Opvækst og uddannelse

K.K. Steincke blev født den 25. august 1880 i den lille by Viskinge i Nordvestsjælland. Han tog en gammelsproglig studentereksamen fra Sorø Akademi i 1899. Samme år begyndte Steincke på jurastudiet på Københavns Universitet. Ved siden af studiet deltog han i forskellige politiske studenterforeninger og diskussionsklubber og var derudover aktiv inden for Socialdemokratiet. I februar 1906 tog Steincke sin juridiske embedseksamen.

Arbejdet ved Frederiksberg kommune

Efter sin juridiske embedseksamen fik Steincke et job som sagførerfuldmægtig hos en højesteretssagfører, men han søgte andre veje kort tid efter. Han blev i juli 1907 ansat ved Frederiksberg Kommune som juridisk sekretær i den juridiske afdeling. Han flyttede dog snart over til en stilling som ekspeditionssekretær i kommunens forsørgelsesvæsen.

Arbejdet i kommunens forsørgelsesvæsen var til tider en forvirrende og besværlig affære pga. de mange love og regler, der fandtes på det tidspunkt, men det gav Steincke et godt indblik i de politiske og bureaukratiske udfordringer, som socialpolitikken stod over for. På trods af sin unge alder og politiske orientering blev Steincke allerede i december 1911 ansat som fattiginspektør i kommunen. 

Steincke og Socialdemokratiet

Steincke blev aktiv i Socialdemokratiet, efter at han kom til København i 1899. Han blev indvalgt i partiets hovedbestyrelse i 1913 og var derved med til at markere et ryk til venstre i partiet. Steincke var skeptisk over for andre ledende personer i hovedbestyrelsen, bl.a. Stauning, hvilket til tider førte til et anstrengt forhold til partiets ledelse. Han blev valgt ind i Landstinget for Socialdemokratiet i 1918. 

I 1919 blev Steincke bedt om at udarbejde et forslag til revision af sociallovgivningen og dens administration. Forslaget var klar i 1920 med titlen Fremtidens Forsørgelsesvæsen. Det byggede i vid udstrækning på hans tidligere udgivelser og betænkninger om sociallovgivning, og forslaget blev afgørende for Socialreformen i 1933.

Politiker og minister Karl Kristian Steincke. Foto: Folketingets Bibliotek og Arkiv

Steincke som minister og Socialreformen 1924-1935

Da Socialdemokratiet fik regeringsmagten for første gang ved valget i 1924, blev Steincke udnævnt til justitsminister. Socialdemokratiet havde kun regeringsmagten indtil 1926, men genvandt den i 1929. Steincke blev her udnævnt til socialminister for det genoprettede socialministerium med hele sociallovgivningen som arbejdsområde. Det var en ønskepost og gav ham mulighed for at arbejde for at indføre en socialreform.

En reform af socialvæsenet havde i mange år stået højt på den socialdemokratiske dagsorden, ikke mindst foranlediget af Stauning. I forbindelse med kriseforhandlingerne op til Kanslergadeforliget pressede Steincke på for at få Socialreformen med i forhandlingerne, og Stauning og finansminister Bramsnæs støttede ideen. På den måde blev Socialreformen en del af Kanslergadeforliget, hvor selve reformens indhold blev forhandlet på plads mellem regeringen og Venstre i løbet af foråret 1933. Steinckes Socialreform var en samling og omorganisering af den store mængde smålove på området, der var kommet til de seneste 30-40 år. Derudover indførte reformen princippet om ret til hjælp for borgerne.

'Attentatforsøgene' mod Steincke

Steincke blev to gange udsat for skyderier, mens han stod på Folketingets talerstol. Første gang var den 10. december 1930, da anarkosyndikalisten Charles Nielsen med en pistol skød op i Folketingssalens loft fra tilhørerlogen, mens Steincke fremlagde sin epokegørende socialreform. Anden gang var den 13. april 1938, da nazisten Erik Westergaard med en hundepistol skød mod Steincke. Han ramte heller ikke. Ved begge skyderier var det uvist, om motivet var at dræbe Steincke eller bare at vise utilfredshed med regeringen.

Steinckes tid i politik efter 1935

Efter valget i 1935 fik Steincke atter posten som justitsminister, som han havde resten af regeringsperioden indtil september 1939. I 1948 blev Steincke valgt til formand for Landstinget, hvor han var, indtil han for en kort periode måtte overtage posten som justitsminister fra marts til oktober 1950. Som et sidste led i sin politiske karriere blev Steincke igen formand for Landstinget i perioden 1951-52. Denne post blev dog mere og mere ubetydelig, da der i perioden blev gjort forberedelser til at nedlægge Landstinget.

Steincke var ofte en kontroversiel politiker på grund af sin stil og skarpe holdninger. Særligt som justitsminister 1935-39 var Steincke ofte i åben strid med sine kritikere. Han anlagde en række injuriesager for ærekrænkelse mod blandt andet nazister, der havde kritiseret ham, og han mente generelt, at det politiske system tog for let på truslen fra de ikke-demokratiske strømninger. Hans højtprofilerede stil var dog ikke populær hos partiledelsen og var medvirkende årsag til, at han forlod regeringen efter valget i 1939.

Ud over socialpolitik er Steinckes navn i dag også forbundet med eugenik, som - også under betegnelsen racehygiejne eller arvehygiejne - var en bestræbelse på at ændre eller forbedre arvemassens sammensætning i fremtidige generationer ved at øge børnetallet hos dem, som mentes at bære favorable gener, og/eller hindre børnefødsler hos dem, der hævdedes at bære skadelige gener. Som mange andre af samtidens politikere mente Steincke, at degeneration af befolkningens arvemasse var et problem for et velfungerende samfund. I sin bog Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) mente han, at fx tvangssterilisering af mentalt svage og socialt udsatte var et væsentligt element i socialpolitikken, da det skulle være med til at sikre samfundet mod at få ansvaret for flere svage, end det kunne magte.