Jødiske flygtningebørn i Danmark, 1939-1945

Artikler

I løbet af 1939 og 1940 ankom cirka 320 uledsagede jødiske flygtningebørn i alderen 13 til 16 år til Danmark fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. Børnene kom til Danmark via et samarbejde mellem jødiske organisationer og danske kvindeorganisationer. Formålet var først og fremmest at få børnene i sikkerhed for nazisternes forfølgelse i deres hjemlande, og dernæst at give dem praktisk landbrugserfaring før udsendelse til Palæstina. Med den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev opholdet længere end forudset, og de jødiske børn blev en del af den såkaldte jødeaktion i oktober 1943. Det lykkedes de fleste at flygte til Sverige, mens 42 ud af de i alt 320 børn kom i kz-lejren Theresienstadt. Efter krigen erfarede de fleste børn, at deres forældre, søskende og andre nære relationer var døde som ofre for nazisternes jødeudryddelser. 

Jøder i Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet i 1930’erne

Antisemitisme var en central del af den nazistiske ideologi, og antijødisk lovgivning blev indført i Tyskland efter Adolf Hitlers (1889-1945) magtovertagelse i 1933. Ved Tysklands annektering (Anschluss) af Østrig og det tysktalende område Sudeterland i Tjekkoslovakiet i 1938 blev nazistiske racelove også gennemført i disse lande. Lovgivningen blev ledsaget af omfattende chikane mod den jødiske befolkning. Mange jøder mistede deres job eller deres virksomhed og stod mere eller mindre uden eksistensgrundlag, og jødiske børn og unge blev udelukket fra den almindelige skoleundervisning. Mange jødiske familier søgte efter muligheder for at emigrere. Det blev besværliggjort af både de nazistiske myndigheders antijødiske politik og af de potentielle modtagerlandes restriktive indvandrings- og flygtningepolitik. De jødiske familiers situation var desperat: De var klar over, at de var i fare, men også at det var stort set umuligt at emigrere som en samlet familie. 

Jugend Alijah-bevægelsen

Under indtryk af de meget vanskelige forhold valgte mange jødiske forældre at fokusere på at få deres børn sendt ud af hjemlandet. Den zionistiske ungdomsorganisation Jugend Alijah blev en central aktør i evakueringen af de jødiske børn fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. Jugend Alijah arbejdede på at  uddanne unge tyske jøder på 15-17 år til et nyt liv i Palæstina i primitive landbrugskollektiver (kibbutzer), hvor de indvandrede jøder bosatte sig og dyrkede jorden fra begyndelsen af 1900-tallet med et mål om at etablere et jødisk hjemland.

Nyankomne unge fra den tyske organisation Jugend Alijah, der blev oprettet efter den nazistiske magtovertagelse i 1933, på vej ind i kibbutzen Ein Harod i Palæstina, februar 1934

Nyankomne unge fra den tyske organisation Jugend Alijah, der blev oprettet efter den nazistiske magtovertagelse i 1933, på vej ind i kibbutzen Ein Harod i Palæstina, februar 1934. 'Alijah' betyder 'tilbagevenden til det hellige land' på hebraisk, og Jugend Alijah-forløbet bestod oprindeligt af seks ugers forberedelseslejr, efterfulgt af en udvælgelsesproces. Der blev blandt andet givet undervisning i nyhebraisk (en genoplivning og modernisering af bibelsk hebraisk fra omkring 1880), som de færreste europæiske jøder talte, og i jødisk/palæstinensisk historie. Derefter blev de unge blev sendt til et to-årigt program med fokus på landbrugsuddannelse i Palæstina. Kibbutzerne var landbrugskollektiver efter socialistisk inspiration, og de var i de første mange år primitive med indkvartering i telte og ringe sanitære forhold. Jordforholdene og klimaet indebar også, at det var hårdt arbejde at opdyrke jorden og etablere landbrug i området. Foto: National Photo Collection of Israel

Efter den nazistiske annektering af hhv. Østrig og Sudeterland åbnede Jugend Alijah også afdelinger i Wien og Prag. Organisationen blev modarbejdet af det nazistiske bureaukrati, hvorefter en ny plan opstod om at sende børnene i sikkerhed i et tredjeland, indtil de kunne komme til Palæstina. Sammen med den britiske aktion kaldet 'Kindertransport' var Alijah-bevægelsen central i bestræbelserne på at redde 18-20.000 europæiske jødiske børn og unge fra nazistisk forfølgelse.

De jødiske forældres dilemma 

Mange europæiske jøder var skeptiske over for den zionistiske bevægelse og Alijah-projektet og anså det for at være for radikalt, for ideologisk og for socialistisk. Hovedparten af de europæiske jøder ville hellere forblive i Europa, hvor deres familier i generationer havde boet og virket, og hvor der var opbygget jødiske religiøse og kulturelle institutioner og miljøer. 

Med den tiltagende jødeforfølgelse var Jugend Alijah en af de ganske få muligheder for at beskytte børnene og for i det mindste at få ét familiemedlem afsted i sikkerhed. Mange af de evakuerede børn blev fortalt og troede, at det land, de skulle til – herunder Danmark – var en omstigningsstation på vejen til Palæstina, hvortil forældrene og resten af familien senere ville ankomme.

Den danske hjælpeaktion

Den danske hjælpeaktion for de jødiske børn var inspireret af den store britiske indsats i ’Kindertransport’ og kom i stand ved et samarbejde mellem jødiske organisationer i Storbritannien og hjemlandene og fra dansk side Mosaisk Trossamfund, Jødisk Kvindeforening, Danske Kvinders Nationalråd samt Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, der var den danske afdeling af den tværpolitiske fredsorganisation Women’s International League for Peace and Freedom, grundlagt under 1. verdenskrig. Udgangspunktet var dels begivenhederne i Tyskland og Østrig efter Krystalnatten i 1938, dels en skuffelse over det officielle Danmarks manglende reaktion på de udenlandske jødeforfølgelser. Det mundede i november 1938 ud i en protestresolution og en ansøgning til Justitsministeriet om tilladelse til at hente jødiske børn til Danmark. 

Justitsministeriets tilbageholdenhed skal ses i lyset af, at den danske regering i 1930’erne førte en meget restriktiv flygtningepolitik og havde lukket grænserne for jødiske flygtninge, der søgte opholdstilladelse. Det var svært for personer, der var udsat for nazistisk forfølgelse, at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Familiesammenføring var stort set umulig. Det samme var tilfældet i mange andre lande, og det var også derfor, at jødiske forældre og organisationer i evakueringsbestræbelserne fokuserede på at få børn og unge afsted, idet det var lettere at få enkeltpersoner – eventuelt illegalt – over grænserne og opnå midlertidigt visum. 

Det lykkedes kvindeorganisationerne at få myndighederne til at bevilge midlertidige opholdstilladelser til ca. 300 jødiske børn og unge mellem 13 og 16 år. Organisationen etablerede samarbejde med Jugend Alijahs kontor i London, fandt plejefamilier i Danmark, og der blev indledt indsamlinger for at skaffe penge til børnenes ophold, varmt tøj og cykler, samt til den videre rejse til Palæstina. Det var en stor opgave for de fire-fem kvinder, som koordinerede aktionen fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Friheds kontor på Rådhuspladsen i København. Foreningens centrale rolle ses også ved, at de jødiske børn, der kom til Danmark i 1939-40, ofte blev kaldt ’Liga-børnene’. 

Annonce fra Aalborg Amtstidende, der opfordrer danskerne til at donere penge til nødlidende jødiske børn

I sommeren 1939 blev der i mange aviser indrykket annoncer, der opfordrede læserne til at bidrage til en pengeindsamling, der skulle anvendes til de jødiske børn, der snart ankom. Annoncerne var ens, men ofte underskrevet af lokale personer, der hjalp til i indsatsen, som i denne annonce fra Nordjylland. Ofte var aviserne behjælpelige med at organisere indsamlingen. Oprindelse: Aalborg Amtstidende, 14. juni 1939

Ankomsten til Danmark 

Da de første jødiske børn ankom i efteråret 1939 var der i begyndelsen en del presseaktivitet, hvor mange aviser skrev om børnene og organiserede indsamlinger, men dette blev senere nedtonet – især efter den tyske besættelse af Danmark i april 1940 – fordi det var vigtigt at undgå for megen opmærksomhed. 

I løbet af efterår og vinter 1939-40 ankom i alt 320 jødiske børn. De fleste var 14-15 år, og der var lidt flere drenge end piger. Den oprindelige plan om landbrugspraktik i Danmark i nogle måneder og derefter udrejse til kibbutzer i Palæstina blev påvirket af 2. verdenskrigs udbrud den 1. september 1939 og den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Udrejsemulighederne blev meget få, og opholdet blev derfor forlænget.

Opholdet i de danske plejefamilier

Når de jødiske børn ankom til Danmark, blev de enkeltvis sendt til de plejefamilier på gårde rundt omkring i Danmark, der var blevet fundet gennem annoncer i dagspressen. For at børnene ikke skulle vække for meget opmærksomhed, blev de spredt på landet uden for København og de større byer. Børnenes netværk blev derfor meget lille, og de havnede i et land, de kendte meget lidt til, og hvor de ikke kendte sproget. Deres hverdag blev markant anderledes end hidtil, fordi de fleste havde en veluddannet over- eller middelklassebaggrund i storbyer som Wien, Berlin og Prag, hvor de var vant til skolegang og kultur- og fritidsaktiviteter. 

Børnene fik ingen løn, da der formelt set var tale om et praktikophold. De skulle også afstå fra jødiske ritualer i forbindelse med fx mad, sabbat og helligdage, hvilket i øvrigt var i tråd med forholdene i kibbutzerne, der var sekulære og ikke praktiserede religion. Hverdagen bød ofte på hårdt fysisk arbejde i marken og med dyr og husholdning, en jævn kost og indkvartering på uopvarmede loftsværelser. Vilkårene var de samme for mange børn og tjenestefolk på landet på den tid, men de jødiske flygtningebørn var ikke opvokset under disse forhold, og mange fandt dem barske. 

Skolegang og Alijah-undervisning

Børnenes undervisning blev varetaget af den zionistiske Hechaluz-bevægelse, som i forvejen formidlede ulønnet landbrugspraktik i ½-1 år for unge voksne op til 25 år i Danmark som forberedelse til udsendelse til Palæstina. I 1930’erne ankom cirka 200 unge jøder årligt, hvoraf mange også var på flugt fra nazistisk forfølgelse. 

Der blev ansat ca. 10 vandrelærere fra Hechaluz, hvis løn, kost og logi blev dækket af de indsamlede midler. De rejste rundt i landet og samlede børnene til undervisning. Som regel var der to ugentlige skoledage, men undervisningen blev præget af skiftende lokaler og ringe økonomi. Tilgangen var zionistisk funderet og lagde vægt på politisk bevidstgørelse, så børnene kunne udfylde deres rolle i opbygningen af et hjemland i Palæstina. Undervisningen bestod blandt andet af hebraisk sprog og litteratur, jødernes og zionismens historie samt Palæstinas befolkningsforhold og økonomi. Derudover var der undervisning i biologi og landbrugsfag. 

Undervisningen var vigtig for børnene, der her oplevede fællesskab, identitet og kammeratskab. I mange tilfælde opnåede de en fortrolighed med lærerne under nogle vanskelige livsomstændigheder, hvor børnene var revet brat ud af deres miljø og efterhånden mistede kontakten med deres forældre og søskende, der blev sendt i kz- og udryddelseslejre. Mange blev også politisk bevidste på grund af vandrelærernes undervisning; ideen om Palæstina gav drømme og håb i en tragisk virkelighed. De lidt ældre lærere, der i 1930’erne havde taget et bevidst ideologisk og praktisk valg, blev i mange tilfælde rollemodeller for børnene, der var rodløse og på flugt. 

Den tyske besættelse

Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var der i alt 271 børn i Danmark, mens 49 var rejst til Palæstina. For at beskytte børnene blev undervisningen stoppet, og de fik i første omgang forbud mod at mødes og mod at telefonere; senere på foråret fik de dog lov til at samles igen i mindre grupper. Der blev iværksat en målrettet indsats for at få børnene hurtigst muligt til Palæstina, og i løbet af vinteren 1940-41 lykkedes det at få to grupper afsted, så der var 184 børn tilbage i Danmark. Herudover var der fortsat ca. 350 Hechaluz-elever, der heller ikke kunne komme til Palæstina. Efter Tysklands angreb på USSR i juni 1941 blev rejsen til Palæstina umulig at gennemføre. 

For de unge jøder blev ventetiden præget af usikkerhed og utryghed. Tilværelsen blev udsigtsløs, og mange oplevede blot at fungere som gratis arbejdskraft i et landbrug, som de ikke havde nogen egentlig interesse i. Nogle få fik lov til at komme på fx højskole eller husholdningsskole. En del blev også flyttet rundt mellem landsdelene, fordi den tyske besættelsesmagt oprettede såkaldte ’sikkerhedszoner’.  

En side fra det jødiske flygtningebarn Frank Meissners poesibog, hvorpå der står Tak for godt Kammeratskab i Vinter samt for den gode indsats i Gymnastikken. Lev vel i Fremtiden

Frank Meissner (1923-1990) voksede op i Tjekkoslovakiet. I 1939 kom han med Jugend Alijah til Danmark og boede hos en plejefamilie på en gård. I 1941 fik han mulighed for et ophold på Slangerup Landbrugsskole. Et af hans minder fra den tid var en poesibog, som i dag er i arkivet på det amerikanske holocaust-museum i Washington DC. På denne side har Helge Lygaard Jørgensen skrevet: ”Tak for godt Kammeratskab i Vinter samt for den gode indsats i Gymnastikken. Lev vel i Fremtiden”. Frank Meissner flygtede til Sverige i 1943. Efter krigen erfarede han, at hans familiemedlemmer var døde i Auschwitz. Han færdiggjorde sin uddannelse på Landbohøjskolen i København og udvandrede derefter til USA, hvor han arbejdede på flere universiteter og for FN. Oprindelse: United States Holocaust Museum, Frank Meissner papers

Børnene mistede kontakten med deres familie i løbet af 1942-43; der kom ikke længere breve og pakker, og mange fik i denne periode også oplysninger om, at deres forældre, søskende og øvrige familie var deporteret til kz-lejre eller døde. Der var flere eksempler på selvmordsforsøg og psykiatriske indlæggelser. Nogle enkelte forsøgte at flygte, enten til Sverige over Øresund eller under togvogne gennem Europa, men hovedparten døde under flugten eller blev pågrebet og sendt i kz-lejr.

Foto af de sidste postkort, som det jødiske flygtningebarn Ruth Salm fik fra sine forældre, inden de blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt

De sidste postkort, som Ruth Salm fik fra sine forældre, inden de blev sendt til Theresienstadt, februar 1942. De skriver blandt andet, at hun skal tro på, at de ses igen og ikke være bekymret og. Efter krigen fandt hun ud af, at de og hendes mindre søskende var døde i kz-lejr. Ruth Salm (1924-2008) var fra Köln og kom i 1939 til Danmark. hvor hun boede hos familien Davidsen lidt uden for Vejle. Hun blev i forbindelse med jødeaktionen i 1943 interneret og sendt til Theresienstadt. Efter krigen vendte hun kortvarigt tilbage til Danmark, men emigrerede i 1946 til USA, hvor hendes onkel boede. Oprindelse: United States Holocaust Museum, Ruth Salm Perlman Collection

Konflikter og modsætninger

Opholdet i Danmark var ikke altid problemfrit for hverken børnene, deres plejefamilier eller hjælpeorganisationerne. Mange plejefamilier havde meldt sig ud fra et oprigtigt ønske om at hjælpe, men der var også eksempler på, at de økonomiske motiver var større end de humanitære. 

Børnene blev underkastet mange forskellige autoriteter, og det skabte forvirring. Plejefamilierne indlemmede børnene i et dansk familieliv og arbejdsfællesskab, mens Hechaluz var bekymret for den danske indflydelse og ville samle børnene om jødisk fællesskab og identitet. Hechaluz-bevægelsen var zionistisk og politisk, og det skabte nogle gange uenighed med kvindeorganisationernes humanitære udgangspunkt, men også i forholdet til de danske jøder, der havde været assimileret i generationer og ikke havde planer om at udvandre til Palæstina. Børnenes identitetsopfattelse blev endvidere præget af de sproglige forhold, hvor de kun i begrænset omfang kunne bruge deres modersmål, mens de i hverdag og skolegang skulle bruge to nye sprog: dansk og nyhebraisk.  

På grund af omstændighederne blev børnene 3-4 år ældre, mens de var i Danmark. I 1942 var de fleste tæt på at fylde 18 år eller ældre, og det medførte en naturlig modning og selvstændighedstrang, der fik dem til at ønske sig bedre forhold som for eksempel at flytte til et sted, hvor en af deres jødiske venner var, at få løn få deres arbejde, eller at komme til en anden plejefamilie. 

Jødeaktionen i 1943

Besættelsen medførte ikke i første omgang indgreb over for de i alt ca. 1500 jødiske flygtninge fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet, der befandt sig i Danmark på flugt fra nazismen. Det skyldtes regeringens henholdende og afværgende taktik, samt at besættelsesmagten i Danmark udøvede en moderat kurs i spørgsmålet om jøderne. Presset var ikke desto mindre støt stigende. I august 1941 lukkede Tyskland for jødisk udvandring fra de besatte lande, og dansk politi blev presset til at udlevere sit kartotek over jødiske flygtninge, som allerede befandt sig i landet. I foråret 1942 blev jøders pas inddraget.

Den 29. august 1943 ophørte samarbejds- og forhandlingspolitikken, der indtil da havde fungeret som et værn mod jødeforfølgelse i Danmark. Natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 påbegyndte den tyske besættelsesmagt en aktion for at internere jøderne, men det lykkedes at redde ca. 95 % af landets over 7000 jøder til sikkerhed i Sverige.

I oktober 1943 var der 182 jødiske flygtningebørn tilbage i Danmark. 137 blev hjulpet på flugt til Sverige, mens to druknede. Blandt andet præster og politiet hjalp med at opspore børnene og advare dem, og modstandsbevægelsen gik også ind og hjalp med evakueringen. 45 børn/unge blev pågrebet, men det lykkedes to at undslippe, så i alt 43 blev interneret og sendt til Theresienstadt. Procentvis blev en større del af flygtningebørnene pågrebet end de øvrige jøder, hvilket kan forklares med, at børnene boede spredt og længere væk fra de havne og kyststrækninger, der blev anvendt under hjælpeaktionen, og at de havde færre personlige kontakter, der kunne advare dem. 

De tilfangetagne Alijah-børn blev i første omgang interneret på Koldinghus, hvorefter de tilbragte fire dage i kreaturtogvogne, inden de ankom til kz-lejren Theresienstadt, der var en gennemgangslejr til udryddelseslejre som Auschwitz og Majdanek. Den tyske krigsøkonomi havde dog brug for danske leverancer af især fødevarer, og derfor fik de danske fanger særstatus og blev ikke sendt videre. De danske myndigheder fik også helt ekstraordinært tilladelse til at organisere hjælpeforanstaltninger, blandt andet Røde Kors-pakker og mulighed for brevveksling. Alijah-børnene fik samme mulighed for at få tilsendt fødevarer og tøj, blandt andet fra deres plejefamilier, ligesom de også kom med i ’de hvide busser’, der som en humanitær hjælpeaktion hentede danske og norske kz-fanger til Sverige i marts og april 1945. Alle 43 Alijah-børn overlevede opholdet i Theresienstadt, men var mærket på krop og sjæl. 

Børnenes tilværelse efter 2. verdenskrig 

Alijah-børnene stod i 1945 uden familie og uden økonomiske ressourcer. De fleste havde mistet deres forældre, søskende og venner i udryddelseslejrene. Mange havde også fysiske helbredsproblemer, og alle havde også psykiske følgevirkninger og traumer i større eller mindre grad. 

Deres tilværelser efter krigen formede sig forskelligt. Nogle blev i Sverige, hvor de umiddelbart efter krigen kunne få svensk statsborgerskab. Nogle vendte tilbage til deres hjemlande eller udvandrede til Palæstina og blev borgere i den nye stat Israel, der blev oprettet i 1948. Andre emigrerede til USA og Canada. Og godt 80 vendte tilbage til Danmark, nogle til deres tidligere plejefamilier. De danske myndigheder var i første omgang tilbageholdende med at give asyl, men Venstres minister for særlige anliggender, Per Federspiel (1905-1994), greb ind, så de fik mulighed for at arbejde og uddanne sig.  Af de oprindelige 320 flygtninge fik cirka 60 i løbet af 1950’erne dansk statsborgerskab, efterhånden som de opfyldte kravet om 15 års fast ophold.  

’Den glemte historie’

1,5 millioner europæiske jødiske børn døde i kz-lejre under 2. verdenskrig. Hjælpeaktionerne reddede 18-20.000. Antallet af de evakuerede og reddede børn i Danmark – og i andre lande – var måske ikke stort, men har haft stor betydning for jødisk identitetsdannelse. Især fordi mange af de unge var nogle af de overlevende vidner til nazismens grusomheder og blev helt centrale i opbygningen af Israel fra 1948 og frem. 

Historien om Alijah-børnene er ikke så kendt i Danmark, fordi de fleste efter krigen bosatte sig i andre lande og blev spredt, så deres fælles netværk ikke længere fandtes. For mange af børnene gik der også efterfølgende mange år, før de talte om begivenhederne. 

Historikere begyndte fra 1980’erne og frem at indsamle de jødiske flygtningebørns vidnesbyrd og skabe mulighed for, at de kunne mødes igen. Nogle har i deres beretninger beskrevet, at de følte sig meget ensomme og forladte i Danmark, og at de ikke mødte særlig meget empati og forståelse, samtidig med at nogle plejefamilier udnyttede den gratis arbejdskraft. Andre har modsat beskrevet meget varme og langvarige forbindelser til plejefamilierne. 

Kendetegnende er, at børnene – som andre Holocaust-overlevende – blev traumatiserede af deres oplevelser, og at både de og omgivelserne lagde låg på begivenheder og følelser, både før, under og efter opholdet i Danmark. I vurderingen af håndteringen er det dog vigtigt at forstå, at der dengang generelt var et autoritært børnesyn og ringe fokus på børne- og ungepsykologi, herunder traumer hos uledsagede flygtningebørn og børnemigranter, som man i dag har langt mere veletableret viden om. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Sørensen
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. februar 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørgen Hæstrup: Dengang i Danmark. Jødisk ungdom på træk 1932-1945, 1982

Lone Rünitz: Diskret ophold. Jødiske flygtningebørn under besættelsen. En indvandrerhistorie, 2010

Judita Matyášová: Friendship in spite of Hitler. The destinies of Czech Children who fled to Denmark during Second World War, 2015

Brian Amkraut: Between Home and Homeland : Youth Aliyah from Nazi Germany, 2006

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Sørensen
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. februar 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørgen Hæstrup: Dengang i Danmark. Jødisk ungdom på træk 1932-1945, 1982

Lone Rünitz: Diskret ophold. Jødiske flygtningebørn under besættelsen. En indvandrerhistorie, 2010

Judita Matyášová: Friendship in spite of Hitler. The destinies of Czech Children who fled to Denmark during Second World War, 2015

Brian Amkraut: Between Home and Homeland : Youth Aliyah from Nazi Germany, 2006

Udgiver
danmarkshistorien.dk