Artikler
Dansk fagforeningsleder, socialdemokratisk politiker og statsminister. Anker Jørgensen blev født i et traditionelt arbejdermiljø i København, hvor han efter 7. klasse blev arbejdsdreng og senere lagerarbejder. I 1968 blev han formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (senere SiD; i dag 3F). I 1972 blev han formand for Socialdemokratiet, og han var statsminister fra 1972 til 1973 og fra 1975 til 1982.
Fagforeningsmand og medlem af Folketinget
Anker Jørgensen (1922-2016) meldte sig tidligt ind i Socialdemokratiet og deltog samtidig i fagforeningsarbejdet i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund. Anker Jørgensen dygtiggjorde sig ved aftenskole og selvstudier og fik i 1945 præliminæreksamen. I 1956 blev han formand for Københavnsafdelingen for Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund.
Som fagforeningsleder markerede Anker Jørgensen sig stærkt som repræsentant for en nøgtern politisk linje, som stræbte efter konkrete forbedringer i medlemmernes løn- og arbejdsforhold. I 1968 blev han valgt som formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund. Anker Jørgensen var fra 1961 til 1964 medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
I 1964 blev han medlem af Folketinget, hvor han i de første år markerede sig som ordfører inden for social- og arbejdsmarkedsforhold. I den socialdemokratiske folketingsgruppe placerede han sig på gruppens venstrefløj, som stillede sig kritisk over for gruppeformand Per Hækkerups (1915-1979) ledelse af gruppen. Anker Jørgensen var i slutningen af 1960'erne blandt de medlemmer af folketingsgruppen, som kritiserede den amerikanske krigsførelse i Vietnam, og som talte for et stærkere engagement i forhold til den tredje verden. I debatten om dansk medlemskab af De Europæiske Fællesskaber (EF) i 1972 valgte Anker Jørgensen, trods en stærk modstand mod EF-medlemskab i hans eget fagforbund, at støtte dansk medlemskab.
Anker Jørgensen i 1983. Foto: Folketingets Bibliotek og Arkiv
Statsminister 1972-73
Da den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag (1914-1978) dagen efter folkeafstemningen om dansk EF-medlemskab, den 3. oktober 1972, overraskende meddelte, at han ønskede at træde tilbage, pegede han samtidig til manges overraskelse på Anker Jørgensen som sin efterfølger. Baggrunden for Krags beslutning var utvivlsomt en forventning om, at Anker Jørgensen med sin klassiske fagforeningsbaggrund og som repræsentant for Socialdemokratiets venstrefløj ville være i stand til at samle partiet efter den opslidende debat om EF-medlemskab.
Anker Jørgensens første år som statsminister blev imidlertid præget af store politiske og økonomiske vanskeligheder. Lederskiftet skete ikke uden en vis intern kritik i folketingsgruppen, og Socialdemokratiet var i årene efter folkeafstemningen præget af betydelige interne brydninger. På den ene side stod de yngre, EF-kritiske kræfter, som var kommet ind i Folketinget ved folketingsvalget i 1972 – bl.a. Ritt Bjerregaard og Svend Auken – og på den anden side partiets mere traditionelle højrefløj. Den nye regering indledte et begyndende generationsskifte i Socialdemokratiet, idet den rummede markante skikkelser fra den yngre generation af socialdemokrater, bl.a. undervisningsminister Ritt Bjerregaard.
Samtidig overtog Anker Jørgensen statsministerposten på et tidspunkt, hvor den økonomiske højkonjunktur blev afløst af stigende statsunderskud, høj inflation og begyndende arbejdsløshed. I 1973 blev Danmark ramt af oliekrisen, som yderligere vanskeliggjorde den økonomiske politik. Anker Jørgensens regering var dog i stand til at gennemføre en række kriseforlig, men ved folketingsvalget i 1973 kom en udbredt politisk utilfredshed i befolkningen til udtryk i det såkaldte jordskredsvalg, hvor Socialdemokratiet gik fra 70 mandater i Folketinget til 46 mandater. Samtidig meldte den profilerede socialdemokratiske folketingspolitiker Erhard Jakobsen (1917-2002) sig ud af partiet og stiftede partiet Centrum-Demokraterne. På baggrund af valgresultatet trådte Anker Jørgensen tilbage som statsminister og overlod statsministerposten til Venstres formand, Poul Hartling (1914-2000).
Anker Jørgensen i samtale med den hollandske statsminister ifm. Europarådsmøde i Bruxelles 1976. Fra: European Commission - Audiovisual Service
Statsminister 1975-82
Anker Jørgensen overtog på ny statsministerposten efter folketingsvalget i 1975. Hans regeringstid var præget af 1970'ernes store økonomiske problemer med massearbejdsløshed, stigende udlandsgæld og høj inflation. Han gennemførte en række indkomstpolitiske og økonomiske indgreb, bl.a. lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og efterlønnen. Imidlertid havde han stigende vanskeligheder ved at få tilslutning til sin økonomiske politik fra fagbevægelsen og fra de borgerlige partier. På denne baggrund forsøgte han i 1978-79 et regeringssamarbejde med Venstre for at sikre parlamentarisk opbakning til en langsigtet økonomisk politik. Forsøget mislykkedes og bidrog til en kraftig forværring af samarbejdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen.
I 1979 dannede Anker Jørgensen på ny en socialdemokratisk mindretalsregering, men måtte i 1982 give op over for betydelige økonomiske vanskeligheder og politisk uenighed i Folketinget. Han trådte i 1982 tilbage og overlod uden at udskrive folketingsvalg statsministerposten til Det Konservative Folkepartis formand Poul Schlüter (1929-2021).
Anker Jørgensen sammen med sin hustru, Ingrid Jørgensen, i Venedig ifm. Europarådsmøde 1980. Fra: European Commission - Audiovisual Service
Oppositionsleder
Anker Jørgensen fortsatte som Socialdemokratiets formand og oppositionsleder fra 1982 til 1987. Mens Anker Jørgensen sikkerhedspolitisk støttede dansk medlemskab af NATO og de dermed følgende forsvarspolitiske forpligtelser, blev han i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne stærkt påvirket af farerne ved det atomare våbenkapløb og af konfrontationerne mellem stormagterne. I perioden fra 1979 til 1982 støttede han på denne baggrund skærpelsen af Socialdemokratiets holdning til den såkaldte dobbeltbeslutning. NATO havde i 1979 besluttet at kombinere et tilbud til Sovjetunionen om nedrustningsforhandlinger med opstilling af moderne mellemdistanceraketter i Vesteuropa, og det var denne beslutning, Socialdemokratiet i stigende grad vendte sig imod. Oppositionsperioden blev således præget af betydelige modsætninger mellem regeringspartierne og Socialdemokratiet.
I 1987 overlod Anker Jørgensen formandsposten til Svend Auken (1943-2009), men forblev medlem af Folketinget indtil 1994. Som politiker og menneske blev Anker Jørgensen kendt for sit ligefremme, ustyltede væsen. Han fastholdt gennem sin karriere forbindelsen til sin arbejderbaggrund og blev i offentligheden opfattet som folkets mand.