Ved du, hvad folk plejede at kalde mig? Ikke ’Juda’. Ikke ’Steiner’. De kaldte mig altid ’Hanka Steinorovás dreng’. Det gjorde mig så vred. Hvorfor kunne de ikke tage mig for den, jeg var? Det forstår jeg stadigvæk ikke, men jeg var meget stolt af min mor, som var formand for Women’s International Zionist Organization[1]. Hun bekymrede sig altid meget om andre. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at få så mange personer til Palæstina som muligt. Hun fortalte mig om, hvordan det ville blive, og jeg kunne rigtig godt lide tanken om det. Fra jeg var 12 år, deltog jeg i Techelet Lavan[2]. De lærte os om livet i Eretz[3], om, hvor vi skulle hen, og hvad vi skulle lave der. I ungdomsgruppen skrev vi det hele ned i en dagbog. Der var et kort over hele Eretz, hvor vi markerede den kibbutz, vi skulle til. Den hed Kinneret[4], fortalte vores ledere os. Hvad jeg bedst kunne lide ved alt dette? Nok, at vi skulle til det land, hvor vores folk kom fra. For mig forekom det at være en naturlig ting at gøre. 

Jeg var aldrig rigtig nogen mønsterelev. Skolearbejde var en pestilens for mig, måske også fordi min far var fransklærer på min skole. Han var hele tiden efter mig: ’Har du lavet dine lektier? Du bliver nødt til at forberede dig, dreng! Følg din søsters eksempel!’. Min far var virkelig hård ved mig – jeg skulle endda lave lektier i ferierne, mens min søster kunne more sig. Alt var så let for hende, mens jeg blev behandlet som en idiot. Jeg tror ikke, at det var særlig godt at sammenligne os på den måde; det bør man ikke gøre med børn. Når min far hundsede med mig, plejede mor at sige: ’Lad ham være. Han vil gerne til Eretz’. Far ville også gerne, at jeg tog dertil, men det afholdt ham ikke fra at ønske, at jeg blev en dygtig skoleelev. Men jeg blev ved med at spørge mig selv: ’Hvad skal jeg bruge hans franske sprog til, hvis jeg skal til Palæstina?’. Jeg var glad for udsigterne til at arbejde med landbrug. 

Mange af mine jødiske venner havde det på samme måde. Men vi havde aldrig regnet med, at vi ikke selv kunne bestemme, hvornår vi skulle afsted. Pludselig blev det en nødvendighed. Før tyskerne kom[5], var der ikke nogen, der gjorde noget mod os jøder. Jeg hørte aldrig nogen sige noget nedsættende om os eller komme med dumme bemærkninger. Ingenting. Og det forværrede den forandring, der skete fra den ene dag til den anden. En dag så jeg en rigtig god ven på gaden, og da jeg vinkede til ham, gik han over på den anden side. Det var en voldsom ting at opleve som 13-14-årig! Jeg gik over til ham. ’Hvad er der galt?’. ’Mine forældre har sagt, at jeg ikke må være sammen med dig mere’, sagde han. Sådan begyndte det hele – med børnene. Hvordan kan børn opføre sig sådan? Hvordan kan de sætte sådanne skillelinjer? Jeg forstår det stadig ikke. Den ven og jeg plejede at lege sammen hver dag. Han kom i vores hjem, jeg kom i hans, og så pludselig … så går han over på den anden side af gaden for at undgå mig. ’Min far vil ikke have, at jeg ser dig mere …’

I begyndelsen af 1939 måtte jeg forlade skolen[6]. Mine forældre prøvede at finde ud af, hvad vi skulle gøre, hvor vi skulle tage hen. Vi var ret delte. Min mor og søster ville væk. Det lykkedes min søster at få tilladelse til at tage til Palæstina, men min mor – som altid gjorde så meget for andre – tog ikke afsted. Alle sagde til hende: ’Hanka, du bliver nødt til at redde dig selv’. Men det ville hun ikke – hun blev i Tjekkoslovakiet til det sidste. Jeg tænker tit på, hvordan jeg fik chancen, og hun ikke gjorde. Og heller ikke min far. 

I marts 1939 sendte de mig til Brno, så jeg kunne få undervisning. På den måde endte jeg i Mitte Hachsharah[7]. (…) Vi var 20-30 stykker fra Slovakiet, Bøhmen og Mæhren[8]. Vi blev delt ind i grupper. Børnene i vores gruppe kendte hinanden fra Techelet Lavan; der var andre, der havde været sammen i Maccabi Hatzair[9].  

Om morgenen gik vi på arbejde. Alle gjorde noget forskelligt – en lærte snedkeri, en anden smedearbejde. Det afhang af, hvor vi blev sendt hen. Men det var altid hos privatpersoner, som fik penge fra det jødiske samfund for at have os. På det tidspunkt var folk tilbageholdende med at ansætte jøder. Om eftermiddagen var vi tilbage til vores undervisning. Jeg havde især problemer med hebraisk[10]. Jeg har aldrig kunnet lære det – selvom jeg har været i Israel i 70 år, er mit hebraiske stadig ikke ret godt. Der var ikke engang ordentlig undervisning, vi skulle bare læse den ene bog efter den anden, hvilket næppe er en særlig smart måde at lære et nyt sprog på. Det var dumt at give os al den teori. 

Vi blev i Brno indtil slutningen af sommeren ’39. Så sagde de til os: ’I skal til Danmark og derefter til Eretz’. Jeg var slet ikke bekymret over at tage afsted. Jeg var overbevist om, at jeg snart ville se min familie igen. Det eneste, jeg vidste om Danmark, var den smule, jeg havde læst hos Karel Capek[11]. Og mine forældre vidste ikke ret meget mere. På en måde tror jeg, at de var trygge ved det, fordi de regnede med, at der ville blive taget hånd om os. Ligaen[12] lovede, at vi skulle være ligesom (…) adoptivbørn – men det var nu mere plejefamilier end adoptivfamilier. Ved du, hvad vi hemmeligt kaldte dem? Ikke ’onkel’ eller ’tante’ – det var ’min gamle mand’ og ’min gamle dame’. 

Jeg vil aldrig glemme den dag, vi tog afsted. Jeg tænker altid på mine forældre – hvordan det må have været for dem at sende mig væk på den måde, at se, hvor spændte vi var, og så selv være dybt ulykkelige. De tog med os til Masaryk Banegård i Prag. Vi sagde farvel, og så kørte toget frem og stoppede pludselig. Der var en fejl med signalerne. Alle forældrene løb op langs toget for at sige farvel til os igen. Jeg undrede mig over, hvorfor de gjorde det - vi skulle jo snart ses igen, ikke? Vi var så optimistiske. Vi vidste ingenting. 

Først tog vi til København, hvor de delte os op. Selvom de sendte nogle af mine venner mod syd, sendte de mig nordpå. Hvorfor? Måske fordi jeg havde været i Techelet Lavan, ikke Maccabi. ’Din plejefamilie er i Thisted’, sagde de til mig. ’Du skal til Jylland’. Jeg var hos mere end én familie. De flyttede os rundt, afhængigt af hvor der var arbejde, og hvornår der skulle høstes. Jeg tror, jeg var hos tre familier – både yngre og ældre mennesker. Den første ’gamle mand’, jeg var hos, var bestyrer af en landbrugsorganisation. Han solgte mælk og andre ting til tyskerne. Han syntes om det, nazisterne gjorde, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor han havde taget imod mig. Han var endda medlem af det danske nazistparti. På et tidspunkt spurgte jeg ham: ’Du tager imod et jødisk barn, og alligevel er du positiv over for Tyskland? Hvorfor gør du det?’. ’Det er to forskellige ting’, sagde han. ’Forretning på den ene side, mennesker på den anden. De passer ikke sammen’. 

I 1940 besatte tyskerne Danmark. Tingene blev værre og værre, og vi holdt op med at tro på, at vi nogensinde kom til Palæstina. Men en gruppe kom faktisk afsted. Og hvem valgte de? Dem, der havde været medlem af Maccabi! Da jeg havde været så dum at være medlem af Techelet Lavan, kom jeg ikke afsted. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor de ikke også tog mig med. Jeg følte mig som den sidste mohikaner[13]. 

Jeg skrev til mine forældre, at jeg ikke skulle afsted endnu. De havde en masse spørgsmål til mig; deres breve kom et par gange om ugen. De troede, at jeg var for doven til at skrive tilbage. De blev ved med at spørge: ’Børster du dine tænder? Får du vasket dit hår? Hvad går du og laver? Skriv til os!’. Jeg hadede det virkelig. Jeg var 17-18 år – hvad skulle jeg skrive til dem? Jeg havde andre ting at tænke på, blandt andet piger. Jeg var ikke særlig interesseret i at skrive breve hjem. I dag, hvor jeg ved, hvor urolige de må have været over ikke at høre fra mig, ville jeg gerne kunne give mig selv en lussing … men jeg forstod det simpelthen ikke. De var gode mennesker …

I oktober 1943 blev jeg nødt til at flygte. Tyskerne ledte intensivt efter jøder, mens de tjekkede dem af på en liste, by efter by. De vidste præcis, hvor de skulle finde folk. På det tidspunkt havde Josef[14] en tjekkisk veninde, Eva, som var på hospitalet. Mens han besøgte hende der, var der en, der sagde til ham: ’Hvad laver du her? Du skal sørge for at komme væk nu!’. Og gud ske tak og lov ringede han for at advare mig. ’Men Josef, hvordan kan vi komme væk uden penge?’, ville jeg vide. Jeg gik til min ’gamle mand’ og fortalte ham, hvad der foregik; det eneste, han spurgte om, var: ’Hvor mange penge skal du bruge?’. 

Vi flygtede til en landsby nær København. Der var en sidste båd og en masse mennesker, der ville væk, og de skubbede og masede for at komme ombord. Til sidst kom vi gennem vrimlen til fiskeren. Han spurgte alle: ’Hvad arbejder du som?’. En svarede: ’fabriksdirektør’ – fiskeren lod ham komme ombord for to tusind. Og sådan fortsatte det, den ene person efter den anden. ’Hvad laver du?’. ’Jeg er elektriker’. ’Fem hundrede’. Til sidst var det vores tur. ’Lærlinge i landbruget’, hviskede vi bange. Fiskeren kunne se, at vi vrøvlede, og så vinkede han os ombord og forlangte ingen penge af os. Jeg kan stadig huske hans hånds vinken, og jeg kan huske hans stemme, der sagde ’to tusind … fem hundrede’, og så det vink med hans hånd, der lod os komme med. 

I begyndelsen havde jeg en trist tid i Sverige. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på, at jeg var blevet ladt alene tilbage; mange af mine venner var taget til Palæstina, eller også havde jeg mistet forbindelsen med dem, da vi flygtede til Sverige. Jeg blev nødt til at klare mig selv. Jeg fik et job og begyndte at leve et voksenliv. Jeg begyndte at gå ud med en dejlig svensk pige, Ulla. Hendes familie accepterede mig, selvom de ikke var jøder. Ja, jeg var glad, men jeg kunne ikke komme væk fra den tanke, at jeg burde være i Eretz. (…)

Det gik godt i Sverige. Ulla og jeg blev forlovet (…). Så en dag bankede det på døren, og to repræsentanter fra det jødiske samfund stod i døren. De var kommet for at fortælle mig, at jeg kunne komme til Frankrig og derfra til Palæstina. Jeg havde 24 timer til at overveje det. Jeg var lykkelig! De havde ikke glemt mig! Men samtidig var jeg meget trist. Jeg elskede Ulla, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at være stærk … Gad vide, hvor hun er nu. Hun er selvfølgelig blevet gift. Vi gik hver sin vej …

(…)

Efter krigen var min søster i Tjekkoslovakiet, men hun kunne ikke holde ud at være der. Hun kom tilbage til Israel. Jeg ville ikke til Prag. Vi har været der på ferie, men hvorfor skulle jeg blive der? Dette er vores hjem. Der er ét sted for jøder, og det er her, ikke i Tjekkiet. (…) Jeg har rejst med mine børn til Prag. Jeg viste dem vores gade og vores skole. Men det er jo bare følelser. Jeg husker min vidunderlige barndom, men det er det, det er – et minde. Mit hjem er her, i vores kibbutz. 

Oversættelse fra engelsk: Anne Sørensen