I

EMIGRANTPROBLEMET IGEN

Det tyske Emigrantproblem er atter aktuelt, og visse Kredse har i de sidste Maaneder fyldt Landet med taabelige Rygter. Justitsminister Steincke[1] talte derfor Onsdag Aften i Radioen om Spørgsmaalet. Vi bringer Foredraget i Dag og i Morgen i vor Kronik.

AF JUSTITSMINISTER K. K. STEINCKE

Det er ikke mere end 1 1/2 Aar siden, jeg i Radioen gav en udførlig Redegørelse for efter hvilke Principer Danmark behandlede de Sider af Emigrantproblemet, der vedrører Justitsministeriet[2]. Spørgsmaalet [handlede] om Opholds- eller Arbejdstilladelse her i Landet for Udlændinge, men der er jo desværre i denne Periode og da navnlig i dette Efteraar foregaaet saa store Begivenheder i Europa, ikke mindst i den seneste Tid, Tildragelser, som vi jo alle kender, at der ikke er noget mærkeligt i, at man fra mange Sider har ønsket Spørgsmaalet belyst paany. Jeg maa dog med Nødvendighed udtale mig med den største Forsigtighed og med nogen Usikkerhed om den rent øjeblikkelige Stilling, hvor vi til en vis Grad maa indtage en afventende Holdning i det Haab, at der ved Samvirken mellem en Række Lande maa kunne tilvejebringes en i hvert Fald delvis Afspænding i den øjeblikkelige Situation og dermed en Lettelse i Presset ogsaa overfor Danmark; thi vort lille Land er jo under ingen Omstændigheder i Stand til at yde noget væsentligt Bidrag til det saakaldte Jødespørgsmaals Løsning[3], hvis det overhovedet kan løses.

Men selv med dette afgørende og nødvendige Forbehold overfor de sidste Dages og den nærmeste Fremtids Begivenheder har man alligevel ment, at det kunde være af Interesse at høre lidt om de Regler, Justitsministeriet hidtil har fulgt med Hensyn til Flygtningeproblemet, og hvorledes Udviklingen, belyst ved Tal, har været indtil de sidste Dages Begivenheder.

Der gaar nemlig de mest forskellige Rygter, der (bevidst) fremkaldes eller kolporteres af forskellige Blade, og naturligvis særlig af dem, der repræsenterer de mest yderliggaaende politiske eller sociale Opfattelser. Læser man det kommunistiske Blad, faar man nærmest det Indtryk, at Justitsministeriet styres fra Berlin, og at min Hovedopgave er at udlevere tyske Flygtninge, som har faaet Opholdstilladelse her, til de tyske Myndigheder. For en 14 Dages Tid siden skrev dette Blad saaledes under en bombastisk Overskrift: Det er jo ingen Hemmelighed, at Hitler-Regeringen i de sidste Maaneder har forstærket sit Tryk paa den danske Regering i uhørt Grad, ikke mindst i Spørgsmaalet om Danmarks Behandling af tyske Emigranter.

Vi har jo Pressefrihed her til Lands, men jeg vil dog overfor dette kommunistiske Nonsens under Embedsansvar sige, at det er pure Opspind, at den tyske Regering optræder, som det her som saa ofte før er skildret. Hverken direkte eller indirekte har Justitsministeriet mærket det ringeste til indblanding fra den tyske Regerings Side med Hensyn til vor Administration af Emigrantproblemet; jeg kender intet til et Tryk i saa Henseende, endsige til et i uhørt Grad forstærket Tryk, og jeg tilbagebeviser paa det skarpeste den Art Udtalelser som baade uværdige og skadelige. Hvor jeg i et Par enkelte Tilfælde har givet Ordre til at afvise eller udvise Tyskere, er dette sket i fuld Overensstemmelse med de fastlagte Regler og skyldes enten, at vedkommende ikke kunde anses for politisk Flygtning, men f. Eks. var Plattenslager eller flygtet for Straffen for en almindelig borgerlig Forbrydelse, eller endelig, at han har overtraadt Betingelser for Opholdet her, som f. Eks. den for nylig saa meget omtalte jødiske Forretningsdrivende Leopold. Men i intet af disse Tilfælde er der direkte eller indirekte sket nogen som helst Henvendelse fra tyske Myndigheders Side eller forsøgt nogen Art af Indblanding i det danske Justitsministeriums Administration, Praksis eller Fremgangsmaade.

Men i modsatte Lejr optræder man nøjagtig lige saa uvederhæftigt, blot fra et diametralt modsat Synspunkt. I forskellige mere eller mindre nazistiske Smaablade, ikke mindst i Hovedorganet ”Nationalsocialisten”, der dyrker Hr. Clausen[4] som Fører, fremstilles jeg derimod som Jødeelsker, der ligefrem samler paa jødiske Flygtninge og i stor Stil smugler kommunistiske Flygtninge ind her i landet.

Maa jeg dertil sige, at jeg betragter baade Jøder og Kommunister som Mennesker, men hverken giver mig af med at elske eller hade Racer, Folk eller Partier; den Slags Stemningsdelirium overlader jeg ganske til Fanatikere og aandelige Undermaalere i og udenfor Pressen. Naar saaledes det nævnte Blad taler om, at jeg på Eviankongressen[5] i Sommer tilbød, at Danmark skulde overtage 5000 jødiske Flygtninge, er dertil at bemærke, for det første, at jeg overhovedet ikke deltog i Eviankongressen, og for det andet, at der ikke er modtaget én eneste jødisk Flygtning som Følge af denne Kongres. Eller hvad siger man til en Leder i ”Nationalsocialisten” for en Maanedstid siden, der beretter, at der siden Nationalsocialismens Magtovertagelse i Tyskland er væltet 20.000 fremmede Fugle ind over Danmarks Grænser, ikke forskræmte og forarmede Flygtninge, men snarere en Art Organisation, hvis Indflydelse efterhaanden bliver mere og mere iøjnefaldende. Det rene Galimatias, selv bortset fra, at Tallet er sat 10-15 Gange for højt, hvad jeg om lidt skal dokumentere. Men man haaber ved en stadig Gentagelse af den Art Usandheder i ophidsende Form at kunne forberede den samme Stemning blandt godtroende Medborgere herhjemme, som andre Steder har givet sig saa beklagelige Udslag, skønt der, som Hr. Pürschel[6] meget rigtigt sagde i Folketinget forleden, heldigvis ikke herhjemme eksisterer noget Jødespørgsmaal. Han føjede til, at han ikke ønskede noget Racehad, men at Regeringen vilde gøre Danmark en daarlig Tjeneste ved at lukke Døren op paa vid Gab for en jødisk Indvandring. Jeg ved ikke, hvorfor han egentlig fremsatte denne Henstilling, da han udmærket godt ved, at dette aldrig kunde falde Regeringen eller mig som Justitsminister ind. Som jeg sagde før, er jeg hverken Jødehader eller Jødeelsker, men selv om jeg var det sidste, vilde jeg – ikke mindst af Hensyn til Jøderne selv – aldrig være saa dum gennem en Masseindvandring af Jøder hertil at medvirke til at skabe Antisemitisme ogsaa her i Landet. Og jeg kender Menneskene tilstrækkeligt til at vide, at tillod man en saadan Masseindvandring, vilde det ikke vare længe, før de Kredse, der er mest fortvivlede over Jødeforfølgelserne, selv vilde komme og bede mig om at standse en saadan Politik.

Som dansk Justitsminister maa man i Øjeblikket trænge sine rent personlige Følelser tilbage, i det enkelte Tilfælde handle saa menneskeligt, som Forholdene tillader det, men endelig ikke bilde sig selv eller andre ind, at Danmark vil kunne paatage sig nogen Rolle af Betydning i den nuværende europæiske Situation, og det kan heller ikke noget normalt Menneske vente eller tro. Jeg skylder da også at tilføje, at tiltrods for de talrige Henvendelser, jeg i Maaneder har modtaget fra fortvivlede og nervøst oprevne jødiske Flygtninge eller deres Slægtninge her, tiltrods for de talrige Afslag, jeg har maattet give paa rent menneskeligt set saare nærliggende og naturlige Bønner, saa sker det næsten aldrig at Vedkommende ikke forstaar Afslagets Begrundelse, hvor forknytte de end maatte være. I saa Henseende synes Jøderne ingenlunde at være ringere Karakterer end deres haardhjertede Forfølgere herhjemme.

Nej, det er, som Forholdene i det hele ligger – voldsomt Pres udefra, stor Arbejdsløshed[7] og andre Vanskeligheder indadtil – kun muligt for en dansk Justitsminister, i hvert Fald saa længe der ikke sker en Afklaring af Forholdene ude i de store Lande eller kan afsluttes internationale Overenskomster, at administrere efter følgende Grundprinciper:

Den indtil for kort Tid siden gældende Hovedregel var, at efter den gældende Fremmedlovs § 6 kunde en Udlænding normalt som Turist opholde sig her i Landet i indtil 3 Maaneder, altsaa uden at tage Arbejde, Stilling eller anden Beskæftigelse[8]. Derimod skal Politiet afvise Udlændinge, der er Politiet bekendt som Forbrydere, eller hvis Indrejse paa Grund af begaaede borgerlige Forbrydelser eller af Hensyn til Statens Sikkerhed eller andre lignende Grunde ikke er ønskelig, og Opholdstilladelsen skal ophøre, hvis en herboende Udlænding gør sig skyldig i nogen mod Staten eller dens Institutioner rettet fjendtlig Agitation, ligesom f. Eks. Justitsministeren efter Fremmedlovens § 2 kan udsende eller udvise enhver Udlænding, der ikke har erhvervet Forsørgelsesret her i Landet, naar hans Forhold dertil maatte give Anledning, uanset i hvor lang Tid han har haft Ophold her i Landet.

Men normalt har vi altsaa indtil for kort Tid siden betragtet selvforsørgende Udlændinge, der med gyldigt Pas kom hertil, og om hvilke der ikke var Politiet noget ufordelagtigt bekendt, som Turister, som man ikke beskæftigede sig med, medmindre de opholdt sig her i Landet mere end 3 Maaneder.

Imidlertid har vi lidt efter lidt under Hensyn til de urolige Forhold ude omkring maattet stramme Tøjlerne. Alene i Juli Kvartal er der saaledes af Paskontrolen ved Grænserne afvist ikke mindre end 291 Personer, der vilde udvandre fra Tyskland. De allerfleste er afvist, fordi de ikke var i Besiddelse af tilstrækkelige Subsistensmidler til et Ophold af længere Varighed her i Landet, men der er dog ogsaa adskillige, som er afvist paa Grund af mangelfulde og utilstrækkelige Pas, ligesom der endelig er en Del, der er afvist, blot fordi det maatte antages, at de ikke havde større Chance for inden for en rimelig Tid at opnaa den Indrejsetilladelse til et andet Land, som de foregav at ville afvente i Danmark, og fordi de, hvis denne Indrejsetilladelse ikke gik i Orden, ikke kunde vende tilbage til Tyskland.

Det er ikke Danmark alene, der saaledes har set sig nødsaget til paa effektiv Maade at bremse op for indvandringen af Flygtninge. F. Eks. har Holland og Svejts saa at sige sagt fuldstændig Stop, og Sverige og Norge følger i Øjeblikket en Kurs, der i alt Fald ikke kan siges at være mildere end vor.

K.K. Steincke.

II

EMIGRANTPROBLEMET IGEN

Justitsminister Steincke afslutter sine Betragtninger over Emigrantspørgsmaalet, og motiverer herunder ogsaa de strengere Forholdsregler, som de sidste Tiders Udvikling har nødvendiggjort.

AF JUSTITSMINISTER K. K. STEINCKE

Men er en Udlænding altsaa kommet herind og vil fortsætte Opholdet her udover 3 Maaneder, bliver hans Forhold nærmere undersøgt, og der sondres nøje imellem, om han kun søger Lov til fortsat Ophold, eller han tillige søger om Arbejdstilladelse. Opholdstilladelse uden Ret til at tage Arbejde, Stilling eller Beskæftigelse gives – idet jeg foreløbig ser bort fra de egentlige politiske Flygtninge – som Regel kun til fortsat Ophold her, naar Ansøgeren paa en eller anden Maade har Tilknytning til Danmark, saasom ved at være født her, ved tidligere at have opholdt sig her i en Aarrække, eller fordi han tidligere har haft dansk Indfødsret, er gift med en dansk Kvinde, har megen eller nær Familie her i Landet, væsentlige økonomiske Interesser her eller lign.

Forholdene i det hele har dog tvunget os til at stramme Tøjlerne for at holde igen paa Invasionen. F. Eks var det endnu Reglen for et Par Aar siden, at man gav fortsat Opholdstilladelse her til den Udlænding, der var forlovet med en dansk Pige, men det viste sig efterhaanden umuligt at tage saa liberalt paa Tingene, idet der fremstod en saa faretruende Mængde Ægteskabstilbud fra visse Udlændinge, at vi havde lidt svært ved at tro paa denne hurtigt opstaaende og voldsomme Kærlighed pr. Annonce, og derfor giver hverken Ægteskabstilbud, Forlovelse eller Ægteskab med dansk Kvinde nogen Forhaandsgaranti længer for Opholdstilladelse eller fortsat Opholdstilladelse her i Landet.

Og endnu langt vanskeligere er det naturligvis som Regel for Udlændinge at faa egentlig Arbejdstilladelse her, efterhaanden som andre Lande har lukket af, og Arbejdsløsheden herhjemme er blevet kronisk. For det første gives Arbejdstilladelser praktisk talt aldrig for ubegrænset Tid, men normalt kun for 6 Maaneder ad Gangen og iøvrigt kun, naar der enten er Tale om Specialarbejdere, som ikke kan skaffes herhjemme, eller naar Vedkommende agter at starte en Virksomhed, som ikke tidligere har været udøvet herhjemme, og hvortil der knytter sig industrielle eller handelsmæssige Fordele for Danmark, eller endelig naar Paagældende paa flere af de Maader, jeg før har nævnt, i Forvejen har Tilknytning til Landet.

I øvrigt gives Arbejdstilladelse normalt kun efter en iøvrigt vanskelig opnaaelig Anbefaling fra vedkommende Fagministerium eller en anden faglig Institution, og det vrimler derfor i disse Sager med Erklæringer fra Fagforeninger, Arbejdsdirektoratet, Grosserersocietetet, Artistforbundet, landøkonomisk Rejsebureau, Musikraadet osv. osv.

I Tilfælde, hvor der kan blive Tale om som Følge af Arbejdstilladelse til Udlændinge, at disse senere vil udføre betydelige Pengebeløb her fra Landet, f. Eks. internationalt berømte Kunstnere, der omtrent forlanger ca. et Aars Ministergage for en enkelt Optræden en Aften, samarbejdes der med Nationalbanken, og saafremt denne af valutamæssige Grunde fraraader Arbejdstilladelsen, nægtes denne næsten altid.

Omvendt lemper vi i Reglen Betingelserne for at opnaa Arbejdstilladelse, naar det drejer sig om Arbejde her i Uddannelsesøjemed, og da navnlig saafremt dette Arbejde er ulønnet, og det godtgøres, at man ikke samtidig gør en dansk Arbejder arbejdsløs.

Med Hensyn til Grænseegnene afgøres Sager om Opholds- eller Arbejdstilladelse principielt efter de samme Regler, som anvendes i den øvrige Del af Riget, og som jeg nu har skildret. Justitsministeriet maa dog lægge Vægt paa, at der ikke bliver et ganske uforholdsmæssigt Antal Udlændinge i en enkelt Del af Landet; Tilladelse gives derfor navnlig til dem, der har et billigt[9] Krav paa at bo sammen med nær Familie. Vi spørger ikke om Vedkommendes Sindelag, altsaa heller ikke om han er tysk, men kræver selvfølgelig til Gengæld, at han afholder sig fra enhver Handling, der er fjendtlig over for den danske Stat eller dennes Institutioner, ligesom han maa afholde sig fra Deltagelse i al politisk Agitation og iøvrigt afholde sig fra at udvise en udfordrende Optræden. Og det samme gælder naturligvis de politiske Flygtninge, som vi har givet Asylret her. Saalænge de er Gæster her, maa de forholde sig roligt og holde sig væk fra enhver Form for politisk Agitation; i modsat Fald maa de selv tage den Risiko, der følger med, at Opholdstilladelsen ophører, ligesom hvis man gør sig skyldig i egentlige Forbrydelser.

Hvad iøvrigt politiske Flygtninge angaar er der truffet forskellige internationale Overenskomster.  

For at lette de tyske Flygtninges Stilling blev der i Juli 1936 paa en international Regeringskonference i Genève afsluttet en foreløbig Overenskomst, der blev undertegnet af Danmark og Frankrig, og som senere er tiltraadt bl. a. af Belgien, England, Norge og Spanien.

Af Bestemmelserne skal jeg nævne Indførelsen af et særligt Pas, et Flygtninge-Identifikationscertifikat – et Ord, der egner sig til Spiritusprøver – samt endvidere Definition af Flygtningebegrebet. Overenskomsten omfatter kun Personer, som har haft fast Bopæl i Tyskland, som ikke har anden Statsborgerret end den tyske, og om hvem det er godtgjort, at han hverken retlig eller faktisk nyder Beskyttelse af det tyske Rige. F. Eks kan polske Statsborgere, der flygter fra Tysk[la]nd, ikke herhjemme betragtes som Emigranter, netop fordi de jo har et andet Hjemland at søge Tilflugt i.

Denne Overenskomst har ikke faaet større Betydning for de her i Landet værende Flygtninge, idet den ikke byder Flygtningene større Fordele end efter den Praksis, som vi stadig har fulgt her i Landet.

Forholdene har nemlig medført, at Begrebet ”politisk Flygtning” maatte udvides af humane Grunde, saaledes at vi som Flygtninge en Tid lang betragtede Personer, som godtgjorde eller dog sandsynliggjorde, at de paa Grund af deres politiske Overbevisning, Race eller Samfundsopfattelse udsatte sig for betydelig Straf eller Anbringelse i Koncentrationslejr ved at vende tilbage til Hjemlandet. Og i et vist Omfang har man ogsaa, for at disse ulykkelige ikke skal synke helt til Bunds, moralsk og økonomisk, i det dem fremmede Land, efterhaanden maattet mildne Reglerne om Arbejdstilladelse efter nogle Aars Ophold her, dog kun, hvis de iøvrigt ikke har givet Anledning til Kritik, hvis vedkommende Fagorganisation ikke modsætter sig Arbejdstilladelse, og hvis der ikke i Forvejen er særlig stor Arbejdsløshed inden for vedkommende Fag.

Medens de egentlige politiske Flygtninge imidlertid nu er sjældne, er jo Presset fra de jødiske Flygtninge blevet saa stærkt, at vi som nævnt har maattet stramme disse Regler i den sidste Tid, og jeg skal nu nærmere give den talmæssige Begrundelse herfor.

Ifølge vort Fremmedpolitis[10] Kartotek, der føres med den største Omhu, var Antallet af Flygtninge fra Tyskland, og det er jo praktisk taget kun Tyskland, som har nogen Betydning for Flygtningeproblemet den 1. Oktober 1938 ialt 1262, inkl. Hustruer og Børn. Heri er dog ikke medregnet Flygtninge, som er sluppet ind efter den 1. Juli 1938, idet Flygtninge normalt først optages i Kartoteket, naar de har været her i 3 Maaneder og søger Opholdstilladelse. For nogle Dage siden var dette Tal paa Personer, der senere var kommet til og som nu havde meldt sig som Flygtninge, 236, men af de tilmeldte er 58 atter udrejst, og hvorledes Resultatet vil blive for de andre kan jo først afgøres efter en Undersøgelse af hver enkelts Forhold.

Men selv om alle fik Lov til at være her, vilde de samlede Tal altsaa blive 14-1500 eller en lille Brøkdel af de Fantasital, de nazistiske Ophidsere agiterer med. Til sammenligning kan anføres, at Antallet i Marts 1934 udgjorde ca. 750 – i Januar 1935 ca. 800 – og i Juni 1936 1221 samt i Marts 1937 1512. Disse 4 Opgørelser lider dog alle af den væsentlige Mangel, at der ikke er taget Hensyn til Flygtninge, som er udrejst inden det Tidspunkt, paa hvilket Opgørelsen er foretaget. Pr. 1. Januar 1938 var der saaledes kun 1126 Flygtninge og pr. 15. Juni 1938 1124 Flygtninge.

Ser man nærmere paa de forskellige Arter af Flygtninge, viser det sig, som man maatte formode, at Jøderne er i absolut Majoritet. Medens de politiske Flygtninge den 1. Oktober 1938 udgjorde 535, var der paa samme Tidspunkt 717 Jøder. Første Gang, man foretog en saadan nærmere Opdeling af tyske Flygtninge, der stadig var her i Landet, var den 1. Januar 1938, og der var da 628 Jøder og 498 politiske Flygtninge. Som helhed kan det siges, at Stigningen de sidste Aar næsten udelukkende er faldet paa Jøderne. Men vi har dog trods alt altsaa ikke mere end 900 a 1000 jødiske Flygtninge i Danmark og hverken 20 eller 30.000, som mange siges at tro, ligesom de Blade, der lader, som om Danmark i Forvejen var overfyldt af en fastboende jødisk Befolkning. Lad mig da oplyse, at det samlede Antal af fastboende Jøder i Storkøbenhavn den 1. Januar 1938 udgjorde 5513 mod 5635 i 1931 og 5482 i 1921 – udenfor Storkøbenhavn findes næppe mere end et Par Hundrede fastboende Jøder -. Tallet viser altsaa Stilstand, i de sidste 5 Aar Tilbagegang, idet Antallet af Dødsfald overstiger Antallet af Børnefødsler, og det kan vel egentlig heller ikke siges at være særlig fristende netop for jødiske Forældre at sætte Børn i Verden i Øjeblikket, selv om Danmark aldrig har gjort Forskel paa sine Statsborgere.

Men selv om der altsaa ikke er noget Jødespørgsmaal i Danmark, og selv om Tallet paa de jødiske Flygtninge kun er forholdsvis ringe og ikke en Tyvendedel af de Fantasital, som de løse Avisrygter opererer med, saa ser jeg ikke rettere end, at den strengere Praksis, som jeg begrundede, desværre er nødvendig, altså den Praksis, hvorefter man nu nægter nye Jødeflygtninge Tilladelse til at slaa sig ned her i Landet, naar de ikke har en væsentlig Tilknytning hertil. Paa den Konference, der paa amerikansk Initiativ afholdtes i Evian i Juli 1938, var der ogsaa Enighed om, at de europæiske Stater, og da navnlig Tysklands Nabolande, ikke kunde bære yderligere Byrder med Hensyn til at give flere Jøder Bopælsret. Der kunde højst blive Tale om at give Midlertidig Opholdstilladelse i Uddannelsesøjemed eller for at afvente Indrejsetilladelse til et oversøisk Land. Mulighederne for en organiseret Udvandring af Jøder fra Tyskland – herunder det tidligere Østrig – undersøges for Tiden af et internationalt Regeringsudvalg, i hvilket der er Repræsentanter for Amerikas Forenede Stater, England, Frankrig, Brasilien og Holland. Udsigterne syntes dog indtil for nogle Dage siden ikke særlig lyse, selv om Amerikas Forenede Stater har fastlagt sin Indvandringskvote fra Tyskland til godt 27.000 aarligt de første Aar, og selv om der synes at være visse Muligheder i nogle sydamerikanske Stater – navnlig for Landmænd. Da mulighederne for at komme til oversøiske Lande som nævnt kun er smaa i Øjeblikket, vil det kunne forstaas, at man er meget tilbageholdende med at give selv midlertidig Opholdstilladelse til jødiske Flygtninge, medmindre de paagældende allerede har opnaaet Indrejsevisum til det Land, til hvilket de agter at udvandre, eller det kan anses for overvejende sandsynligt, at saadant Visum vil kunne opnaas indenfor en rimelig Tid. Man har derfor set sig nødsaget til at indføre den Praksis allerede ved Grænsen at afvise alle Udlændinge, som paa Grund af Vanskeligheder i deres Hjemland agter at udvandre og derfor ikke kan eller ikke ønsker at vende tilbage til Hjemlandet, og som ankommer her til Landet uden i Forvejen at have indhentet Indrejsetilladelse. Undtagelse herfra gøres kun, naar de paagældende har Indrejsetilladelse til et andet Land, eller det drejer sig om egentlige politiske Flygtninge.

Med hensyn til de Flygtninge, der allerede har opholdt sig her i flere Aar, har man i Forbindelse med de samvirkende Emigranthjælpe-Komiteer[11] fortsat Gennemgangen af de enkelte Flygtninges Forhold for at faa klarlagt, om de paagældende har nogen Mulighed for at kunne klare sig økonomisk her i Landet ved egen Hjælp paa Omraader, hvor det kan ske uden i for høj Grad at træde danske Erhvervs Interesser eller dansk Arbejdskraft for nær. Er dette Tilfældet, søger man efter Forhandling med vedkom[m]ende Fagmyndigheder og Fagorganisationer at give dem Arbejdstilladelse. Er der ikke Mulighed for, at de paagældende kan klare sig her i Landet, søger Komiteerne at skaffe dem Indrejsetilladelse til et Land, hvor de har større Eksistensmuligheder.

Der er paa hele dette Omraade foretaget et i høj Grad anerkendelsesværdigt Arbejde fra de samvirkende Emigrantkomiteers Side, og man maa inderligt haabe, at det Røre, der i Øjeblikket er om hele dette Problem ogsaa i de store og afgørende Lande, snart maa resultere i et Samvirke til en effektiv Ordning af dette Flygtningeproblem. Thi som Forholdene har udviklet sig i den sidste Tid, er de næsten uudholdelige selv for dem, der blot skal tage det administrative Ansvar for en strengere, en mere og mere umenneskelig Behandling af Medmennesker, hvor meget dette end sker af Hensyn til Landets Interesser, altsaa politisk og praktisk taget desværre er nødvendigt.

K.K. Steincke.