FRATERNISERING FORBUDT

Bekendtskabet er dog langtfra uden problemer. For det første er det strengt forbudt. Danskere og tyske flygtninge må ikke fraternisere, som det hedder. Faktisk må de slet ikke tale sammen, selv om man dog i praksis er nødt til at omgå dette, hvis man skal arbejde sammen på en gård. For det andet så ser man næsten overalt i det danske samfund negativt på alt tysk i de første år efter befrielsen. Det er ikke lang tid siden, at selvretfærdige danskere klippede håret af kvindelige landsmænd, der havde været kærester med tyske soldater, og klædte dem nøgne og mishandlede dem. Man må huske, at selv om Danmark sammenlignet med andre lande er sluppet overordentligt uskadt fra krigsårene, så har tyskerne også her udøvet terror, slået ihjel og udplyndret landets ressourcer.

Margarete og Kristian får nogle lykkelige måneder sammen. De holder forholdet hemmeligt. Kun gårdens forpagter, Martin Knudsen, der nærmest er som et familiemedlem for Kristian, og den flygtningefamilie, der også overnatter på gården, ved besked.

De lykkelige uger og måneder får dog en ende. En dag får Margarete og Kristian besked om, at kæresteriet er opdaget af lejrens ledelse, og det er en alvorlig sag. De har begået en grov overtrædelse af forbuddet mod fraternisering. Parret ved ikke, hvordan lejrledelsen har hørt om deres forhold, men Margarete og Kristian mistænker den anden unge flygtningepige, Helga, for at have angivet dem, måske på grund af jalousi.

Margarete og Martin Knudsen bliver afhørt af lejrledelsen, og Kristian får et brev fra inspektør A. Jørgensen fra den store, statsejede Grove Hedegård. Inspektøren er administrator af ordningen med flygtningearbejdskraft på de lokale gårde. Kristian får besked på, at han skal holde sig fra al kontakt med Margarete.

Inspektør A. Jørgensen skriver, at "der er indløbet klager over, at De under Deres besøg hos Martin Knudsen, Flyvepladsen, har benyttet lejligheden til at stifte bekendtskab med en kvindelig flygtning boende hos ovennævnte Knudsen".

Inspektøren konkluderer: "Jeg har herefter ordrer til at forbyde Dem adgang til Flyvepladsens område, og såfremt de overtræder forbuddet, vil De blive anholdt og draget til ansvar." Jørgensen tilføjer dog også, at hvis Kristian overholder forbuddet, så vil der ikke ske videre i sagen.

SLÅ DET DOG UD AF HOVEDET

Myndighederne har dog ikke helt sluppet den unge dansker, der i forhold til lovens bogstav er kommet på afveje. Kristian bliver indkaldt til afhøring hos politiet hos en politimand, der er tilknyttet vagtmandskabet ved flygtningelejren. Politimanden er nu meget flink. Han har selv siddet i koncentrationslejr i Tyskland, men er en af dem, som er kommet hjem med livet i behold. Han kan ikke forstå, Kristian kan forelske sig i en tysker. "Slå det dog ud af hovedet, du er sådan en pæn, ung mand. Jeg har selv en datter, du kan få," siger den faderligt formanende politimand.

Kristian siger nu nej tak til tilbuddet, men han slipper for straf for "fraterniseringen". Værre er det for Margarete. Hun får snart efter besked på, at hun ikke længere må arbejde på gården, og at hun skal blive i lejren. Det er udelukket, at Kristian kan få lov at besøge hende i den stærkt bevogtede og pigtrådsomkransede lejr.

For Kristian var det letteste at glemme den hawaii-brune flygtningepige og i stedet kigge efter de danske piger i nabolaget, som politimanden foreslog. Det har han bare ikke tænkt sig. Han vil ikke opgive sin Grete, som han kalder hende. Deres eneste mulighed for at bevare kontakten er at skrive breve, og adskillelsen bliver begyndelsen på en intens brevveksling. "Mein lieber Kristian," begynder de fleste af Margaretes breve til kæresten. I dag er det kun brevene fra Margarete, som er bevaret, mens dem, som Kristian skrev, for længst er smidt ud. Derfor må vi ofte nøjes med at høre Margaretes tanker og følelser beskrevet.

Allerede inden Margarete forlader Møllegården, skriver hun til Kristian.

"Min kære Kristian, jeg tror ikke, jeg får lov at blive her længere, men forhåbentlig kan jeg tale med dig endnu en gang. Min kære Kristian, jeg er bange for, at du vil forlade mig, men lad det for Guds skyld ikke ske, jeg har dig jo så kær. Jeg har kun dig, og hvis jeg mister dig, går jeg til grunde," lyder det i dansk oversættelse.

Lejrledelsen hindrer ikke de to unge mennesker i at skrive til hinanden, men den læser med. Margarete må hente sine breve fra Kristian på lejrkontoret, og de må sørge for at holde igen med alt for meget skriveri om kys og kærlighed.

I mellemtiden har Margarete omsider fået livstegn fra et af sine familiemedlemmer. Hun får et brev fra søsteren Johanne, der beskriver, hvordan hun og andre i familien har levet under russisk besættelse og overlevet på, hvad de kunne finde. Om vinteren af blandt andet svinefoder og om sommeren brændenælder. Brevet underretter også Margarete om, at hun har mistet sine forælder. Moderen døde under flugten og blev begravet på en mark. Faren døde af underernæring efter at være vendt tilbage til Konigsberg og efter det forgæves forsøg på at slippe væk fra de fremrykkende russiske soldater.

NEJ TAK TIL TYSKERE

Hverken Kristian eller Margarete har tænkt sig at bøje sig for den lejrledelse og det samfund, der vil deres forhold til livs. De er fast besluttet på, at de vil have hinanden, og løsningen må være, at de gifter sig. Hele tre gange i løbet af 1947 skriver Kristian til Justitsministeriet for at bede om lov til at gifte sig med flygtningen Margarete Komm. Hver gang får han afslag. Justitsministeriet forklarer i afslagene, at de tyske flygtninge skal sendes tilbage så hurtigt som muligt, og tyskere har ifølge den danske lovgivning ikke mulighed for at få dansk indfødsret eller tilladelse til at bosætte sig i Danmark.

Det fremgår af de bevarede breve, at kæresteparret gør, hvad det kan, for at holde kontakten og om muligt se hinanden. Et af brevene er smuglet ud uden om lejrledelsen, og som Margarete skriver, så kan hun derfor skrive, hvad hun tænker. Hun har fået lov til en søndag at besøge flygtningekirkegården ved Grove sammen med nogle andre kvinder fra lejren. Hun har tænkt sig at snyde sig væk og få tid til et besøg hos Martin Knudsen på Møllegården og håber, at Kristian kan få mulighed for at se hende. "Mit største ønske er at se dig," skriver hun. Men det sker ikke ved den lejlighed. Langt senere husker Kristian ikke, hvorfor han var forhindret. Men måske turde han heller ikke dukke op - efter truslen om strafforfølgelse af de danske myndigheder.

JEG VIL HELLERE BLIVE HER

I november 1947, godt et halvt år efter hun blev endegyldigt spærret inde i lejren og uden mulighed for at se sin kæreste udenfor, begynder Margarete at frygte, at hun snart bliver sendt tilbage til Tyskland. På dette tidspunkt er det omsider lykkedes de danske myndigheder at få accept til at sende nogle af flygtningene til den britiske besættelseszone. Langt de fleste kommer fra områderne, som Sovjetunionen har besat, men russerne vil ikke tage flygtninge tilbage.

Margarete skriver til Kristian, at hun er i fuld gang med at strikke og sy, så hun har tilstrækkeligt med tøj, når hun rejser til Tyskland.

" ... jeg er ikke så glad for at rejse, jeg vil hellere blive her, for jeg er bange for at sulte i Tyskland. Dernede er der jo ingen, der sørger for mig," skriver hun.

Flygtningene er med god grund bange for at sulte, når de vender tilbage til Tyskland. Sammenlignet med forholdene for den tyske befolkning, så har flygtningene i de danske lejre fået rigeligt at spise. Forplejningen var, set med vores øjne, ensformig og begrænset, men flygtningene fik tilstrækkeligt med kalorier til at holde sig i live. For Margarete spiller det så også ind, at Kristian sender en strøm af forsyninger til hende i pakker, mens hun opholder sig i lejren. Han skaffer hende ikke mindst cigaretter, men også stoppenåle, strikkepinde, blæk og meget andet, som er en mangelvare i lejren, og som hun efterspørger i mange af de breve, hun skriver.

Selv om flygtningene efter de danske myndigheders opfattelse får nok at spise, så er Margarete nu sulten det meste af tiden. Hun fortæller, at hun aldrig er mæt i lejren, og at hun i en uge kun har fået tørt brød at spise.

Hjemsendelsen til Tyskland bliver dog ikke til noget i denne omgang. I efteråret 1947 opstår der en ny mulighed for de tyske flygtninge. Sverige er villig til at tage imod nogle af dem. Margarete erklærer sig straks parat til at rejse til Sverige. Herfra vil det være nemmere for de to at holde kontakten ved lige, mener hun. Det spiller også ind, at svenskerne ønsker flygtninge, der er vant til landarbejde, og det er Margarete jo, og at der i modsætning til i Tyskland er rigeligt med mad og i det hele taget bedre levevilkår i Sverige, som jo ikke har været direkte ramt af verdenskrigen.

Selv om flygtningene bliver stillet i udsigt, at lejren får besøg af en kommission fra Sverige, trækker det ud med en afgørelse på Margaretes ansøgning om at komme til Sverige. Margarete venter utålmodigt, men da kommissionen omsider kommer på besøg, får hun ny optimisme. Hun tror bestemt, at hun kan være heldig at få lov, selv om hun er bange for at glæde sig for tidligt.

LEJRLEDELSEN HOLDER ØJE

Det ender dog i en skuffelse. Margarete får ikke lov til at rejse til Sverige. Formentlig er det lejrledelsen og det danske politi, der sørger for, at hun ikke får opfyldt sit ønske på grund af forholdet til Kristian. Efterfølgende er både Kristian og Margarete overbevist om, at det er forklaringen. Fordi de har "fraterniseret", bliver der holdt ekstra øje med dem. For eksempel får Margarete den 23. februar 1948 udleveret en pakke fra Kristian. Han har sendt fem cigaretter, skrivepapir og en blyant til hende, men cigaretterne må hun aflevere på lejrkontoret.

Margarete føler, at der bliver holdt særligt øje med hende, og at hun bliver behandlet anderledes af lejrledelsen. Andre flygtninge får pakker, der ikke er blevet kontrolleret, men hendes bliver altid åbnet. "Det er efterhånden en stor ting, at jeg overhovedet må skrive til dig," konstaterer hun i et af brevene til Kristian.

"Jeg får hver gang en skræk i livet, når man råber, at Margarete Komm skal melde sig hos lejrledelsen," skriver hun. En dag spørger hun en mand på lejrkontoret, om det er forbudt, at hun skriver sammen med Kristian. Det er det ikke, svarer han, men han tilføjer, at han fornemmer ud fra indholdet i brevene, at de fraterniserer.

"Lad ham tænke, hvad han vil, vi fraterniserer ikke. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når jeg er i lejren, og du er i Sneftrup," skriver hun i næste brev til Kristian.

Lørdag den 13. marts får hun to breve fra Kristian. Brevene er ofte forsinkede og kommer i klumper, fordi lejrledelsen først skal læse dem. Dagen efter takker Margarete ham for brevene:

"Det er altid en stor glæde, når jeg hører fra dig ... i dag er det et dejligt vejr, og så får man jo lyst til at gå en tur. Men vi kan jo ingen steder gå, og rundt langs pigtrådshegnet vil jeg ikke gå, så føler man sig som en hund i et bur. Ja, hvem ved, hvornår dette elendige liv får ende for os. Forhåbentlig snart, for nu har vi siddet her i tre år, og skal jeg sidde længere, tror jeg ikke, at jeg bliver et normalt menneske igen."

Advarselsbrevet fra inspektør A. Jørgensen. Fra: Mein Lieber Kristian. Beretninger om forbudt kærlighed og kamp for livet i lejrene for tyske flygtninge på den jyske hede 1945-1949.