Danmarks Kommunistiske Parti/ Marxister-Leninisters (DKP/ML): "Program og love", 1978

Kilder

Kildeintroduktion:

Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML) blev stiftet i 1978 som udbryder af Kommunistisk Arbejderparti. Det skete på baggrund af bruddet mellem Kina og Albanien i 1977. DKP/ML støttede Albanien og så dette land som den sande socialistiske stat fremfor USSR og Kina.
I introduktionen til det første partiprogram fra 1978 lægges der vægt på, at den socialistiske revolution i Danmark kun kan ske, hvis det rette parti (DKP/ML) står i spidsen for proletariatets kamp. Partiets politik bygger på de gamle sande kommunister Marx, Lenin og Stalin, og det ønsker at bekæmpe de revisionistiske partier. I den kommunistiske tradition afveg revisionismen fra den marxistisk-leninistiske linje. Fra 1960'erne kritiserede de kinesiske kommunister det sovjetiske kommunistparti for at være revisionistisk, og DKP/ML mente i 1978, at også de kinesiske kommunister var blevet revisionistiske.

Her kan du læse et uddrag af partiprogrammet.

Forsiden på DKP/ML's 1978 partiprogram

Forsiden til DKP/ML's partiprogram: program og love fra 1978. Læs hele kilden via Det Kgl. Bibliotek, ved at trykke på billedet. Fra: Det Kgl. Bibliotek


Indledning

Den socialistiske revolution knuser borgerskabets diktatur og opretter proletariatets diktatur. Dette er betingelsen for at arbejderklassen og dens allierede kan opbygge socialismen og sikre dens udvikling til det klasseløse kommunistiske samfund. Men det kan kun ske, når det proletariske klasseparti - et ægte kommunistisk parti - står i spidsen for proletariatets kamp.

Med stiftelsen af DANMARKS KOMMUNISTISKE PARTI/MARXISTER-LENINISTER, DKP/ML, har det danske proletariat atter fået sit kommunistiske parti. DKP/ML samler den røde fane op, som revisionister og opportunister har trampet i sølet, og indskriver igen den proletariske revolutions store løsen på den.

DKP/ML vejledes i hele sin virksomhed af marxismen-leninismen- arbejderklassens teori i imperialismens og den proletariske revolutions epoke. Partiet bruger marxismen-leninismens lære på de konkrete betingelser for proletariatets og de undertrykte folks kamp, nationalt såvel som internationalt.

DKP/ML bygger klart og konsekvent på den videnskabelige socialisme, sådan som den er udviklet af marxismen-leninismens klassikere: Marx, Engels, Lenin og Stalin.

Marxismen-leninismens klassikere har grundlagt og videreudviklet arbejderklassens videnskabelige teori. De var anerkendte teoretiske og praktiske ledere af den kommunistiske verdensbevægeIse. De har ikke begået afgørende fejl på noget grundlæggende spørgsmål. Derfor er deres lære det uomgængelige grundlag for kommunisternes arbejde og kamp også idag.

Marx og Engels grundlagde den videnskabelige socialisme og stod i spidsen for Den internationale Arbejderassociation. De udviklede den dialektiske og historiske materialisme og analyserede herigennem til bunds den historiske samfundsudvikling fra ursamfundet til kapitalismen. De forklarede arbejderklassens historiske rolle som kapitalismens banemænd og kommunismens bygmestre. De fastslog at den proletariske revolution og proletariatets diktatur er nødvendige skridt på vejen til kommunismen - det menneskelige samfunds højeste udviklingstrin, som erstatter alle klasse- og udbyttersamfund.

Lenin udviklede marxismen til et højere niveau i overensstemmelse med, at det kapitalistiske system havde udviklet sig til den monopolistiske fase - imperialismen. Lenin analyserede tilbunds imperialismens økonomiske og politiske kendetegn og fastslog, at uden kamp mod opportunismen kan imperialismen ikke styrtes. Han udviklede læren om det kommunistiske fortropsparti og grundlagde det første bolsjevikiske parti. Lenin stod i spidsen for den første sejrende proletariske revolution - den store socialistiske Oktoberrevolution - og de første år af den socialistiske opbygning i Sovjetunionen. Han tog initiativet til opbygningen af den III Internationale, KOMINTERN, og stod som den anerkendter leder af den kommunistiske verdensbevægelse,

Stalin sammenfattede marxismen-leninsmen på mønstergyldig vis. Han udviklede teorien videre på væsentlige felter under kampen for socialismen under proletariatets diktatur. Han udviklede den marxistiskleninistiske lære om det nationale spørgsmål. Han uddybede læren om det kommunistiske parti, dets karakter og historiske rolle. Han fastslog og forklarede, at klassekampen fortsætter og skærpes under socialismen. Som Lenins elev og våbenfælle stod han sammen med ham i spidsen for den russiske revolution. Efter Lenins død var Stalin i 30 år lederen af det sovjetiske proletariats sejrrige opbygning af socialismen på alle felter i kamp mod utallige fjender. Han ledte den antifascistiske krig, som muliggjorde oprettelsen af folkedemokratier. Han forudså, afslørede og bekæmpede uden vaklen ethvert forsøg på at genrejse kapitalismen og var den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder.

DKP/ML støtter sig konsekvent på den revolutionære tradition i den danske arbejdeklasse. Siden det danske proletariat i slutningen af forrige århundrede organiserede sig og kæmpede som klasse har det udkæmpet mange hårde kampe mod borgerskabet. Traditionen fra slaget på Fælleden i 1872 er ubrudt blevet videreført gennem kampene under den revolutionære krise under og efter den første imperialistiske verdenskrig. De er videreført i kampene mod fascismen i mellemkrigstiden, hvor blandt andet mange danske arbejdere kæmpede i de internationale brigader mod Franco-fascismen i Spanien, De er videreført i kampen mod den nazistiske besættelse, hvor blandt andet folkestrejken i 1944 står som et lysende eksempel. Traditionen er videreført gennem de store klassesammenstød fra 1956 og fremefter, gennem de mange store og små aktioner, strejker og andre kampe, som den danske arbejderklasse har ført og fører.

DKP/ML viderefører og forsvarer den konsekvente marxistiske tradition i den danske arbejderbevægelse. Gerson Trier og Nicolaj L. Petersen, venner og kampfæller til Engels og Lenin, var de første danske marxister. De kæmpede utrætteligt for at udbrede marxismen og for at skabe et proletarisk klasseparti. Deres arbejde blev taget op da Danmarks Kommunistiske Parti blev stiftet i 1919 som en sektion af KOMINTERN og udvikledes efter et bolsjevikisk forbillede. Efter DKPs forvandling til et moderne revisionistisk parti blev den røde fane løftet igen af Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister. KFML udgjorde fra sin stiftelse den danske arbejderklasses politiske fortropsorganisation og stiftede Kommunistisk Arbejderparti som nu er degenereret til et moderne revisionistisk parti på linie med DKP. Hermed sattes stiftelsen af DKP/ML på dagsordenen.

DKP/ML støtter sig urokkeligt på det internationale proletariats revolutionære traditioner. Pariserkommunen i 1871 var det første eksempel på proletariatets diktatur. Oktoberrevolutionen i Rusland 1917 var en sejrende proletarisk revolution, hvis vej og grundlæggende lære proletariatets ialle lande vil følge. Fascismens nederlag i 2. verdenskrig fulgtes af oprettelsen af folkedemokratier i en lang række lande, som ved egen hjælp eller med støtte af den røde hær havde knust fascismen. Disse sejre, som førte til opbygningen af socialismen under proletariatets diktatur i Albanien, udgør en vigtig erfaring for arbejderklassen.

DKP/ML arbejder uden vaklen ud fra den marxistisk-leninistiske verdensbevæqelses generallinje, som blev udstukket af klassikerne. DK/PML arbejder uden vaklen ud fra KOMINTERNs traditioner, traditionerne fra de store kampe mod reformisme og revisionisme på internationalt plan.

DKP/ML fører uophørligt kampen mod den moderne revisionisme i alle dens afskygninger. Uden denne kamp kan revolutionen ikke sejre. Den jugoslaviske revisionisme var den første variant af den moderne revisionisme. Stalin indledte i 1948 en beslutsom kamp mod denne afart af revisionismen, hvilket medførte, at titoismen afsløredes som kontrarevolutionær, og at Jugoslavien udelukkedes af den socialistiske lejr. Men ved et kup på Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres i 1956 greb revisionister med Hrustjov i spidsen magten i partiet og sovjetstaten. Hrustjov udformede sin variant af den moderne revisionisme- en teori for genrejsning af kapitalismen og udvikling af Sovjetunionen til en socialimperialistisk supermagt. Hrustjov-revisionismen er stadig grundlag for det sovjetiske parti og de partier, som er forbundet med dette. I tidligere kommunistiske partier i nogle vesteuropæiske lande har der udviklet sig en såkaldt eurokommunistisk retning, som slutter sig til og støtter de øvrige revisionistiske

strømninger, som eurokommunisterne hævder at være uafhængige af. Den kinesiske revisionisme, som bygger på den såkaldte Mao Tsetungtænkning er en farlig variant af den moderne revisionisme. Mao Tsetungtænkningen er en kontrarevolutionær lære, der blandt andet indeholder den reaktionære teori om "verdens deling i tre". Mao Tsetungtænkningen er et redskab til bevarelsen og styrkelsen af kapitalismen i Kina og udvikling af Kina til en socialimperialistisk supermagt. Albaniens Arbejdets Parti med den store marxist-leninist Enver Hoxha i spidsen har hele vejen igennem stået i forreste række i den konsekvente og omfattende kamp mod alle disse revisionistiske strømninger og har således ydet uvurderlige bidrag til forsvar for marxismen-leninismen, socialismen og proletariatets diktatur, til forsvar for den kommunistiske verdensbevægelses enhed og slagkraft.

DKP/ML er en uadskillelig del af den internationale kommunistiske bevægelse og betragter denne bevægelse som en afgørende støtte i kampen for det socialistiske Danmark og for den proletariske verdensrevolution. Derfor støtter DKP/ML ethvert skridt, der tages for at bevare og styrke den kommunistiske verdensbevæqelses enhed. Derfor bekæmper DKP/ML enhver splittelseshandling og ethvert forrædderi moddenne enhed.

DKP/ML er opstået i uforsonlig kamp mod den moderne revisionisme og al opportunisme og forsvarer socialismens landevindinger og den kommunistiske verdensbevægelse. DKPIML står vagt om Den Socialistiske Folkerepublik Albanien, som sejrrigt opbygger socialismen under proletariatets diktatur. Albanien er en urokkelig bastion for den proletariske verdensrevolution. Proletariatet og de undertrykte folk ser sine forhåbninger og sin fremtid legemliggjort i den virkeliggjorte socialisme i Albanien.

DKP/ML træder åbent frem med sit program - proletariatets diktatur og kommunismen – som organisator af den proletariske revolution i Danmark, som er en del af den proletariske verdensrevoluiton.(...)

Læs resten af programmet her