Principprogram for Socialistisk Folkeparti, oktober 1963

Socialistisk Folkepartis principprogram er blevet til, efter at partiets 2. kongres i 1961 pålagde den nyvalgte hovedbestyrelse at nedsætte en programkommission, der skulle have i opdrag at udarbejde et udkast til principprogrammet for partiet. Kommissionen sluttede sit arbejde den 10. maj 1963 med forelæggelse af et udkast, der underkastedes en indgående diskussion i hele partiet. På grundlag af debatten udarbejdede kommissionen et revideret udkast til brug for den 3. kongres, der foretog enkelte ændringer i det, hvorpå man den 6. oktober 1963 godkendte programmet enstemmigt.

I. Danmark – et kapitalistisk samfund

1. kapitalisme og humanisme

Udgangspunktet for mere end et århundredes socialistisk samfundskritik har været påvisningen af, at kapitalismen ikke bygger på respekt for mennesket.

Kapitalismen kan ikke sikre en retfærdig og fredelig samfundsorden. Den avler kriser og krige, den truer menneskehedens tryghed og eksistens. Skellene mellem besiddende og ikke-besiddende eksisterer fortsat. I verdensmålestok øges forskellene mellem rige og fattige lande stadig.

Menneskeheden som sådan hærges af sult, sygdom og høj dødelighed. Selvom levefoden er hævet betydeligt i de højtudviklede lande, og der er sket store sociale fremskridt, er utrygheden dog ikke afskaffet. Arbejdsløsheden er stadig en trussel. Sygdom medfører endnu betydelig nedgang i indtægten.

(…)

Kapitalismens tilhængere har altid fremstillet socialismen som et bureaukratisk system, der byggede på konformitet og materialisme. I virkeligheden er dette skræmmebillede en realitet i nutidens kapitalistiske verden. Konflikten mellem kapitalisme og humanisme er blevet tydeligere efterhånden som produktionskraften er vokset. Der er et grelt misforhold mellem den menneskelige formåen og den brug, vi gør af vore evner og muligheder. De økonomiske forudsætninger for fuld social tryghed er til stede, men ikke udnyttet. I fremskredne lande tales der om afsætningsvanskeligheder for fødevarer, mens over halvdelen af verdens beboere er underernærede.

Videnskabens resultater misbruges, så de bringer menneskehedens eksistens i fare, menneskeheden har aldrig haft så stor magt over tingene som nu, og dog har mennesket vel aldrig følt sig så magtesløst.

(…)

2. Økonomiske træk i kapitalismen

Moderne teknik betyder, at produktionen i Danmark som andetsteds anført får samfundsmæssig karakter. Hvert eneste produkt er resultat af et nært samarbejde mellem mange virksomheder og beskæftigede i ind- og udland.

Produktionen er baseret på alles samvirke med alle, og en samordning af alle dens led er derfor blevet nødvendig.

Men den kapitalistiske ejendoms- og driftsform virker som en hæmsko på den økonomiske og sociale udvikling. Frembringelsen af langt de fleste de fleste materielle livsfornødenheder er baseret på privateje af produktionsmidlerne. Produktionen er i alt væsentligt tilrettelagt ud fra hensynet til, hvad der betaler sig bedst for produktionsapparatets ejere.

Profitmotivets centrale placering som drivkraft for produktionen medfører, at der ikke fortrinsvis produceres for at dække væsentlige behov, men for at sælge.

(…)

Siden forrige århundredes slutning har industrialismen skabt en omfattende stordrift og kapitalkoncentration. Hermed opstår konkurrencebegrænsede samarbejdsformer som truster, karteller o.s.v. og flere og flere produktionsgrene domineres af finanskapitalen, den samarbejdende bank- og industrikapital. Den frie konkurrence, som prægede kapitalismen i dens gennembrud, er i høj grad erstattet af en monopolkapitalisme, der sætter virkelig frikonkurrence ud af spillet på det ene område efter det andet.

3. Forbrugerismen – køb og kassér

Mens manglen på boliger, børneinstitutioner, uddannelsesinstitutioner m.m. er følelig for alle, udnyttes pågående reklame, afbetalingshandel, dag- og ugepressen o.lign. til at oparbejde kunstig efterspørgsel. Funktionsdygtige ting erstattes med nye, der ikke er brugsmæssigt bedre, overflødige modeprægede varer tiltrækker købekraften på bekostning af mere reelle behov. Det betaler sig at investere i fremstilling af hurtigt kassable produkter, mens f.eks. boligbyggeri kræver faste kapitalanbringelser, som kun virker tiltrækkende, hvis der sikres høj forrentning og hurtige afskrivninger. Disse forhold er typiske for en kapitalistisk økonomi.

Forbrugerismen er blevet en væsentlig faktor i et højtudviklet kapitalistisk system. Den supplerer i virkeligheden den klassiske form for udbytning som stadig består.

(…)

5. Den kapitalistiske stat.

Det var tidligere statens opgave blot at garantere det kapitalistiske samfunds grundlag, men undgå større direkte indblanding i det økonomiske liv. I dag søger erhvervslivet hyppigt at sikre det økonomiske livs stabilitet med statsmagtens hjælp. Det sker gennem den stadig mere anvendte statsregulering af indkomst-, arbejds- og erhvervsforhold og gennem rente- og skattepolitikken. Formålet med de fleste statsindgreb er at forebygge for voldsomme økonomiske udsving, uden at der sker betydende ændringer i ejendomsforholdene, idet indgrebene skal tjene til at bevare det nuværende samfundssystem. Det gælder, hvad enten borgerlige eller socialdemokratiske regeringer er ved magten. For socialdemokraterne gælder det dog, at ønsket om at opretholde den fulde beskæftigelse spiller en vis rolle.

Statsindgrebene i det økonomiske liv er et af tegnene på, at modsætningerne mellem det økonomiske livs krav og den fri markedsøkonomi skærpes.

Gennem statens overtagelse af en række nye regulerende opgaver skabes der elementer i den som rækker ud over kapitalismen. Det er i dag private erhvervsdrivende, der har glæde af de fleste offentlige samordningsbestemmelser. Men arbejderbevægelsen og de øvrige lønmodtagergrupper kan indenfor demokratiets rammer og gennem dets udbygning øve indflydelse på statsorganernes dispositioner.

Den økonomiske koncentration skaber en magtelite af erhvervsfolk og visse toppolitikere, som gennem deres dispositioner øver en dominerende indflydelse på landets politik og dermed om ikke formelt så dog reelt begrænser de folkevalgte organers handlefrihed. Herved begrænses den enkelte borgers indflydelse på de organer, som træffer beslutningerne.

(…)

7. Klassestrukturen i dag

Det danske samfund er stadig et klassesamfund, hvor et afgørende skel går mellem dem, der besidder og disponerer over produktionsmidlerne, og dem, der ikke har nogen ejendomsret eller dispositionsret over dem. Men også andre skel i befolkningen, f.eks. samfundspositioner og høj social status er betydningsfulde bl.a. for den politiske stillingtagen.

Teknikkens udvikling har sat sig spor i befolkningens sammensætning. Gruppen af selvstændige landbrugere og håndværkere, småfabrikanter og mindre næringsdrivende mindskes efterhånden.

Den egentlige arbejderklasse, som den opstod under industrialiseringen, har kulmineret talmæssigt.

Den moderne kapitalisme og automatisering giver flere og flere funktionærstatus; kontor-, tekniker- og såkaldte servicegrupper og udvidelsen af den offentlige tjenestemandsstab opsluger stadig større dele af arbejdskraften.

Herved udvides lønmodtagernes antal, og de skel der findes mellem de forskellige grupper, svinder mere og mere. Uanset hvor og hvorledes de er beskæftiget, oplever de fleste lønmodtagere dagligt, at kapitalismen ikke er social og demokratisk.

Nye produktionsformer, der skulle være til fordel for de ansatte, virker ofte som en umiddelbar trussel, fordi faren for arbejdsløshed stadig eksisterer, og fordi disse nye former benyttes til yderligere udnyttelse af de ansatte uden at give befolkningen den fulde andel af rationaliseringsgevinsten.

Arbejdernes indsats og samvirke er betingelsen for at skabe de materielle og åndelige værdier, men de holdes i det store og hele ude fra de afgørende beslutninger om samfundets og de enkelte foretagenders drift og økonomiske kurs. I stor udstrækning er de umyndiggjort af arbejdsgiverne og magtelitens erhvervsfolk og politikere.

(…)

II. Socialistiske perspektiver

(…)

9. Det socialistiske demokrati

De økonomiske, menneskelige og politiske problemer, som er fremdraget i de tidligere afsnit, kan ikke løses under et kapitalistisk system.

En forudsætning for, at mennesket kan udfolde sine positive muligheder, er, at den enkelte er fri for at blive udbyttet og for at skulle kæmpe mod andre. Et socialistisk samfund skaber betingelser for sammenhæng mellem den enkeltes trivsel og andres trivsel. De skranker, som tidligere epokers kulturmønstre har sat mellem mennesker, klasser, nationer og racer, kan nedbrydes. Der åbnes derved muligheder for en livsform af jævnbyrdighed, åbenhed og samfølelse, som vil gøre sig gældende på alle tilværelsens områder, i familielivet, i forholdet til børn og gamle, i arbejde og i det offentlige liv.

Vejen hertil er et socialistisk demokrati, hvor privatejendomsretten til de samfundsskabte værdier er afskaffet, og alle privilegier grundet på økonomisk stilling, arv eller titel er ophævet. I det socialistiske demokrati besidder og forvalter hele folket de afgørende produktionsmidler, og produktion og fordeling foregår efter planer, der imødekommer folkets behov og ønsker.

Kun ved det overvejende folkeflertals aktive tilslutning kan dette mål blive nået, og kun under bevarelse af de demokratiske frihedsgoder, som generationer har tilkæmpet sig.

Vi anser det for muligt, at Danmark kan nå socialismen ad fredelig vej, og vi tilstræber ingen anden.

Men parlamentarisk flertal og parlamentarisk godkendelse alene sikrer ikke socialismens sejr. Hertil kræves også skabelse af nye og aktive demokratiske organer. Republikken, den naturlige statsform for et socialistisk demokrati, må indføres. Stat og kirke må adskilles, og alle trossamfund stilles lige. Den offentlige forvaltning må demokratiseres og decentraliseres, og der må sikres arbejdere og funktionærer en afgørende indflydelse på virksomhedernes drift og produktion, ligesom det på alle områder er nødvendigt med et tættere samvirke mellem befolkningen og de politiske organer.

Uden fri meningsbrydning hæmmes samfundets udvikling, bureaukratiet tager overhånd, og ensretningen truer. Derfor er det nødvendigt at ytrings- og pressefrihed, frihed til at danne partier og til at være i opposition bevares. Også på længere sigt må de forskellige interesser og anskuelser, der må findes også selv om klassemodsætningen skulle falde bort, have mulighed for at komme til udtryk og blive repræsenteret.

(…)

11. Kapitalismen som system skal besejres

I bestræbelserne på at omforme det kapitalistiske samfund til et socialistisk, bygger Socialistisk Folkeparti på folkestyret og de tilløb til samfundsledet økonomi, der allerede findes. Målet er at overvinde demokratiets nuværende begrænsninger, så det ændrer karakter og bliver socialistisk.

Derfor arbejder vi for at rejse en folkebevægelse, der gennem styrkelse af de eksisterende demokratiske institutioner, og skabelse af nye, sætter samfundet i stand til at gribe ind mod kapitalisternes forrettigheder, at beskære og afskaffe dem – og at organisere det økonomiske liv ad socialistiske linjer.

Omformningen af det kapitalistiske samfund til et socialistisk sker gennem nationalisering af udslaggivende dele af det økonomiske liv, demokratisering af ledelsen på arbejdspladserne, uanset disses erhvervskarakter, og indførelse af landsomfattende planlægning på demokratisk grundlag. Hertil kommer en yderligere styrkelse af alle former for folkelig økonomisk virksomhed som f.eks. produktions- og forbrugerkooperation og andelsbevægelsen.

Isoleret bidrager forholdsregler af denne art ikke af sig selv til en socialistisk omformning af samfundet. De må forberedes og sættes i værk af brede og aktive lag i befolkningen, af et folkeflertal, der går ind for en bevidst anvendelse af staten i den socialistiske omformnings tjeneste.

De må gennemføres med dette mål for øje og først og fremmest sætte ind på de felter, der vedrører ejendoms- og bestemmelsesret, planlægning og demokrati på arbejdspladserne.

Først sammenspillet mellem indgrebene på disse områder gør dem til en drivkraft i den socialistiske omformning.

Under de betingelser, der skyldes det danske samfunds historie og struktur, er en sådan fredelig socialistisk omformning mulig i overensstemmelse med landets parlamentariske og organisatoriske traditioner. Men processen er revolutionær, fordi den er fundamentalt omskabende. Det er kapitalismen som system, der skal besejres.

(…)

17. En social fordelingspolitik

Den rådende konkurrencementalitet afspejler sig i hele synet på menneskelivet: der er lang vej tilbage før den enkelte får sikret fuld økonomisk tryghed i uproduktive perioder og før samfundet fuldt ud erkender, at en uddannelse er en samfundsnyttig investering. Kapitalismens pengemoral er en væsentlig hindring for at nå dette mål.

Sociallovgivningen må hvile på den grundopfattelse, at samfundet har forsørgerpligt overfor ethvert menneske, der ikke er i stand til at forsørge sig selv. Denne pligt påhviler samfundet også selvom andre skulle have evne og vilje til at påtage sig byrden.

En lovgivning af denne karakter vil omfatte børn under og i den skolepligtige alder, uddannelsessøgende af enhver art, arbejdsløse, syge, invalide og gamle. Den opbygges mest rationel i form af en samfundspension, hvor satserne for de forskellige grupper efterhånden ligestiller dem med erhvervsmæssigt normaltstillede og for børnenes vedkommende svarer til de reelle omkostninger.

Det er både i den enkeltes og i samfundets interesse, at enhver dygtiggør sig så langt, lyst og evner rækker. Det moderne samfunds store behov for veluddannede af alle kategorier gør at det offentlige påtager sig forsørgerpligten i uddannelsestiden, som er en forudsætning for en senere produktiv periode. Årlige ydelser til de uddannelsessøgende, som ligestiller dem med jævnaldrende i produktionen, vil samtidig fjerne et argument for senere forskel i indkomster og derved være med til at modvirke erhvervssnobberiet. De, der rammes af arbejdsløshed, sygdom og invaliditet, bliver uden egen skyld erhvervsudygtige. Det er en samfundspligt at sikre dem en normal levefod.

Barndom og alderdom er led i det biologiske livsforløb, og det er derfor rimeligt, at samfundet gennem samfundspension foretager en indtægtsfordeling, som dækker disse perioder. Det nuværende bratte fald i levefoden ved pensionsalderens indtræden er udtryk for en manglende konsekvens i lovgivningen. Det er samfundspensionens ide at gennemføre en jævnere og mere retfærdig indtægtsfordeling over livsforløbet.

En sociallovgivning, som følger sådanne retningslinjer, vil ikke alene betyde en sikring af store samfundsgruppers tryghed og levevilkår, men også en administrativ og økonomisk forenkling i forhold til de nuværende talrige støtteforanstaltninger og pensionsordninger. Den vil fjerne et af skellene mellem arbejdere, funktionærer, tjenestemænd og pensionerede.

En fuld gennemførelse af det grundsyn, der ligger bag en almindelig samfundspension må betragtes som et socialistisk perspektiv, men udviklingen mod dette mål kan begynde med det samme. Som nogle af de første skridt kan nævnes:

Forbedring af folke-, invalide og enkepension, nedsættelse af folkepensionens aldersgrænse og afskaffelse af særlige pensionsordninger.

Samordning af syge- og ulykkesforsikring under staten. Bortfald af karensbestemmelserne.

Forhøjelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen.

Forhøjelse af børnetilskud.

Indførelse af studieløn, som kan udbygges til en almindelig uddannelsesløn, som også omfatter gymnasiaster og lærlinge.

Lovgivningen kan også forenkles allerede nu ved at sammenkoble de eksisterende støtteforanstaltninger således at satserne for de forskellige grupper står i bestemt fastlagte forhold.

Når samfundspensionen er gennemført i sin fulde udstrækning og de økonomiske problemer derved er løst for de grupper, den omfatter, vil det være muligt at overveje en udvidelse med henblik på individuelle problemer. Det kunne gennemføres ved at give alle ret til at oppebære pensionen i en begrænset periode uden angivelse af særlig grund. Et sådant perspektiv er forbundet med en socialistisk samfundsordning, hvor der er lige adgang til alle former for uddannelse og hvor arbejdet er gjort indholdsrigt og tiltrækkende.

(…)

22. Krig og fred

Atomenergiens udvikling kan blive til stor gavn for menneskeheden, hvis den udnyttes til fredelige formål, men samtidig har den stillet menneskeheden over for historiens største problem: brintbomber og interkontinentale raketter har gjort det muligt at udslette menneskeheden. Både mennesker og nationer er mere end nogensinde tidligere afhængige af hinanden.

I stedet for at skabe en verden, der var indstillet på den gensidige afhængigheds nødvendighed, og som afspejlede den i politisk struktur, har stormagterne delt verden op i blokke. Øst som Vest har lukket sig inde i hvert sit højt oprustede fæstningsværk. Begge magtblokke fører en udenrigspolitik, som er i strid med erkendelsen af gensidig afhængighed og dermed den åbenhed og forhandlingsvilje, der er en betingelse for fredens bevarelse. Der er derfor opstået en højspændt atmosfære, der når som helst kan udløse en verdenskrig. Forhandlinger over grænser og skel er i perioder blevet vanskeliggjort og har i perioder slet ikke kunnet gennemføres. Ingen af parterne kan derfor unddrage sig et ansvar for den kolde krigs fortsatte eksistens.

Blokpolitikken har fundet sin begrundelse i en magtfilosofi både i øst og vest. Oprustningstilhængere og magtbalancefilosoffer har ret i, at de moderne våben har en vis krigsforebyggende virkning, men den opinion, fredsbevægelserne har givet udtryk for, har også spillet en rolle. Givet er det, at en fortsat styrkelse af terrorbalancen vil knuse alle tilløb til tillid mellem blokdannelserne og derfor uvægerligt før eller senere føre til en destruktiv krig. Terrorbalancen er en farlig og ustabil balance.

23. De storpolitiske konflikter

Freden må ubetinget bevares. På længere sigt kan freden kun sikres ved den vestlige verdens omdannelse til socialistiske demokratier og en gennemført demokratisering i øst. Samtidig må der ske en økonomisk udligning i verdensmålestok, så u-landenes sociale standard kommer på højde med de industrialiserede lande. Herved vil de materielle modsætninger, som de forskellige sociale systemer skaber, blive fjernet, og en ideologisk tilnærmelse vil finde sted.

Afstaliniseringen har sat sit præg også på USSR’s udenrigspolitik. Sovjet har i de senere år i højere grad end vesten under NATO og andre militæralliancer vist vilje til indrømmelser og kompromisser. Men også i den vestlige lejr slår erkendelsen af den fælles interesse i fredens bevarelse og forståelse af den gensidige afhængighed langsomt igennem, stærkt hæmmet af personer og stater, der ikke ønsker en tilnærmelse mellem øst og vest.

Flere kommunistiske stater ønsker en hurtigere tilnærmelse til vesten for at få blokpolitikken helt eller delvis afviklet og derigennem fremme demokratiseringen inden for deres egne grænser. Andre tilstræber en uforsonlig kurs over for den kapitalistiske verden med ringe hensyntagen til de konsekvenser for freden, en sådan kurs medfører. Den samme skillelinje mellem en forhandlingsbetonet og uforsonlig linie gør sig gældende inden for Sovjetunionens ledelse.

Disse indre modsætninger i den kommunistiske verden understreger nødvendigheden af, at man udefra kommer de forsonlige kræfter i Sovjetunionen og andre ølande i møde, mens tid er. Det er derfor en hovedopgave for venstrefløjen i hele den vestlige verden at lægge pres især på de uforsonlige blandt vestens ledere, eller om muligt udskifte dem, for at sikre større vilje til at samarbejde med de forhandlingsvillige kræfter i øst.

24. Aktiv neutralisme

Danmarks bidrag til afspænding og forståelse må være et brud med oprustnings- og blokpolitikken. Socialistisk Folkeparti går ind for at afruste vort land, både fordi et militært forsvar af Danmark er umuligt i atomtiden, og fordi ethvert bidrag til blokpolitikken forøger spændingen og dermed krigsfaren. En konsekvens af denne opfattelse er vort krav om, at Danmark frigør sig fra NATO.

Det er et led i den internationale magtkamp, at stormagterne søger at sikre sig den størst mulige prestige hos verdens mange ikke-forpligtede nationer. Danmark beskytter sin uafhængighed og sin internationale indflydelse bedre ved at have stor good-will hos disse nationer, end ved en i heldigste fald overflødig oprustning. Frigørelse fra NATO, de gamle kolonimagters alliance, og en aktiv neutralisme er Socialistisk Folkepartis alternativ til den nuværende udenrigspolitik.

Bestræbelserne for at skabe atomfri, afmilitariserede eller militært udtyndede zoner mellem de to blokke må fremmes. Centraleuropa udgør et velegnet område for at virkeliggøre disse forslag, og det samme gør Skandinavien. Danmark må modarbejde spredning af kernevåben.

De nordiske lande må arbejde for at standse atomforsøg med kernevåben i hele verden. De må åbent deltage i fordømmelsen af enhver stat, som gennemfører sådanne forsøg. Forsøgene er i sig selv farlige for nulevende og kommende slægter, og de understreger viljen til at bruge de nye våben som diplomatisk virkemiddel og derved – hvis magttruslen skal have vægt – til i givet fald at kaste bomberne og affyre raketterne.

25. De nye nationer

Den opfattelse, at de nye lande har mulighed for og harmonisk er i færd med at nærme sig de moderne industristater i teknisk og økonomisk virksomhed, er forkert. Alle undersøgelser viser, at kløften mellem rige og fattige lande uddybes, hvis ikke betingelserne ændres. På vej til økonomisk og politisk selvstændighed støder de nye nationer på alvorlige hindringer. De forandringer, der er nødvendige for dem, er af et sådant omfang, at det vil ændre hele det politisk-økonomiske verdensbillede.

Problemet omkring de nye nationers udvikling er på lang sigt af større betydning end den øjeblikkelige konflikt mellem USA og Sovjet.

Begge stormagtsgrupper vil søge at drage de nye stater ind i det magtpolitiske opgør og derved hindre en naturlig udvikling i disse lande. Hvis den militærpolitiske kappestrid bliver afløst af en fredelig økonomi, vil landene blive befriet for at blive brugt i stormagternes gensidige opmarch og få mulighed for at vælge deres egen vej. Men en sådan international afspænding støder på modstand, især i den vestlige blok, ikke mindst fordi oprustningen der anvendes som økonomisk regulator, og fordi en fri udvikling i de nye erfaringsmæssigt fører til politiske forskydninger, som er imod kapitalismens interesser.

Selvom kappestriden mellem blokkene skulle blive fredeliggjort, vil den moderne kapitalisme søge at hindre den økonomiske selvstændiggørelse i de nye lande. Den vil søge at erstatte kolonialismens altomfattende herredømme med et økonomisk. Dels vil monopolerne ved direkte infiltration prøve at trække profit ud af landene, dels vil de tidligere kolonimagter ved hjælp af diskriminerende handelsblokke søge at fastholde landene i deres tidligere rolle som leverandører af billige råvarer og arbejdskraft.

Et opgør med kapitalismen er derfor den bedste u-landshjælp.

Små lande uden en fortid som kolonimagter bliver medansvarlige i forsøgene på at hæmme de nye nationers frie udvikling, når de gennem politiske og økonomiske blokdannelser trækkes ind i en fortsat økonomisk imperialisme. Som part i en vestlig blokdannelse vil Danmark være medskyldig.

26. Dansk neutralitet og u-landene

Målsætningen for den aktive neutralisme er ikke bare at bringe Danmark uden for magtblokkene. Den socialistiske parole om international solidaritet er i forholdet til u-landene så meningsfyldt og rigtig som nogensinde.

Sålænge kræfternes frie spil får lov at råde, vil kløften mellem rige og fattige nationer ikke mindskes. En ligelig fordeling af verdens goder kan ikke nåes ved hjælp af det privat- økonomiske system.

U- landshjælpen har, bortset fra katastrofesituationer, kun værdi, hvis den placeres således, at den støtter en allerede påbegyndt udvikling eller direkte medvirker til at sætte udviklingen i gang. En påbegyndt udvikling har i disse lande oftest en revolutionær samfundsskabende karakter, fordi bevarelsen af den tilbagestående samfundsform tjener at fastholde den underudviklede status.

Socialistisk Folkeparti vil gå ind for alle foranstaltninger, som øger u-landenes politiske og økonomiske indflydelse i internationale organisationer. Vi vil medvirke til både tosidige økonomiske aftaler og udarbejdelse af verdensomfattende vareudvekslingsplaner.

Forudsætningen for en sådan politik er, at befolkningen herhjemme har indsigt i problemerne. Vi betragter det i denne forbindelse som en vigtig opgave at støtte den samfundsvidenskabelige forskning og fremme en objektiv og redelig oplysning i skolen og gennem massekommunikationsmidlerne.

27. Forenede Nationer

Socialistisk Folkeparti mener, at medlemsskabet af FN sammen med det nordiske samarbejde må være fundamentet for Danmarks udenrigspolitik.

Alene det forhold, at FN er en organisation, hvor de fleste af verdens lande kan mødes, tale sammen og lære hinandens synspunkter at kende, og hvor stormagterne permanent kan forhandle og dermed udjævne modsætninger gør, at FN spiller en fredsbevarende rolle.

Det præg, som de nye og neutrale nationer har sat på FN i de senere år, har øget organisationens betydning som et uafhængigt organ og bidraget til at afspænde den internationale situation.

Ingen af magtblokkene kan skaffe sig flertal i FN uden om den voksende gruppe af neutrale lande. Det har ofte tvunget stormagterne til at modificere deres standpunkter og har forøget FN’s fredsbevarende rolle. Men der må arbejdes henimod en fremtid, hvor det internationale samliv fuldt ud bygger på FN-pagtens ånd og kontrolleret afrustning gennemføres under FN’s ledelse.

FN har allerede spillet en positiv rolle for kolonisystemets afvikling. I spørgsmålet om løsningen af u-landsproblemerne indtager FN en lignende central placering.

En nedbrydning af de politiske og økonomiske blokke vil være en effektiv hjælp for de nye nationer. Men sålænge blokkene består, er det nødvendigt at hjælpen fortrinsvis ydes gennem FN.

Herved rives hjælpen ud af den kolde krigs konflikter og kan samtidig anbringes bedre, fordi u-landene selv er med til at fordele den. Ved at lade FN administrere hjælpeforanstaltningerne undgår man politiske og andre klausuler samt belastende giver-modtagerforhold. FN spiller en stor rolle i en aktiv-neutralistisk politik.

Socialistisk Folkeparti støtter bestræbelserne for at få alle nationer med i FN og for at bringe FN’s organer i overensstemmelse med organisationens nye sammensætning. Sikkerhedsrådet må bl.a. indrettes således, at Den kinesiske Folkerepublik kan indtage sin retmæssige plads. Desuden må det tilstræbes, at medlemmerne af FN’s administration kun er bundet af loyalitet overfor FN, således at administrationen er fuldstændig upartisk. Dette sikres i det lange løb ved, at FN’s administration i sin sammensætning afspejler organisationens mangenationale karakter. Herved vil FN bl.a. få større muligheder som mægler i internationale stridigheder. En mangenational neutral FN-styrke, der opstilles fra tilfælde til tilfælde, kan bidrage til at forøge disse muligheder.

28. Norden

En aktiv neutralisme må politisk og økonomisk have et nordisk udgangspunkt. Alene har Danmark kun begrænsede muligheder i international politik. I et snævert samarbejde med de andre nordiske lande – et samarbejde, der må underbygges økonomisk – vil den aktive neutralisme få stor international betydning for afspændingen i Europa, men også i verdensmålestok, i kraft af det tryk, de nordiske lande i fællesskab kan udøve på internationale forhandlinger af enhver art. Sammen kan vore lande fremme de formidlende og mæglende synspunkter og give solidaritetserklæringerne med u-landene reelt indhold.

29. Internationalt økonomisk samarbejde

Produktionens nutidige karakter har medført, at spørgsmålet om større internationale markeder og om større international arbejdsdeling har meldt sig og vil i fremtiden melde sig med stigende kraft.

Afgørende er det, under hvilke former produktion og handel internationaliseres. Socialistisk Folkeparti er selvsagt modstander af økonomiske blokke med høje toldmure som f.eks. Det europæiske økonomiske Fællesskab. Dette er et konservativt og reaktionært svar på den tekniske udvikling. National selvbestemmelsesret står ikke i modsætning til internationalt samarbejde.

Vi er tilhængere af fri handel og økonomisk samarbejde over landegrænserne. Men ved oprettelse af internationale handelsorganer er det afgørende, hvilken form disse organer får, og i hvilken grad de kan gribe ind i de samfundsfunktioner, landet anser for bærende i dets egen livsform.

30. Sovjetunionen

Forholdet til Sovjetunionen er et af de spørgsmål, som gennem mange år har været i centrum af den hjemlige debat og har delt arbejderklassen i to grupper, for og imod. Da stillingen i Sovjet har været af betydning for vurdering af partier og enkeltpersoners demokratiske holdning, skal vi præcisere vort standpunkt.

Revolutionen i 1917 betød, at der for det første gang blev oprettet et styre, der kunne og ville varetage den jævne befolknings interesser.

Man begyndte i et politisk isoleret og økonomisk tilbagestående samfund. Opbygningsarbejdet voldte i sig selv gigantiske vanskeligheder, og det blev yderligere hæmmet af udenlandske militærinventioner [sic] og fortsat økonomisk boykot.

Hermed skabtes forudsætningerne for stalinismen: Et system, der er karakteriseret ved en stærk, central statsmagt, baseret på et bureaukrati af bedrestillede parti- og statsfunktionærer. Arbejderne blev vidtgående umyndiggjort, afgørelser påtvunget fra oven. Straffeforanstaltninger erstattede den demokratiske diskussion.

Centraliserede diktaturer er velkendt i lande der søger at overvinde teknisk tilbageståenhed på kort tid, men der var desuden i stalinismen træk af nationalhistorisk oprindelse og af personlig karakter.

Terror og despoti indgik i regimet, og man idealiserede efterhånden en bo[r]nert og udemokratisk livsform. Men stalinismen antastede ikke produktionsmidlernes samfundseje og planlægningsbestræbelserne.

Ved Stalins død var det gamle Rusland omskabt totalt i økonomisk og social henseende i kraft af den store produktivitetsstigning, af uddannelsens og kulturlivets delvise demokratisering.

Her ligger udgangspunktet for kravet om friere, mere socialistiske forhold, som føres frem især af de nye sociale lag af oplyste arbejdere, teknikere og intellektuelle.

Det opgør med fortiden, som på forskellig måde og i forskelligt tempo har fundet sted efter Stalins død, har været båret oppe af et folkeligt pres og nødvendigheden af at skabe andre økonomiske organisationsformer. Hermed synes der at være åbnet muligheder for en vækst ind i et virkeligt socialistisk demokrati.

Rester af stalinismens forældede forestillinger og udemokratiske praksis kan endnu føre Sovjet ind i blindgader. Under presset af den kolde krig ser resterne af stalinismens magtfaktorer, det civile og militære bureaukrati, en chance for at bevare de gamle tilstande.

De faktorer, som i særlig grad præger og bestemmer USSRs udenrigspolitik er landets traditionelle interesser som stormagt og den ideologi, landets ledere bekender sig til.

Disse to faktorer indgår med forskellig vægt i Sovjetunionens udenrigspolitik. Den opbygning af et sikkerhedsbælte af loyale stater i Østeuropa, som med 2. verdenskrigs allieredes tilslutning fandt sted omkring 1945, var i første række et kardinalpunkt i Sovjets stormagtspolitik, men muliggjorde samtidig de påkrævede sociale revolutioner i østlandene, hvorved sikkerhedspolitikken blev befæstet.

_____________________________________

i stedet for…

I stedet for Danmarks medvirken til den kolde krig ved deltagelse i blokpolitik sætter vi en aktiv neutralisme.

I stedet for alliance med de tidligere kolonimagter og medansvar for fortsat imperialisme går vi ind for solidaritet med u-landene.

I stedet for et velfærdsdemokrati, der standser ved arbejdspladsens port, vil vi arbejde for det socialistiske demokrati.

I stedet for uværdige støtteordninger, der skal sikre handicappede og gamle et vist eksistensminimum, vil vi gennemføre, at disse mennesker materielt får samme kår som normaltstillede.

I stedet for det kapitalistiske samfunds meningsløshed, konkurrencementalitet og pengemoral vil [vi] sætte det socialistiske samfund med dets rige muligheder, dets menneskelige lighed og solidaritet.

Forudsætningen for at gennemføre vort program er fredens bevarelse. Socialistisk Folkepartis kan derfor samle hovedpunkterne i sit program i to ord:

AFRUSTNING OG SOCIALISME