Fodnoteperioden er betegnelsen for en periode i dansk udenrigspolitik fra 1982 til 1988, hvor Danmark tog forbehold i NATO for en række beslutninger, først og fremmest vedrørende modernisering og udvidelse af alliancens atomslagstyrke. Fodnotepolitikken blev et omstridt indenrigspolitisk emne i Danmark, fordi den blev gennemført af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal uden om periodens borgerlige regeringer.
Den udenrigspolitiske baggrund for fodnotepolitikken var den forværring af forholdet mellem Øst og Vest, der indtrådte i 1979-1985 og som har fået nogle historikere til at omtale perioden som ’den anden kolde krig’. Centralt i Øst-Vest-modsætningen stod NATO’s ønske om at opstille et antal atombevæbnede mellemdistanceraketter i Vesteuropa som et modsvar til Sovjetunionens opstilling af SS-20 mellemdistanceraketter. Opstillingen blev vedtaget i 1979 i form af NATO’s såkaldte ”dobbeltbeslutning”, som kædede beslutningen sammen med et tilbud til Sovjetunionen om forhandlinger om et bortfald eller begrænsning af opstillingen mod tilsvarende reduktioner af de sovjetiske raketter. Hertil kom i 1983 USA’s planer om et satellitbaseret raketforsvar – det såkaldte ”stjernekrigsprojekt” eller SDI (Strategic Defence Initiative).
Både raketopstillingerne og SDI-projektet blev kritiseret kraftigt af Sovjetunionen, men skabte også modstand i den vesteuropæiske offentlighed – ikke mindst blandt fredsbevægelserne og i flere socialdemokratiske partier, der tog afstand fra det de anså som en mere konfrontatorisk amerikansk stil efter præsident Ronald Reagans magtovertagelse i 1981.
Modstanden mod NATO’s raketopstillinger fandtes også i Danmark i fredsbevægelser og i Socialdemokratiet, der havde regeringsmagten indtil 1982. Partiet støttede fortsat det danske NATO-medlemskab, men ønskede forhandlingsdelen af dobbeltbeslutningen opprioriteret. I NATO søgte Anker Jørgensens socialdemokratiske regering i 1979 således uden held at få dobbeltbeslutningen udskudt for at give Sovjetunionen mere tid til at komme til forhandlingsbordet.
Den mere skeptiske holdning til NATO og USA, som kom til udtryk i Socialdemokratiet, skyldtes blandt andet, at en række nyvalgte yngre folketingsmedlemmer, men også mere erfarne personer såsom Anker Jørgensen og Lasse Budtz, så med stigende skepsis på det fornyede rustningskapløb. Tendensen var den samme i en række europæiske socialdemokratiske partier, som var i kontakt med hinanden og udvekslede synspunkter inden for det såkaldte Scandilux-samarbejde. Efter at Socialdemokratiet kom i opposition i 1982, skærpedes partiets kurs yderligere. Samtidig var der i den danske offentlighed i første halvdel af 1980’erne, på linje med andre lande, stort fokus på våbenkapløbet og faren for atomkrig.
Med regeringsskiftet i 1982 opstod den særegne situation, at den nye borgerlige firkløverregering (C, V, KF, CD) var i mindretal i flere sikkerhedspolitiske spørgsmål, idet støttepartiet Det Radikale Venstre delte Socialdemokratiets og venstrefløjens syn på sikkerhedspolitikken, men samtidig ikke ønskede at vælte regeringen. Dette skabte en række problematiske situationer, hvor det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget pålagde regeringen at føre en udenrigspolitik, der ikke var i overensstemmelse med dens egne ønsker. Ikke mindst udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), der ønskede at give Danmark en stærk profil i NATO-samarbejdet, kritiserede ofte det alternative flertal i skarpe vendinger og blev til gengæld ofte selv kritiseret for ikke at efterleve Folketingets dagsordner.
Resultatet blev, at de borgerlige regeringer blev tvunget til at tage en række forbehold i NATO, som oftest i form af fodnoter, som redegjorde for de danske særstandpunkter, i de fælles NATO-beslutninger. I begyndelsen drejede fodnoterne sig først og fremmest om raketopstillingerne, hvor det alternative flertal til stadighed søgte at udskyde NATO’s opstilling og holde muligheden for forhandlinger med Sovjet åben. Fodnotepolitikken førte til kritik fra Danmarks allierede – ikke mindst USA. Senere var det alternative flertal også aktivt i SDI-spørgsmålet, herunder det amerikanske ønske om at modernisere radaranlæg på Grønland, i spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone, og endelig i FN, hvor flertallet pålagde regeringen at fremføre en mere positiv dansk holdning til en række afrustningsforslag.
Efter Mikhail Gorbatjovs (1931-2022) magtovertagelse i USSR i 1985 skete der gradvist en afspænding i Øst-Vest-forholdet, og mange af de politiske stridspunkter i Folketinget mistede deres aktualitet. Ikke desto mindre blussede striden mellem regeringen og det alternative flertal op igen i 1988. Flertallet ønskede en skærpelse af det danske forbehold mod atomvåben på dansk territorium, så besøgende skibe individuelt blev gjort opmærksom på den danske politik. Dette var imidlertid helt uacceptabelt for USA, der af princip nægtede at be- eller afkræfte tilstedeværelsen af atomvåben på amerikanske skibe. Sagen udløste en mindre diplomatisk krise mellem USA og Danmark, men blev løst, da regeringen udskrev valg på spørgsmålet. Efter valget den 10. maj 1988 indgik Det Radikale Venstre i en regering med Venstre og De Konservative, og det alternative flertal var dermed brudt. Den kolde krigs afslutning omkring 1989 medførte en ny international situation, hvor der var mindre behov for danske fodnoter.
Fodnotepolitikken har efter den kolde krigs afslutning været en meget omdiskuteret periode i dansk udenrigspolitik. En række borgerlige politikere har beskyldt det alternative flertal og særligt Socialdemokratiet for at bryde solidariteten i NATO på et afgørende tidspunkt i alliancens historie, og for at de dermed skadede både alliancen og Danmarks omdømme. Heroverfor har medlemmer af det alternative flertal og dets forsvarere anført, at nedrustningsforhandlinger var nødvendige i en periode, hvor parterne i den kolde krig var fanget i en oprustningsspiral og at Danmark havde ret til at markere selvstændige synspunkter, som ikke var identiske med de amerikanske.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.