Opvækst og uddannelse

Gert Petersen blev født i 1927 uden for ægteskab og voksede op hos sine bedsteforældre i Nykøbing Falster. Som 13-årig var han i 10 måneder medlem af det danske nazistpartis ungdomsorganisation. Under besættelsen blev han i 1943 medlem af modstandsbevægelsen, men blev året efter pågrebet af det tyske politi Gestapo og interneret i Frøslevlejren indtil 2. verdenskrigs afslutning.

I sommeren 1945 flyttede han sammen med sin kæreste Maria til København og påbegyndte politologiske studier ved Københavns Universitet. Han blev samme år medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). I 1948 blev han medlem af moderpartiet Danmark Kommunistiske Parti (DKP). Samme år indskrev han sig på historiestudiet ved Københavns Universitet, men det politiske arbejde – blandt andet fra 1953 i redaktionen ved det kommunistiske tidsskrift Dialog -tog mere og mere tid, og han færdiggjorde aldrig historiestudiet.

Fra DKP til SF

DKP var ramt af interne stridigheder, som især blussede op i forbindelse med den sovjetiske partiformand Nikita Khrusjtjovs (1894-1971) ’hemmelige tale’ på Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. partikongres i 1953, hvor sløret blev løftet for nogle af Stalintidens forbrydelser. Sovjetunionens invasion af Ungarn i oktober-november 1956 medførte også, at mange venstreorienterede lagde afstand til USSR og den sovjetiske kommunisme, som DKP forsvarede.

DKP’s formand Aksel Larsen (1897-1972) ville frigøre partiet fra Moskva, men stod her i modsætning til størstedelen af den øvrige ledelse. Formanden blev derfor ekskluderet i 1958 og stiftede i stedet sit eget parti, Socialistisk Folkeparti (SF) i 1959. Gert Petersen fulgte med Aksel Larsen over i SF, da partiet blev dannet. Gert Petersen var dygtig til at kommunikere, og han blev journalist ved partiavisen SF.

I Folketinget for SF 1966-98

I SF blev Gert Petersen en ledende teoretiker og medlem af hovedbestyrelsen fra 1961. Det var de store linjer, ideologi og udenrigspolitik, der interesserede ham, ikke de hverdagspolitiske teknikaliteter. Han blev ofte omtalt som partiets ’store rorgænger’. Et andet tilnavn var ’det omvandrende udenrigspolitiske leksikon’ pga. hans store udenrigspolitiske viden.

Ved valget i 1966, hvor SF fordoblede sit mandattal fra 10 til 20, kom Gert Petersen i Folketinget.  SF blev støtteparti for Socialdemokratiets mindretalsregering i et formaliseret samarbejde, omtalt som ’det røde kabinet’. Det samarbejde brød imidlertid hverken højre-socialdemokrater som Per Hækkerup (1915-79) eller venstre-SF’ere som Preben Wilhjelm (f. 1935) sig om. Kabinettet faldt, og en gruppe SF’ere brød i 1967 ud af partiet og stiftede i stedet VS, Venstresocialisterne.

Portræt af Gert Petersen. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv.    

Formand for SF 1974-91

Gert Petersen blev politisk ordfører for SF i 1972 og formand for partiet i 1974. Disse poster bestred Petersen til 1991. SF blev under Gert Petersens første tid som formand reduceret til et mindre parti med kun 7 mandater ved valget i 1977. Derefter gik det frem igen, og partiet nåede allerede ved valget i 1981 op på 21 mandater. Partiets krise i 1970’erne skyldtes dels effekter af jordskredsvalget i 1973, der ramte alle de etablerede partier, dels at DKP’s og Venstresocialisternes indtog i Folketinget pressede SF. I partiet brød der derfor intense interne fløjkrige ud, som bl.a. betød, at en række af partiets kendteste politikere med tilhørsforhold på SF’s såkaldte højrefløj, de såkaldte ’larsenister’, forlod partiet. Som konsekvens fik SF en mere venstreorienteret, men også mere grøn profil. Samtidig blev SF ved valget i 1979 det første parti, der havde et flertal af kvinder i folketingsgruppen.

Som mangeårig formand satte Gert Petersen et afgørende præg på SF’s historie. Under hans formandskab engagerede SF sig i bl.a. kvindebevægelsen, miljøbevægelsen og fredsbevægelsen. Gert Petersen var således også en central figur i etableringen af det alternative flertal og fodnotepolitikken fra 1982 til 1988, hvor den borgerlige firkløverregering under Poul Schlüter (1929-2021) følte sig tvunget til at føre en sikkerhedspolitik, der var imod dens egne synspunkter. Det indebar blandt andet at indsætte fodnoter i NATO-dokumenter, hvor Danmark tog afstand fra visse elementer af NATO-politikken, herunder vigtige elementer af NATO’s kernevåbenpolitik.

En mærkesag for Gert Petersen var etableringen af et arbejderflertal bestående af Socialdemokratiet, SF samt den øvrige venstrefløj. Det skulle indføre socialistiske reformer inden for en parlamentarisk ramme. Hermed bekendte han sig også til demokrati og parlamentarisme, uden dog at opgive sin socialistiske og marxistiske grundindstilling. Begrænsninger i denne strategi viste sig bl.a., da partiet i 1979 ikke kunne enes om at støtte et forslag om indførelse af økonomisk demokrati (ØD), fremsat af den siddende socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering. Det var en spildt mulighed, og man fornemmer af Gert Petersens erindringer, at han i tilbageblik ikke syntes, at dette var SF’s stjernestund. 

Efter den kolde krig var Gert Petersen med til at bane vejen for SF’s accept af Danmarks medlemskab af NATO. Han blev dog aldrig tilhænger af det andet store afgørende internationale forum for dansk udenrigspolitik, EF/EU.

Efter valget i 1979 rummede SF’s folketingsgruppe syv kvinder ud af elve medlemmer. Fra venstre er det Lilli Gyldenkilde, Ebba Strange, Marianne Bendtsen Petersen, Ingerlise Kofoed, Birthe Nielsen, Margrete Auken og Hanne Engberg. Foto: Jacob Maarbjerg, POLFOTO/RITZAU FOTO.  

Kontakt med KGB

Politiets Efterretningstjeneste (PET) var opmærksom på, at Gert Petersen under den kolde krig plejede kontakter med diplomater fra landene i den kommunistiske Warszawa-pagt, herunder officerer fra Sovjetunionens hemmelige statspoliti, KGB. Kontakterne foregik både åbenlyst og under mere hemmelige former. Efter den kolde krigs ophør lagde Gert Petersen ikke skjul på kontakterne, men hævdede at der ikke foregik noget ulovligt. Han skulle dog ifølge den sovjetiske dobbeltagent Oleg Gordijevskij i to tilfælde have udleveret fortrolig information fra møder i Det Udenrigspolitiske Nævn og enkelte gange videregivet ambassadeoplysninger. KGB hævdede selv at have fået Gert Petersen til at påvirke Socialdemokratiet til i 1980’erne at danne det alternative sikkerhedspolitiske flertal uden om den borgerlige Schlüter-regering i 1980’erne. Forskning har dog vist dette som en yderst tynd påstand. Socialdemokratiet kunne godt selv.  

Farvel til Folketinget

Ved valget i 1990 mistede SF 15 mandater. Gert Petersen trak sig derfor som formand, men blev siddende i Folketinget indtil 1998.

Også efter afskeden med arbejdet i Folketinget forsatte Petersen med at engagere sig i samfundsdebatten og i diskussionerne internt i SF. Han har også gjort en indsats for at sætte sit præg på debatten om den kolde krig og har bl.a. skrevet bogen Med frygten som drivkraft. Tanker om den kolde krig (2001). 

Gert Petersen døde i 2009.