Kilder
Kildeintroduktion:
I 1933 kom Adolf Hitler (1889-1945) og det tyske nazistparti til magten i Tyskland. En del af det nazistiske idegrundlag var en stærk antisemitisme, og i de følgende år indledte det nazistiske styre forskellige kampagner mod jøderne i Tyskland. Forfølgelserne frem til krigsudbruddet i 1939 havde dog ikke til formål at udrydde jøderne, sådan som man forsøgte under krigen. I stedet var de et forsøg på at begrænse den påstående negative indflydelse, man mente jøderne havde på det tyske samfund og det tyske folk.
Jødeforfølgelserne før 2. verdenskrig vakte mishag mange steder uden for Tyskland. Der var dog også en del der udtrykte forståelse for, at det var nødvendigt for Tyskland at gøre noget ved sit "jødeproblem". Af de store dagblade i Danmark var det først og fremmest Jyllands-Posten, der flere gange viste forståelse for, at Tyskland havde et "jødeproblem", det var nødvendig at løse, selvom avisen også tog afstand fra de voldelige episoder i Tyskland.
Særligt Jyllands-Postens leder fra den 15. november 1938 er blevet kendt i efterkrigstiden som et eksempel på denne forståelse. Lederen er skrevet kort efter den såkaldte Krystalnat 9.-10. november 1938, hvor der over hele Tyskland blev smadret ruder i jødiske forretninger og synagoger. I sin leder 15. november tager Jyllands-Posten afstand fra de overgreb, der er sket under krystalnatten, men udtrykker samtidig forståelse for nødvendigheden af, at Tyskland griber ind overfor jøderne. Lederen indeholder en række beskrivelser af jøder, og deres ofte negative karaktertræk, som i dag ville blive betragtet som klart anti-semitiske. Den er således et eksempel på, hvordan Jyllands-Posten beskrev problemerne i datiden, men er samtidig også et eksempel på, hvordan rammerne, for hvad der kunne siges om jøder i offentligheden, var meget bredere før de nazistiske masseudryddelser i dødslejrene under 2. verdenskrig.
Jødeforfølgelserne i Tyskland
(Leder i avisen Jyllands-Posten 15. november 1938)
Den tyske aktion mod jøderne har ikke alene forbløffet verden ved sin ukloge udfordring på et tidspunkt, da der syntes at være alle muligheder for en ordning i fuld forståelse af de storpolitiske mellemværender; den har også forfærdet verden ved de brutale metoder, der er bragt i anvendelse - udskrivningen af den kæmpemæssige mandebod og måske især forordningen om, at jøderne selv skal erstatte den skade, som er anrettet på deres forretninger og ejendomme.
Vi skal ikke i denne forbindelse spilde mange ord på den unge tyske jødes morddåd i Paris; det var et fejt snigmord, som overhovedet ikke kan undskyldes.
Men Tysklands reaktion overfor mordet kan nok give anledning til kommentarer. Gøbbels siger, at hærværket og brandstiftelserne ikke var planlagt fra regeringens eller det nationalsocialistiske partis side. Men hvem har så planlagt aktionen? Alt tyder jo på, at der blev handlet efter en ganske bestemt parole. Det viser sig i tidspunktet, og det viser sig endnu tydeligere i den omstændighed, at der på få undtagelser nær ikke blev øvet personlig overlast mod jøderne eller forøvet direkte plyndring.
Endnu et dunkelt punkt er myndighedernes holdning. Fra alle sider erkendes det, at nationalsocialismen har skabt ro og orden i Tyskland - men, spørges der, hvordan kan det så gå til, at sådanne optøjer uhindret kan finde sted? Er det tyske politi virkelig ude af stand til at forhindre noget sådant? Og hvis det var tilfældet, kunne så ikke partiorganisationer og eventuelt rigsværn række det en hjælpende hånd? Skulle det ikke kunne lade sig gøre uden direkte at "skyde på folket", som Gøbbels udtrykte det?
Og hvordan skal man forstå Gøbbels udtalelse i søndags: "Sådanne aktioner vil ikke mere blive tålt"? Blev de da "tålt" forleden?
Når man har fulgt jødespørgsmålet i Europa i årtier, kan man til en vis grad forstå Tyskernes animositet overfor jøderne, også hvis man ser bort fra de raceteorier, der betyder så meget i den nationalsocialistiske verdensopfattelse.
Selv herhjemme, hvor jøderne aldrig har nået en så dominerende stilling som i de mellemeuropæiske lande, har man i de senere år bemærket deres uheldige egenskaber. Der er mange jøder, som har vist sig at være gode danske mænd, der er utallige jøder, som stille og hæderligt passer deres dont uden at gå nogen for nær – men der er også påfaldende mange jøder, som på en lidet tiltalende måde er blevet forgrundsfigurer i svindelaffærer og måske ikke mindst i de uappetitlige pornografi- og fosterdrabsaffærer, som er forekommet i de senere år. Også indenfor dansk forretningsliv optræder der jøder, hvis metoder ikke er nogen pryd for standen.
Men det, som vi herhjemme har set af jødernes uheldige sider, er kun en svag afglans af deres virke i de mellemeuropæiske og østeuropæiske lande. Også der må man naturligvis gøre undtagelser for de utallige jøder, der opfylder ethvert rimeligt etisk krav og derfor står i skærende modsætning til de racefæller, som har ført an i det tvivlsomme forretningsliv, i den tvivlsomme forlystelsesindustri og måske navnlig i de politiske bevægelser yderst til venstre. Det var ikke russere, men jøder med russiske navne, som druknede Rusland i blod. Det var ikke en ungarer, men en jøde, som ledede den kortvarige, blodige rådsrepublik i Budapest. Det var ikke en tysker, men en jøde, som på samme måde gjorde Munchen til et slagtehus.
Vi ved, at titusinder af jøder fordømmer de jødiske forretningshajer, de jødiske pornografispekulanter og de jødiske terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de erfaringer, som tyskerne - sammen med andre fastlandsfolk - har gjort med hensyn til jøderne, danner en vis basis for deres følelser.
De meget hårdhændede regeringsforanstaltninger, der fulgte ovenpå "folkets spontane hævnaktion", har i korthed sagt det formål at sulte og fryse jøderne ud af Tyskland. Men dermed er det tyske jødespørgsmål også blevet et europæisk spørgsmål. Europa og den øvrige verden kan ikke stiltiende se på, at 750,000 mennesker skal gå til grunde, heller ikke kan den øvrige verden påtage sig nogen pligt til at skaffe disse mennesker underhold og arbejde. Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker på anstændig vis.
Den svenske professor Böök udkaster den tanke, at der må anvises jøderne "et sted, hvor de må være". Og hvorfor ikke forfølge denne tanke videre?
Man står overfor en løsning af kolonispørgsmålet. Ville det være ganske urimeligt om et af de koloniområder, som nu kommer på auktionsbordet, blev sat til side som et fristed for jøderne? Her kunne de få det "nationale hjem", som Palæstina alligevel aldrig kan blive for dem, her kan de udvikle deres egen stat, her kan de pleje deres traditioner og den kultur, som de ønsker at rendyrke.
Det måtte ret naturligt blive et af de koloniområder, som ellers skulle gå tilbage til Tyskland; det ville være et offer for Tyskland at give afkald på det, men man kan vel heller ikke fra tysk side forlange, at andre skal påtage sig byrden ved at "udskille jøderne af det tyske folkelegeme". På lignende vis kunne Tyskland deltage i de direkte etableringsomkostninger, f.eks. ved at forpligte sig til at tilskyde et ligeså stort beløb, som ved indsamling udenfor Tyskland - måske navnlig blandt velhavende jøder i andre lande – blev tilvejebragt til konsolidering af det nye "jødeland".
Dette er naturligvis kun et tankeeksperiment, men vi nærer ikke tvivl om, at en løsning af denne art ville være nær det ideelle.
I alle tilfælde er det ikke nok, at Tyskland skiller sig af med jøderne. Det må gøres på en sådan måde, at menneskehedens samvittighed ikke belastes for hårdt, og således, at Tyskland ikke taber noget af den respekt, som det havde vundet i alle lande og alle kredse.
Som forholdene er nu, kan Tyskland løse sit jødespørgsmål og endda beholde sin stormagtsstilling på basis af frygt. Men verden ønsker ikke at frygte Tyskland, den ser langt hellere et Tyskland, som den i et og alt kan respektere, fordi der kun på den måde kan skabes muligheder for en fortsættelse af Munchen-afspændingen.