftest med rødder i de sociale og økonomiske interessemodsætninger mellem landbointeresser og byerhvervenes kår. De stridigheder kom ikke mindst til at præge Venstres perioder som regeringsparti i årene 1920-24 og 1926-29, da partiet stadig sad på omtrent en tredjedel af Folketingets mandater, mens andelen op gennem 1930’erne og i besættelsesårene snarere var en femtedel.

Hvis Venstre var gårdmændenes parti, forbandt Det Radikale Venstre sig med de små husmænd. Efter mange årtiers diskussion af denne gruppes kår lykkedes det nu endelig at opbygge en egentlig husmandsbevægelse, der med den sjællandske husmand Niels Frederiksen i spidsen distancerede sig fra de gårdmandsdominerede landboforeninger. Inden for det radikale parti forbandt husmændene sig med kredse af byernes socialliberalt-humanistisk tænkende intellektuelle og åndsarbejdere (ikke mindst skolelærere). Snarere end nogen snæver klassepolitik førte partiet en demokratisk og antimilitaristisk linje, som dog i dets lange periode som regeringsparti under 1. verdenskrig måtte afbalanceres med hensynet til både krigsforholdene og det tværpolitiske samarbejde. I mellemkrigstiden mistede partiet noget af sin vælgertilslutning – fra næsten en fjerdedel af folketingsmandaterne efter valget i 1918 til kun en tiendedel af pladserne i midten af 1920’erne og perioden ud. Fra 1929 og frem blev partiet juniorpartner i de socialdemokratiske regeringer under Thorvald Stauning, alt imens dele af det radikale parti bestandigt så til højre ud fra et ønske om at gøre op med blokpolitikken.

Socialdemokratiet, der frem til besættelsen i 1940 oplevede stadig vækst og var det ledende regeringsparti fra 1929 og ind i besættelsesperioden, var derimod entydigt forankret blandt byernes arbejdere. Siden sin stiftelse i 1871 havde partiet forpligtet sig på både umiddelbare reformer i arbejdernes interesse og langsigtede socialistiske mål. Men også Socialdemokratiet præsenterede sig i stigende grad som et folkeparti med bred appel. Der skulle være ”plads for os alle”, som digteren Oskar Hansen skrev i sangen Danmark for Folket fra 1934 – en hyldest til partiets nye arbejdsprogram af samme navn. Dermed markerede Socialdemokratiet sin afstand til mellemkrigstidens nye, yderligtgående strømninger på både højre og venstre fløj, der opererede ud fra mindre rummelige opfattelser af ’folket’. Både klasseinteresserne, kampen om at tale på folkets vegne og bestræbelserne på at overvinde disse modsætninger viste sig allerede under 1. verdenskrig.    

1. verdenskrig og dansk neutralitet

Da den europæiske storkrig brød ud i august 1914 mellem to stridende alliancer, Ententemagterne (Frankrig, Storbritannien, Rusland) og Centralmagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn) med hver sit sæt af støtter i andre lande, frygtede man også i Danmark at blive inddraget militært. Hvis det kom til udvidet søkrig mellem Tyskland og Storbritannien, måtte man forvente, at de danske farvande ville blive en vigtig slagmark, ikke mindst fordi Danmark kontrollerede indsejlingen til Østersøen og Rusland. Og begge de store krigsmagter mistænkte den anden for at ville udnytte Danmark i krigen.

Til trods for de nedarvede stridigheder blandt danske politikere om forsvarssagen var der ved verdenskrigens udbrud almindelig enighed om, at man måtte gøre sit yderste for ikke at blive indblandet i krigen. I så fald havde man nemlig udsigt til at blive udslettet som selvstændig nation og indordnet under den ene eller den anden af de fremmede magter – højst sandsynligt Tyskland.

Derfor var der også udbredt enighed på dansk side om, at man i pagt med de øvrige skandinaviske lande måtte søge at fastholde landets neutrale stilling, men samtidig vise viljen til at værne om denne neutralitet. Den radikale regering under konseilspræsident C.Th. Zahle strakte neutralitetsprincipperne langt i tyskvenlig retning, tydeligst, da regeringen, med oppositionens tøvende opbakning, efterlevede tyske krav om udlægning af søminer mod den stærke britiske flådes færden i de danske farvande. Men den radikale regering måtte også bøje sin traditionelle pacifisme betragteligt, da den gik med til at indkalde den store danske sikringsstyrke på 50.000 mand til at bemande den forhadte befæstning, som nu også blev udbygget med Tunelinjen, en stribe af befæstninger fra Køge Bugt til Roskilde Fjord til værn for hovedstaden.

Truslen om inddragelse i krigen så ud til at blive aktuel flere gange. Men det gik aldrig så galt. Det skyldtes ikke kun den danske neutralitetskurs, men også det forhold, at stridsparternes forventning om en hurtig krig med snarlig sejr for egen side hurtigt viste sig stærkt overdrevet. Krigen låste sig fast i skyttegravsfronter. Og selvom Tyskland i begyndelsen af 1917 indledte en uindskrænket ubådskrig og dermed bragte truslen mod Danmark til et højdepunkt, og selvom den ubådskrig også kostede talrige danske sømandsliv, kom det aldrig til egentlige krigshandlinger på dansk område.

Den udenrigspolitiske neutralitet sikrede landets fortsatte selvstændighed og dets indbyggeres liv, men fik også afgørende økonomiske og sociale følger, som skal udfoldes senere i lektionen.

Folkeforbundet

Efter krigsafslutningen i 1918 indgik Danmark i den nye mellemstatslige organisation Folkeforbundet, der blev stiftet ud fra høje idealer om at sikre fred og gensidig forståelse mellem folkeslagene. 1. verdenskrigs massive gensidige destruktion måtte ikke gentages, lød den bærende tolkning. For dansk neutralitetspolitik var der dog de afgørende ulemper ved Folkeforbundets indretning, at det først og fremmest var de sejrende krigsparters organisation, og at et hovedmål var at sikre fælles sanktioner mod stater uden for forbundet. Det stillede Danmark i en potentielt vanskelig situation over for Tyskland, der som udgangspunkt var holdt ude af forbundet. Sammen med de øvrige skandinaviske lande trak Danmark derfor i retning af et mindre forpligtende sikkerhedspolitisk samarbejde og havde også held til at få slækket på kravene om små og udsatte staters forpligtelser til at deltage i sanktioner.

Da Tyskland i 1926 alligevel fik lov til at tilslutte sig, var mange af de høje forventninger til Folkeforbundet allerede blevet skuffet. I begyndelsen af 1930’erne arbejdede den danske regering gennem forbundet for europæisk nedrustning, og i 1935 sluttede Danmark også op om forbundets forsøg på at straffe det fascistiske Italien for at have invaderet Abessinien (nu Etiopien). Begge bestræbelser var stort set uden effekt – symptomatisk nok for det Folkeforbund, der i 1930’erne måtte se magtesløst til, mens især det nazistiske Tyskland forberedte en ny storkrig. Presset af denne udvikling trak Danmark sig i anden halvdel af 1930’erne tilbage til en mere passiv rolle i forbundet, ligesom mange andre stater.

Grundlovsrevision 1915

Den væsentligste indenrigspolitiske forandring i Danmark under 1. verdenskrig blev den nye grundlov, som blev vedtaget 5. juni 1915 – på den symbolsk vigtige årsdag for den første Junigrundlovs vedtagelse 66 år tidligere – men først trådte i kraft ved folketingsvalget den 22. april 1918 efter at være blevet udsat flere gange med henvisning til krigens usædvanlige omstændigheder. Den nye grundlov gav kvinder samt tyende af begge køn valgret til Rigsdagen, og valgretsalderen til folketingsvalg blev nu sat ned fra 30 til 25 år. Samtidig fjernede man 1866-grundlovens privilegerede Landstingsvalgret for de 1000 største skatteydere, dvs. i praksis en lille gruppe af landets rigeste indbyggere. Og man ændrede valgsystemet fra simpelt flertalsvalg i enkeltmandskredse i retning af et tillempet forholdstalsvalgsystem, hvilket gav en mere rimelig afspejling af bybefolkningens øgede vægt i landet som helhed.

Dermed kom 1. verdenskrigs politiske samarbejde hen over midten til at bane vejen for et kompromis, der gik langt i retning af de krav om demokratisering, som især kvinde- og arbejderbevægelsen havde rejst allerede før 1914. Den nye grundlov betegnede en afgørende fælles politisk anerkendelse af det moderne massesamfunds realitet og den nye tids demokratiske værdier.

De gamle demokratiskeptiske Højrepolitikere havde dog også fået politiske indrømmelser til gengæld for deres accept af den nye grundlov. Ikke alene blev Landstinget opretholdt som konservativ bastion. Mens man nedsatte valgretsalderen til Folketinget, hævede man den for Landstingsvalg fra 30 til 35 år. Og som kompensation for tabet af både den privilegerede valgret og ordningen med kongeligt udpegede Landstingsmedlemmer fra 1866-grundloven sikrede man Landstingets politiske kontinuitet og dermed dets konservative overvægt ved en sindrig ordning, så en fjerdedel af det nye Landstings medlemmer ikke var direkte folkevalgte, men udpeget af det afgående Landsting. Folketingsparlamentarismen – altså princippet om, at en regering ikke må have et folketingsflertal imod sig – havde været en alment anerkendt norm siden dannelsen af den første Venstreregering i 1901, men man undlod at indskrive den i Grundloven her 14 år senere.

Endelig værnede man hele det nye grundlovskompleks ved at gøre det vanskeligere end før at gennemføre nye grundlovsændringer. Fremover skulle ændringer sendes til folkeafstemning og opnå et flertal på mindst 45 % af de valgberettigede. Den regel fik et kvart århundrede senere, i 1939, den socialdemokratiske regerings længe forberedte forslag til en ny grundlov til at falde. Her ville man indføre samme valgretsbestemmelser til Landstinget som til Folketinget og desuden sætte valgretsalderen ned. Det forslag opnåede ganske vist et solidt flertal blandt de afgivne stemmer, men afstemningsdeltagelsen var for lav til at sikre vedtagelse, både fordi Det Konservative Folkeparti stod splittet i sin holdning til forslaget, og fordi Venstre var decideret imod og førte kampagne for at bringe valgdeltagelsen ned. Det næste afgørende skridt i demokratiseringen af den danske forfatning kunne derfor først tages i den mere entydigt demokratibegejstrede tid efter 2. verdenskrig, ved grundlovsfornyelsen i 1953.    

Revolutioner og fløjpolitik

Demokratiseringen af de politiske institutioner blev i Danmark båret igennem ved reformpolitik og kompromiser. Men ved slutningen af 1. verdenskrig kom også en ny bølge af revolutioner. Krigens tumulter rystede de europæiske samfundsordener, og i mange lande væltede de gamle styrer. Det gjaldt først og fremmest Rusland, hvor zaren blev væltet i det tidlige forår 1917, og et kommunistisk styre kom til magten et halvt år senere. Men i 1918-19 så noget lignende også ud til at kunne ske i Tyskland, hvor kejserdømmet faldt midt i krigsnederlaget, og der voksede soldater- og arbejderråd frem ud over det faldne rige.

Begge revolutioner gav ekkoer i dansk politik. Regeringen styrkede de militære posteringer ved den dansk-tyske grænse og strammede grebet om den lille yderligtgående danske venstrefløj, der nu vejrede morgenluft og dannede selvstændige organisationer. Allerede før verdenskrigen havde syndikalisterne – fagbevægelsens yderste, generalstrejkebegejstrede venstrefløj – samlet en vis opposition mod den dominerende moderate fløj i dansk arbejderbevægelse. Nu fik de følgeskab af yderligtgående unge socialdemokrater, der brød med moderpartiet. I månederne omkring krigsafslutningen i 1918 stod denne nye ydre venstrefløj bag adskillige spektakulære aktioner og store demonstrationer, der søgte at drive kritikken af den sociale nød i retning af et revolutionært brud med kapitalismen. Fra 1919 og frem blev disse kræfter samlet i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Det store revolutionære brud udeblev dog i Danmark, og DKP forblev et relativt lille og marginaliseret parti helt frem til besættelsesårene, hvor det endelig vandt bredere agtelse for sin rolle i modstandskampen – uden dog nogensinde at opnå nær så centrale politiske og kulturelle positioner som fx dets franske og italienske søsterpartier.    

Slaget på Grønttorvet den 13. november 1918 var et af flere større københavnske sammenstød mellem ordensmagten og den revolutionære venstrefløj i kølvandet på verdenskrigen, de udenlandske revolutioner og den hjemlige fattigdom. Vrede demonstranter standsede sporvognen i Frederiksborggade, og den unge syndikalist Johannes Sperling med en rød fane i hånden sprang op på taget af den for at tale til mængden. Men før han fik ørenlyd, var betjente over ham og vristede fanen fra ham. Først efter tre dages gadekampe mellem politi og demonstranter blev roen i indre by genoprettet. Foto: Politimuseet     

Også i den modsatte ende af det politiske spektrum var der røre. Ansporet af frygten for den russiske bolsjevisme og de omfattende strejkekampe stiftede danske erhvervskredse i 1920 en strejkebryderorganisation med navnet 'Samfundshjælpen', der med betydelige arbejdsgivermidler i ryggen skulle afhjælpe konfliktramte arbejdspladser, så snart myndighederne måtte anmode om det. Samfundshjælpen nåede hurtigt op på 7000 medlemmer. Tilsvarende stiftedes Landbrugets frivillige Arbejdskraft, der skulle sikre landbrugseksporten i tilfælde af konflikter i transportsektoren. Og op gennem 1920’erne opstod en hel underskov af yderligtgående højrefløjsstrømninger i protest mod arbejderbevægelsen, socialismen og opløsningen af gamle normer og hierarkier. Nogle af dem videreførte gamle Højrestandpunkter, andre udviklede nye, radikale former for konservatisme med stærkt nationale eller religiøse overtoner, ofte med udtrykkelig inspiration fra Mussolinis italienske fascisme. Holdningerne kom til udtryk i større dagblade som Jyllands-Posten og Nationaltidende samt et utal af mindre tidsskrifter. Noget samlet organisatorisk udtryk fandt 1920’ernes radikale højrefløj dog ikke.

Fremgangen på begge de danske politiske yderfløje forblev da også trods alt relativt begrænset i sammenligning med de eksplosivt voksende og mere militante bevægelser på begge fløje lige syd for grænsen. Grunden til dette skal dels findes i længerevarende traditioner for at søge kompromis og konsensus, men mindst lige så afgørende var det, at Danmark formåede at holde sig ude af 1. verdenskrig med dens følger i form af akut forarmelse, socialt sammenbrud, massive krigstraumer osv.

Påskekrisen 1920

Der var et afgørende øjeblik, hvor de revolutionære brydninger kunne synes at komme tæt på – endda uden at de netop omtalte mest yderligtgående politiske strømninger spillede nogen central rolle heri. Det var Påskekrisen i slutningen af marts 1920, hvor Christian 10. ansporet af indflydelsesrige, politisk konservative og stærkt nationalsindede erhvervskræfter (anført af Østasiatisk Kompagnis stifter H.N. Andersen foruden skibsreder A.P. Møller og brygger Vagn Jacobsen) afsatte den radikale regering. Kongen indsatte i stedet et såkaldt forretningsministerium under ledelse af sin advokat, Otto Liebe, og domineret af erhvervsfolk snarere end repræsentanter for de parlamentariske partier. Det skete hen over hovedet på folketingsflertallet og således i strid med folketingsparlamentarismens princip.

For den afsatte radikale regering og i endnu højere grad dens socialdemokratiske støtteparti lignede dette ikke blot et tilbageskridt til 1800-tallets provisoriestyre under Estrup, men også den samtidige demokratiforagt, som man kendte fra udlandet. Kongens afsættelse af regeringen skete kun få dage efter Kapp-Lüttwitz-kuppet i Tyskland, hvor højrefløjskræfter havde søgt at omvælte den nyoprettede Weimarrepublik. Det tyske kup blev standset ved en generalstrejke. Det danske socialdemokrati truede med noget lignende imod den hjemlige krænkelse af folketingsparlamentarismen.

Stridens baggrund var kompleks. Helt centralt var, at den radikale regerings accept af den danske sags nederlag i Flensborg intensiverede højrefløjens kamp for den dansk-sønderjyske sag og mod den almindelige politiske demokratisering. Et mere specifikt, men næppe mindre udslagsgivende forhold var, at modsætningerne mellem arbejderbevægelsen og arbejdsgiverne spidsede til i forbindelse med overenskomstfornyelserne, og Arbejdsgiverforeningen barslede med storlockout. Dertil kom en lidt mere halvhjertet støtte til forretningsministeriet fra lederne af partiet Venstre, som havde en kortsigtet interesse i at gennemføre nyvalg under den gamle valglov, fordi den var særligt fordelagtig for lige netop dette landboparti. Påskekrisen var dermed ikke blot en regeringskrise, men også en styrkeprøve mellem venstre- og højrefløj, mellem parlamentarismens princip og ældre politiske forståelser samt mellem arbejdsmarkedets parter.

Den skærpede kritik af kongemagten og udsigten til generalstrejke fik imidlertid både kongen og dele af den politiske højrefløj til ret hurtigt at vakle igen. På trods af den nyudnævnte statsminister Otto Liebes protester endte kongen alligevel med at lade de parlamentariske politikere indgå forlig. Løsningen blev, at der udnævntes et nyt forretningsministerium under M.P. Friis, der fik til opgave at indkalde Rigsdagen, færdigbehandle den nye valglov og gennemføre et rigsdagsvalg.

Den løsning fik Socialdemokratiet og De samvirkende Fagforbund (DsF, senere omdøbt til LO) til at afblæse generalstrejken. Ved at rasle med generalstrejkesablen havde de socialdemokratiske ledere vist sig radikale nok til at tage pusten fra den revolutionære venstrefløj. Ved at indgå forlig med kræfter til højre viste de samtidig deres vilje til en pragmatisk reformkurs på det etablerede samfunds præmisser. Denne taktiske smidighed bidrog afgørende til at styrke partiets stilling i samfundet som helhed. Det forhindrede imidlertid ikke fortsatte spændinger både i de politiske institutioner og på arbejdsmarkedet op gennem 1920’erne.    

Neergaard, Madsen-Mygdal og 1920’ernes Venstreregeringer

1920’ernes politik blev især tegnet af Venstreregeringerne, først under Niels Neergaard 1920-24, og igen 1926-29 under Thomas Madsen-Mygdal. Selvom de repræsenterede samme parti, samme sociale interesser og samme ideologiske position, lå der en hel epoke mellem deres holdninger. Neergaard var af præsteslægt, uddannet historiker med et omfattende og kompetent forfatterskab bag sig, og som næsten 70-årig statsminister var han den saglige og alment agtede statsmand. Madsen-Mygdal var 22 år yngre, af bondeslægt, uddannet først som skolelærer, men dernæst som landbrugskonsulent. Som formand for De danske Landboforeninger og Landbrugsrådet fra 1918 og frem forfægtede han både landbrugets interesser og en principfast økonomisk liberalisme. Da han uden forudgående parlamentarisk erfaring blev udnævnt til landbrugsminister under Neergaard-regeringen og senere blev statsminister, talte han vedholdende for markedskræfternes frie spil og imod arbejderbevægelsen og den offentlige sektor.

Det blev ikke ved ordene. I hans regeringstid blev der lagt hårdt pres på arbejdernes kår, der var lønnedgang og fyringer i den offentlige sektor, konstruktionen af Lillebæltsbroen blev udsat, og der blev skåret kraftigt i den allerede beskedne hjælp til de arbejdsløse, imens arbejdsløsheden nåede over 25 % af de forsikrede arbejdere. De skattelettelser, der fulgte, gavnede først og fremmest de større jordejere på bekostning af de fattige både i byerne og på landet.

Denne fasthed blev dog også Venstrestyrets akilleshæl. Ikke alene vakte den sociale omfordeling fra fattige arbejdere til arbejdsgivere og gårdmænd en harme, der bidrog til at styrke Socialdemokratiet. Venstres kurs stred også mod flere af kerneelementerne i Det Konservative Folkepartis politik som agtelsen for embedsstanden, hensynet til dansk industris særinteresser og ønsket om at øge forsvarsbudgetterne.

Det endte med, at den nye konservative partileder, den 35-årige jurist John Christmas Møller, under finanslovsforhandlingerne i 1929 trak tæppet væk under Madsen-Mygdal-regeringens spareiver. Dermed satte man også punktum for et årtis Venstredominans, der i tilbageblik fra de næste mange årtier måtte tage sig ud som en svanesang for den gamle økonomiske liberalisme.    

Staunings æra

1930’erne blev i stedet Socialdemokratiets store årti. Partiets ubestridte leder i disse år var Thorvald Stauning, landets første førende politiske skikkelse med arbejderbaggrund. Han var født i 1873 og udlært cigarsorterer, men havde tidligt vist sig som en dygtig, pragmatisk organisator i fagbevægelse og parti. Som produkt af fagbevægelsens blanding af fremskridtstro og dag-til-dag-kampe om løn- og arbejdsforhold var han også som partipolitiker selve modsætningen til principrytteren – såvel dem af Madsen-Mygdals slags som den type socialister, der kun havde øje for fremtidens fjerne mål. Som 37-årig blev Stauning formand for partiet og bestred denne post gennem tre årtier ved siden af sit virke i Folketinget og i skiftende regeringer.

Allerede under 1. verdenskrig blev han minister uden portefølje (dvs. uden et fagministerium under sig) i Zahle-regeringen. Socialdemokratiets accept af denne regeringsdeltagelse var i sig selv et signal om partiets udvikling i pragmatisk retning og et brud med dets gamle læresætning om først at indgå i regering, når man havde et flertal bag sig og dermed ville kunne gennemføre overgangen til det socialistiske samfund. Fra 1924 til 1926 stod han i spidsen for den første socialdemokratiske mindretalsregering. Det skabte frygt på den politiske højrefløj for et ’arbejderregimente’. Lige så stor symbolværdi havde udnævnelsen af det første kvindelige regeringsmedlem i den nyere danmarkshistorie: historikeren Nina Bang, der blev undervisningsminister. Reelt var denne regering dog både moderat og svag, såvel i sin parlamentariske stilling som over for de økonomiske uroligheder og strejker, der endte med at fælde den.

Men Stauning fik revanche. I spidsen for den socialdemokratisk-radikale koalitionsregering fra 1929 til besættelsen i 1940 og videre som leder af den tværpolitiske samlingsregering under den tyske besættelse frem til sin død opnåede han efterhånden status af landsfader. Under hans lederskab voksede partiet og dets politiske indflydelse til nye højder, fra godt en fjerdedel af folketingsmandaterne i 1918 til knap halvdelen i 1935, hvor partiet stillede op under det sigende slagord ”Stauning eller Kaos”. Kun hans svære position som forgrundsfigur i den første fase af samarbejdspolitikken under besættelsen satte ridser i eftertidens billede af ham. 

Udfordringer fra det autoritære højre

Hitlers og nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev et betydeligt nederlag i de unge europæiske demokratiers overlevelseskamp, men også en trussel mod såvel Danmarks sikkerhed som hele det moderne oplysningsprojekt. Den nazistiske udvikling i Tyskland var et led i en udbredt tendens til, at autoritære højrefløjsregimer afløste de fleste af de nye central- og østeuropæiske demokratier. Og ligesom den fascistiske leder Benito Mussolini havde gjort det i 1920’ernes Italien, kansler Engelbert Dollfuss i 1930’ernes Østrig, marskal Józef Piłsudski i Polen og talrige andre, begyndte Hitlers regering med at slå den socialistiske arbejderbevægelse ned. Derefter forfulgte han med stadig større ildhu den jødiske befolkning ud fra sin særlige udlægning af en tidstypisk racelære.

Socialister, jøder, kunstnere og intellektuelle flygtede fra Tyskland, en del af dem til eller gennem Danmark. Det officielle Danmark – myndigheder og politikere – så dem som en trussel for de statslige udgifter og for de politiske flygtninges vedkommende også som en mulig belastning af forholdet til Tyskland. Mange af flygtningene endte da også med at rejse videre til andre dele af verden. I mellemtiden måtte de søge bistand hos ikke-statslige hjælpekomiteer med hver sit ansvarsområde, især den socialdemokratiske Matteotti-komité, det kommunistiske Røde Hjælp og Komiteen af 4. maj 1933 (tilknyttet Mosaisk Troessamfund).

Danmark søgte fortsat at opretholde et neutralt, men velvilligt forhold til den tyske stat – også selvom neutraliteten kom under pres. Hitler begyndte at genopruste i strid med fredsbetingelserne efter 1. verdenskrig, og han gjorde krav på større territorier, i første omgang naboregioner med store tysksindede befolkningsgrupper.

Den demokratifjendtlige højrefløjs fremvækst i Central- og Sydeuropa gav samtidig ny næring til den yderste højrefløj i Danmark. Det danske nazistparti DNSAP under lægen Frits Clausens førerskab søgte at lægge sig i slipstrømmen på det store tyske forbillede og med betoning af det dansk-nationale. Men ser man bort fra Sønderjylland, hvor dele af det tyske mindretal bakkede op om nazismen også nord for grænsen, var opbakningen tøvende og begrænset. Først i 1939 lykkedes det DNSAP at opnå folketingsrepræsentation med tre mandater, mens dyrlægen Jens Møller – formand for det rivaliserende nazistparti NSDAP-N, som til forskel fra Clausens parti ønskede en grænserevision til tysk fordel – blev valgt ind for Slesvigsk Parti.

Mere entydigt forankret i hjemlige forhold var Dansk Samling, stiftet i 1936 af kredse fra højskolebevægelsens højrefløj og ud fra partiformand Arne Sørensens tanker om en national ’tredje vej’ som alternativ til både socialisme og liberalisme. Dansk Samling blev aldrig noget stort parti, men det markerede sig ved at tage klar afstand fra den tyske besættelse i 1940, og gennem sit engagement i modstandsbevægelsen vandt det nogen anseelse og blev også kortvarigt repræsenteret i Folketinget ved det første valg efter befrielsen. Derefter var dets rolle meget begrænset.

Andre nye højrebevægelser havde mere solid forankring. En overgang havde yderligtgående højrefløjsstrømninger medvind i Det Konservative Folkeparti og navnlig i Konservativ Ungdom, som i 1930’ernes begyndelse begyndte at rekruttere målbevidst blandt byernes kriseplagede arbejderungdom, der ellers var de socialistiske ungdomsorganisationers grundlag. Dermed søgte de ind på den vej, som italienske fascister og tyske nazister havde banet. Mest opsigt vakte det uniformerede ungkonservative korps med skrårem og spidsstøvler, der i disse år ofte kom i håndgemæng med både almindelige forbipasserende og de ligeledes uniformerede ordensværn af kommunistiske og venstrefløjssocialdemokratiske unge. Hen over midten af 1930’erne lykkedes det dog mere moderate kræfter at imødegå disse gadepolitiske strømninger, dels ved et få gennemført et uniformsforbud i 1934, dels ved at ledelserne i både den socialdemokratiske og den konservative ungdomsorganisation efterhånden fik marginaliseret de mere militante fløje.    

Ungkonservative marcherer ved Københavns Hovedbanegård (med Reventlowsgade i baggrunden) i spidsstøvler og med skrårem umiddelbart inden vedtagelsen af uniformsforbuddet den 12. april 1933. Mellemkrigstiden blev med inspiration fra udenlandske militante politiske bevægelser genstand for marcher, demonstrationer og intense kampe om politiske symboler i danske byers gader – ofte også korporlige sammenstød mellem aktivistiske kræfter på venstre og højre yderfløj. Foto: Ritzau Scanpix

Knud Bach og Landbrugernes Sammenslutning

En langt større kraft til højre for det parlamentariske demokrati opstod blandt bønderne, der mærkede den økonomiske krise i begyndelsen af 1930’erne hårdt. Det var Landbrugernes Sammenslutning (LS), en massiv social protestbevægelse, stiftet i 1930 med den karismatiske jyske gårdmand Knud Bach som førende skikkelse. Både politisk, socialhistorisk og kulturelt kan han ses som modbillede til den næsten jævnaldrende Stauning. Bach var nemlig en driftig, standsbevidst gårdmandssøn, og under hans ledelse blev slægtsbedriften Røngegård nær Viborg udvidet betragteligt. Med sans for både symbolik og praktisk lederskab gjorde han også Røngegård til hjemsted for LS.

Hans og bevægelsens umiddelbare krav gjaldt den øjeblikkelige lindring af bøndernes økonomiske deroute. Hans egen samfundsvision var ret vagt defineret, men retorikken var hård og fjendtlig mod ’systemet’: bybefolkningen, arbejderbevægelsen og det moderne demokrati. Og hans bevægelse blev centrum for tanker om national og kristelig genrejsning. Det udfordrede både den demokratiske grundholdning og den økonomiske liberalisme i bøndernes gamle parti Venstre, hvis dominerende kræfter sammen med de gamle landboforeninger lagde afstand til den nye højreekstremisme. En lille gruppe LS-sindede folketingsmedlemmer endte med at forlade Venstre og i stedet stifte Det frie Folkeparti (senere Bondepartiet). Dette nye højrekonservative landboparti opnåede fem mandater ved folketingsvalget i 1939.

I første del af besættelsen viste Bach og LS stærk sympati for det nazistiske Tyskland og sikrede derigennem danske bønder gode afsætningsvilkår på det tyske marked. Det fjernede dog samtidig meget af grundlaget for hans protestbevægelse. Og efter befrielsen skaffede det ham en hård fængselsstraf på halsen. Efter en hjerneblødning blev han dog benådet og endte sine dage i 1948 hjemme på Røngegård. Her rejste man kort efter en mindesten med hyldest til ”en djærv og redelig mand / der stred for sin truede stand”. Man søgte nu at glemme de problematiske politiske betingelser for denne interessepleje.