Temaer
Tiden 1973 til 1982 var præget af både politisk og økonomisk ustabilitet. Den politiske ustabilitet blev indvarslet med det såkaldte jordskredsvalg i 1973, der fordoblede antallet af folketingspartier til 10 og flyttede 44 % af vælgerne. Gennem perioden bestod landets ledelse af skrøbelige mindretalsregeringer, som havde vanskeligt ved at løse tidens store økonomiske udfordringer. Disse udfordringer var en følge af den internationale recession, som satte ind efter oliekriserne i 1973 og 1979.
I denne del af temaet om folketingsvalg har vi samlet information om de afholdte valg i perioden 1973-1982:
Perioden var præget af politisk ustabilitet i form af hyppige valg og nye regeringsdannelser, som oftest med Socialdemokratiet som regeringsbærende parti og Anker Jørgensen som statsminister.
Jordskredsvalget i 1973 medførte et vælgerskred, hvor hele 44 % valgte at stemme på et nyt parti i forhold til det seneste valg, hvilket blandt andet bragte 5 nye partier ind i Folketinget. Med blot 22 mandater – den smalleste regering nogensinde – dannede Venstre en mindretalsregering med Poul Hartling (1914-2000) som statsminister. Fremskridtspartiet blev med hele 28 mandater valgt ind som det næststørste parti efter Socialdemokraterne. Det skabte parlamentarisk usikkerhed, fordi partiet som et rent protestparti var umuligt samarbejde med, hvilket bl.a. Hartling erfarede, da han efter et godt valg i 1975 ikke kunne fortsætte pga. usikkerheden angående Fremskridtspartiets holdning til den mistillidsdagsorden, der var i forhold til regeringen.
Fra 1975 til 1982 var Anker Jørgensen (1922-2016) statsminister for, fortrinsvis, socialdemokratiske regeringer bortset fra en kort periode mellem august 1978 og oktober 1979, hvor han ledede et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet. Regeringskoalitionen SV var en nærmest uhørt partikonstellation grundet de to partiers traditionelle position som det største parti i hver sin blok. En sådan arbejder-bonderegering var unik i dansk politisk historie, og den nærmeste historiske parallel er måske Kanslergadeforliget fra 1933, der inkluderede Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre, men som ikke var en regeringskoalition. SV-konstellationen var ikke holdbar i længden og var fra begyndelsen præget af gensidig mistillid, som kom til udtryk ved, at hver minister fik tildelt en kontrol-minister, en såkaldt skyggeminister, fra det andet regeringsparti.
Den politiske ustabilitet i perioden var tæt forbundet med 1970'ernes internationale økonomiske krise med de to oliekriser, som især ramte olieimporterende lande som Danmark, der gennem 1970'erne oplevede høj inflation, stigende arbejdsløshed, økonomisk stagnation og stigende udlandsgæld. De skrøbelige mindretalsregeringer i Danmark var dårligt rustede til at tackle sådanne økonomiske udfordringer, som krævede upopulære økonomiske indgreb i samfundsøkonomien. Det tætte bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, som Anker Jørgensen oprindeligt kom fra, var på sin vis med til at forstærke problemerne. Det medførte både en vis handlingslammelse i Socialdemokratiets krisepolitik og var med til at skabe skepsis overfor partiet hos de borgerlige partier og Det Radikale Venstre. Efter flere år med skiftende forsøg på at imødegå krisen, som dog ikke kunne forhindre store og voksende underskud på betalingsbalancen, valgte Anker Jørgensen i 1982 at gå af, hvorefter den konservative Poul Schlüter (1929-2021) dannede regering med Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti som regeringspartnere.