Opvækst og uddannelse

Kjeld Olesen blev født i 1932. Hans far, Anker Olesen, var modstandsmand under besættelsen og senere meget aktiv i oprettelsen af Hjemmeværnet. Kjeld Olesen havde stærke antikommunistiske og pro-atlantiske holdninger, og han meldte sig derfor ind i Atlantsammenslutningen, der blev oprettet i 1949 for at informere om Nato. Han var sekretær for organisationen i 1955-56.

Kjeld Olesen gik efter realeksamen i 1949 på Søfartsskolen og blev shippinguddannet 1950-53. I samme periode blev han medlem af Socialdemokratiet.

Tidlig karriere

I 1955 blev han involveret i den private antikommunistiske efterretningsorganisation kaldet 'Firmaet', der bl.a. ulovligt aflyttede det kommunistiske folketingsmedlem Alfred Jensen (1903-88) og hans kone Ragnhild Andersen (1907-90).

Via 'Firmaet' kom Kjeld Olesen i kontakt med socialdemokraten Urban Hansen (1908-86), som han blev sekretær for 1956-57, mens denne var socialborgmester i København.

Indtil Kjeld Olesen blev valgt til Folketinget i 1966 bestred han flere organisatoriske poster i den socialdemokratiske bevægelse, bl.a. som organisationssekretær for partiet 1962-66. Kjeld Olesen var næstformand for Socialdemokratiet i perioden 1973-81.

Portræt af Kjeld Olesen. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv

Forsvarsminister 1971-73

Kjeld Olesen blev Socialdemokratiets forsvarsordfører i 1968 og medlem af Udenrigspolitisk Nævn 1969-71. Det var derfor logisk, at han fik posten som forsvarsminister i Jens Otto Krags 3. ministerium i 1971. Kjeld Olesen fortsatte på posten, da Anker Jørgensen blev statsminister i 1972. Kjeld Olesens opgave som forsvarsminister blev at få et nyt forsvarsforlig igennem, hvilket Socialdemokratiet havde arbejdet på gennem et stykke tid. Kjeld Olesens forslag hvilede på fortsat dansk NATO-medlemskab, men det mødte ikke desto mindre modstand fra Danmarks partnere i NATO, fordi der grundlæggende var tale om et nedskæringsforslag. Set med NATO's øjne ville det blive vanskeligt for Danmark at leve op til alliancens målsætninger. Olesens forslag måtte da også igennem flere ændringer, inden et forlig med de borgerlige partier kunne indgås i 1973. Forliget kom til at danne rammen for dansk forsvarsplanlægning gennem resten af den kolde krig.

Christianiasagen

Det var under Kjeld Olsens tid som forsvarsminister, at fristaden Christiania udviklede sig til et politisk spørgsmål. Bådsmandsgades Kaserne på Christianshavn blev nedlagt og forladt af forsvaret i sommeren 1971 (under VKR-regeringen), og en gruppe unge slumstormere besatte derefter arealerne og proklamerede oprettelsen af en alternativ fristad. Det lykkedes ikke politiet at fordrive besætterne. Kjeld Olesen stod for en forstående linje og indgik i foråret 1973 en aftale med christianitterne om, at fristaden fik status som 'socialt eksperiment' i tre år. Til gengæld skulle christianitterne betale udgifterne til el og vand, og de skulle sørge for det nødvendige vedligehold af de fredede bygninger på området. Aftalen vakte ikke kun uro på de indre regeringslinjer, også den borgerlige opposition fandt det ganske provokerende, bl.a. fordi området var taget i besiddelse ved selvtægt og dermed krænkede den private ejendomsret.

Trafikminister 1977-78

I 1977 overtog Kjeld Olesen posten som Minister for Offentlige Arbejder (dvs. trafikminister) i Anker Jørgensen-regeringen II (1975-78) fra Niels Matthiasen (1924-80). I denne tid var der planer om at bygge en fast forbindelse over Storebælt, hvilke Kjeld Olesen var stærk fortaler for. Kort efter sin tiltrædelse måtte han dog træde tilbage, da SV-regeringen blev dannet den 30. august 1978, hvilket medførte at planerne om en bro over Storebælt blev udskudt.

Udenrigsminister 1979-82

Efter SV-regeringen brød sammen, blev Kjeld Olesen udenrigsminister i Anker Jørgensens mindretalsregeringer 1979-82. Den første store udfordring for Olesen var Danmarks tilslutning til NATO's dobbeltbeslutning om opstilling af mellemdistanceraketter i Vesteuropa. Den socialdemokratiske folketingsgruppe rummede mange NATO-skeptikere, og selvom Olesen personligt var foruroliget over tanken om, at Danmark skulle indtage særstandpunkter, stod det hurtigt klart, at uenighederne i folketingsgruppen risikerede at true partisammenholdet. Derfor fremsatte Kjeld Olsen i november 1979 et kompromisforslag, som indebar en udsættelse af NATO's opstilling af mellemdistanceraketter i seks måneder. Til gengæld skulle Sovjetunionen stoppe sin opstilling af raketter. Desuden skulle der påbegyndes nedrustningsforhandlinger.

Der var ikke opbakning til denne løsning blandt NATO-medlemmerne, hvoraf særligt USA og Vesttyskland stillede sig kritiske over for det danske forslag. Kjeld Olesen fik de danske betænkeligheder ført til protokols, hvorefter dobbeltbeslutningen kunne vedtages uden noget formelt dansk forbehold.

I Anker Jørgensens sidste regeringsperioder blev Socialdemokratiet med statsministeren og udenrigsordfører Lasse Budtz (1926-2016) i spidsen i stigende grad betænkelige ved den kolde krigs logik og begyndte at vende sig mod kerneelementer i NATO-alliancens strategi. Kjeld Olesen var ligeledes bekymret, særligt over den amerikanske Reagan-administrations konfrontatoriske linje. Han opfordrede derfor bl.a. til at vise åbenhed over for sovjetiske nedrustningsforslag og fik indført den første danske fodnote i et NATO-kommuniké i marts 1982 i forbindelse med et møde om implementeringen af dobbeltbeslutningen.

Efter ministertiden

Kjeld Olesen rejste i 1984 sammen med socialdemokraterne Lasse Budtz og Poul Nielson (f. 1943) til Moskva for at drøfte international afspænding med Sovjetunionens Kommunistiske Parti, herunder idéen om en nordisk atomvåbenfri zone. Rejsen har siden været kontroversiel, fordi den er blevet tolket som et udslag af illoyalitet over for både den borgerlige danske regering og over for NATO.

I løbet af de sene 1980'ere blev Olesen desillusioneret over atomoprustningen og koldkrigslogikkens spændetrøje. Han forlod det politiske liv i 1987 og sejlede siden som styrmand. Han fortsatte dog som aktiv i den offentlige debat og har mange gange forsvaret sin dialog- og nedrustningslinje, Moskva-rejsen og Socialdemokratiets politik under fodnoteperioden.