Tyske flygtninge ankommer til Danmark

I januar 1945 krydsede de sovjetiske tropper Tysklands østgrænse, og i de sidste måneder af 2. verdenskrig var millioner af civile tyskere fra Østpreussen, Pommern og øvrige østlige provinser på flugt foran Den Røde Hær, der buldrede vestpå. De første tyske flygtninge kom til Danmark i februar måned, og snart kunne flygtningene tælles i hundredtusinder - lusede, lasede, sultne og syge.

I Sønderjylland blev der 6. marts givet besked om, at tyske og danske læger ville organisere den lægelige undersøgelse af de ankomne flygtninge. Langt de fleste af de tilstrømmende flygtninge havnede dog i København, hvor det var den tyske besættelsesmagt, der måtte tage sig af de tusindvis, der skulle have tag over hovedet, forplejning og lægehjælp. Helt frem til befrielsen lå denne opgave helt og holdent hos de tyske instanser uden dansk medvirken. De danske myndigheder, det såkaldte departementschefstyre, stod fast på et krav om, at man ville have de ca. 2000 danske politifolk, der befandt sig i tyske kz-lejre, frigivet og hjemsendt, førend man kunne yde hjælp til tyske flygtninge.

Tyske flygtninge inden befrielsen. Hen imod den 5. maj blev situationen stadig mere kaotisk, og flygtningene stadig flere. Mange havde sultet under overfarten fra Tyskland til Danmark. Der er eksempler på, at de tyske tropper, der ellers var ved at gøre klar til udmarch, hjalp deres landsmænd ved at åbne depoter med proviant, så de sultne flygtninge kunne forsyne sig. Foto: Christoffersen, Fyens Stiftstidende, Frihedsmuseet

De danske lægers dilemma

Nye flygtningestrømme gjorde lægesituationen stadig mere kritisk. Situationen i det besatte Danmark gjorde, at de danske læger blev sat i et vanskeligt dilemma: Skulle man hjælpe svage og syge flygtninge og dermed yde bistand til besættelsesmagten, eller skulle man nægte behandling og dermed risikere, at utilstrækkelig lægehjælp førte til unødvendig sygdom og eventuelt dødsfald blandt flygtningene?

Midt i marts forsøgte besættelsesmagten gennem direktøren for Dansk Røde Kors, Helmer Rosting (1893-1945), at skaffe læger, sygeplejersker og medikamenter til flygtningene. Dertil børnehjemspladser til 50 spædbørn, hvis mødre var dræbt, døde eller forsvundet. Efter et par dages betænkningstid blev dette afvist af den ellers nazi-venlige Rosting med den begrundelse, at det gik imod folkestemningen, og da Røde Kors kun benyttede sig af frivillige, var der ikke opbakning til det.

Besættelsesmagten tog kontakt til Den Danske Lægeforening, hvor der allerede var en gældende aftale om, at danske læger ville være behjælpelige med at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdom blandt de tyske østflygtninge frem til den 25. marts, men ikke længere. En forlængelse af aftalen blev afvist, men i Sønderjylland erklærede læger fra det tyske mindretal sig villige til fortsat at yde lægehjælp.

Lægeforeningens uforsonlige standpunkt blev forstærket af de mange henrettelser af danske sabotører og de frygtede clearingmord, der blev optrappet i krigens sidste måneder. Det gjaldt bl.a. mordene på fire tilfældige unge læger i Odense den 20. februar 1945, der blev udført som gengældelsesaktion for drab på tyske soldater eller danske stikkere. Og blot en måned senere, den 26. marts 1945, blev to andre læger, Johs. Buchholtz og Paul Fjeldborg fra Vejle, myrdet. At Den Danske Lægeforening afviste at yde lægehjælp til de tyske flygtninge, når tyskerne myrdede eller foranledigede mordene på medlemmer og kollegaer forekom forståeligt. Som den danske eksiljournalist Terkel M. Terkelsen udtrykte det fra London: "Hvordan skulle danske læger ellers kunne vise deres dybe foragt over besættelsesmagtens terrorvirksomhed?"

Den 28. marts 1945 udsendte Indenrigsministeriet et cirkulære, der afviste at yde behandling til tyske flygtninge. Cirkulæret rummede dog en lille åbning: Ved overhængende livsfare og "særlige Forhold" kunne der ydes behandling til flygtninge. Det handlede særligt om isolering ved livstruende epidemiske sygdomme som tyfus og dysenteri, der også kunne blive til fare for den danske befolkning. 

Men syge og nødlidende flygtninge var der nok af, og i begyndelsen af april blev lederen af den tyske besættelsesmagt Werner Best (1903-1989) orienteret om, at de danske læger havde den opfattelse, at de ikke længere måtte behandle flygtningene. Der havde dog været tale om en misforståelse, og det blev præciseret, at de danske læger accepterede at tage på sygebesøg på anmodning. Til gengæld afviste de at overtage det faste lægelige tilsyn med flygtningelejrene.

Det er svært at sige, hvordan cirkulæret blev fortolket på sygehusene, og hvor stor betydning aftalen fik for lægerne. Den oppiskede folkestemning taler for, at lægerne forholdt sig passivt, da enhver humanitær handling rettet mod tyskerne kunne betyde offentlig udskamning og beskyldninger om landsforræderi. Det kunne vise sig (livs-)farligt, eller strafbart, når krigen var forbi. En tysker var en tysker.

Skellet mellem 'rigtig' og 'forkert' var trukket hårdere op end nogensinde. Lægeforeningens begrundelse for afvisningen af at yde lægehjælp skyldtes officielt ikke frygten for repressalier, men var af mere teknokratisk karakter. Nemlig at de tyske flygtninge var kommet til landet på trods af myndighedernes protest, og at de danske læger ifølge folkerettens bestemmelser derfor ikke var forpligtet til at behandle dem. Lægeforeningen afviste på denne baggrund at medvirke til organiseringen af lægehjælp til de tyske flygtninge. Medlemmerne var kun forpligtet til at yde hjælp til flygtningene, når de af forholdene så sig nødsaget dertil.

"Nætterne var de værste". Sådan husker en tidligere flygtning tiden kort efter ankomsten til Danmark. "Når mørket sænkede sig, kunne man høre gråden fra de mange ulykkelige mennesker. Det var slemt." Sovepladserne bestod ofte af halm på betongulve og et par tæpper, og mursten dannede skel. General Motors i København var en af de virksomheder, som tyske myndigheder i besættelsens sidste måneder beslaglagde til flygtningene. Foto: Sven Türck, Frihedsmuseet

"Medlidenhed med de tyske flygtninge er landsforræderi"

"Medlidenhed med tyskerne er landsforræderi". Så kort blev holdningen til de tyske flygtninge udtrykt i de illegale blade i det tidlige forår 1945. Her var der mulighed for at få luft for de opsparede frustrationer, som de fem besættelsesår havde genereret. Spørgsmålet om indkvartering, forplejning og lægehjælp foregik under indtryk af en oppisket folkestemning, hvor der i den danske befolkning var en stor modvilje, grænsende til had, mod tyskere. Og i undergrundspressen advarede modstandsbevægelsen befolkningen mod de civile tyske flygtninge. En anti-medlidenhedskampagne udråbte alle, der følte trang til at hjælpe de tyske flygtninge, til landsforrædere. Danskerne måtte forstå, at der ikke var plads til nogen blødsøden medlidenhed med landets fjender. Det ville være at forråde Danmark, og det ville samtidig være at hjælpe Hitler-Tyskland og dermed forlænge krigen, lød argumentationen.  

Den hårde linje i forhold til lægehjælp til de tyske flygtninge blev umisforståeligt proklameret i Frihedsrådets 'Opraab' fra 21. marts 1945. Her kunne man læse, at danske læger og sygeplejersker på trods af tyskernes "umenneskelige behandling af danske statsborgere" havde ydet nødhjælp til tyske flygtninge, men at det ikke var en opgave for det danske folk at hjælpe tyskerne.

Andre steder kunne man læse om, at det godt kunne være, at tyskerne frygtede de sovjetiske tropper, men at ingen danskere nogensinde havde hørt nogen tyskere protestere, når danske modstandsfolk blev gennempryglet af Gestapo under forhør i Shell-huset, eller når danske politifolk omkom under store lidelser i de tyske koncentrationslejre. Tonen var rå og uforsonlig, men de nazistiske forbrydelser, der blev påpeget af modstandsbevægelsen, var jo reelle.   

I bybilledet generede tilstedeværelsen af de tyske flygtninge. I bladet Frit Danmark kunne man i april måned under overskriften "Parasitterne" læse om, hvor arrogant og uforskammet de tyske flygtningekvinder og -børn opførte sig. Der er mange eksempler på utilfredsheden med de tyske flygtninges ankomst til Danmark i undergrundspressen, der beskrev flygtningehorderne som lusede, lurvede og frække tyskere, der væltede ind over landet. Andre gange var det danskere selv, der kunne få ørerne i maskinen.

Det gjaldt fx i en sag om et flygtningetog, der rullede ind på Birkerød Station. Toget var, ifølge artiklen, fyldt af magre, snavsede, udslidte flygtninge, hvis nysgerrige øjne ransagede perronen for at opdage, om der var mulighed for at skaffe sig noget at spise. Synet af de forsultne kvinder og børn fik stationspersonalet til at glemme, at det ikke var et almindeligt dansk tog, men et tog med fjender, der uden at spørge om lov og i åbenbar modstrid med folkeretten kørte rundt i Danmark. En geskæftig jernbanemand havde foreslået en indsamling, der straks kom i stand og indbragte ca. 14 kr. For dette beløb blev der købt wienerbrød til flygtningene.

Hjælp til flygtningene blev betegnet som "modbydelig udansk optræden", eksempelvis på en københavnsk restaurant, hvor tre "stakkels" flygtninge kom ind for at spise, men uden smørmærker, og tjeneren lod dem bytte fem cigaretter for smørmærker til middagen. Samme dag havde skribenten observeret, at der i en bagerforretning var blevet udleveret franskbrød til nogle flygtninge, selv om de ingen rationeringsmærker havde.

Offentlig national udskamning af en jernbanemand, restauratør eller bager, der antageligt blot havde fulgt sin samvittighed, sådan var virkeligheden i Danmark i 1945. Og udskamningen fortsatte med en kritik af de danskere, der ikke selv havde mistet andet under krigen end en del af de daglige bekvemmeligheder. De tyske flygtninge udgjorde et irritationsmoment for den almindelige dansker, men i den illegale presse blev der pustet til gløderne og opildnet til modstand og had.

Med risikoen for at blive beskyldt for at være landsforræder holdt flertallet af danskere sig på afstand af de tyske flygtninge og alt tysk, medmindre det var for at sabotere noget. Tidens stærke anti-tyskhed og had medvirkede kraftigt til, at danske læger holdt sig fra at give lægehjælp til de syge flygtninge, eksempelvis i Københavns Frihavn.

Vestre Kirkegård, København. Bag hvert eneste navn på gravkorsene findes en tysk flygtningeskæbne, men kun i sjældne tilfælde kender vi den. Når vi kender historien, drejer det sig gerne om dramatiske begivenheder, men ofte er kun navnet tilbage. På Vestre Kirkegård i København findes den største koncentration af tyske grave fra 2. verdenskrig med 4643 soldater- og 5344 flygtningegrave. Oksbøl, Aalborg, Gedhus og Grove er de øvrige store flygtningekirkegårde. Foto: John V. Jensen, Vardemuseerne

En humanitær katastrofe?

I historien om de tyske flygtninge i Danmark har man i eftertiden diskuteret, om modstandsbevægelsen og de danske læger indirekte medvirkede til en humanitær katastrofe ved at afvise at hjælpe syge og svækkede flygtninge. Diskussionen har fået næring af, at der var en massiv overdødelighed blandt de helt små børn især mellem 0 og 2 år. Man har i den sammenhæng forsøgt at undersøge, hvorvidt dette var en følge af den manglende lægehjælp, eller om det snarere skyldtes følgerne af den hårde vinterflugt.

I de seks måneder fra januar til juni 1945 døde 6540 tyske børn, mens tallet for de efterfølgende syv måneder fra juli 1945 til januar 1946 er 1319 med en skarpt faldende kurve. Børnedødeligheden var lavest i Sønderjylland, hvor der var privatindkvartering af de tyske flygtninge og mulighed for lægehjælp. Dødsfald blandt flygtningebørnene lå i Sønderjylland på 2,3 %, mens det i resten af landet lå på 3,3 % for hele 1945. I begge tilfælde var der tale om meget høje niveauer. Hvis dødeligheden på landsplan havde været den samme som i Sønderjylland, ville det svare til 5635 døde børn i 1945, mens det faktiske dødstal blandt børnene for hele Danmark var 7746. Tallene dækker imidlertid over, at hovedparten af de flygtninge, der kom til Sønderjylland, ankom i februar og marts. På det tidspunkt var forholdene mindre kaotiske end i april og maj, hvor hovedparten af de flygtninge, der blev placeret i det øvrige land, ankom. Tallene fra Sønderjylland antyder, at selv om der var mulighed for lægebehandling, stod mange af børnene ikke til at redde.

Tilbage står dog, at besættelsens allersidste måneder kostede adskillige menneskeliv som følge af den vrede og bitterhed, som hadet til besættelsesmagten havde fremkaldt. Frihedsrådets og modstandsbevægelsens uforsonlige linje blev fulgt af Den Danske Lægeforening, der havde både nationale og sikkerhedsmæssige grunde til at tøve med at gå besættelsesmagtens ærinde. Taberne i dette spil blev de civile tyske flygtninge og især mange små børn, som verdenskrigen havde hvirvlet ind i begivenheder, som de ikke selv havde haft indflydelse på.     

Feltmarskal Bernard Montgomery (1887-1976) til højre i billedet og til venstre hans stedfortræder i Danmark Henry Dewing (1891-1981) foran Dagmarhus i København. Ved befrielsen ønskede de danske myndigheder at sende de tyske flygtninge til Tyskland hurtigst muligt. Den britiske ledelse vurderede derimod, at situationen i Tyskland var betydeligt vanskeligere end i Danmark, og de forladte tyske militærlejre blev i stedet opbygget som indkvartering for de tyske flygtninge. I lejren ved Oksbøl i Vestjylland nåede antallet af flygtninge på sit højdepunkt over 35.000. Først i slutningen af 1946 kunne flygtningene begynde at tage turen til Tyskland og opbygge en ny tilværelse. At rejse 'hjem' var for de fleste utænkeligt. De områder i Østpreussen og Pommern, som de fleste var flygtet fra, var nu sovjetisk eller polsk territorium. I 1949 forlod de sidste tyske flygtninge Danmark. Foto: Frihedsmuseet, Nationalmuseet

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.