August Wimmer: ”Sindssygdommenes Arvegang og Raceforbedrende Bestræbelser”, 1929

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne kilde redegør psykiateren og racehygiejnikeren August Wimmer (1872-1937) for sine overvejelser om og holdning til, at psykisk syge personer fik børn. Ifølge ham vil det for både enkeltpersoner og samfundet være ønskeligt, at det bliver muligt at sterilisere visse patienter og dermed forhindre, at deres sygdom nedarves. Teksten er et uddrag af hans bog Sindssygdommenes Arvegang og raceforbedrende Bestræbelser (1929), der var baseret på en forelæsningsrække, han afholdt ved Uppsala Universitet i efteråret 1928.

Racehygiejne, også kendt som eugenik, opstod fra 1880’erne og frem. Race blev i denne sammenhæng opfattet som menneskeracen, og racehygiejne handlede således om befolkningshygiejne. Racehygiejnens grundlæggende antagelse var, at moderne lægevidenskab og statslige sociale foranstaltninger som fattighjælp gjorde, at flere ’svage individer’ overlevede end før i tiden. Såkaldte ’defekte mennesker’, herunder psykisk syge, skabte bekymringer i forhold til deres reproduktion, idet man forudsatte, at deres børn i høj grad ville blive ligesom deres forældre og dermed være en belastning for samfundet og dets ’sjæleligt normale’ samfundsborgere. Imens valgte den del af befolkningen, som var bedre stillede, at få færre børn. Tesen var så, at videnskaben og staten måtte finde metoder til at hæmme de svages formering (negativ eugenik) og fremme de stærkes udbredelse (positiv eugenik). Fx kunne man rådgive befolkningen, anvende sterilisation, indføre ægteskabsforbud, regulere indvandring og institutionalisere (isolere) de mennesker, som man ikke ønskede reproducerede sig.

I begyndelsen af 1900-tallet slog racehygiejnen igennem hos de danske videnskabsmænd. I Danmark så man dog ikke en organiseret bevægelse som i fx Storbritannien, USA og Tyskland, men i højere grad en opinion af særligt videnskabsfolk, læger og politikere. August Wimmer var en af de fagpersoner, der medvirkede ved udformningen af den danske sterilisationslovgivning. Den blev indledt i 1929 med Lov om Adgang til Sterilisation, og Danmark blev dermed det første land i Europa, der åbnede op for, at personer med handicaps kunne steriliseres. Racehygiejniske tiltag blev i løbet af 1930’erne også en del af dansk lovgivning på socialområdet og i ægteskabs- og abortlovgivningen.

(…)

Racehygiejnen rsp.[1] Eugeniken har ogsaa Interesse i, at Adgang til Opløsning af det af Sindssyge, Aandssvage, Alkoholister osv. alt indgaaede Ægteskab i givet Fald lettes saa meget som forsvarligt, for at undgaa yderligere Fødsler af mulig degenerativt præget Afkom.

I det hele kommer det jo for Racehygiejnen (Eugeniken) i denne Sammenhæng an paa at forhindre Børneavl.1) Under hvilke Former de to Partneres Samliv saa iøvrigt foregaar, bliver en Racehygiejnen ret uvæsentlig Sag. Om to stærkt belastede Sindssyge, Psykopater, Aandssvage delte Bord og Seng, men ved præventive Midler sikkert forhindrede Børneavl, kunde Eugeniken i og for sig godt føle sig tilfreds; men desværre er præventive Midler jo langtfra helt sikre. Man har derfor ogsaa foreslaaet i saadanne Tilfælde at tillade en frivillig Sterilisation. En anden Fremgangsmaade var en mere large Tilladelse til Abortfremkaldelse, ved tilstrækkelig Fare for det ufødte Barns sjælelige Sundhed. Med vore nuværende moralske Samfundsbegreber er denne Vej dog vist endnu for lang Tid ufremkommelig. Lægen, der ser den ikke helbredte schizofrene Kvinde vende tilbage til Hjemmet og omgaaende blive besvangret eller som ser den aandssvage eller løsagtig-psykopatiske Pige Gang paa Gang parre sig med tilfældige Mandfolk, synes sommetider, at der kunde være al mulig Grund til at afbryde saadanne Svangerskaber og ikke lade Barnet undgælde for Fædrenes Synder. Men man vilde dog her i første Række tænke paa Anvendelse af præventiv Sterilisation; herom senere.2)

Sekvestrationen[2], Afsondring af de Sindssyge, Psykopater, Aandssvage, Epileptikere, Alkoholister, Kriminelle osv. i særlige Anstalter, forhindrer naturligvis Børneavl, men i mange Tilfælde desværre kun for en Tid. Ogsaa overfor adskillige af saadanne Personer som overfor en Række andre bliver imidlertid det eneste radikale Middel til at forhindre Børneavl selvfølgelig Sterilisation.

Ufrugtbargørelse af visse Sindssyge og Psykopater, navnlig de moralsk degenererede eller rentud kriminelle, af visse Aandssvage eller Epileptikere, visse kroniske Alkoholister, maaske ogsaa andre Individer med nedarvelige Nervesygdomme eller andre legemlige Lidelser, - dette er en Tanke, der i høj Grad fortjener en fordomsfri Diskussion.

Mange frastødes allerede ved Forestillingen om den "Lemlæstelse," man ved det steriliserende Indgreb tilføjer den paagældende Person. Ved Sterilisationen er dette imidlertid for Mændenes Vedkommende minimalt, og selv overfor Kvinder kan det nødvendige Indgreb ikke siges at være utilladeligt farligt. Selv en Kastration, foretagen i passende Alder, behøver ingenlunde at medføre særlig store Gèner for Personen. Og disse Hensyn til Individet maa i hvert Fald ofte synes ret irrelevante overfor de sørgelige Følger for Afkommet - og tit ogsaa for Samfundet -, som saadanne Individers impulsive og ansvarsløse Børneavl saa hyppigt medfører.

Racehygiejnikere i alle Lande har atter og atter henledt Opmærksomheden paa, at de sjælelige Defektmennesker, i første Række Psykopater, Alkoholister, tildels de lettere Aandssvage, gennemsnitlig sætter flere Børn i Verden end de "pæne", sjæleligt normale Samfundsborgere, et Forhold, der bliver dobbelt beklageligt, jo mere To- og Etbarnssystemet vinder Indpas i selv jævnere Samfundslag. At en Del af Defektmenneske[r]s Afkom dør tidligt, af "Kramper," Ernæringsforstyrrelser osv., er jo i og for sig en ikke helt tiltalende Trøst i Misèren. Der bliver alligevel nok tilbage af disse Børn, der ofte kommer til at hvile tungt paa deres Familie som paa Samfundet.

Forslaget om ved Sterilisation at forhindre Fødsel af saadanne Defektindivider er da logisk og humant nok; at vi, som alt flere Gange nævnt, endnu ikke er i Stand til med absolut Sikkerhed at forudsige, naar saadant defekt Afkom vil se Dagens Lys, naar Børnene vil blive sjæleligt normale (og socialt brugbare), bhør ikke skjules, men bør ejheller paa Forhaand bringe os til at forkaste Sterilisationens Idé. Holder vi os alene til Faren for Nedarvning af sjælelig Defekt eller Sygdom - andre, f. Ex. rent sociale lndikationer ser jeg ganske bort fra -, saa er det jo vist nok, som før nævnt, at vi f. Ex. selv med én af Forældrene sindssyg har Mulighed for at faa maaske 50%, ja maaske 100% (udvortes[3]) sunde Børn. Men lige saa sikkert har Eugenikeren Lov til at spørge, om det er berettiget at lægge af gørende Vægt paa denne Mulighed, der i hvert Fald altid maa ses under Synspunktet "Lotterigevinst", naar vi ved Siden af har Muligheden for lige saa mange eller praktisk taget flere "Nitter," sjæleligt defekte eller helt syge Børn. Naar De tænker paa de Slægtstavler, jeg har vist Dem - og som ikke er udvalgte af mit Materiale for at tjene som Skræmmebilleder, saa vil De indrømme mig, at man ikke just af dem faar noget overbevisende Indtryk af, at Børnene i saadanne Slægter har nogen større Chancer for at slippe helskindede fra det. Overfor Ægteskabskandidater af saadanne Slægter kunde man da meget vel forlange, at de ved frivillig Sterilisation gav Afkald paa at sætte Børn i Verden; derved skete jo ordentligvis intet Afbræk i deres personlige Krav til Kærlighedslykke. Og overfor de moralsk tankeløse, ansvarsløse eller direkte amoralske Individer af saadanne Slægter vilde man af børnehumane Grunde være berettiget til at stille Kravet om tvungen Sterilisation. Disse Individer, i det mindste, vilde ikke blive dybere rystede, om man hos dem rørte ved "Livsmysteriet."

De vidtgaaende Forslag til (tvungen) Sterilisation, som f. Ex. er fremsatte af amerikanske Eugenikere (og praktiserede f. Ex. i Californien[4]) eller fra en enkelt Side i Tyskland (Böters[5]), vilde det sikkert være umuligt - og indtil videre ogsaa uberettiget - at søge virkeliggjorte herhjemme. Det Forslag til Sterilisation, som jeg, som Medlem af en særlig Kommission, var med til at udarbejde for et Par Aar siden, er da ogsaa langt mere tilbageholdent i sine Fordringer. I den Redaktion af det, der nu er forelagt den danske Rigsdag som et "Forslag til Lov om Adgang til Sterilisation"[6], er det først og fremmest §2, der - tildels - er dikteret af racehygiejniske (eugeniske) Grunde, eller som i hvert Fald vil kunne komme til - ogsaa - at virke i den Retning. Det hedder i den paagældende Paragraf:

,,Justitsministeriet kan endvidere efter indhentet Erklæring fra Retslægeraadet og Sundsstyrelsen tillade, at Forplantningsevnen ophæves hos psykisk abnorme Personer, der er anbragt under Forsorg af en Statsanstalt eller en i Henhold til Fattigloven af 9. April 1891 § 61 godkendt Anstalt, og for hvis Vedkommende det, selv om de ikke frembyder saadan Fare for Retssikkerheden som i § 1 omhandlet, maa anses for særdeles magtpaaliggende for Samfundet, at de sættes ud af Stand til at faa Afkom."3)

Indstillingen om Foretagelsen af saadant Indgreb kan udgaa fra den paagældende Anstalts Ledelse og skal være bilagt Lægeerklæring og lndvilligelse fra den paagældende Person, om hans sjælelige Tilstand tillader det, eller fra hans Værge, ordentligvis ogsaa fra samlevende Ægtefælle, om han er gift. Og af Paragraffens Ordlyd fremgaar det tydeligt, at der i alle saadanne Tilfælde vil blive Tale om et indgaaende individuelt Skøn over det konkrete Tilfælde.

Der er for mig ingen Tvivl om, at en saadan Lovbestemmelse, anvendt med tilstrækkelig Fordomsfrihed og Elasticitet, ogsaa vil aabne Mulighed for heldbringende "avlsregulerende" Bestræbelser. At dens Virkeomraade foreløbig, saalænge den kun finder Anvendelse paa de under Anstaltsforsorg værende abnorme Individer, talmæssigt ikke kan blive saa omfattende, som i Fremtiden ønskeligt, kan ikke afkræfte dens principielle Berettigelse. Jeg har allerede nævnt det racehygiejnisk ønskelige i, at Patienter med nedarvelig Sindssygdom under visse Omstændigheder (frivilligt eller tvungent) kunde sættes ude af Stand til at sætte (flere) Børn i Verden, inden de udgik af Sindssygehospitalet. Vi Sindssygelæger ved bedst, med hvilken Rædsel f. Ex. en helbredt Kvinde ser hen til Muligheden for et nyt Svangerskab og - det kan jeg personligt staa inde for - meget ofte netop ud fra Hensynet til Faren for Børnene. At vi i Reglen ikke træffer den Slags Overvejelser og Bekymringer hos de Aandssvage, de asociale Psykopater, de sjæleligt abnorme Vaneforbrydere og Vanedrankere o. lign., er selvsagt; her maa den tvungne Sterilisering til; og naar de paagældende Individer paa alskens Maade tydelig har vist deres sociale Ubrugbarhed rsp. Uegnethed til at være "Forældre," bl. a. ved at tiltrænge (gentagen) ”Anstaltsanbringelse”, skulde et saadant Indgreb overfor dem egentlig ikke synes altfor "inhumant"; i hvert Fald ikke med Henblik paa deres eventuelle Afkom.

Men det er selvsagt, at en Lovbestemmelse som den citerede foreløbig vil blive og bør blive anvendt med Diskretion. Men lige saa sikkert er det, at man i Fremtiden vil sætte disse - som andre - racehygiejniske Krav op; herom er jeg ganske enig med f. Ex. K. K. Steincke[7](). At en sikrere Viden om Sindssygdommenes arvebiologiske Forhold er en uomgængelig Nødvendighed for saadanne videregaaende raceforbedrende Bestræbelser, vedgaaes af alle Sagkyndige. Men deraf følger ikke, at et første, om end tøvende Skridt henad Vejen mod "Eugenikens Paradis" er forhastet og videnskabeligt utilladeligt.

Forfatterens egne noter:

1) Spørgsmaalet om "avlsforædlende" Eugenik (”Aristogenik") maa jeg lade helt ligge.

2) Det fra tysk Side (Binding & Hoche) fremsatte Forslag om Tilintetgørelse af alt fødte, sjæleligt abnorme Individer, navnlig dybt aandssvage (”Vernichtung lebensunwerthen Lebens"), tør jeg vist nøjes med lige at omtale.

3) Udhævelserne af mig. [August Wimmer]

Slægtstavle visende degeneration
Denne slægtstavle viser, hvordan en families såkaldte ”Slægtsdegeneration” kunne kortlægges og er et eksempel fra August Wiimmers værk. Fra en ukendt stamfader med velbegavede – men lidt ”aparte” – børn beskrives medlemmer af de senere generationer som psykisk syge, psykopater, alkoholikere, seksuelt amoralske og mytomaner. Oprindelse: August Wimmers værk 'Sindssygdommenes Arvegang og raceforbedrende Bestræbelser', 1929


Ordforklaringer m.m.

[1] Rsp.: respektive.

[2] Sekvestration: internering, anbringelse på institution.

[3] Udvortes: af udseende; tilsyneladende.

[4] I Californien trådte en sterilisationslov i kraft i 1909.

[5] Gustav Emil Boeters (1869-1942): tysk læge og racehygieniker, hvis teorier var med til at påvirke nazistisk racelovgiving og eugeniske programmer fra 1933 og frem.

[6] Lov om Adgang til Sterilisation trådte i kraft den 1. juni 1929.

[7] Karl Kristian Steincke (1880-1963): socialdemokratisk politiker, især kendt for sit store arbejde med dansk sociallovgivning. Han var justitsminister 1924-1926 og 1935-1939 samt socialminister 1929-1935 og initiativtager til en stor del af den danske eugeniske lovgivning i mellemkrigstiden.

Om kilden

Dateret
1929
Oprindelse
August Wimmer: Sindssygdommenes Arvegang og Raceforbedrende Bestræbelser. Forelæsninger holdte ved Uppsala Universitet i Efteraaret 1928 (1929).
Kildetype
Foredrag
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2023
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1929
Oprindelse
August Wimmer: Sindssygdommenes Arvegang og Raceforbedrende Bestræbelser. Forelæsninger holdte ved Uppsala Universitet i Efteraaret 1928 (1929).
Kildetype
Foredrag
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2023
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk