Uddannelse og karriere

Mogens Glistrup blev født i 1926 i Rønne på Bornholm. Han blev student fra Rønne Statsskole i 1944 og uddannede sig til jurist ved Københavns Universitet, hvorfra han blev cand.jur. i 1950 med det dengang tredjehøjeste karaktergennemsnit nogensinde. Den højtbegavede jurist fik arbejde som sagførerfuldmægtig i København 1950-55, dog afbrudt af et års studier ved University of California, Berkeley 1951-52.

1955-81 var Mogens Glistrup landsretssagfører samt lektor i skatteret ved Københavns Universitet 1956-63. I 1957 udgav han en kontroversiel bog med titlen Skatteret, og i løbet af 1960’erne udgav han en række artikler, som kritiserede det danske skattesystem.

Mogens Glistrup var imidlertid ikke interesseret i at forfølge en akademisk karriere, og han trådte i stedet for ind i sin svigerfars advokatfirma som kompagnon. Da svigerfaren døde i 1970, overtog Mogens Glistrup ledelsen af firmaet. Han tiltrak en række prominente klienter med et anarkistisk tilsnit som ham selv, bl.a. studiekammeraten og rejsekongen Simon Spies (1921-1984) og kunstneren Jens Jørgen Thorsen (1932-2000).

Skatteunddragelse på tv

Mogens Glistrups vendetta mod det danske skattesystem havde stået på i mere end et årti, da han blev landskendt den 30. januar 1971, hvor han i tv-programmet Focus lovpriste skattesnydere og sammenlignede dem med jernbanesabotørerne under den tyske besættelse 1940-45. I radioudsendelsen Radioens Presseklub den 13. februar 1972 oplyste Mogens Glistrup frejdigt, at hans trækprocent var nul, uagtet at han havde en stor indtægt som leder af den tids største danske advokatfirma.

Straks efter iværksatte den konservative handelsminister Knud Thomsen (1908-1996) en undersøgelse af, om Mogens Glistrup via oprettelsen af aktieselskaber havde gjort sig skyldig i skattesvig. Advokatrådet indledte i sommeren 1971 en undersøgelse af Glistrups praksis og rejste disciplinærsag mod han ved Advokatnævnet og senere Østre Landsret. Glistrup blev idømt en bøde på 2000 kr.

I marts 1972 besluttede den socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen (1904-1994), at der skulle foretages politimæssig undersøgelse af Glistrups skattesvig, og to år efter, i 1974, traf Rigsadvokaten beslutning om at rejse tiltale mod Glistrup.

Stiftelsen af Fremskridtspartiet 1972

Mogens Glistrup havde forgæves forsøgt at blive folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, men det mislykkedes, da den daværende politiske ordfører Poul Schlüter (1929-2021) meddelte, at han ville gå, hvis Glistrup kom i Folketinget. I stedet stiftede Mogens Glistrup sit eget parti, Fremskridtspartiet, den 23. august 1972.

Glistrup fangede noget i 1970’ernes sammensatte tidsånd efter ’de gyldne tressere’, hvor danskerne havde fået parcelhus, bil og farve-tv, såvel som en stærkt udvidet offentlig sektor, som blevet betalt af et voksende skattetryk. Servicesamfundet havde afløst klassesamfundet, og en voksende del af arbejderklassen var ikke længere besiddelsesløs, men boede i eget hus og var enig med Glistrup i, at skattetrykket skulle sænkes. Med en blanding af ideologi og ironiske slagnumre krævede Fremskridtpartiet, at personskatten skulle afskaffes, 90 procent af de offentligt ansatte skulle fyres, Folketinget skulle reduceres til 40 medlemmer og Grundloven til seks paragraffer. Udenrigstjenesten skulle nedlægges og Forsvaret erstattes med en telefonsvarer, der på russisk oplyste, at Danmark overgav sig.

Jordskredsvalget 1973 gør Fremskridtspartiet til det næststørste parti

I foråret 1973 stormede Fremskridtspartiet frem i meningsmålingerne fra 6 % i begyndelsen af februar til 26 % i løbet af april. Ved jordskredsvalget den 4. december 1973 blev Fremskridtspartiet Folketingets næststørste parti med 28 mandater, svarende til 15,9 % af de afgivne, gyldige stemmer.

Fremskridtspartiet kom i Folketinget på et politisk program, der havde fjernet nogle af de mest aparte af Glistrups forslag, men som overordnet krævede lavere skatter og en voldsom reduktion af den offentlige sektor. Det politiske program var dog generelt uden sammenhæng og havde ingen sikkerhedspolitik, og der var heller ingen anvisninger på, hvordan de massive skattelettelser skulle finansieres.  Men Mogens Glistrup var dygtig til at sælge sit budskab. Hans retorik var uden omsvøb, når han hudflettede skrankepaver, papirnussere og andre snyltere i den offentlige sektor. Han var også dygtig til at anvende medierne til at sælge sit budskab. Især på TV, der i 1970’erne for alvor blev en vigtig faktor i udviklingen af dansk politik.

Portræt af Mogens Glistrup (1926-2008). Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv.  

Et uregerligt parti

På trods af Fremskridtspartiets popularitet blandt vælgerne var der blandt de andre partier på Christiansborg en udtalt modvilje mod at basere forlig, endsige et regeringssamarbejde, på partiets mandater. Fremskridtpartiet blev set som uortodokst, upålideligt og uansvarligt. Det skyldtes for det første, at partiet grundlæggende var et anarkistisk samfundsomstyrtende parti. For det andet, at partiet aldrig ville binde sig eller afgive løfter, og man derfor ikke vidste, hvor man havde dem.  

Fremskridtspartiet var ikke opstået som et traditionelt parti med en formaliseret organisation og partidisciplin, og folketingsmedlemmerne blev i flere sager fritstillede og kunne stemme som de ville. Samtidig ønskede Mogens Glistrup dog suverænt at dominere partiet og bestemme dets linje. Resultatet blev en i dansk politik hidtil uset grad af topstyring i partiets organisation, hvor en lille hovedbestyrelse havde store magtbeføjelser. I 1974 blev Mogens Glistrup livsvarigt honorært medlem af Fremskridtspartiets hovedbestyrelse.

Mogens Glistrup var imidlertid nødt til at bruge hovedparten af sine kræfter på den skattesag, der var indledt mod ham i 1974. Hans immunitet som folketingsmedlem var blevet ophævet den 12. juni 1974 med alle Folketingets stemmer for undtaget Fremskridtspartiets. Dette mønster gentog sig i hver valgperiode, mens sagen kørte gennem alle tre retsinstanser, og Mogens Glistrups parlamentariske immunitet blev ophævet i alt seks gange.

Partiets største styrke (men samtidig dets akilleshæl) var også, at det primært var et enmands-foretagende: Mogens Glistrup var partiet, og det var underlagt hans luner. Hans karisma var nøglen til partiets succes, men han var uden sans for praktisk politik og så uforudsigelig, at de andre partier i Folketinget fandt ham umulig at samarbejde med.

Fremskridtspartiet havde fra begyndelsen været præget af et skisma mellem to fløje: En ’strammer’-fløj med Glistrup i spidsen, der stod stejlt på partiets nul-skatte-politik, og en ’slapper’-fløj, der ønskede mere reel magt ved at føre en mere pragmatisk politik. De politiske meningsforskelle mellem fløjene var begrænset, og konflikten handlede primært om, hvordan man skulle forsøge at opnå politisk indflydelse. Hertil kom en konflikt mellem dem, der ønskede magten i partiet centraliseret hos folketingsgruppen (underforstået Mogens Glistrup) og dem, der ønskede at give hovedbestyrelsen indflydelse.

Fængslet i Horserød 1983-85

I 1983 fandt den langvarige retssag mod Mogens Glistrup sin afgørelse, da Højesteret idømte ham tre års fængsel, fratagelse af hans advokatbestalling samt en bøde på en million kr. og en skatteefterbetaling på 941.029 kr. Den 2. juli 1983 erklærede Folketinget ham for uværdig til at have sæde der, og Glistrup måtte derfor opgive sin plads. Han afsonede sin straf i Horserød 1983-85.

Med Mogens Glistrups fængsling befandt Fremskridtspartiet sig i opløsning. Der var intern uenighed om, hvorvidt han fortsat skulle have stemmeret i partiet. Glistrup selv nægtede at anerkende alvoren i situationen og krævede bl.a. at føre finanslovsforhandlinger med statsminister Poul Schlüter (1929-2021) fra en mønttelefon i Horserød.

Selvom Mogens Glistrup var erklæret uværdig til sit folketingssæde, var han stadig valgbar, og ved Folketingsvalget den 10. januar 1984 fik han godt 8000 personlige stemmer. Han erklærede sig derfor straks for valgt, påberåbte sig sin parlamentariske immunitet og krævede løsladelse. Med et eksemplar af Grundloven i hånden og sit karakteristiske flair for politisk drama påbegyndte han spadsereturen ud af fængslet. Fængselsbetjentene anså det dog som flugtforsøg og satte ham i isolationscelle. Da Mogens Glistrup modtog sit valgbrev den 16. januar 1984, blev han løsladt. Imidlertid besluttede et flertal i det nye Folketing allerede den 6. februar at erklære ham for uværdig til at sidde i tinget, og justitsminister Erik Ninn-Hansen (1922-2014) besluttede straks, at Glistrup skulle genoptage sin straf i Horserød den følgende dag.

I 1987, efter at have afsonet halvdelen af sin straf, blev Mogens Glistrup igen stemt ind i Folketinget. På det tidspunkt havde den unge Pia Kjærsgaard (f. 1947) overtaget ledelsen af Fremskridtspartiet. Pia Kjærsgaard tilhørte partiets ’slapper’-fløj. Fløjkrigene mellem ’strammere’ og ’slappere’ brød igen ud, og i 1991 blev Glistrup frataget sit livsvarige medlemskab af partiet.

Antimuslimske synspunkter

I begyndelsen af 1980’erne begyndte Fremskridtspartiet at markere sig med indvandringsfjendske og antimuslimske synspunkter. Mogens Glistrup og andre fremtrædende medlemmer advarede mod indvandringen til Danmark fra u-lande og især muslimske lande. Fremmedarbejderne blev af Fremskridtspartiet beskyldt for at ’nasse’ på samfundet. Mogens Glistrup så den stigende indvandring som en konsekvens af den omstridte udlændingelov fra 1983, der var Europas mest liberale lov i forhold til flygtninge flygtninge og indvandreres mulighed for asyl og familiesammenføring. I 1998 og igen to år senere blev han idømt betinget hæfte for racistiske udtalelser.

Atter medlem og leder af Fremskridtspartiet

I 1995 forlod Pia Kjærsgaard og tre andre fremtrædende medlemmer Fremskridtspartiet og dannede i stedet Dansk Folkeparti. Fremskridtspartiet stod i 1999 igen uden leder, og eksklusionen af Mogens Glistrup blev ophævet. Det medførte endnu en sprængning af partiet, hvor de resterende fire folketingsmedlemmer forlod partiet og dannede gruppen Frihed 2000. Ved folketingsvalget i 2001 opnåede Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup som leder kun 0.5 % af stemmerne. Glistrup forlod partiet i 2004.

Mogens Glistrup døde 1. juli 2008.