SV-regeringen træder frem for fotograferne efter at have præsenteret sig for dronningen. Fra venstre er det minister for Grønland Jørgen Peder Hansen, handelsminister Arne Christiansen, næsten skjult bag denne minister uden portefølje Lise Østergaard, økonomiminister Anders Andersen, delvist skjult bag denne kirkeminister Egon Jensen, udenrigsminister Henning Christophersen, miljøminister Ivar Nørgaard, arbejdsminister Svend Auken, indenrigsminister Knud Enggaard, statsminister Anker Jørgensen, justitsminister Nathalie Lind, fiskeriminister Svend Jakobsen, finansminister Knud Heinesen, boligminister Erling Olsen, kulturminister Niels Matthiasen, undervisningsminister Ritt Bjerregaard, trafikminister Ivar Hansen, minister uden portefølje Per Hækkerup og landbrugsminister Niels Anker Kofoed. Forsvarsminister Poul Søgaard og socialminister Erling Jensen ses ikke at have været til stede. Foto: Mogens Ladegaard, Scanpix

SV-Regeringen

SV-regeringen blev udnævnt den 30. august 1978. Den afløste den socialdemokratiske mindretalsregering Anker Jørgensen II, uden at der havde været afholdt valg. Regeringen bestod af hele 21 ministre: 14 socialdemokratiske og 7 fra Venstre. Anker Jørgensen (1922-2016) fortsatte som statsminister, mens Venstres Henning Christophersen (1939-2016) fik den næstmest prestigefyldte post som udenrigsminister. Det var trods koalitionen henover den politiske midte en mindretalsregering med 86 mandater. Det vil sige, at den trods alt stadig var afhængig af at få mindst et parti mere til at støtte den fremlagte lovgivning. Hovedudfordringen for regeringen var dog ofte at blive enig på de interne linjer. Det aftalte regeringsgrundlag var meget løst og gav ofte anledning til fortolkningsdiskussioner, og den gensidige tillid mellem de to regeringspartier lod også meget tilbage at ønske. Eksempelvis opererede regeringen med såkaldte kontaktministre, der hurtigt blev døbt kontrolministre, idet hvert af partierne udpegede en skyggeminister til at dække det område, hvor koalitionspartneren sad med ministeransvaret. Det var et tungt system at danse med, og derfor blev de fleste fællesbeslutninger i ministeriet taget i det såkaldte Planlægningsudvalg, hvor kun de to partiers topministre havde sæde.     

Efter flere gange at have manøvreret forlig med Folketingets borgerlige partier hjem uden at have held til at vende den økonomiske situation, besluttede Anker Jørgensen og Socialdemokratiets top i august 1978 at udvide regeringen og indgå et regeringssamarbejde med Venstre. Den 29. august 1978 bekendtgjorde Anker Jørgensen og Henning Christophersen over for den ventende presse, at der ville blive dannet en SV-regering. Foto: Morten Langkilde, POLFOTO/RITZAU FOTO

Hovedopgave: de økonomiske balanceproblemer

SV-regeringen så det som sin hovedopgave at skabe økonomisk balance og dermed sikre en stigning i produktionen og beskæftigelsen. Forudsætningen herfor var en forbedring af betalingsbalancen og som en konsekvens heraf også en nedbringelse af underskuddet på statsfinanserne. Regeringsaftalen mellem Socialdemokratiet og Venstre nævnte specifikt indgreb som momsforhøjelse, stram indkomstpolitik, værdistigningsafgift for jord og fast ejendom samt et prisstop. Til gengæld var der kun løse formuleringer om Socialdemokratiets og fagbevægelsens store ideologiske projekt om indførelse af Økonomisk Demokrati (ØD; lønmodtagernes medejendomsret i virksomhederne). Der blev heller ikke taget konkret stilling til indførelse af atomkraft, som især Venstre var stor tilhænger af, selvom det blev understreget, at atomkraft stadig var en del af energiplanlægningen.

Regeringen fik hurtigt vedtaget det planlagte prisstop og momsforøgelsen, sidstnævnte dog med økonomisk kompensation i form af højere ydelser til udsatte grupper som pensionister og arbejdsløse. I maj 1979 offentliggjorde de økonomiske vismænd en rapport, der forudså, at de voldsomt stigende oliepriser ville medføre, at underskuddet på betalingsbalancen ville blive 10,6 mia. kr. i 1979, stigende til næsten 18 mia. kr. i 1982, hvis der ikke blev grebet ind. Regeringen ønskede at udarbejde en større økonomisk plan til at imødegå dette scenarie, men mens Venstre ønskede store offentlige besparelser og indgreb mod dyrtidsreguleringen, ville Socialdemokraterne hæve energiafgifterne og kun spare en beskeden milliard kroner på statsbudgettet. Regeringen nåede dog et kompromis den 19. juni 1979 om en økonomisk stramning på 11,4 mia. kr., men den konkrete udmøntning af besparelserne på næste års finanslov blev udskudt. På finansloven fik Venstre bl.a. gennemført, at der skulle spares 1,8 mia. kr. på sociale pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse m.m., hvilket var områder, hvor Socialdemokratiet helst ville undgå at spare. Til gengæld fik Socialdemokratiet gennemført en afgiftsbuket, der i stort omfang rettede sig mod energiområdet (elafgift, benzin, olie, charterrejser m.m.), og som forventedes at indbringe næsten 5 mia. kr. Samlet set var det regeringens forventning, at indgrebene ville mindske underskuddet på betalingsbalancen med 1 mia. kr. i 1979 og 3 mia. i 1980.

Efterløn

En af de helt store reformer, SV-regeringen fik vedtaget, var efterlønnen. Efterlønnen gav 60-66-årige ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden pensionsalderen (67 år), hvis de opfyldte en række krav, bl.a. medlemskab af en statsanerkendt A-kasse i mindst fem ud af de seneste ti år samt bopæl i Danmark. Efterlønnen var oprindeligt udtænkt som et socialpolitisk førtidspensionsforslag, men den blev i stigende grad tænkt og fremstillet som et redskab til at forbedre beskæftigelsen i en tid, der var præget af massiv arbejdsløshed. Efterlønnen blev vedtaget af Folketinget den 10. november 1978 med regeringens, De Radikales, SF's og Centrum-Demokraternes stemmer. Det Konservative Folkeparti, Fremskridtspartiet og Retsforbundet stemte imod, mens Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Kristeligt Folkeparti afstod fra at stemme.

Olie, naturgas og atomkraft

Den anden oliekrise, kaldet OPEC II, kulminerede i de første måneder af 1979. Oliekrisen var et resultat af den iranske revolution 1978-79, hvor det islamiske præstestyre med ayatollah Khomeini i spidsen væltede det verdslige og vestligt orienterede shah-styre. Oprøret førte til et sammenbrud i Irans olieproduktion, der medførte faldende produktion og stigende priser. I Danmark iværksatte SV-regeringen en række energisparetiltag, ligesom man havde gjort ved den forrige oliekrise. Blandt andet blev fartgrænserne sat ned med 10 km/t til 80 km/t på landevej og 110 km/t på motorvej. Man genindførte dog ikke de bilfrie søndage. Det blev også besluttet, at temperaturen i offentlige bygninger ikke måtte overstige 20 grader, på trods af, at vinteren 1978-79 var særdeles kold, og da det blev sommer, blev elafgiften for almindelige husholdninger sat op.

Denne gang var Danmark dog bedre forberedt end ved den første oliekrise i 1973-74. Staten var i gang med at finde alternative måder at sikre energiforsyningen på, så Danmark ikke længere skulle være afhængig i olie fra Mellemøsten. I 1974 var der indledt en begrænset olieproduktion i den danske del af Nordsøen, og der var her også fundet lovende forekomster af naturgas. Man forventede, at der ville være tilstrækkelig gas i Nordsøen til at kunne dække 20 % af det danske energibehov i mindst 20 år. SV-regeringen ønskede derfor at opbygge et naturgasnet og vedtog i den forbindelse et lovforslag om naturgasforsyning.

Dansk Undergrunds Consortium (DUC) med A.P. Møller i spidsen havde siden 1962 haft eneret på eftersøgningen af olie og gas i Nordsøen. Regeringen indgik nu en aftale med DUC om, at de skulle levere 55 milliarder kubikmeter gas over en 25-årig periode med start den 1. oktober 1984 til det statslige selskab DONG (Dansk Olie og Naturgas). DONG skulle til gengæld etablere - men dermed også potentielt kontrollere - rørledningen, der skulle føre gassen i land fra felterne i Nordsøen, samt etablere et transmissionsnet, der skulle bringe gassen ud til forbrugerne.

I 1974 udpegede Miljøministeriet ni lokaliteter i Jyllands og på Fyn, der egnede sig til opførelse af et atomkraftværk. Gyllingnæs ved Odder, og altså tæt på Aarhus, Skanderborg og Horsens, fik førsteprioritet. Kort efter blev Oplysning om Atomkraft (OOA) stiftet. OOA blev  en af tidens mest indflydelsesrige græsrodsbevægelser. Dets letgenkendelige logo pryder her en husgavl i Aarhus, men det blev også benyttet i udlandet. I 1985 vedtog Folketinget at atomkraft ikke skulle indgå i danske energipolitiske overvejelser. Foto: Claus Bonnerup, POLFOTO/RITZAU FOTO

Et andet energipolitisk tiltag var atomkraft. Det var officielt en del af SV-regeringens politik at skabe grundlag for indførelsen af atomkraft som energikilde i Danmark, men Venstre var betydeligt mere tilhænger af dette end Socialdemokratiet. Den 28. marts 1979 skete der en ulykke på det amerikanske atomkraftværk på Tremileøen (Three Mile Island) i Pennsylvania. En kombination af tekniske fejl i anlæggets køleanlæg og menneskelige fejl efterfølgende førte til en delvis nedsmeltning af den ene reaktor. Uheldet skete netop samtidig med, at Folketinget diskuterede regeringens energipolitiske redegørelse, der lagde op til, at en beslutning om dansk atomkraft gerne skulle træffes inden 1981, når spørgsmålet om deponering af det radioaktive affald var afklaret. Uheldet i USA gav anti-atomkraftbevægelsen stor medvind, både i Danmark og internationalt. Den 21. august 1979 udsendte SV-regeringen en erklæring om atomkraft, hvori den fastholdt, at atomkraft ikke var taget ud af den danske energiplanlægning, men at en beslutning om kernekraft i Danmark skulle lægges ud til folkeafstemning, før den kunne implementeres.

EMS og Europaparlamentsvalg

I 1979 indførte EF Det Europæiske Monetære System, EMS. Hensigten med EMS’en var at skabe et europæisk valutasamarbejde, der kunne forhindre store udsving i kurserne og deraf følgende ustabilitet på valutamarkedet. For det andet skulle EMS'en bidrage til en kollektiv og solidarisk valutapolitik, hvor EF-landene ikke søgte at løse deres økonomiske problemer med konkurrenceforvridende devalueringer over for de andre EMS-deltagere. Kernen i EMS'en var en national centralkurs for de individuelle nationale valutaer over for andre landes valutaer. Den faktiske markedskurs kunne svinge omkring centralkursen, men kun inden for fastlagte udsvingsmarginer. EMS-landenes valutakurssamarbejde opererede ligesom valutaslangen med faste udsvingsmarginer mellem EMS-landene på +/-2,25 %. Danmark tilsluttede sig valutasamarbejdet uden større offentlig eller politisk debat.

Et andet EF-spørgsmål skabte til gengæld stor debat, nemlig det første direkte valg til Europaparlamentet. I alle EF-lande skulle der være valg 7.-10. juni 1979. I Danmark skulle der vælges 15 repræsentanter ved forholdstalsvalg i én samlet valgkreds.

I 1979 skulle der for første gang være valg direkte til Europaparlamentet. Anker Jørgensen anbefalede Kjeld Olesen, da han var Socialdemokratiets spidskandidat. Kjeld Olesen blev en socialdemokratisk stemmesluger, men han nedlagde sit mandat allerede i oktober samme år, da Anker kaldte ham tilbage for at gøre ham til udenrigsminister. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Folkebevægelsen mod EF fik hurtigt indsamlet de underskrifter, der skulle til for at bevægelsen kunne blive opstillingsberettiget, og det lykkedes den at sikre hele fire af mandaterne ved valget den 7. juni 1979. Det ligeledes EF-kritiske SF fik ét mandat. Socialdemokratiet fik kun tre mandater (svarende til 22 % af stemmerne), og dette nederlag skyldtes i høj grad, at partiet internt var splittet i modstandere, moderate tilhængere og entusiastiske tilhængere i EF-spørgsmål. Det havde partiet været, siden Danmark trådte ind i EF i 1973. Det gik til valg på et forbeholds-ja ligesom De Radikale, der var lige så splittede som Socialdemokratiet og ikke opnåede et eneste mandat. Venstre fik tre mandater, De Konservative to mandater og Centrum-Demokraterne og Fremskridtspartiet fik hver et mandat. De borgerlige EF-positive partier fik således et pænt valg. 

Hjemmestyreloven for Grønland, 1978

I 1973 havde den daværende grønlandsminister Knud Hertling (1925-2010) nedsat et hjemmestyreudvalg, der skulle afsøge ønsker til og muligheder for at indføre hjemmestyre i Grønland, der i 1953 var blevet et dansk amt i stedet for en koloni. Udvalget afgav en delbetænkning i 1975, og senere samme år blev der nedsat en Hjemmestyrekommission med 15 medlemmer, heraf syv grønlandske, med det konservative folketingsmedlem Isi Foighel (1927-2007) som formand.

Kommissionens anbefalinger til en hjemmestyreordning forelå i 1978, og den foreslog en tredeling af ansvaret: 

• statsanliggender som forsvarspolitik, udenrigspolitik og justitsvæsen skulle fortsat høre under regeringen og Folketinget i København;
• fællesanliggender skulle hovedsageligt finansieres af Danmark, men områder skulle gradvist overføres til hjemmestyret i Nuuk gennem såkaldte bemyndigelseslove;
• hjemmestyreanliggender skulle høre under grønlandsk ansvar.

Hjemmestyreloven blev vedtaget i Folketinget i 1978, men skulle først til afstemning i Grønland, inden den kunne træde i kraft. Ved den vejledende folkeafstemning den 17. januar 1979 stemte 70 % af befolkningen for hjemmestyreordningen, der trådte i kraft den 1. maj 1979.

Ved en vejledende folkeafstemning i januar 1979 stemte mere end 70 pct. af grønlænderne for, at Grønland skulle have hjemmestyre og ikke længere have amtslignende status i Danmark. Afstemningen førte til grønlandsk hjemmestyre med virkning fra den 1. maj 1979. Foto: Ebbe Andersen, POLFOTO/RITZAU FOTO

SV-regeringssamarbejdet bryder sammen

Hen over sommeren 1979 var der spekulationer i pressen om et regeringssammenbrud. Oppositionen havde i hele regeringens levetid benyttet enhver lejlighed til at forsøge at drive en kile mellem regeringspartierne. Samtidig fortsatte de økonomiske udfordringer, og der var en ulmende utilfredshed i både Socialdemokratiets og Venstres baglande over de kameler, de måtte sluge for at indgå de nødvendige kompromisser i regeringen.

I begyndelsen af september 1979 bandt Anker Jørgensen sig op på et løfte til fagbevægelsens hovedorganisation LO om at ville inkludere Økonomisk Demokrati (ØD) i sine kommende forslag til en langsigtet økonomisk løsning. Det gjorde han velvidende, at det kunne resultere i, at Venstre ville afbryde samarbejdet. Samtidig skærpede Venstre sin liberale profil og præsenterede den 20. september 1979 en økonomisk plan med seks punkter, hvoraf nogle var meget konkrete som f.eks. et indgreb mod lønstigninger og dyrtidsreguleringen, og andre mere løse, f.eks. en ’drøftelse af overskudsdeling' (ØD). Ydermere krævede Venstre, at de seks punkter skulle med i statsministerens åbningstale ved Folketingets åbning i oktober, hvilket ville være ensbetydende med, at regeringen lovede at gennemføre dem. Da der ikke var mulighed eller vilje til at indgå endnu et kompromis, enedes regeringspartnerne om at udsende en erklæring om, at det ikke havde været muligt at nå til enighed om en økonomisk plan. Regeringen gik af demissionerede og udskrev valg til Folketinget til afholdelse 23. oktober 1979.

I oktober 1979 brød regeringssamarbejdet mellem Socialdemokratiet og Venstre sammen. Dagen før valget den 23. oktober 1979 lagde Venstre klar afstand til den tidligere regeringspartner med denne valgannonce bragt i Politiken. Foto: Politikens arkiv

Det er den udbredte opfattelse, at SV-regeringen var en fiasko, men man kan argumentere for, at den var en nødvendig fiasko. I årene forud var der talt så meget om dannelsen af en bred koalitionsregering - især om en arbejder-bonde-regering - at det efterhånden kom til at virke nødvendigt at prøve muligheden af. Det gjorde man, og eksperimentet gav ikke lyst til gentagelse.

SV-regeringen blev efter sin afgang og folketingsvalget afløst af den tredje socialdemokratiske mindretalsregering med Anker Jørgensen som statsminister, der tiltrådte den 26. oktober 1979.