Kilder
Kildeintroduktion:
Med dette opråb opfordrede Frihedsrådet til, at danske læger og sygeplejersker ikke skulle yde lægelig behandling til tyske flygtninge i Danmark.
Flygtningene var ankommet fra Tysklands østlige provinser, hvor de sovjetiske hære havde krydset grænsen i januar 1945 og nu drev millioner af civile tyskere på desperat flugt vestpå, hvoraf ca. 350.000 havnede i Danmark. Den tyske besættelsesmagt i Danmark havde mere end svært ved at magte opgaven, og især utilstrækkelig lægehjælp til flygtningene var et eskalerende problem. Besættelsesmagten tog kontakt til danske myndigheder, som stod fast på, at man ville have de ca. 2000 danske politifolk, der befandt sig i tyske kz-lejre, frigivet og hjemsendt, førend man kunne yde hjælp til tyske flygtninge.
Danmarks Frihedsråd var blevet dannet i september 1943 for at koordinere modstandsaktiviteterne og sikre, at modstandsbevægelsen talte med én stemme over for befolkningen. Frihedsrådet havde bl.a. proklameret, at der efter krigen ventede et retsligt opgør med dem, som gik fjendens ærinde. Med opråbet gjorde man sin holdning klar, nemlig at hjælp til de tyske flygtninge ville være en hjælp til Hitler-Tyskland, der kunne forlænge krigen.
Man har i eftertiden diskuteret, om modstandsbevægelsen og de danske læger indirekte medvirkede til en humanitær katastrofe ved at afvise at hjælpe syge og svækkede flygtninge.
Opraab angaaende Hjælp til tyske Flygtninge.
Under den sidste Tids Flygtningetransporter fra Tyskland til Danmark er det paa Grund af svigtende tysk Organisation forekommet, at tyske fødende Kvinder, dødssyge Smaabørn og Mennesker lidende af farlige epidemiske Sygdomme har maattet indlægges paa danske Sygehuse og behandles af danske Læger og Sygeplejersker. Trods Tyskernes umenneskelige Behandling af danske Statsborgere har man ydet denne Nødhjælp.
Danske Læger og Sygeplejersker har stedse i Enkelttilfælde behandlet syge Mennesker i Nød, enten det var Tyskere, allierede eller danske Sabotører – selv under Trusel af Fængselstraf, men det er ikke en Opgave for det danske Folk, som i Praksis anerkendes som allieret Nation[1], gennem sine Myndigheder og Organisationer at etablere Sanitetstjeneste[2] for Tyskerne og derved lette deres Krigsførelse. Den Opgave maa løses af Tyskerne selv.
Naar der fra visse Sider har været fremsat Forslag om meget vidtgaaende Hjælp til Flygtningene som en Modydelse fra dansk Side i Haab om at opnaa en bedre Behandling af internerede danske Gendarmer[3], Betjente og eventuelt andre, maa det fastslaas, at der ikke kan handles herom. Hvis Tyskerne i den 11. Time indser, at Behandlingen af de deporterede danske Statsborgere er en Skamplet paa det tyske Folk og søger at raade Bod herpaa, er det godt, men det kan ikke berettige til Forventninger om Modydelser fra dansk Side.
Den 21. Marts 1945. Danmarks Frihedsraad.
Ordforklaringer m.m.:
[1] Danmark forholdt sig neutralt frem til besættelsen den 9. april 1940 og var derfor ikke en del af de allierede styrker under 2. verdenskrig. Efter krigen blev Danmark dog anerkendt som allieret af de tre allierede stormagter, USA, Storbritannien og USSR.
[2] Sanitetstjeneste: behandling af syge under krigsforhold.
[3] Gendarm: betjent i et militært organiseret politikorps. Gendarmerne blev ligesom store dele af det øvrige danske politikorps sat i tyske koncentrationslejre, efter at besættelsesmagten den 19. september 1944 opløste det danske politi.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
