I september 1939 havde min far arrangeret (og jeg var ikke blevet spurgt), at jeg skulle sendes ud af landet. Det politiske klima var ikke godt. (…) Og da jeg skulle afsted, var jeg ikke som nutidens 14-årige velorienteret, seksuelt oplyst … jeg var bare et adlydende barn, der slet ikke turde stille spørgsmål ved min fars visdom, for han vidste helt sikkert, hvad der var bedst for mig. 

Jeg husker, at da jeg forlod mit hjem, var Inge og Erwin knap vågne i deres nattøj, mens de vinkede farvel fra køkkenvinduet. Min mor var som altid travlt optaget af tvillingerne og havde næsten ikke tid til at give mig et kram eller kysse mig farvel (jeg har tænkt over dette mange gange, denne mangel på følelser mellem os, da jeg tog afsted … men jeg finder nok aldrig ud af årsagen). 

Ingen forklarede mig, hvad der skulle ske, eller forberedte mig psykologisk på en fremmed kultur eller sprogbarrieren. Mine kufferter blev pakket, og far tog mig med til banegården med disse vise ord: ”Vær altid en god pige, så vi kan være stolte af dig. Og husk, store piger græder ikke. Gud velsigne dig og passe på dig, vi elsker dig meget højt”. (…) Jeg kan helt tydeligt huske, at jeg græd uden ophør og følte mig forladt. Instinktivt må jeg have vidst, at dette var det sidste bånd, der forbandt mig med min ungdom, familien, Europa. Jeg var sønderknust, da toget forlod Köln, og min faders skikkelse fortonede sig i det fjerne. Det var afslutningen på min barndom (…).  

[Ruth Salm er herefter sammen med andre jødiske børn på et forberedelseskursus i Tyskland i ca. to måneder].

I november 1939 befandt lille Ruth sig blandt 150 tyske jødiske børn på en dansk banegård, hvor de blev udvalgt som kvæg på et marked. Far Davidsen talte gudskelov tysk (selvom Mor [Davidsen] ikke gjorde), og da han så mit navneskilt, tog han min kuffert, og vi tog afsted. Jeg så frem til mit nye eventyr, da jeg var kommet over min sorg for to måneder siden, da min far satte mig på toget i Köln. 

Når jeg tænker tilbage på min første måned i Danmark, ser jeg fragmenterede billeder, som en spejlmosaik, der er tåget, skiftende og med billeder, der hele tiden forsvinder. Så mange nye ting; jeg kunne slet ikke vente med at skrive hjem til Inge og Erwin og fortælle dem om mit nye og spændende liv. 

Mit første indtryk af Danmark var kulde og mørke, da det i de tidlige efterårsmåneder bliver mørkt ved 16-tiden, hvilket er en meget kort dag. Jeg elskede Mor fra det øjeblik, hun gav mig et knus; hun var varm, moderlig og med et mildt ansigt, og selvom hun ikke talte tysk, og jeg ikke kunne noget dansk, så var der ikke nogen kløft i vores kommunikation. Jeg blev introduceret til Kirsten (på min alder), Oluf (et år ældre) og Erik, en sofistikeret student på 17-18 år. Jeg blev øjeblikkeligt forelsket i Oluf, og det fortsatte i mange måneder, selvom han altid behandlede mig som en pestilens!

Før jeg så mit værelse, insisterede Mor på, at den her fattige, underernærede nye fugleunge skulle fodres (hendes løsning på ethvert problem). Kirsten serverede stuvede kartofler og flæskesteg, en typisk dansk ret. Altså, jeg kom ikke ligefrem fra et ortodokst hjem, men vi fulgte en del Kashrut[1] … og så svinekød … gris … Du store jiddische[2] fader! Men jeg var jo blevet fortalt, at jeg skulle adlyde og gøre, som der blev sagt. Så det gjorde jeg: Jeg spiste og for straks ud i den snefyldte nat og kastede op! Det gjorde jeg flere aftener, og til sidst fandt Mor ud af det, lagde sine kærlige arme omkring mig og sagde, at jeg ikke behøvede at spise svinekød eller flæsk mere. For sent! For nu elskede jeg flæsk og kom på kort tid til at have det sådan med al dansk mad. 

Mit værelse bestod af et i hast omdannet loftsrum med skråtag. Vinduet skulle skubbes udad for at kunne åbnes, og det var helt umuligt i de snefyldte måneder den vinter! Og det var altid koldt!!! Den eneste varmekilde var en kakkelovn i køkken og stue. Hver aften blev ilden slukket, og om morgenen blev der igen fyret op. En opvarmet mursten blev lagt i hver seng om aftenen, og vi rullede vores nattøj omkring den, så ved sengetid var både nattøjet og fodenden af sengen sådan nogenlunde lunken. (…)

Og sådan flyttede jeg ind, gik i Fars skole, der kun havde ét klasseværelse, og det eneste nye for mig var dansk historie og mytologi. (…) Hver fredag var bagedag: brød, wienerbrød, og efter et stykke tid blev jeg ret god til at ælte dej. Mor var stolt af min fremgang og roste mig – noget, jeg ikke var vant til! Hun lærte mig at passe have, at strikke og at stoppe sokker (hvilket jeg hadede og altid havde held til at undgå). (…) Mor lærte mig alt det, jeg ved om borddækning, porcelæn, krystalglas og sølvtøj (…).

Og så var der lokumsskuret, og det var mit første møde med den slags. Jeg kunne slet ikke tro, at man virkelig skulle gå hele vejen over skolegården til det mørke, utætte og stinkende sted. Det var et lille bræt på toppen af en spand, der blev tømt en gang om ugen af en lokal landmand (anvendt til gødning, regner jeg med). Forestil jer at skulle gå ud midt om natten, i den kolde og klare danske vinter. Man skulle have både frakke og hue på, og jeg frygtede altid, at der kom et eller andet dyr, der søgte efter varme. Og søvndrukken fandt jeg vej på disse natlige ekspeditioner, mens mine øjne afsøgte snelandskabet for fodspor eller dyrespor i sneen. Jeg var virkelig skræmt!

Efter nogle måneder, hvor jeg faldt til, kom et ungt par cyklende, og de præsenterede sig selv som lærere for de 20 unge jøder, der var på egnen. De var ansat af en jødisk organisation til at finde et passende sted, hvor vi kunne mødes en gang om ugen og få undervisning i hebraisk, historie og zionisme, før vi fik tilladelse til at rejse til Palæstina[3] (…). 

Jeg fandt ud af, at jeg ikke var alene, og da jeg stadig ikke var så god til dansk, var det dejligt at møde ligesindede. Vi var alle unge teenagere – en af pigerne, Susie fra Berlin, boede hos den lokale præst. Vi blev tætte venner i mange år … når jeg tænker efter, var hun min allerførste ven. Så vi blev en del af egnens miljø. Jeg følte mig hjemme hos familiemedlemmerne hos Davidsens. Men når Oluf, Erik eller Kirsten prøvede at få mig med til gymnastik (deres favoritsport), følte jeg mig lille og forkert, så mine tidlige teenageår var meget begrænsede, socialt set. Jeg var en bogorm. Mine favoritudflugter – og de eneste – var til biblioteket. 

En aprilmorgen, enten i 1940 eller 1941[4], var Mor og jeg udenfor for at vaske vinduer, da vi kiggede op og så, at himlen var fyldt med tyske invasionsfly (man må her tænke på, at et fly i 1940-41 var en sjældenhed på landet i Danmark!). Danmark var blevet besat! Den almindelige dansker var bestemt ikke venligt stemt over for denne aggression. Nærmest uden en hær foregik besættelsen uden blodsudgydelser; det gik let, alt for let. Snart kom der illegale blade og sabotagegrupper. Tyskland ville plyndre de knappe landbrugsressourcer og fylde deres egne tomme skabe. Mælk, ost, svinekød og så videre blev sendt til de tyske frontlinjer. Men ikke længe, for mærkeligt nok blev ethvert tog til Tyskland forsinket, afsporet eller dets last stjålet. Oluf og jeg kom med i sådan en gruppe; det var vores teenageårs højdepunkt (ligesom at komme med i en oprørsgruppe med sine forældres velsignelse). Jeg bliver nødt til at tilstå, at det var SPÆNDENDE! (…)

I sommeren 1942 arrangerede vores hebraisklærer en campingtur til Nordjylland, så vi kunne møde andre jødiske børn som os, omkring 100-120. Vi cyklede langs kysten og så en masse af dette lille land, flad landbrugsjord over det hele. (…) Da jeg kom tilbage, løb jeg hen for at omfavne Mor, jeg havde savnet hende så meget. Hun gav mig to postkort, der tidligere på ugen var kommet med posten. De var fra min mor, far, Inge og Erwin og indeholdt denne kryptiske besked: 

”Farvel for nu, elskede barn, vi tager afsted på ferie og skriver igen, så snart vi ved, hvor vi skal hen. Tro som altid på Gud, og vi håber, at vi mødes igen!” (Juni 1942. Jeg har stadig postkortene).

For første og sidste gang brød ’lillesøster’ (Mors kælenavn til mig) sammen. Jeg løb op på mit loftsværelse og græd hele eftermiddagen og aftenen; Mor kom op, men kunne ikke stoppe min strøm af tårer (hvordan kunne jeg vide, hvad det betød; hvad fortalte mit instinkt mig?). Da jeg var helt tømt for gråd, tørrede jeg mine tårer bort og gik ned for at spise morgenmad som sædvanlig. Jeg talte ikke om min familie i mange år, og jeg græd heller ikke igen de næste 20 år. Jeg blev en stille, reserveret, velopdragen ung pige, men ingen knuste mit hjerte igen, og jeg fik ikke tætte venner i mange år efter. Måske aldrig … ikke før mine børn blev født, sent i mit liv, blev mit hjerte berørt igen …

Så længe jeg kan huske, har jeg gerne villet være sygeplejerske. Fordi jeg forlod mit hjemland som en statsløs person (sådan blev mit pas stemplet: Alle jøder, der forlod Tyskland, blev rubriceret som statsløse), kunne jeg ikke få arbejdstilladelse, arbejde eller uddannelse. Danmark, der er et homogent samfund, har meget strikse love. Men Far Davidsen var ikke lærer og sognerådsmedlem for ingenting. Han kendte en masse folk og trak i alle mulige tråde. Han tog endda toget til København (og han hadede at rejse!). Men han skaffede mig og en anden jødisk pige en plads på sygeplejeskolen fra foråret 1943. (…) Efter det skulle vi i praktik; jeg skulle være de næste ni måneder på et hospital for neurologiske og psykologiske lidelser. Det var i Børkop[5], tæt på Vejle, og jeg havde et dejligt værelse, hvor jeg kunne se ud over Vejle Fjord (en udsigt, jeg vendte tilbage til i mine dagdrømme de næste 1½ år). (…)

På en solrig efterårsdag, den 3. oktober 1943, havde jeg en fridag, så jeg cyklede de 25-30 kilometer til Vejle. Det var en dejlig dag at cykle i. Mor havde frokost klar, og efter frokosten fortalte Far Davidsen mig om de rygter, der cirkulerede. På grund af nogle nylige sabotagehændelser havde tyskerne i deres frustration interneret og fængslet det danske politi i København, og der gik rygter om, at de var ved at forberede en internering af jøderne. 

Som sognerådsmedlem havde Far adgang til mange informationer. (…) Så allerede der kom der et nåleprik af frygt, men da jeg hørte Fars advarsel om en forestående internering af jøder, affærdigede jeg det som endnu et rygte. Jeg var jo sikkert gemt af vejen på et lille hospital i Vejle. Hvem kunne vide, at jeg var der, og hvem gik op i det? Og jeg var træt efter den lange cykeltur, så jeg kyssede som altid Mor godnat og gav Far et håndtryk (danskerne går meget op i håndtryk!).

Jeg var så træt, at jeg ikke hørte hamren på døren nedenunder omkring midnat, Fars råb "hvem der?" ud af vinduet, det tyske svar, Fars hurtige løb ned ad trappetrinene, dundren af støvler op ad trappen … Jeg vågnede ved, at en stor lygte lyste mig i øjnene, og det virkede, som om mit lille værelse var fyldt med tyske stormtropper (der var næppe mere end tre). De råbte til mig, at jeg skulle stå op og hurtigt klæde mig på; som i en drøm hørte jeg Fars stemme bede dem om at vente nedenunder, så jeg kunne tage tøj på i fred. Det var så i orden, men jeg skulle have to vagter … Flere år senere fortalte Far mig, hvordan jeg kunne være blevet skånet og skjult, hvis bare vi havde planlagt det i forvejen. Han havde tænkt på at skjule mig på loftet bag en falsk dør. Men desværre havde han ikke tid til at vække mig eller gemme mig væk, før de tunge støvler kom op ad trappen. 

Da jeg påklædt kom nedenunder, hørte jeg en af soldaterne sige til Far: ”Vi ved besked om dig, Davidsen, så pas på, hvad du siger. At skjule en jøde!”. Så vendte han sig mod mig, og jeg svarede på dansk, hvilket gjorde ham hidsig. ”Tal tysk, det er dit modersmål!”. Til det svarede jeg, at jeg var statsløs og havde glemt det tyske sprog. Desuden ville jeg gerne behandles lige så ordentligt, som jeg var blevet behandlet de sidste år! Som et tordenbrag smældede hans behandskede hånd på mit ansigt og fratog mig al min styrke, værdighed og kvikke opførsel. 

Han vendte sig så mod Mor, som nu var kommet nedenunder, og bad hende kortfattet om at finde mad, tøj og et tæppe til mig, så jeg kunne klare mig cirka en uge. Mens han hele tiden råbte: "Mach schnell"[6] (tyskerne er gode til at råbe), fyldte Mor en taske sammen med skinke, ost og brød. Jeg trykkede Fars hånd og takkede ham for alt og lovede at vende tilbage, det var jeg sikker på … jeg ville komme tilbage! Da jeg vendte mig mod Mor, forsvandt mine forsvarsmekanismer, og med tårer i øjnene omfavnede jeg hende. Endnu et farvel! Mors kram og tårer medførte et udtryk af afsky i tyskerens blik … hvordan kunne hun omfavne en jøde, et undermenneske …

Vi kørte hele natten for at hente flere jøder, men de var i skjul. Vi samlede en ung mand op, og så kom vi til rådhuset, hvor vi blev placeret hver for sig, uden at vide, hvad der nu skulle ske, alene med alle spekulationerne, det var virkelig skræmmende. Efter to dage blev den unge mand og jeg hentet af en lastbil og kørt til et samlingssted, hvis navn jeg ikke husker. Vi blev proppet ind i kreaturtogvogne, vores havde 80 mennesker indeni, dørene lukkede raslende i og blev tæt forseglet. Vi havde ingen idé om, hvor vi skulle hen, og var lukket inde de næste syv dage, dørene blev kun åbnet en gang om dagen for at tømme wc-spanden og fylde vandspanden. 

Vi kørte gennem det europæiske landskab, hvor vi på skift kiggede gennem små huller og revner i togvognen og prøvede at identificere området. Vi fandt ud af, hvordan så mange som muligt kunne ligge ned og samtidig optage mindst mulig plads: i omvendte rækker, så hver anden række havde deres fødder i andres armhuler … ikke så komfortabelt, men det virkede. Vi delte alle den mad, vi havde med, og vand blev målt op i daglige rationer. Tørsten og lugten af 80 uvaskede mennesker, der brugte den samme wc-spand, var værre end kulden og sulten, men alligevel gik kulden mig mest på. 

Efter hvad der syntes som en evighed, kom vi til vores destination, Theresienstadt[7], 60 mil syd (eller var det nord?) for Prag i Tjekkoslovakiet. Terezín, som det blev kaldt, var et opsamlingssted til Auschwitz[8]. Omkring 300.000 tyske og 76.000 tjekkiske fanger gik gennem portene, der var bygget til at huse omkring 20.000 fanger, men som regel indeholdt tre gange så mange eller flere. (…)

Da kreaturvognene blev åbnet på banegården i Terezín, var mere end 15 ud af 400 døde på grund af sult, kulde og alvorlig mangel på ilt. Vi blev skubbet ud på perronen til en velkomstkomité, der bestod af lejrkommandørerne og deres følge af store hunde. Omgivet af tyskernes råben, hundenes gøen og den langsomme, slæbende række af skikkelser, der var blevet forkrøblede efter mange dage i forkrampede stillinger, samt de blændende natlygter, var det en uvirkelig og mareridtsagtig oplevelse. 

Men tyskerne havde med deres sædvanlige grundighed planer for os. Vi blev stillet op på rækker til registrering og til eftersøgning af værdier (vi måtte beholde en lille kuffert og et tæppe, men ingen smykker). Så blev vi stillet op på række for at blive talt, optællingen skulle være præcis. Vi fik udleveret et postkost og fik besked på at skrive - ”kun på tysk” - at vi var ankommet til vores planlagte sted, havde det godt, blev behandlet fint og var klar til at begynde med at arbejde (det lykkedes mig at skrive et ord eller to ord på dansk om ’Tante Sulten’, hvilket Far udmærket forstod!).

Så – efter en lang ventetid – blev vi vist hen til baderum og toiletterne. De bestod af en lang, åben barak, som var oven over en grøft. Og over grøften var der – hvilken opfindsomhed! – en lang planke, som man sad på, som spurve på en telefontråd. Intet privatliv … intet toiletpapir … bare en åben grøft. Det påvirkede mig så meget, at jeg i årevis havde onde drømme om at falde ned og drukne i møget. Så stillede vi op i række for at få vores køkkenting, et krus og en campingagtig beholder, og så mad. Den bestod af en tynd kop kaffe og en vandig suppe, og så tilbage på række for at blive anvist, hvor vi skulle bo. (…)

Terezín blev anset for at være en mønsterlejr, faktisk den bedste af lejrene, og til den kom ikke blot de danske jøder og det danske politi, men også dem, som tyskerne anså for at være den jødiske elite: veteraner fra 1. verdenskrig. For den danske jødetransport var det den eneste kz-lejr. For omkring 300.000, der var mindre heldige, var det blot et stop på vejen til udryddelseslejrene.  

Efter at vore registreringskort var udfyldt og indsamlet, stod vi ansigt til ansigt med virkeligheden … vi blev vist hen til stedet, hvor vi skulle bo: et loft, som to dage forinden var blevet rømmet for 400 børn, som var blevet sendt til Auschwitz. Det var allerede 2/3 fuldt, og hessiansække fyldt med halm gjorde det ud for senge. (…)

Den kolde lyd af sirenerne vækkede os ved daggry, og vi skyndte os ud på den gårdsplads, der var i forbindelse med hver barak, til en optælling, hvilket vi gjorde de næste 18 måneder. Efter at have stået på række for at blive optalt stod vi i række for at få vores ’kaffe’ (senere på dagen fik vi vores brødration, som vi fik to gange om ugen), og efter morgenmad marcherede vi på arbejde. 

Menuen var selvfølgelig altid den samme dag efter dag, måned efter måned og år efter år, monoton og nærmest ikke-eksisterende. Hver morgen stillede vi os op med vores tinkrus for at få lunken erstatningskaffe. Alligevel stillede alle op, for kaffen var varm, og desuden var der så noget at give sig til. Til frokost stillede vi op på række igen for at få dagens store måltid, der bestod af roer eller kartofler, som regel frosne kartofler, og jeg mener virkelig frosne og sorte (…). Om aftenen var der opstilling igen, og her var der erstatningskaffe og suppe. Hvis man var heldig, kunne man i suppen finde et lille stykke af en grønsag eller meget sjældent en skive pølse. Hvis det var pølse, så den virkelig skravlet ud, fordi den havde kogt i timevis og til tusindvis af mennesker. Hvis personen, der øsede suppen op, så en af sine venner i køen, gik suppeskeen dybere ned mod bunden af gryden. Resultatet var en mere fyldig og tungere suppe. Det var altså vores basiskost, og vi stod i sne og regn, i lange uendelige rækker på en åben plads, for at få den. 

To gange om ugen kom brødvognen, der var af samme type, måske endda den samme vogn, som den, der hentede lig. Vognen blev skubbet og trukket af mange kvinder. En kvinde med et papirark råbte numre op (en eftertragtet stilling), og da vi jo kun var numre[9], fik vi alle vores brødration. Det brød var det bedste, fyldigt og sort. Nogle gange var det stadig varmt fra bageriet! Brødet havde en anden form end i dag; det var længere og ovalt, og det blev skåret på langs og så delt i fire stykker. Så vi fik faktisk 1/8 brød to gange om ugen. Plus en klat margarine og en kuvert med sukker … nogle gange. Det var en dag, der blev fejret og ventet på med længsel. Valgmulighederne, og den pine var der for alle, jeg kendte … hvad skulle man så gøre? Grovæde og få et tilfredsstillende måltid og så sulte i tre dage, eller rationere sig selv … en skive til morgenmad, en skive til aftensmad sammen med suppen … i en tredages periode. Det var virkelig et svært valg, og jeg husker, hvor ubeslutsom jeg var. (…)

Vi tænkte på og talte mere om mad, end jeg nogensinde har gjort før eller siden. Vi forestillede os fantastiske måltider og menuer. Vi talte om bagværk, julemiddage i Danmark, delikatesser, vi havde smagt. Alle, jeg har talt med om det, havde disse drømme om mad. Alle vore samtaler kredsede om dette ene emne. Hvad vi ville købe, bage og kokkerere. Hvordan vi ville tilberede det. Krig, rygter, vejret, sygdom – alt det var relativt uvigtigt. Kun mad var i vores tanker. (…)

Den halvdel af vores gruppe, der var unge og stærke, blev midlertidigt placeret på en byggeplads (…). Omkring 8-10 piger fik anvist en vogn, og vi trak og slæbte træbrædder fra sted til sted. Vognene blev trukket af piger, ligesom heste, skubbet på siderne af fire andre piger og skubbet bagfra af 2-4 piger. (…) Nogle gange kom vi forbi vogne fulde af lig, med arme eller ben dinglende som en masse stave, der stak ud over kanten på kærren. Men vi blev snart vant til synet og tænkte ikke over det. (…) Gennem mudder og sne skubbede og trak vi vognene; jeg fandt aldrig helt ud af, hvad det skulle gøre godt for. I mellemtiden blev vi flyttet fra loftet til grundplanet i en stor stald (med køjer i tre etager), der husede 100-120 af os danske kvinder. Gudskelov blev vi ikke delt op, og vi dannede vores egen lille ghetto og støttegruppe. Vi blandede os ikke rigtig med resten af lejren. (…)

En dag modtog jeg en pakke [fra familien Davidsen], hold da op! Jeg blev alles ven, en pludselig berømthed. Far Davidsen var aldrig holdt op med at forsøge at få kontakt til mig (det fandt jeg ud af senere). (…) Pakken indeholdt meget mere, men det, jeg kan huske, er en stor røget skinke, flere oste (i alle størrelser) og et glas med vitaminer. Åh, alle disse lækre ting, alle misundte mig. Men det vigtigste var vitaminerne. Da jeg åbnede glasset, så jeg, at nogle af de brune piller blot var netop det – brune piller. Men der var også blandet små papirpiller i, lavet af en brun papirspose. Febrilsk foldede jeg dem op og så, at der var skrevet på dem. Nu hældte jeg hele indholdet ud på barakkens gulv, omgivet af mine venner, og mens pillerne blev foldet ud, fandt vi ud af, at de indeholdt en besked; det var et brev. Blot en kort tilkendegivelse af omsorg – ”giv ikke op, du vil vende tilbage og altid have et hjem i Danmark” - og de ville gøre deres bedste for at holde kontakt … Den støtte, venlighed og omsorg betød meget for at holde mit humør oppe; den kærlighed kunne ikke vejes i guld. (…)

Jeg vil skrive lidt om baderummet og dets indretning. En af barakkerne, der tidligere havde været hestestald, havde to trug, der løb gennem hele bygningens længde ligesom en kanal, der indeholdt regnvand. Denne sparsomme strøm af altid iskoldt vand blev brugt til at vaske kroppe, tøj og køkkenting. Fordi jeg fra min sygeplejeerfaring var vant til at se syge, men velnærede kroppe, lagde jeg især mærke til de udmagrede kroppe; kvinders maver og baller hang i folder ligesom tomme sadeltasker efter årevis med dårlig ernæring; det var et meget trist og chokerende syn. For ikke at nævne, at der for at forhindre kvinderne i at have ægløsning og menstruation blev tilsat salpeter[10] til suppen (et held i uheld). Vi blev alle overraskede over, at vores kroppe stoppede med at fungere på den måde. 

[Ruth Salm begynder herefter at arbejde på lejrens hospital og får lidt bedre bolig- og kostforhold].

I mellemtiden kom der en masse aktivitet i lejren, og en inspektion blev planlagt af humanitære årsager for at vise verden, hvor propre, rene og glade vi var under det tyske styre[11]. Gaderne blev gjort rene, og husene blev malet, som var det et filmstudie. (…) Inspektionsturen var foranlediget af svensk Røde Kors (Sverige var neutralt under hele krigen), og det var en storartet, vellykket farce; der var endda et orkester, der spillede! De syge, underernærede og gamle måtte ikke komme uden for barakkerne.

Snart efter begyndte den danske gruppe at få svenske Røde Kors-pakker, og det fortsatte en gang om måneden indtil slutningen af vores ophold, i næsten et år, tror jeg. Hold fast, hvor blev vi misundte og eftertragtede! Det tog et stykke tid, før vi fandt ud af det – du giver ikke bare en eller anden en skive ost, du bytter med brød eller endnu bedre: cigaretter! (…)

I alle disse sidste måneder mistede jeg fornemmelsen af verden udenfor og mine medfanger i de gamle barakker. Jeg arbejdede og boede på hospitalet, og udenfor var det for koldt, snedækket, mudret, vådt og nedslående. Jeg ved, at transporterne kom og gik. Transporter, det ord sendte kuldegysninger op og ned af alles rygrad. Vi vidste alle, at det betød de østlige arbejds- og udryddelseslejre. Ingen af os i den danske gruppe kom nogensinde på transportlisten. Ensformigheden i ikke at vide, om eller hvornår vi skulle forlade dette trøstesløse sted, var meget belastende. Der var sortbørsmarked, selvmord, offentlige hængninger, afstraffelser og så endnu en transport. Ved hjælp af et naivt overlevelsesinstinkt må jeg have forsøgt at isolere mig selv fra alt dette. Mit liv bestod af arbejde og den næste brødration eller den næste Røde Kors-pakke … og sådan gik mit 18. og 19. år. (…)

Så en morgen i april 1945 kom en af mine danske venner forpustet løbende ind på hospitalsafdelingen og råbte: ”Kom med, kom med. Hvorfor er du ikke ved lejrkommandoens kontor? Alle os danskere har været der i flere timer! Der kommer mange Røde Kors-busser, og vi skal afsted … Få fat i dine ting!”. Jeg havde nu ikke rigtig noget at hente, måske en jakke og et tæppe. Jeg forlod sjældent hospitalet og havde kun lidt kontakt med danskerne, så jeg havde ikke hørt det sidste nye. Vi skyndte os op til lejrkommandoen, hvor vi på række sad på vores pakkenelliker og ventede. Det rygtedes, at vi skulle afsted, så vi rejste os op, blev optalt, satte os ned igen, sov … fortvivlelse og håb skiftede hele tiden. Ved en særaftale[12] af grev Folke Bernadotte af Sverige[13] og Heinrich Himmler[14] kunne alle danskere snart blive flyttet fra Terezín til det neutrale Sverige, men kun hvis vi på eksemplarisk vis forholdt os rolige. Vi fik besked af SS[15] om at fortælle verden, at vores ophold i Theresienstadt havde været udbytterigt og lykkeligt. Det indvilligede vi selvfølgelig alle sammen hurtigt i!

To dage senere var Røde Kors-busser klar til afgang med store røde kors malet på tagene (fordi vi skulle køre gennem det krigshærgede Tyskland, og de allierede skulle vide, at vi var neutrale). (…) Det var ovre!!! Vi vinkede som gale til den forsvindende fæstning Theresienstadt og med en stor tristhed over at efterlade så mange venner til en usikker fremtid bag os. 

Vi kørte gennem det krigshærgede Tyskland, og selvom busserne ikke blev ramt, kørte vi igennem mange områder, der blev bombet. Det store, røde kors på taget blev forhåbentlig set af bombeflyene og virkede forebyggende. Vi måtte ikke rulle vinduesgardinerne op og se ødelæggelsen og ruinerne, som nazisterne havde fået påført deres eget land. 

Gestapo-officerer[16] i civilt tøj ledsagede os i busserne. Da gardinerne endelig blev rullet op, havde busserne krydset grænsen til Danmark. Det var et utroligt bevægende syn hele vejen gennem Danmark, tusinder af danskere i alle aldre havde stillet sig op langs med vejene. De vinkede med danske flag og råbte: ”Velkommen til Danmark”, og æsker med slik, chokolade, blomster og drikkevarer blev rakt ind gennem de åbne vinduer. Da vi begyndte at synge den danske nationalsang, blev det for meget for Gestapo, og mens de viftede med deres pistoler, beordrede de folkemængden til at trække sig tilbage og chaufføren til at fortsætte. 

Vores destination var Malmø i Sverige. Vi kunne ikke gøre holdt i Danmark, fordi der stadig var krig, og Danmark var besat territorium. Det var meget sørgeligt at rejse gennem ens eget land og ikke have tilladelse til at stoppe. Alligevel fik vi et sted på turen lov til at stoppe for at vaske os og få lidt at spise. Jeg råbte ud til den tilsyneladende altid tilstedeværende gruppe af mennesker, der modtog os: ”Er der nogen her fra Vejle?”, og en stemme svarede: ”Det er jeg, hvad kan jeg gøre for dig?”. ”En tjeneste, ring til Højen 8, det er Stubdrup Skole, og fortæl lærer Davidsen, at Ruth har det godt og er på vej til Sverige!”. Det gjorde han, og en måned senere fortalte Mor mig, hvordan de græd og krammede hinanden af glæde og over, at jeg var reddet i frihed. Busserne kørte videre til færgen til Malmø. Det var ikke, før vi steg om bord på færgen og efterlod Gestapo-vagthundene, at vi virkelig følte os frie og gav plads til vores følelser. 

I Malmø gennemgik vi en slags renselsesproces. Varme bade, aflusning, lægeundersøgelser og nyt tøj. Helt simple glæder … den kjole, de gav mig, var en pastelgrøn skjortekjole med plissélæg. Jeg kan stadig huske, hvor tilfreds jeg var. 

Derfra kom vi til Strängnäs[17], et karantænested, hvor vi skulle være i to måneder. Vi havde selvfølgelig slæbt alle mulige sygdomme med; tyfus, diarré og lus var bare toppen af listen. Jeg kan også huske vores første måltid i Strängnäs. Det var svenske pandekager med blåbær. Vi spiste, så vi blev syge! Vore slunkne maver var ikke vant til så nærende mad! En anden vane, det var svært at komme af med, var at sluge al mad, der var i syne, og at tage tilbageværende brød eller frugt med til vores sovekamre og gemme det under vores puder. Det tog os adskillige dage at forstå, at vi kunne spise på den måde fra nu af … der var ingen knaphed. (…)

Krigen var nu ved at slutte, og vi fik ikke mange nyheder. I midten af maj 1945 kapitulerede Tyskland, og det blev fortalt, at Hitler havde begået selvmord. Røgen lettede, og bombelyden tav. Alt, der var tilbage, var en rystet verden. Efter al denne elendighed, lidelse og ødelæggelse, hvad var der så opnået? Hvem var sejrherren, og hvor var sejren?

Efter omkring to måneder og endnu en lægeundersøgelse var vi frie til at tage afsted. Jeg tog til Vejle til en tårevædet genforening med Mor og Far Davidsen. Mor bestræbte sig på at fede mig op, og jeg tror, det lykkedes. 

Jeg kom i kontakt med lederen af min sygeplejeskole og havde selvfølgelig mistet en masse tid (to år). Så jeg kom et andet sted hen. Denne gang på Rigshospitalet i København. Kvinderne (pigerne), der var i min klasse, og som jeg boede sammen med, var alle så unge og pjattede. Jeg kunne ikke – eller ville ikke – tilpasse mig eller forholde mig til deres unge og sorgløse tilværelse. Jeg blev meget rastløs, da jeg jo faktisk var 21 og begyndte at føle og opføre mig som en oprørsk teenager. 

Jeg forlod sygeplejeskolen og kontaktede min onkel Max (min fars bror) i New York. Jeg ville have ham til at betale for mig, så jeg kunne komme til USA. På den tid med skrappe immigrationslove og kvotesystem var det den eneste måde, hvorpå jeg kunne komme til USA. Min onkel satte ting i bevægelse, jeg var trods alt den eneste af Salm-familien, der havde overlevet. Jeg skulle stadig vente seks måneder på, at papirerne blev klar, da jeg skulle have en ren helbredsattest, og det tog tid. 

I mellemtiden forlod jeg København og tog hjem til Vejle for at vente på mine godkendelsespapirer. Det var en dejlig sommer i 1946, og vi fik kaffe hver eftermiddag i haven under det store lindetræ. Og hver morgen lavede Mor en af mine favoritter: rødgrød med fløde, den danske dessert, som er ligesom jello[18]. Det var en fredfyldt og helende tid, men jeg var rastløs. Jeg var nu klar til at begynde livet … jeg havde mistet så meget tid … hvordan skulle jeg nogensinde indhente mine jævnaldrende? Jeg var 21, og dette skulle være den tid, hvor jeg skulle more mig, danse, gå ud med mænd, leve … hvor var alt det sjove henne? Jeg kunne ikke vente med at komme til Amerika!

I august gik mine papirer endelig igennem, og onkel Max sendte de 300 $ i rejsepenge. Mor sørgede for, at jeg fik syet en selskabskjole, min første, og en hat, og jeg følte mig virkelig elegant! Jeg skulle sejle fra Göteborg engang i september. Mor og Far fulgte mig til toget, og det var et tårevædet farvel. Mor græd, som om hun aldrig skulle se mig mere. Men jeg lovede hende, at jeg ville komme tilbage igen og igen … og jeg holdt mit løfte. Jeg var mere skræmt end trist; de var mit eneste bånd til familie og Europa. Hvad havde jeg gang i? Var det tankeløst at forlade den smule sikkerhed, jeg kendte til, for i stedet at tage til det ukendte i Amerika? Men hvis jeg blev i Danmark, ville jeg føle mig kvalt, og jeg ville ud at opleve livet, uden tanker om, hvor og hvordan jeg skulle begynde. 

Når jeg nu ser tilbage, var jeg typisk neurotisk[19]. Jeg blev trukket til modsatte følelsespoler på samme tid. Og på den måde forlod jeg Danmark. Forlod den eneste familie, jeg nogensinde havde haft. Og sammen med det mine teenageår. Jeg var klar til Amerika! Og til livet og jagten efter lykke uden at have den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betød! Jeg ville ikke rode rundt i min fortid, og faktisk blev minderne lagt på hylden i mange år – det var ikke noget, jeg ville nærme mig eller tale om. Med den klare vision begyndte jeg min rejse … til livet.