Fredag den 4. maj 1945 kl. 20:36 lød det fra den danske radio i London, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. Det skete få dage efter Hitlers selvmord og få dage før den betingelsesløse tyske kapitulation på alle 2. verdenskrigs fronter. Dagen efter blev Danmark – bortset fra Bornholm – formelt befriet af britiske tropper. Efter fem års nazistisk besættelse var Danmark igen en suveræn nation med det samme territorium og de samme grænser som i 1940 – dog med undtagelse af Island, der i 1944 havde løsrevet sig fra personalunionen med Danmark efter at have haft selvstyre siden 1918. Færøerne fik i 1948 hjemmestyre. Det danske rige var altså stort set det samme som før 2. verdenskrig, men grænser og rigsfællesskab blev genstand for nye diskussioner, der dels var præget af verdenskrigen, dels af internationale folkeretlige principper, der fik betydning for Grønland. Efterkrigstidens internationale forhold og globalisering medførte også en begyndende indvandring.

Debatten om revision af den dansk-tyske grænse

Der var i tiden omkring befrielsen forslag – især fra dansksindede sydslesvigere – om at revidere grænsen i Sønderjylland, så den gik længere sydpå end fastlagt ved Genforeningen i 1920. Det skete under indtryk af Tysklands totale nederlag og en stærk antityskhed. Ideen vandt gehør hos store dele af befolkningen og hos nogle politikere. Spørgsmålet skabte politisk uro, fordi Venstres statsminister Knud Kristensen imod den officielle danske udenrigspolitiske linje gjorde sig til talsmand for en grænserevision. Det udløste i 1947 et mistillidsvotum, et folketingsvalg og en ny socialdemokratisk regering, hvilket gjorde det klart, at folketingsflertallet ønskede en tysklandspolitik, der lå i forlængelse af mellemkrigstidens doktrin: "Grænsen ligger fast". Siden har der – efter flere århundreder med dansk-tyske konflikter – været ro om grænsedragningen.

Fjende- og trusselsopfattelser af naboen mod syd blev gradvist afløst af handelssamarbejde, grænsehandel, kulturel udveksling og militært samarbejde, og begge lande indtrådte som alliancepartnere i vestlige militære og internationale økonomiske samarbejder og kom dermed på samme side under den kolde krig. Vesttyskland og Danmark underskrev i 1955 København-Bonn-erklæringerne, der befæstede de tyske og danske mindretals sproglige, kulturelle og politiske rettigheder i henholdsvis Nord- og Sydslesvig, og aftalerne står internationalt som et af de første og anerkendte eksempler på bestræbelserne på at bilægge langvarige og historiske nationale stridigheder. 

Istedløven på ladet af en amerikansk militærlastbil i Berlin i oktober 1945. Monumentet blev rejst på Flensborg Kirkegård i 1862 som et dansk sejrsmonument. Da Flensborg i 1864 blev tysk, blev løven som et krigstrofæ flyttet til Berlin. Efter 2. verdenskrig blev den efter dansk ønske bragt til København og opstillet ved Tøjhusmuseet. Her stod den indtil 2011, hvor den efter gensidig tysk-dansk aftale blev flyttet tilbage til sin oprindelige placering i Flensborg. En ny tilføjet indskrift markerede flytningen med ordene: "som tegn på venskab og tillid mellem danskere og tyskere". Foto: Det Kgl. Bibliotek

De uønskede tyske flygtninge 1945-1949

Den umiddelbare efterkrigstid blev præget af, at mange tyske borgere fortsat var i landet. Det drejede sig om besættelsesmagtens soldater og embedsmænd, for hvem der dog forholdsvis hurtigt blev etableret hjemsendelse. Et mindre antal af besættelsesmagtens centrale personer blev tilbageholdt med henblik på retsforfølgelse, og mindre delinger soldater blev holdt i kommando og bl.a. indsat til at rydde den tyske minering af Jyllands vestkyst. Men det drejede sig også – og især – om ca. 240.000 civile tyske flygtninge. Hovedparten var kvinder, børn og ældre, der i krigens sidste måneder flygtede fra kaos og voldsomme krigshandlinger i Tyskland, især i de østlige dele, hvor Sovjetunionen i en kraftig offensiv rykkede frem. I alt 14 mio. tyskere flygtede eller blev fordrevet, og en del af dem endte som følge af de nazistiske myndigheders organisering af evakueringsskibe hen over Østersøen i Danmark. Her blev de efter tysk krav indkvarteret på skoler, i forsamlingshuse og lignende.

Ved befrielsen stod Danmark derfor med et stort antal tyske borgere, der ikke umiddelbart kunne hjemsendes, da den tyske stat var kollapset, og samtidig steg antallet af flygtninge efterhånden til ca. 300.000. Der blev oprettet flygtningelejre med strikse forbud mod tysk kontakt med danskere og vice versa; et udslag af, at den antityske stemning var meget fremherskende. Gradvist blev tyskerne hjemsendt, de sidste i 1949. Cirka 17.000 døde under opholdet i Danmark, heraf mange børn. Det skyldtes til dels, at mange i forvejen var sårede og/eller i en dårlig sundhedstilstand, men også, at der ikke blev etableret et velfungerende sundhedssystem i alle lejre. 

Bornholm besat af USSR 1945-1946

Bornholm blev en undtagelse fra befrielsens eufori – men også et forvarsel om den kolde krigs konflikter og internationale magtspil, som Danmark som småstat snart skulle navigere i. Bornholm blev nemlig godt nok befriet fra tysk besættelse i maj 1945, men kun for at blive besat af USSR. Østersøen var en vigtig flugtvej for tyske soldater og civile, og den tyske kommandant på øen ville kun overgive sig til britiske styrker. Sovjetiske styrker bombede derfor Rønne og Nexø den 7. og 8. maj 1945. Fra den 9. maj 1945 var øen besat af Sovjetunionen, der først forlod Bornholm igen den 5. april 1946.

Årsagen til den sovjetiske besættelse var en udløber af, at magtkampen mellem de fire allierede stormagter – USA, Storbritannien og Frankrig på den ene side og USSR på den anden – var indledt allerede under 2. verdenskrig, og i krigens sidste uger og dage handlede det om territorier. Der var ikke på forhånd indgået en stormagtsaftale om Danmark. Storbritannien indtog efter et kapløb med tiden det meste af Danmark, som dermed blev en del af den vestlige besættelseszone, mens USSR og Den Røde Hær endte med at stå tæt på Lübeck og Kiel – cirka 100 km fra den danske grænse. Bornholm blev dermed en geostrategisk brik, og både Storbritannien og de danske politikere var tilbageholdende med at stille krav for at undgå en eskalering af ulmende modsætninger og konflikter. Forhandlinger mellem USSR og den danske regering kom i gang i begyndelsen af 1946, og resultatet blev, at de sovjetiske styrker forlod øen under forudsætning af, at der kun blev placeret danske styrker – og altså ikke britiske og amerikanske – på øen.

Grønland – den sidste danske koloni

Geostrategiske og internationale forhold fik også afgørende betydning for Grønland. Øen var indtil 1953 i praksis en dansk koloni, hvor der siden begyndelsen af 1900-tallet havde været en udvikling hen imod større selvbestemmelse i regi af et landsråd fra 1911. Under 2. verdenskrig blev forbindelsen til Danmark afbrudt, og Grønland blev i 1941 ved en forsvarsaftale indgået med den danske gesandt i Washington, Henrik von Kauffmann, midlertidigt et protektorat under USA's beskyttelse. Det indebar etablering af amerikanske militærbaser, og efter krigen gav danske regeringer USA tilladelse til at udvide den amerikanske tilstedeværelse i Grønland, nedfældet i en ny forsvarsaftale af 1951. Internationale forhold under 2. verdenskrig og under den efterfølgende kolde krig kom dermed til at få betydning for forholdet mellem Grønland og Danmark og for den grønlandske befolkning. Grønlænderne blev inspireret af nye ideer og politisk tankegods og fik adgang til varer i langt højere grad end tidligere, og det skabte en ny selvbevidsthed og hos den grønlandske elite et ønske om modernisering i stedet for den hidtidige danske kolonipolitik, der havde været etnografisk præget med fokus på afskærmning og kulturbeskyttelse af den traditionelle levevis frem for økonomisk udvikling og samfundsmodernisering. Moderniseringsønsket blev grebet af danske politikere.

Bredere internationale udviklinger gjorde også Grønlandsspørgsmålet til et presserende spørgsmål for danske regeringer. Globalt set blev tiden præget af antikolonialisme, og afvikling af kolonimagtsystemet blev set som retfærdigt og nødvendigt. For at komme i 'det gode selskab' ville danske politikere gerne ud af stigmatiseringen som kolonimagt. I 1948 nedsattes derfor Grønlandskommissionen (G50), der i sin betænkning fra 1950 kom med forslag til en nyordning af Grønlands forhold og status. Det udmøntede sig i første omgang i lovgivning, der medførte modernisering af sociale, økonomiske og erhvervsmæssige forhold samt en ligestilling af dansk og grønlandsk retspraksis. Med den nye grundlov af 5. juni 1953 blev Grønland et sidestillet dansk amt med to medlemmer i det danske folketing. Det grønlandske landsråd og FN støttede løsningen, der dog siden er blevet kritiseret for at tilsidesætte et folks selvbestemmelsesret ved ikke at udskrive en grønlandsk folkeafstemning om national selvstændighed.    

Modernisering og inuit-identitet

Grønland blev påvirket af en meget hurtig modernisering, der berørte infrastruktur, urbanisering, teknologi, erhverv, uddannelse, boligforhold, socialstruktur og de fleste andre aspekter af samfundslivet. Der var dog fortsat tale om en asymmetri på nogle områder. Det såkaldte fødselskriterium betød, at personer født i Grønland indtil 1990 fik mindre i løn end tilrejsende ansatte. Og det, der blev kaldt ”de særlige grønlandske forhold”, betød, at dele af dansk lovgivning ikke blev implementeret fuldt ud eller blev anderledes i Grønland, fx i forbindelse med retsstillingen i faderskabssager og arveret for børn født uden for ægteskab.

Hos mange grønlændere opstod der omkring 1970 en stærkere bevidsthed om grønlandsk identitet, sprog, kultur og historie. Det skyldtes dels moderniseringsprocesser og et højere uddannelsesniveau, dels internationale strømninger i kølvandet på FN’s fokus på oprindelige folk, menneskerettigheder og afkoloniseringsprocesser i mange dele af verden. I 1960’erne oprettede den canadiske regering skoler, hvor deltagere fra hele Arktis for første gang mødtes. Det skabte en ny generation af inuitaktivister fra Grønland, Canada og Alaska, der indledte politiske og kulturelle samarbejder og i mange sammenhænge fremstod som en samlet gruppe, der gjorde opmærksom på de arktiske oprindelige folks vilkår og ønsker. Den første konference om arktisk udvikling fandt sted i Frankrig i 1969. Den næste konference i København i 1973 dannede baggrund for oprettelsen af den multinationale ngo Inuit Circumpolar Council (ICC) i 1977, der siden har haft til formål at sikre kultur, naturmiljø og rettigheder i inuitsamfund.    

En million flere indbyggere

I 1945 var befolkningstallet i Danmark 4.045.232, i 1973 5.007.538. Der var altså tale om en befolkningstilvækst på knap en million indbyggere – eller cirka 25 % – i perioden. Tilvæksten skyldtes først og fremmest længere levealder og faldende børnedødelighed, og befolkningssammensætningen ændrede sig, så en større andel var ældre og en mindre andel børn og unge. Middellevetiden var 67,8 år for mænd og 70,1 år for kvinder i årene 1946-1950, mens de samme tal i perioden 1971-1975 var 70,9 og 76,5 år. Ændringerne i befolkningens alderssammensætning skyldtes dog også, at der i hele det 20. århundrede var tale om en markant fertilitetsnedgang og dermed faldende børnetal, med en kortvarig undtagelse i nogle få år i 1940'erne.

Faldet trådte særligt frem fra midt i 1960'erne og blev et tydeligt kendetegn for efterkrigstiden. Årsagerne til det ændrede befolkningsmønster var især økonomisk fremgang, velfærdspolitik og medicinske landvindinger i forhold til sygdomsbekæmpelse og prævention. Det påvirkede befolkningens muligheder og valg og medførte dermed store kulturelle og sociologiske ændringer. At få mange børn var ikke længere en økonomisk fordel eller en nødvendighed i forhold til produktionen (især i landbrug og håndværk), og med en markant forbedret offentlig støtte var behovet for at blive forsørget og hjulpet af sine børn og svigerbørn i alderdommen ikke så påtrængende. 

Den stigende levealder med antibiotika, vacciner, kemoterapi og insulin

Den forbedrede befolkningssundhed slog særligt igennem i efterkrigstiden. Der havde før 2. verdenskrig været medicinske fremskridt i forhold til sygdomme og epidemier, så færre døde af, hvad der i dag er forholdsvis banale infektions- og virussygdomme som skarlagensfeber og mæslinger. Penicillin var blevet opdaget i 1928, og efter masseproduktion og -udbredelse hos de allierede tropper under 2. verdenskrig blev det en almindelig udbredt behandling mod bakterieinfektioner, der førhen havde stor dødelighed, fx tuberkulose, lungebetændelse og diarré.

I Danmark blev der gennemført børnevaccinationsprogrammer mod virussygdommen polio og bakteriesygdommene difteri, stivkrampe og kighoste fra 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Fra 1946 til 1986 blev danske skoleelever desuden vaccineret mod tuberkulose (calmette/BCG). Efterkrigstiden så dog også en stigning i særligt to sygdomsgrupper: kræft og hjerte-kar-sygdomme. Det skyldtes dels den forhøjede levealder, dels ændret livsstil med mere rygning og alkohol, usund mad og mindre fysisk aktivitet.

Medicinalindustrien investerede massivt i udviklingen af nye behandlingsmetoder. Sammen med forbedret kirurgi blev kemoterapi og radiumbehandling en del af standardprotokollerne for kræftpatienter, man tidligere havde opgivet, når diagnosen blev stillet. Og hjertemedicin, pacemakere og insulin kunne i nogen grad afhjælpe konsekvenserne af aldersbetingede skavanker og usund levevis.

Indvandring og nye befolkningsgrupper

I de første årtier efter 2. verdenskrig var den danske befolkningssammensætning – bortset fra perioden med de midlertidige tyske flygtninge omkring befrielsen – fortsat præget af stor sproglig, etnisk og kulturel homogenitet, som den havde været det siden 1864. Flere udenlandske befolkningsgrupper tog dog i stigende grad ophold i Danmark, og de afspejlede på hver deres måde landets øgede internationalisering, nye globaliseringstendenser og andre migrationsstrømme end før. Som en udløber af det forstærkede nordiske samarbejde i form af Nordisk Råd fra 1952 indførtes der fra 1954 en pasunion og et fælles arbejdsmarked i Norden, og det gav borgere fra de nordiske lande ret til frit at tage ophold og arbejde i hinandens lande. Og fra midten af 1950'erne kom der i flere bølger nogle få tusind flygtninge fra forskellige former for diktaturer og militærregimer som Ungarn, Polen og Chile.

I løbet af 1960'erne opstod der behov for ekstra arbejdskraft, særligt i industrien, og mandlige arbejdere fra lande som Jugoslavien, Tyrkiet, Grækenland og Pakistan rejste til Danmark. I 1970 opholdt cirka 20.000 'fremmedarbejdere' eller 'gæstearbejdere', som de blev kaldt, sig i Danmark på invitation fra danske arbejdsgivere. Udgangspunktet var, at de skulle løse en påtrængende og midlertidig mangel på arbejdskraft, men efterhånden begyndte flere at bosætte sig permanent og etablere sig med familie. Den nye arbejdskraft var ikke et kontroversielt eller stort politisk emne i perioden – dog blev muligt løntrykkeri italesat af fagbevægelsen og af nogle politikere. Først med oliekrisen, begyndende økonomisk nedgang og arbejdsløshed fra omkring 1973 begyndte indvandringen af flere politikere og debattører at blive diskuteret som et økonomisk problem i større skala, og det endte foreløbig med, at regeringen den 29. november 1973 iværksatte et indvandrerstop, inspireret af lignende tiltag i andre vesteuropæiske lande. Religiøse og kulturelle forskelle var dog på dette tidspunkt ikke store debatemner.

Indvandring af arbejdskraft i efterkrigstiden

Se filmen fra danmarkshistorien.dk's open online course, hvor Silke Holmqvist og Anne Sørensen fortæller om den indvandring af arbejdskraft, der fandt sted i efterkrigstidens Danmark. Filmen er ca. 11 minutter lang. Klik på 'CC' og vælg 'dansk', hvis du vil se filmen med undertekster.