Kilder
Kildeintroduktion:
Med dette cirkulære gjorde Indenrigsministeriet det klart, at tyske flygtninge i de sidste måneder af besættelsen skulle afvises fra danske sygehuse, medmindre særlige forhold gjorde sig gældende.
Flygtningene var ankommet fra Tysklands østlige provinser, hvor de sovjetiske hære havde krydset grænsen i januar 1945 og nu drev millioner af civile tyskere på desperat flugt vestpå, hvoraf ca. 350.000 havnede i Danmark. Den tyske besættelsesmagt i Danmark havde mere end svært ved at magte opgaven, og især utilstrækkelig lægehjælp til flygtningene var et eskalerende problem. Besættelsesmagten tog kontakt til danske myndigheder, som stod fast på, at man ville have de ca. 2000 danske politifolk, der befandt sig i tyske kz-lejre, frigivet og hjemsendt, førend man kunne organisere lægehjælp til tyske flygtninge.
Besættelsesmagten havde tidligere indgået en aftale med Den Danske Lægeforening om, at danske læger ville være behjælpelige med at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdom blandt de tyske østflygtninge frem til den 25. marts, men ikke længere. I Sønderjylland erklærede læger fra det tyske mindretal sig villige til fortsat at yde lægehjælp. I cirkulæret fra 28. marts opretholdt Indenrigsministeriet den afvisende holdning, men gav en lille åbning. Ved overhængende livsfare og ved epidemiske sygdomme, der kunne brede sig og blive til fare for den danske befolkning, kunne flygtninge undtagelsesvis blive indlagt på dansk sygehus.
Man har i eftertiden diskuteret, om modstandsbevægelsen og de danske læger indirekte medvirkede til en humanitær katastrofe ved at afvise at hjælpe syge og svækkede flygtninge.
Indenrigsministeriets Cirkulæreskrivelse til samtlige Amtmænd om Sygebehandling af tyske Flygtninge.
Efter at Spørgsmaalet om Indlæggelse af tyske Flygtninge paa danske Sygehuse har været drøftet mellem Sundhedsstyrelsen og Lægernes Organisationer, skal Indenrigsministeriet til Underretning for d’Herrer Amtmænd og til videre fornøden Bekendtgørelse for Sygehusbestyrelserne herved meddele følgende:
Eventuelle Patienter blandt de tyske Flygtninge bør afvises fra de danske Sygehuse, medmindre særlige Forhold, navnlig Sygdommens Karakter, maatte gøre det nødvendigt, at de paagældende behandles paa dansk Sygehus. De tyske Myndigheder har erklæret, at Patienter blandt Flygtninge som absolut Hovedregel vil blive henvist til Indlæggelse paa de tyske Lazaretter[1], og at der saaledes kun ganske undtagelsesvis vil blive Spørgsmaal om Indlæggelse paa dansk Sygehus.
Til Vejledning for Sygehusbestyrelserne med Hensyn til, i hvilke Tilfælde det maa anses for nødvendigt at modtage Patienter blandt Flygtninge, skal fremhæves, at Patienter, der lider af Tyfus, Paratyfus, Dysenteri og Plettyfus[2], bør modtages paa Sygehusene for at sikre Bekæmpelse eller i hvert Fald muliggøre, at Udbredelse af Smitte hindres. Patienter ledende af Difteri og Scarlatina[3] bør derimod kun undtagelsesvis modtages, idet de paagældende som Regel uden Fare for Udbredelse af Smitte vil kunne isoleres paa Opholdsstedet i Overensstemmelse med Epidemilovens Regler.
I Tilfælde, hvor øjeblikkelig Lægehjælp er paakrævet for at afværge overhængende Livsfare, bør Patienten modtages til i hvert Fald foreløbig Behandling.
I Tilslutning til foranstaaende skal man udtale, at Ministeriet – saafremt Henvisningen ikke sker fra en dansk Læge – vil anse det for rigtigt, at der som Betingelse for Indlæggelse kræves afgivet en skriftlig Erklæring fra vedkommende henvisende tyske Læge om det paagældende Sygdomstilfældes Art (Diagnosen) og i Tilfælde, hvor øjeblikkelig Lægehjælp er paakrævet, tillige om, at saavel Behandling af Patienten paa Stedet som Transport til nærmeste tyske Lazaret vil medføre overhængende Livsfare for Patienten.
Saafremt saadan Erklæring efter Sygehuslægens Skøn maatte vise sig i væsentlig Grad urigtig, bør der snarest fremsættes Besværing[4] i denne Anledning overfor de tyske Myndigheder, eventuelt gennem Sundhedsstyrelsen eller for Jyllands vedkommende gennem Stiftamtmand Herschends[5] Kontor i Silkeborg.
Ordforklaringer m.m.:
[1] Lazaret: felthospital; et midlertidigt behandlingssted for syge og sårede.
[2] Tyfus, paratyfus, dysenteri og plettyfus: alvorlige mave-tarm-infektioner, der spredes mellem mennesker eller via inficerede fødevarer eller drikkevand. Sygdommene rammer ofte i teltlejre, hvor soldater, fanger eller flygtninge lever tæt sammen, og hvor de sanitære forhold er dårlige.
[3] Difteri: også kendt som strubehoste; alvorlig luftvejsinfektion, der fx smitter ved, at dråber fra næse og svælg fx via nys spredes fra person til person. Scarlatina: også kendt som skarlagensfeber; bakterieinfektion, der forårsager halsbetændelse samt hududslæt. Infektionerne kunne være dødelige, hvis de ikke blev behandlet.
[4] Besværing: klage.
[5] Peder Herschend (1881-1963): fra 1921 stiftamtmand i Ribe og fra 1937 amtmand over hele Vejle Amt; overtog under besættelsen fra november 1943 centraladministrationens beføjelser i Jylland med bemyndigelse til at kunne varetage regeringsforretninger i nødstilfælde.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
