Fremskridtspartiets valgbrochure, 6. oktober 1972

Kilder

Kildeintroduktion:

Fremskridtspartiet (Z) blev stiftet af advokaten Mogens Glistrup (1926 - 2008) i 1972 som et ultraliberalistisk protestparti og var repræsenteret i Folketinget fra 1973-1999.

Partiet blev stiftet den 22. august 1972 og man præsenterede et yderst utraditionelt partiprogram, der nærmest lignede en vittighed. Blandt andet skulle indkomstskatten afskaffes; den offentlige sektor skulle reduceres kraftigt (afskaffelse af ’papirnusseriet’); der skulle være månedlige valg til et stærkt reduceret Folketing, og forsvaret skulle nedlægges og erstattes af en telefonsvarer, der sagde ”vi overgiver os” på russisk. Ikke desto mindre appellerede Glistrups personlige stil samt hans oprør mod det stærkt stigende skattetryk og den omsiggribende statslige regulering til brede kredse i det danske samfund.

Nedenfor er Fremskridtspartiets valgbrochure fra den 6. oktober 1972 gengivet. Brochuren har fokus på indkomstskatten og det offentlige administrationsapparat, som partiet ønskede at indskrænke mest muligt.

Fremskridtspartiets valgbrochure fra 1972
Fremskridtspartiets valgbrochure fra 1972. Fra: Det Kgl. Bibliotek


Valgbrochurens tekst:

Holder De af kildeskatten?

Fremskridtspartiet mener, at den skat er Danmarks største forureningskilde

Et hurtigt voksende administrationsapparat – på begge sider af det offentliges skranker – beslaglægger arbejdskraft, der burde anvendes til noget produktivt. Beskatningsprocenterne skaber ulyst og tværhed. Både menneskeligt og økonomisk bliver indkomstskatten år for år en stadig mere urimelig byrde for samfundet at slæbe rundt på.

Fremskridtspartiet håber ved næste folketingsvalg at få en tilstrækkelig stærk folketingsgruppe til, at det kan få de fleste folketingsmedlemmer til at indse, at man ikke ud fra nogle forældede betragtninger bør blive ved med at hold indtægtsskatten i live. Det skal atter kunne betale sig at arbejde i Danmark. Også på andre områder kan partiet forhåbentligt virke som en impuls på Christiansborg til fjernelse af den megen overadministration, som er skudt frem, fordi Folketinget hidtil ikke har været tilstrækkeligt påpasseligt og mere har virket til at komplicere lovgivningen end til at gøre den overskuelig og almenfattelig. Ikke blot Finansministeriet, men for eksempel også Kulturministeriet, Boligministeriet og Udenrigsministeriet trænger til hovedrengøring.

For at nå disse mål må partiet have medarbejdere, der er villige til at gøre en indsats – især når folketingsvalg bliver udskrevet. Med den nuværende mandatstilling i Folketinget kan valg komme pludseligt, og så nytter det ikke noget bagefter at fortryde, at man ikke gjorde en aktiv indsats for at forbedre forholdene, mens muligheden var der. Kikser forsøget denne gang, er risikoen nærliggende for, at der går mange år, før nogen på ny vil påtage sig at danne et parti til at standse slendrianen med skatteydernes penge. Det bliver i al fald sværere og sværere, jo længere tid de mange offentligt ansatte socialrådgivere, ekspeditionssekretærer og cand. politter m.fl. får til yderligere at befæste deres toneangivende placering også i vort folketing.

Derfor: reager med det samme på denne annonce og meld Dem til en indsats med hovedvægt på arbejdet, når folketingsvalg bliver udskrevet.

Pengebidrag modtages med taknemmelighed. Da partiet regnskabsføring er offentlig tilgængelig, må De gerne sende deres bidrag anonymt.

 

Partiets program:

Fremskridtspartiet har som hovedformål at afskaffe partivældet.

Partiet vil derfor ikke kræve, at dets folketingskandidater følger nogen bestemt parole. Tværtimod er dets folketingsmedlemmer ene bundet ved deres overbevisning.

Partiet forventer, at dets folketingsgruppe i tinget vil fremsætte et væld af konkrete forslag med det sigte at forenkle lovgivningen massivt og kraftigt formindske den offentlige sektors papirplageri over for borgerne.

Partiet håber herigennem også at kunne få kvalt indkomstskatten eller i al fald få reduceret dens byrder.

Hvis De mener, at disse synspunkter bør have en chance i den kommende folketingsvalgkamp, beder vi dem udfylde og underskrive nedenstående blanket og indsende den til

Fremskridtspartiet

c/o Mogens Glistrup

Nygade 3

1164 København K.

Tlf. (01) 112411

som søger for påtegningen fra kommunekontoret.

Vil de have flere blanketter, skal De blot give besked til den anførte adresse eller på telefon (01) 112411. Girokontoen har nr. 25478.