Historiske rødder

SAP har rødder i tidligere trotskistiske smågrupper, der har eksisteret i Danmark siden midten af 1930’erne. Fra 1950’erne og frem indgik disse i SF og senere VS, men var også drivende i bl.a. den tidlige Vietnambevægelse. SAP har dog mere umiddelbare organisatoriske rødder i Socialistisk Ungdoms Forum, der i 1970 blev trotskistisk domineret og derpå omdøbt, i 1973 til Revolutionære Socialisters Forbund, i 1980 til SAP.

Organisatorisk udvikling

Navneforandringen til SAP skete i forbindelse med opstilling til kommune- og folketingsvalg, hvor partiet dog aldrig opnåede noget gennembrud. Lidt større succes havde man med opbygningen af en venstrefløj inden for fagforeningerne, især metalarbejderne, som partiet tilskrev en særligt væsentlig rolle i dets såkaldte ’vending mod industrien’. Partiet nåede dog aldrig over cirka 200 medlemmer.

Delvis i erkendelse af den manglende succes med selvstændig opbygning vedtog partiet i 1986 at tilstræbe enhed blandt venstrefløjens partier og grupperinger på den danske venstrefløj. Efter først at have opstillet partiets medlemmer på VS’ liste til valget i 1987, uden at opnå repræsentation, satsede partiet på at samarbejde med både VS, DKP og uafhængige venstrefløjskredse i opbygningen af Enhedslisten, der blev indvalgt i Folketinget i 1994. SAP har dog opretholdt en selvstændig organisation og bl.a. sit eget tidsskrift (Socialistisk Information) ved siden af aktiviteterne i Enhedslisten.

Politik

Som dansk sektion af den trotskistiske Fjerde Internationale har SAP en markant internationalistisk linje, der blandt andet kommer til en strategisk målsætning om en verdensrevolutionær proces som en interaktion mellem forskellige sektorer af kloden. Følgelig kritiserer partiet også de fortrinsvis nationale perspektiver for samfundsforandring, som har kunnet ses hos mange andre venstrefløjsstrømninger. Partiets revolutionære socialisme bygger desuden på en skarp afstandtagen fra bureaukratiske, autoritære styreformer, både i lande som Sovjetunionen og i de vestlige landes arbejderbevægelser. I stedet fordres et socialistisk demokrati, baseret på ytrings- og organisationsfrihed. Ligeledes understreges det i partiets programmatiske erklæringer, at en socialistisk samfundsforandring må gennemføres af et aktivt befolkningsflertal. Arbejderklassen ses traditionelt som den centrale aktør i en sådan forandring, men partiet anbefaler samtidig selvorganisering for undertrykte grupper i andre spørgsmål, bl.a. når det gælder feminisme, antiracisme og seksuelle minoriteter. I partiets interne liv afspejler dette sig bl.a. ved en understregning af, at den leninistiske ’demokratiske centralisme’, som partiet som mange andre venstrefløjspartier lægger til grund for sin virksomhed og organisation, i dets tilfælde indebærer medlemmernes ret til at organisere sig i tendenser og fraktioner.