”300 jødiske Flygtninge-Børn faar Landbrugs-Uddannelse i Danmark”, Randers Dagblad og Folketidende, 19. oktober 1939

Kilder

Kildeintroduktion:

I oktober 1939 bragte Randers Dagblad og Folketidende denne artikel, der skildrede den igangværende indrejse af jødiske flygtningebørn til Danmark. I artiklen beskrives det, hvordan man ved børnenes ankomst forsøgte at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt, og hvordan de derefter skulle spredes over hele landet til plejefamilier på forskellige gårde. 

Arbejdet med at få børnene til Danmark skete i et samarbejde mellem jødiske organisationer og danske kvindeorganisationer, og formålet var udover at få børnene i sikkerhed for nazisternes forfølgelse at give dem praktisk landbrugserfaring før udsendelse til kibbutzer i Palæstina. Cirka 300 uledsagede jødiske flygtningebørn i alderen 13 til 16 kom i løbet af 1939 og 1940 til Danmark fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet.

Du kan læse mere om børnenes ophold i Danmark og de komplikationer, der opstod da Danmarks selv blev besat, i denne artikel: Jødiske flygtningebørn i Danmark, 1939-1945

300 jødiske Flygtninge-Børn faar Landbrugs-Uddannelse i Danmark

Ankommer hertil i største Stilhed og sendes efter et Døgns Ophold i København ud til Landbohjem i alle Egne af Landet.

Børnene er i Alderen 13[1]-16 Aar og skal efter det fyldte 17. Aar rejse videre til Palæstina.

I AL STILHED er 300 jødiske Børn ved at indrette sig i Danmark. I Dagene omkring 1. September kom det første Hold af Flygtninge-Børnene hertil, og for to Dage siden kom der atter et Hold. I Løbet af et Par Uger vil samtlige 300 Børn være her – og de faar Hjem i alle Egne af Landet.

300 Flygtninge-Børn har faaet Opholdstilladelse.

Det var en af Hr. Steinckes[2] sidste Gerninger som Justitsminister at give Indrejse- og Opholdstilladelse til 300 Børn af de Jøder, der efter Czekoslovakiets Opløsning[3] maatte flygte fra Prag. De skal uddannes i Landbruget, inden de skal rejse videre til Palæstina[4]. Børnenes Forældre er enten i Koncentrationslejr eller opholder sig et eller andet Sted i Udlandet, ude af Stand til at gøre noget for deres Børn. De har først Haab om at gense Børnene om nogle Aar i Palæstina.

Der er sikret Penge og Indrejsetilladelse i Palæstina.

De 300 Børn, der i den kommende Tid skal bo i Danmark, er i Alderen 13 til 16 Aar. Det er en justitsministeriel Betingelse, at de skal rejse ud af Landet igen efter det fyldte 17. Aar - men de kommer ikke til at rejse ud i det Blaa. Der er paa Forhaand sikret dem Indrejsetilladelse i Palæstina, ligesom den jødiske Hjælpeaktion i London har stillet de fornødne Pengemidler til Raadighed. Formaalet med Flygtninge-Børnenes midlertidige Danmarks-Ophold er at sikre dem en ordentlig Uddannelse i Landbruget, som de skal beskæftiges med i Palæstina, og at give dem Arbejdslyst og Ro i Sindet, inden de skal løse Opgaverne derude.

Kun et Døgns Ophold i Hovedstaden.

Halvdelen af Børnene, der allerede er godt installeret hos venlige Mennesker, er kommet hertil paa den stilfærdigste Maade. De er holdvis kommet med Tog sydfra, og disse Tog er rullet ind paa Perron 1, hvorefter Børnene er losset ud paa Kongesiden – der, hvor ellers den kongelige Familie bliver modtaget paa røde Løbere, og Børnene overnatter kun i København i et Pensionat paa Vesterbro. Derved er al Fotografering og Interviews blevet noget, man med stort Held har undgaaet, og det har Modtagelseskomitéen netop ønsket i disse vanskelige Tider.

Efter kun et Døgns Ophold i Hovedstaden er Flygtninge-Børnene sendt ud til deres fremtidige danske Hjem. De er rejst til alle Egne af Landet, men den største Koloni findes paa Mors.

Taknemligheden over, at 300 Landbohjem saa gæstfrit har aabnet sig

Thora Daugaard[5] i Kvindernes Fredsliga, der har ordnet de 300 Børns Danmarks-Ophold, er fuld af Ros og Begejstring for de 300 Landbohjem, der øjeblikkeligt har aabnet sig for de stakkels Fremmede. Ikke een Øre faar de 300 Hjem for at huse de jødiske Børn, men Familierne har alle Steder straks taget Børnene til deres Hjerter. I disse fredelige og hyggelige Landbohjem finder de forpinte Jødebørn den legemlige og aandelige Balance, de i saa høj Grad trænger til efter de sidste Maaneders sindsoprivende Oplevelser.

Børnene falder hurtigt til og glæder sig over Livet i Danmark. De skriver til Kvindernes Fredsliga om deres Oplevelser og mangeartede Indtryk.

- Hele Ansvaret for, at Dyreverdenen faar Foderet, hviler nu paa mig, skriver en 9-aarig[6] Pige, der har fundet et nyt og dejligt Hjem på en nordjydsk Gaard og er stærkt optaget af de Opgaver, der stilles hende. Hendes og de øvrige Børns Ansvarsfølelse og Glæde og Tilfredsheden med Tilværelsen er skudt stærkt i Vejret, siden Toget med dem passerede Danmarks Grænser, og venlige Mennesker bekymrede sig om hende – ikke som et besværligt lille Nummer, men som et varmt, levende Menneske.


Ordforklaringer m.m.

[1] I den originale artikel står der ”3-16 Aar”, hvilket er en trykfejl eller en journalistisk misforståelse. 

[2] Karl Kristian Steincke (1880-1963): dansk socialdemokratisk politiker, socialminister fra 1929-1935 og justitsminister fra 1924-1926 og 1935-1939.

[3] Tjekkoslovakiet blev en samlet stat i 1918. Slovakiet fik i 1939 en slags selvstyre under stærk nazistisk indflydelse, mens Tjekkiet blev besat. Efter 2. verdenskrig var Tjekkoslovakiet igen en samlet stat fra 1945 til 1993. 

[4] I Palæstina blev der fra starten af 1900-tallet oprettet landbrugsfællesskaber, kibbutzer, hvor indvandrede jøder opdyrkede jorden som et led i zionistiske planer om at etablere et jødisk hjemland.

[5] Thora Daugaard (1874-1951): dansk kvindesagsforkæmper; 1920-1941 formand for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, der var en af hovedkræfterne bag hjælpeaktionen for de jødiske børn. 

[6] Der har muligvis været få undtagelser, men det fremgår af forskning og kilder, at børnene var 13-16 år ved ankomsten til Danmark.