De første par år efter 2. verdenskrigs og besættelsens afslutning blev præget af særlige politiske forhold. Et fungerende demokratisk styre skulle genetableres, og det var politisk vigtigt at få lagt afstand til besættelsen. Ret hurtigt derefter faldt det parlamentariske system på plads i sin sædvanlige gænge med genoptagelse af firepartisystemet. Den hjemlige politik blev dog i stigende grad præget af internationale forhold og den kolde krig. Men også af udvikling af en ny politisk kultur, hvor samfundsmæssige/kulturelle opbrud og medier kom til at præge de politiske dagsordener. Det resulterede i nye partier og et markant større fokus på både enkeltpersoner og enkeltsager. Udviklingen kulminerede med et stort vælgerskred ved folketingsvalget den 4. december 1973, det såkaldte jordskredsvalg, hvis konsekvenser fik stor betydning for dansk politik i tiden efter 1973.    

Genetablering af det politiske system

Danmark havde reelt været uden regering siden august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen. Meget var derfor i sagens natur kaotisk i befrielsesdagene i maj 1945. I krigens sidste tid forhandlede danske politikere og ledelsen i Frihedsrådet, der under besættelsen koordinerede modstandsbevægelsen, en midlertidig befrielsesregering på plads. Det blev en samlingsregering bestående af ni ministre fra de fire store partier og ni ministre fra Frihedsrådet. Den blev anerkendt af de allierede og trådte til den 9. maj 1945. Hovedopgaven var at genetablere den offentlige administration, at håndtere de økonomiske og juridiske udfordringer, som den tyske besættelse havde medført, samt at genetablere det parlamentariske demokrati ved at forberede et folketingsvalg, der kunne udmøntes i en legitimt valgt regering efter Grundlovens regler.

Folketingsvalget blev afholdt den 30. oktober 1945. Valgkampen blev præget af en debat om fremtiden og om besættelsens samarbejds- og forhandlingspolitik. Resultatet blev et stort nederlag til Socialdemokratiet og en markant fremgang til Danmarks Kommunistiske Parti, hvis medlemmer havde været meget aktive i modstandsbevægelsen. Resultatet af valget viste dog en bemærkelsesværdig politisk kontinuitet, og den første efterkrigsregering blev en Venstreregering, der skulle finde løsninger på bl.a. varemangel, arbejdsløshed og bolignød.    

Det politiske og juridiske opgør med besættelsestiden

De første efterkrigsdage blev ud over jubel også præget af vold og hævn. Det gik især ud over danskere, der havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Formodede stikkere blev likvideret, og kvinder, der havde haft forhold til tyske soldater, blev afklædte, kronragede og med påmalede hagekors trukket gennem gaderne. Både regering og ledende modstandsfolk appellerede til befolkningen om at bevare "en værdig holdning", så tyskvenlige personer ikke blev straffet ved selvtægt og uden rettergang. Der var ikke noget fungerende politi eller militær, så modstandsbevægelsen oprettede kommandoer, der internerede knap 22.000 danskere, der var mistænkt for at have hjulpet den tyske besættelsesmagt.

Retsopgøret blev betegnelsen for det juridiske opgør, som Folketinget iværksatte. Det blev gennemført under juridisk usædvanlige forudsætninger. Strafferammerne blev skærpet, og man kunne tiltales for "forræderi og landsskadelig virksomhed" begået før den 29. august 1943, selvom den officielle danske politik og opfordring indtil da havde været, at befolkningen skulle samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Der var altså tale om kriminalisering af handlinger med tilbagevirkende kraft. Ca. 13.000 personer blev dømt efter lovgivningen, dog var der en klar tendens til, at straffene var hårdere i de første efterkrigsår, mens de blev mildere senere. Dødsstraffen, der ellers var afskaffet i 1930 efter ikke at have været i funktion i årtier, blev genindført. Der blev fra 1946 til 1950 afsagt 78 dødsdomme, hvoraf 46 blev eksekveret.

Den Parlamentariske Kommission blev nedsat i 1945 og skulle vurdere politikeres og embedsmænds ageren under besættelsen med henblik på eventuel retsforfølgelse. Betænkningerne blev behandlet af Folketinget, der i 1955 konkluderede, at der ikke var baggrund for at indlede retlige skridt over for samarbejdspolitikkens ledende personer. 

Den nye grundlov 1953

De overordnede forfatningsmæssige rammer for den danske stat blev ændret, da den nye grundlov trådte i kraft den 5. juni 1953. Den tog afsæt i mellemkrigstidens udbredte ønske om en revision af tokammersystemet, så Landstinget blev afskaffet. Da forslaget var faldet ved en folkeafstemning i 1939 på grund af for lav valgdeltagelse, var det vigtigt at få vælgerne op af sofaen. Det opnåede man ved at koble forslaget sammen med et nyt og ændret forslag om en ændring af tronfølgeloven, så betinget kvindelig arvefølge banede vejen for, at Frederik 9.s ældste datter Margrethe med tiden kunne overtage sin fars rolle, hvilket skete ved faderens død den 14. januar 1972. Fuldstændig kvindelig arvefølge blev først indført efter en folkeafstemning i 2009.

Den nye grundlov betød en større demokratisering, fordi Landstingets særlige valgregler med alderskriterier og selvsupplering oprindelig var tænkt som en slags konservativ garanti mod for pludselige omvæltninger. Som erstatning for Landstingets traditionsbevarende og konserverende funktion blev det nu indført, at 1/3 af Folketingets medlemmer skulle kunne sende lovforslag til folkeafstemning for at sikre mindretal og forhindre bratte omvæltninger. Herudover fastsatte Grundloven betingelser for dansk suverænitetsafgivelse, hvilket fik betydning i forhold til de overnationale og mellemstatslige samarbejder, som blev en del af udenrigspolitikken. Og endelig stadfæstede den en politisk praksis, der havde været gældende siden Systemskiftet i 1901: parlamentarismen. Dens princip betyder, at en siddende regering ikke må have et folketingsflertal imod sig.

Firepartisystemet under forandring

Efter det første folketingsvalg efter befrielsen dannede Venstre med Knud Kristensen som statsminister regering indtil 1947 og med Erik Eriksen som leder af en VK-regering fra 1950 til 1953. Socialdemokratiet stod i spidsen for regeringer fra 1947 til 1950, i den lange periode fra 1953 til 1968 og igen fra 1971 til 1973. Fra 1968 til 1971 var der et intermezzo med en VKR-regering, men de første efterkrigsårtier må samlet set betegnes som en socialdemokratisk storhedstid. Partiet fik gennemført en stor del af sine vigtige mærkesager, herunder ikke mindst omfordelingspolitiske og velfærdspolitiske tiltag.

Den politiske kultur var i begyndelsen af perioden præget af en fortsættelse af firepartisystemet, hvor de fire største partier, Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti, repræsenterede hver sin klasse/befolkningsgruppe og var selvfølgelige regeringspartnere. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) havde – bortset fra folketingsvalget i 1945 – ringe vælgertilslutning, men var en ideologisk modpol og udfordring under den kolde krig og formåede trods en beskeden størrelse at sætte mange dagsordener i forhold til arbejdskonflikter (fx i forbindelse med strejker i 1956), fagbevægelsen og kultur- og fredspolitik.

Fra omkring 1960 begyndte der at ske et opbrud i de traditionelle klasse- og partitilhørsforhold, samtidig med at der på begge fløje opstod nye partidannelser som Socialistisk Folkeparti (1959), Liberalt Centrum (1965), Venstresocialisterne (1967), Kristeligt Folkeparti (1970), Fremskridtspartiet (1972) og Centrum-Demokraterne (1973). Den traditionelle blokpolitik forsvandt dermed i sin oprindelige form i dansk politik, og det politiske systems forudsigelighed og stabilitet blev mindre.

På dette foto fra et pressemøde i 1947 er efterkrigstidens mest markante socialdemokratiske politikere repræsenteret. Til venstre sidder Vilhelm Buhl, statsminister 1942-43 og i den første regering lige efter befrielsen. Ved siden af sidder Hans Hedtoft, statsminister 1947-50 og 1953-55. Derefter H.C. Hansen, som var statsminister fra Hedtofts pludselige død i 1955 og frem til 1960. Både Hedtoft og Hansen var rundet af det traditionelle socialdemokratiske bagland: arbejderklassen og fagbevægelsen. Yderst til højre sidder den unge handelsminister og senere statsminister Jens Otto Krag, der var en af de første akademikere, der steg til tops i arbejderpartiet. Foto: Allan Moe, Ritzau Scanpix

Det politiske ungdomsoprør

En af årsagerne til ændringerne i den politiske kultur var ungdomsoprøret. Mod slutningen af 1960'erne skete der i hastigt tempo politiske, sociale og kulturelle forandringer. Der var tale om et internationalt fænomen, der også fik betydning i dansk politik og kultur – og nogle gange med særlige danske former og udtryk. Man taler især om 1968 som et år med særlig historisk betydning, fordi protester mod især USA, international kapitalisme og nationale magthavere i netop det år med stor hast spredte sig internationalt. De politiske paroler eksisterede side om side med udforskning af alternative livsformer, happenings, nye kunstformer, beatmusik og eksperimenter med euforiserende stoffer.

Ungdomsoprøret kan i mange henseender forstås som en eller flere sociale bevægelser, der gennem protester satte fokus på sociale konflikter og gjorde oprør mod eliter, bureaukratier og normer. Ideologien bag var især drevet af en oplevelse af international uretfærdighed i forhold til krige, fattige lande og racisme, men også af uretfærdighed i de mere nære og personlige sammenhænge i forhold til klasse og køn. Oprøret banede ikke vej for et nyt politisk system, men det påvirkede politikområder og fik betydning for omgangsformer og institutionelle strukturer inden for fx uddannelse og offentlig administration.

Der er ikke enighed om, hvorfor ungdomsoprøret manifesterede sig i årene omkring 1968, og måske kan det også bedst forstås som et meget sammensat og heterogent fænomen, der havde flere strukturelle forklaringer. Sociale ændringer efter afslutningen på 2. verdenskrig betød i de vestlige lande en fremvækst af store ungdomsårgange, der voksede op under fred og økonomisk fremgang. Ungdommen blev en særlig livsfase med forbrug, fritid og forventninger. Man spejlede sig i hinanden – også internationalt, fordi der med en hurtigere mediestrøm og ikke mindst gennem fjernsynet og beat- og rockmusikken kom direkte inspiration fra ungdommen i andre lande. Erfaringer fra udenomsparlamentariske aktiviteter i forbindelse med modstand mod den kolde krigs optrapning i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne kan også ses som forløbere.    

Vietnamkrigen blev en katalysator for det politiske ungdomsoprør i 1968. Protesterne mod den amerikanske krigsførelse spredte sig i hele Vesteuropa – og også til Danmark. Fotoet er fra en Vietnamdemonstration i København i 1969. Modstand mod krigen, USA, imperialisme, NATO og præsident Nixon blev koblet sammen, som bannerne viser. Foto: Gregers Nielsen, Ritzau Scanpix

Det nye venstre

Ungdomsoprøret skete parallelt med udviklingen af nye partier, der ville skabe en ny venstrefløjspolitik, løsrevet fra både den sovjetkommunistiske og den socialdemokratiske ideologi. Venstrefløjen bevægede sig dermed væk fra sin traditionelle selvforståelse med et fundament i arbejderklassen, og 'arbejderen' var ikke længere den socialistiske arketype. I den vestlige verden opstod begrebet New Left – det nye venstre – der blev en samlet betegnelse for de nye partier og bevægelser til venstre for midten, der opstod fra midten af 1950'erne, i første omgang som en reaktion på USSR's og Østblokkens måder at virkeliggøre kommunisme på. Det blev efterhånden kendt, at militærmagt, fængsling, henrettelse og forfølgelse af anderledes tænkende var en integreret del af systemernes magtopretholdelse. Særligt den sovjetiske invasion under oprøret i Ungarn i 1956 gav stødet til en vækst i tankerne om 'en tredje vej' til venstre for Socialdemokratiet og i opposition til kommunismen. DKP, der fastholdt sin Moskvatro, blev fra både højre- og venstrefløj mødt af en generel antikommunisme, der stod i tæt sammenhæng med den kolde krigs udvikling. Der kom derfor nye bud på socialisme, kommunisme og marxisme.

To nye partier kom på den baggrund i Folketinget. Socialistisk Folkeparti (SF) blev dannet i 1959 af tidligere DKP-medlemmer, og Venstresocialisterne blev efter uenigheder i SF dannet af udbrydere fra SF i 1967. Fra slutningen af 1960'erne til et stykke op i 1970'erne opstod der desuden en del mindre kommunistiske og marxistiske grupper og fraktioner med navne som Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ml), Kommunistisk Arbejderparti (KAP), Marxistisk-Leninistisk Enhedsforbund (MLE), Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). 'Bogstavvenstre' blev de kaldt.

Det nye venstre var dog ikke kun partibaseret. Det bestod også af især unge og studerende, der introducerede nye aktions- og organisationsformer, samtidig med at de tog nye politiske emner som miljøforhold, fred, livsformer og køn op. Det førte til græsrodsbevægelser, der var bevidst udenomsparlamentariske. Skolede leninister, flippede hippier og marcherende fredsaktivister faldt derfor alle ind under det nye venstre, og forskellighederne gør, at det er vanskeligt at se det som et særligt homogent fænomen. Udtryksformer og ideologier var forskellige. Det resulterede også i mange og intense politiske diskussioner om, hvordan forestillingen om 'den virkeliggjorte socialisme' skulle realiseres, og under hvilke værdier og normer det socialistiske liv skulle leves.    

Protestpartierne

En anden væsentlig grund til opbruddet i den politiske kultur var, at populisme, enkeltpersoner og slagfærdige politiske udsagn fik en voksende rolle i dansk politik, og det politiske billede blev derfor mere sammensat og mindre forudsigeligt. Tendensen kom først og fremmest til udtryk på højrefløjen. Her blev der dannet nye partier, der især fokuserede på enkeltsager og ofte havde stærke og mediedygtige politikere som ledere. Særligt tre nye partier var eksempler på disse politiske ændringer. Kristeligt Folkeparti blev stiftet i 1970 som en direkte reaktion på liberaliseringer af pornografilovgivningen og af adgangen til legal abort. Udgangspunktet var en kristent funderet kritik af samfunds- og politikudviklingen. Fremskridtspartiet blev dannet af Mogens Glistrup i 1972 med et partiprogram, der især kritiserede skattetrykket og de offentlige udgifter. Endelig blev Centrum-Demokraterne stiftet i november 1973, kort før valget, af den socialdemokratiske udbryder Erhard Jakobsen med mærkesager om forbedringer af parcelhusejernes og bilejernes økonomiske vilkår og desuden en stærk kritik af, at journalisterne i Danmarks Radio var for venstreorienterede.

Årsagerne til de nye tendenser var flere. Meget kan ses som en reaktion mod 1960'ernes udbygning af velfærdsstaten og den offentlige sektor, der med 'statsdirigeren', 'skrankepaver' og 'papirnusseri' havde medført øget skat og mere kontrol med borgerne. Medlemskabet af EF efter folkeafstemningen i 1972 skabte også en modbevægelse, der talte for mere protektionisme og bevarelse af dansk national identitet. Ungdomsoprørets opgør med normer og værdier skabte desuden en borgerlig modreaktion.

Tv blev lanceret i Danmark i 1951, og med en hurtigt voksende udbredelse blev det nye medie en afgørende platform for nye partier med karismatiske ledere. Og endelig var der begyndende tegn på økonomisk uligevægt som stigende arbejdsløshed, fald i investeringer og underskud på betalingsbalancen, som af nogle blev tolket som et signal til at sætte hælene i over for flere af de moderne samfundsforandringer. Bagtæppet til udviklingen var altså i høj grad en mistillid til den traditionelle Christiansborgpolitik og en protest mod udvikling og modernisering. Ironisk nok blev efterkrigstidens opbrud i normer og klassetilhørsforhold samt mediernes voksende betydning vigtige fødselshjælpere for, at protesterne fik politisk og parlamentarisk gennemslagskraft.    

En ny slags politikere

Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen var to eksponenter for, at politikerrollen også var under forandring. 1940'ernes og 1950'ernes statsministre var alle mere klassiske repræsentanter for både funktionen og for deres partier. Venstres Knud Kristensen (statsminister 1945-1947) var som landmand solidt forankret i Venstres traditionelle bagland, men var også meget egenrådig og endte med at blive væltet. Hans Hedtoft (statsminister 1947-1950 og 1953-1955) var en klassisk socialdemokrat, rundet af arbejderklassen og fagbevægelsen. Hans partikollega H.C. Hansen (statsminister 1955-1960) havde samme baggrund, og de var begge klassiske arbejderledere. Det ændrede sig med Viggo Kampmann (statsminister 1960-1962) og Jens Otto Krag (statsminister 1962-1968 og 1971-1972), der begge var akademikere og dermed brød med klassetilhørsforholdets betydning. Den radikale Hilmar Baunsgaard (statsminister 1968-1971) var en usædvanlig dygtig kommunikator, ikke mindst på tv, hvilket var med til at sikre hans parti stor fremgang ved folketingsvalget i 1968. Medietække og pressehåndtering blev i større og større grad en nødvendig kvalifikation for at få gennemslagskraft og magt som politiker.

Sammensætningen af Folketingets medlemskreds ændrede sig i et vist omfang også: Der blev valgt flere unge og flere kvinder ind. Det blev især tydeligt ved folketingsvalget i 1971, hvor politikere som de socialdemokratiske Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Birte Weiss og Helle Degn blev valgt ind. Deres modstand mod partilinjen i EF- og NATO-politikken samt et voksende fokus på miljøpolitik viste, at 'det nye venstre' og opbrudstendenser også fandt vej ind i de etablerede partier.