Oksbøllejren 1929-1945

Lejren i Oksbøl var etableret i 1929 som dansk militærlejr. I begyndelsen var den en teltlejr, hvorfra det danske artilleri foretog skydninger ud over det militære skydeterræn på Kallesmærsk Hede ved den jyske vestkyst nord for Esbjerg.

Efter den tyske besættelse i april 1940 kom lejren under tysk kontrol og blev nu uddannelseslejr for tyske soldater under navnet ”Truppenübungsplatz Oxböl”. Lejren blev fortrinsvis brugt til uddannelse af østfrontsoldater. I 1941 udvidede den tyske værnemagt lejren kraftigt med den såkaldte Nordlejr, der blev lagt til den allerede eksisterende Sydlejr. Det betød ekspropriationer i området og fældning af en del af Aal Plantage. Som militærlejr havde Oksbøllejren cirka 200 barakker og en kapacitet på 15.000 mand samt plads til 3.600 heste. Efter befrielsen blev flygtningelejren i Oksbøl etableret i den store Nordlejr, mens den danske hær igen rykkede ind i Sydlejren.

Millioner af tyskere på flugt

I januar 1945 rykkede Sovjetunionens Røde Hær for første gang under 2. verdenskrig ind på tysk territorium i øst. Kampene sendte en meget stor flygtningestrøm fra især Østpreussen, Danzig og Pommern mod vest. I al hast måtte befolkningen forlade hus og hjem med de mest nødvendige personlige ejendele. Krigens slutkampe på Østfronten sendte op mod 12-14 millioner mennesker – især kvinder, børn, ældre personer og sårede soldater - på flugt. I forsøget på at komme i sikkerhed søgte en del af flygtningestrømmen mod vest med jernbane, til vogns eller til fods. Andre søgte fra de belejrede Østersøbyer mod kysten, hvor den tyske marine havde indledt en stor evakuering. Flygtningeskibene var fyldt til bristepunktet og var under stadig trussel fra russiske ubåde. Redningsaktionen blev ramt af flere af verdenshistoriens største skibskatastrofer. Alene sænkningerne af skibene ’Wilhelm Gustloff’, ’van Steuben’ og ’Goya’ krævede omkring 20.000 ofre.   

Tyske flygtninge kommer til Danmark i begyndelsen af 1945

De første tyske flygtninge blev observeret i Sønderjylland i begyndelsen af februar 1945. I de følgende måneder anløb flygtningeskibe især de østvendte jyske havne som Aabenraa og Aarhus. I besættelsens sidste måneder søgte flygtningene især til København. I alt cirka 350.000 tyske flygtninge ankom i det besatte Danmark fra februar og frem til befrielsen den 4. maj 1945. Mere end 200.000 forblev i Danmark efter befrielsen, og mange af disse kom under opholdet i forbindelse med Oksbøllejren. 

Efter den danske regerings afgang den 29. august 1943 blev samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt videreført af ministeriernes departementschefer. I det regeringsløse Danmark var det derfor direktør i Udenrigsministeriet Nils Svenningsen (1894-1985), der af den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best (1903-1989) blev præsenteret for de tyske planer om at evakuere sårede og flygtninge til Danmark. De sårede soldater måtte man umiddelbart acceptere, men de civile flygtninge gav anledning til bekymring. Således frygtede Svenningsen, at ”der ville opstå en efterhånden stigende, ukontrolleret flygtningestrøm til Danmark, som i politisk og økonomisk henseende og med hensyn til opretholdelsen af ro og orden ville få skæbnesvangre virkninger for Danmark”.

I forårsmånederne 1945 fandt der derfor en dialog sted mellem Svenningsen og Best omkring den danske hjælp til flygtningene. Den danske strategi var urokkelig. Kravet var, at man fra dansk side ville have de knap 2000 politifolk, der siden september 1944 havde været deporteret til tyske kz-lejre, frigivet og hjemsendt, hvis man fra dansk side skulle tage sig af flygtningene. Dette ønske kunne eller ville besættelsesmagten ikke uden videre efterkomme. De tyske myndigheder beslaglagde derfor bygninger som skoler, hoteller og forsamlingshuse og indkvarterede flygtningene her. Besættelsesmagten organiserede flygtningearbejdet, og mange danskere så derfor meget negativt på flygtningenes tilstedeværelse.

Oksbøllejren bliver flygtningelejr i 1945

De første tyske flygtninge kom til Oksbøllejren den 21. februar 1945, og ved befrielsen den 5. maj var der allerede indkvarteret omkring 10.000 flygtninge. Efter befrielsen blev lejren som andre militæranlæg i Jylland taget i brug til husning af de nu internerede tyske flygtninge. Især Jylland havde mange militære forlægninger, som besættelsesmagten nu havde forladt; det drejede sig eksempelvis om flyvepladserne i Aalborg, i Skrydstrup, i Grove ved Karup og i Rom ved Lemvig. Disse lejre blev taget i anvendelse, efterhånden som tyskerne forlod dem og briterne frigav dem. Det betød, at flygtningepresset, som befolkningen, skolevæsnet og kulturlivet især i København oplevede det, efterhånden kunne lettes.

Indkvarteringen i Oksbøllejren fandt sted i alle de godt 200 mandskabsbarakker, men også de ca. 80 hestestaldsbarakker blev taget i brug til beboelse. Lejren måtte desuden udvides for at skaffe pladser nok, og ved årsskiftet 1945-46 var der skabt plads til yderligere 20.000 flygtninge. Indbyggertallet kom derved op på 35.000 personer. Det betød, at lejren var den sjettestørste ’by’ i Danmark. En storby bag pigtråd, er den blevet kaldt.    

Flygtningelejren i Oksbøl bestod af flere hundrede barakker, hvor de op mod 36.000 personer blev indkvarteret. Hver barak husede cirka 150 personer. Også lejrens tidligere hestestalde blev taget i anvendelse til beboelse. Her blev der skabt ’skillevægge’ mellem familier ved hjælp af tæpper. Livet i boligerne er blevet beskrevet som fuldt af støj, os, lugte og rod. Om vinteren var det svært at varme barakkerne op. Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv

Organisation: Selvstyre på demokratisk grundlag

Oksbøllejrens indre forhold blev ordnet af en form for tysk ’kommunestyre’ på basis af frie demokratiske valg. I spidsen for byrådet (Gemeindevertretung) stod borgmesteren og viceborgmesteren. Byrådet bestod af 28 medlemmer, hvoraf de 21 var repræsentanter for blokkene i lejren, mens tre var udpeget af magistraten og fire af den danske lejrkommandant og en dansk læge.
Samtidig blev der i lejren udført et kulturelt oplysningsarbejde, hvor danske lærere m.m. oplyste tyskerne om historiske og politiske forhold som et led i at fjerne nazistisk tankegods i den tyske befolkning. Desuden fandtes der i lejren en række civile institutioner som politikontor, arbejdsanvisning (der var arbejdspligt i lejren for alle over 14 år), lejrdomstol, skolekontor, folkeregister for fødsel, dåb og ægteskab. Langt de fleste daglige opgaver blev udført af tyskerne selv.
Desuden fandtes et alderdomshjem, en arrestbygning og en lejrkirkegård. Der fandtes også et biografteater med 900 pladser og 3-4 daglige forestillinger. Her opførtes teaterstykker og klassiske koncerter, og om søndagen blev biografen indrettet til kirkesal. Biografen var, som stort set alle andre bygninger og barakker i lejren, opført i forbindelse med den tyske militærlejr i 1941.    

Oksbøllejrens biografteater med plads til ca. 900 tilskuere. Der var forestillinger flere gange om ugen, især lystspil, revyer, operetter og dukketeater. Dramatikere, skuespillere og musikere og blandt flygtningene stod for repertoiret. Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv   

Af andre vigtige kulturelle institutioner var der i Oksbøllejren en børnehave, en folkeskole, en højere skole og en folkehøjskole med foredrag og undervisning i sprog, fx tysk, engelsk, spansk og russisk. Der blev ikke udbudt sprogundervisning i dansk, fordi den ufravigelige danske politik var, at alle flygtninge skulle tilbage til Tyskland, når forholdene og briterne tillod det. Integration var aldrig på tale, og kontakt mellem flygtninge og den danske civilbefolkning var forbudt.     

Kort over Oksbøllejren fra september 1946. De tyske flygtninge ankom med jernbanen, der lå umiddelbart uden for lejren (i kortets højre side). Tæt herpå lå lejrens kirkegård, hvor 1796 flygtninge og soldater ligger begravet. Lejren var indhegnet med pigtråd og bevogtet. Foto: Rigsarkivet

De mange flygtninge boede tæt. Belægningen i barakkerne blev som helhed vurderet som rimelig, da danske flygtningeinspektører besøgte lejren i november 1945. Dog blev der indrapporteret enkelte groteske forhold. I en barak befandt sig 100 forældreløse børn. I hestestaldene måtte 127 mennesker deles om tre vandhaner og ingen håndvaske, kun en cementkumme ved afløbet i gulvet. Men som inspektøren bemærker: ”mærkværdigvis ønskede Beboerne selv ikke at blive overflyttet til en bedre Barak og var taknemmelige for de Skillerum, der var blevet sat op.”
Det synes at være et generelt træk, at det var lettere at være barn end voksen i Oksbøllejren. Det hænger bl.a. sammen med, at livet i barakkerne og den meget tætte belægning nærmest umuliggjorde et privatliv, som voksne ofte har mere brug for end børn. Uvisheden omkring familiemedlemmers skæbne har givetvis også tynget de voksnes tilværelse mere end børnenes.      

Flygtningebørn i Oksbøllejren. Flygtningene i Oksbøllejren bestod fortrinsvis af kvinder og børn og ældre mænd. I august 1946 fordelte sammensætningen sig således: børn 0-6 år ca. 4.500, børn 6-14 år ca. 7.700, mænd over 14 år ca. 5.500 og kvinder over 14 år ca. 17.300. Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv

Forplejningen i lejren

At bespise 35.000 flygtninge var en stor opgave. I Oksbøllejren havde man derfor kostplaner, der var så varierede, som man anså det for muligt. I en rapport fra 1945 hed det, at ”Forplejningen er indenfor de givne Rammer udmærket med større Variation end andre Steder.” Kostplanerne blev fastsat med angivelse af en præcis mængde kød, kartofler osv. til hver person, naturligvis fordi man fra dansk side ønskede at have streng kontrol med forbruget og dermed også med udgifterne.

Tallene fra en uges forsyningstransporter til Oksbøllejren i slutningen af 1945, hvor der var 30.500 flygtninge, taler for sig selv, både når det gælder muligheden for variation af kosten, men også de mængder af fødevarer, der løbende skulle bruges:

Mælk 70.000 kg., Kartofler 70.000 kg., Rugbrød 68.000 kg., Grøntsager 53.500 kg., Sigtebrød 25.000 kg., Fisk 14.000 kg., Pølser og Ost 10.000 kg., Kød 5.250 kg., Smør 4.600 kg., Ærter 2.100 kg., Mel 1.800 kg., Havregryn 1.800 kg., Tørmælk 1.500 kg., Forskelligt 1.000 kg.

Forplejningen var fra begyndelsen aftalt med de allierede styrker under SHAEF (Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces), der ikke fandt det nødvendigt, at flygtningenes kost oversteg 1800 kalorier pr. dag. Dette fandt de danske myndigheder imidlertid for lavt, hvorfor kostreglementet blev forhøjet til godt 2.000 kalorier. Den 12. juli 1945 blev kostreglementet ændret og aldersdifferentiering indført. I januar 1946 blev det daglige kalorieantal forhøjet til 2.500 kalorier, men da dette blev vurderet som for højt, blev det senere sænket. Herefter var den gennemsnitlige kaloriemængde pr. voksen flygtning 2.270 kalorier. Denne blev fastsat af den danske lejrintendant i samråd med den tilsynsførende læge H. Krarup i Oksbøl. Hvis en flygtning havde særlige ernæringsmæssige behov på grund af graviditet eller sygdom, kunne de få et ekstra tilskud på 500 kcal. Kalorietallet svarer stort set til de kostråd, der gælder i dag, så lejrens forplejning må anses for at være tilstrækkelig, om end måske noget ensformig.

Sundhedstilstanden: sygdomme og overdødelighed

Sygeligheden i lejren var i 1945 stor i de første måneder før og efter befrielsen, men bedrede sig derefter. Flygtningene plagedes især af sygdomme som tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose, og manglen på medikamenter gjorde forholdene værre.

I lejren havde man et lazaret med 900 senge og en kirurgisk og en medicinsk afdeling. Ved hver blok var der desuden sygestuer for lettere syge samt en syge- og sundhedsplejerske. Besøger man flygtningekirkegården, der stadig ligger i umiddelbar tilknytning til lejren og rummer 1796 grave, kan man konstatere, at dødeligheden generelt var højest i 1945 og ikke mindst blandt de 0-2-årige. Dette normaliserede sig fra omkring 1946. Omkring 6.000 børn blev født i flygtningelejrene.

Godt 17.000 tyske flygtninge døde i Danmark, heraf døde 12.500 inden 1. oktober 1945. Over halvdelen af de døde var børn. I de senere år har overdødeligheden blandt de tyske flygtninge ikke bare i Oksbøllejren, men i hele Danmark været omdiskuteret, idet det er blevet hævdet, at de tyske flygtninge ikke fik tilstrækkelig lægehjælp.

Flygtningekirkegården ved Oksbøllejren. Her ligger 1796 tyskere begravet. 1247 af dem døde i Oksbøllejren mellem 1945 og 1949. Gravene blev på det tidspunkt markeret med trækors. I 1962 blev 549 grave fra andre steder flyttet ind på stedet. Rækkerne af stenkors blev anlagt i 1968-69. Af Aal Kirkes kirkebøger fremgår det, at de to mænd på denne gravsten begge kom fra Østpreussen. Foto: Vardemuseerne

Flygtningene hjemsendes til Tyskland, 1946-1949

Oksbøllejren fungerede som flygtningelejr fra februar 1945 og indtil februar 1949, da de sidste flygtninge forlod Danmark. Det blev dermed den længst fungerende af de mange flygtningelejre – og den sidste, der blev lukket.

De første hjemsendelser af flygtninge fra Oksbøllejren fandt sted i slutningen af 1946. Herefter tog hjemsendelserne og dermed også afviklingen af lejren fart i takt med, at nød, sult og krigens ødelæggelser i Tyskland blev afhjulpet. Den såkaldte repatriering af tyskere betød, at flygtningene blev fordelt til de forskellige besættelseszoner over det meste af Tyskland, og kun ganske få vendte tilbage til deres hjemstavn. De officielle tal for repatrieringen af de tyske flygtninge i Danmark var, at 51.045 kom til den franske zone (Sydvesttyskland), 44.377 til den britiske zone (Nordvesttyskland), 36.001 til den russiske zone (det østlige Tyskland (fra 1949 DDR)), og til den amerikanske zone (Sydtyskland) kom 14.817. De resterende ikke-civile flygtninge fra det tyske militær blev sendt til den britiske zone med hjælp fra danske militærfolk.

Oksbøllejren blev desuden brugt som opsamlingslejr, efterhånden som de andre lejre rundt om i landet blev lukket ned i takt med hjemsendelserne i 1946-49. Oksbøllejren er derfor ikke alene den suverænt største enkeltlejr, men også den lejr, som flest flygtninge (måske hen ved 100.000) har opholdt sig i, inden de kunne forlade Danmark.

Oksbøllejren efter 1949: militærnægterlejr og fremtidigt museum

Efter at den sidste flygtning havde forladt Oksbøllejren i begyndelsen af 1949, blev det af Boligministeriet og Indenrigsministeriet besluttet, at lejren skulle ryddes og bygningsmaterialerne sælges. Det tidligere lazaret i Nordlejren blev skånet fra nedrivning, og det samme gjorde en kostforplejningsbygning. Begge bygninger kom til at indgå i den militærnægterlejr, der i sommeren 1949 afløste Danmarks største flygtningelejr. I de følgende ti år fra 1949-59 nedbrød danske militærnægtere resterne af lejren. De reetablerede området og genskabte Aal Plantage, som tyskerne i sin tid havde fjernet for at få plads til lejren. Derved blev næsten alle spor af Oksbøllejren slettet. 
Militærnægterlejren i Oksbøl blev nedlagt i juli 1959 efter knap 10 års eksistens, hvorefter Forsvaret overtog lejren. Den 1. juni 1960 rykkede kampvognsskolen (fra 1. november 1961 Panserskolen, fra 1974 Hærens Kampskole) ind fra Sydlejren. Panserskolen rådede over den såkaldte Nordlejr og de gamle lazaretbygninger samt kostforplejningen indtil 1982.

Da militæret forlod Nordlejren i løbet af foråret 1982, blev bygningerne indrettet til vandrerhjem og indviet den 14. maj 1983. Forsvaret havde angiveligt overvejet at rive bygningerne ned, men i stedet for en større udgift til nedrivning solgtes bygningerne til Blåvandshuk Kommune for 1 krone.

I juni 2022 åbnede det ny museum FLUGT i den gamle lazaretbygning i Oksbøllejren. Temaerne på museet er Oksbøllejren og flygtninge i Danmark i det 20. århundrede.   

Artiklen er udgivet i samarbejde med Vardemuseerne